Flytning

Jeg blogger nu her i stedet for.

Grundene er mange, men kort sagt kan jeg sige at det simpelthen til sidst blev for negativt for mig at blogge her. Jeg var kørt fast i en selvdestruktiv ring og havde brug for at gøre noget for at komme ud af det. Derfor har jeg valgt at starte en ny blog, med fokus på de positive ting i mit liv. Der vil sikkert også komme personlige opdateringer, men jeg vil prøve at være så konstruktiv som muligt.

Jeg håber, at i har lyst til at følge mig det nye sted :)

xxoo, Amelia

“There is no love sincere than the love of food”

Morgenmad er helt klart mit foretrukne måltid. Jeg er sikker på det er noget spiseforstyrret, men jo længere hen på dagen jeg kommer jo sværere bliver det at spise. Men det hænger nok sammen med at min anoreksi aldrig har tilladt mig at spise efter 17..

IMG_2666 IMG_2669

// grød m. pære toppet med banan og granatæblekerner – porridge w. pear + banana slices and pomegranate seeds //

IMG_3490

// knækbrød m. æg, skyr og appelsin – crackers with egg + skyr and orange //

IMG_4569

IMG_4576

// jordbær-mandel koldskål (vegansk) m. kanel-ristet rugbrød – chilled strawberry almond butter soup w. cinnamon-coated bread croutons //

Skærmbillede 2013-01-18 kl. 15.03.56

// knækbrød m. kyllingepålæg og hytteost, kiwi, nødder og sukkerfri kakaomælk – flat bread w. deli chicken and cottage cheese, nuts, kiwi and chocolate milk //

Last snow fall before spring

IMG_7777IMG_7776IMG_7775IMG_7780IMG_7794

Things to do when you’re sad…

don’t listen to bob dylan - wear a big sweater – drink tea – clean your room – go for a walk – make paper cranes – find recipes – read a magazine – hang fairy lights around your house – bake an apple pie with a friend – organize old play toys – think about how beautiful outer space is – paint your sadness – go to a café – take a nap on a pile of blankets – ask someone to hold you – cry – be okay at some point – visit the library – pick flowers – sit with someone – remember that there are always cupcakes.

We’re our own dragons as well as our own heroes, and we have to rescue ourselves from ourselves

Jeg kan ikke skrive herinde længere. Hver gang jeg prøver går min hjerne i sort og jeg føler mig tømt for ord. Måske jeg har afskåret mig fra hele blogverden, eller jeg har ikke været i stand til at konvertere mine tanker om til ord, eller måske synes jeg simpelthen ikke at det jeg kunne finde på at sige ikke er vigtig nok til at blive skrevet ned – så som: åh, jeg har tabt mig igen eller nu skal jeg måske indlægges på Anoreksiklinikken eller jeg prøvede at hænge mig selv på mit værelse igår. Det bliver snart for meget for mig altid at skrive hvor skidt det går. Jeg har ikke snakket meget de sidste par uger men i stedet tænkt over alt og intet, og jeg ved ærlig talt ikke hvad der er værst… Jeg ville bare ønske at jeg for en gangs skyld kunne se noget positivt ved livet og have en god dag.

I stedet kommer lidt snapshots af ting, når jeg lige har været motiveret for at hive kameraet frem.

IMG_4672

IMG_2764

IMG_2916// min dejlige mor, som kommer med mad til mig; falafler –  quinoa m. grøntsager – bønnesalat //

IMG_1029

IMG_2923

“Stepping onto a brand-new path is difficult, but not more difficult than remaining in a situation which is not nurturing”, – Maya Angelou

“Do not anticipate trouble, or worry about what may never happen. Keep in the sunlight,” – Benjamin Franklin

“Very few things in life are worthy of the kind of emotional distress we put ourselves through”, – John Mayer

Jeg elsker min bror

IMG_1280Se lige hvad min bror havde med i dag, da han kom på besøg. Sammen med blomsterne var nogle forsinkede gækkebreve med nogle utrolig fine, utrolig rørende forårsdigte. Han fortsætter med at overraske mig på de bedste mest fantastiske måder. Jeg elsker ham. Jeg elsker min familie. Min lille familie. Min mor, min bror og mig – ‘de tre musketerer’.

Min bror har skrevet en bog om sit liv med autisme. Det er hans tredje bog og den går virkelig i dybden med alle de svære ting. Jeg har fået lov til at læse dele af udkastet, inklusiv et afsnit om mig. Jeg må være ærlig og indrømme at jeg begyndte at græde da jeg læste det. Jeg har fået lov til at citere:

“Jeg har været meget tæt på at miste min søde lillesøster i en ung alder! Hun har flere år kæmpet med alvorlige humørsvingninger, spiseforstyrrelser og andre slemme ting, som jeg ikke vil nævne. Hun har været helt nede i helvede og sige hej til djævlen [...]

Det har ramt mig hårdt! Indvendigt tror jeg, at jeg har været revet i 1000 stykker eller mere. Men udvendigt har jeg ikke villet vise det, for jeg har villet virke stærk og som en der ikke skulle knækkes – men det har været tæt på at ske. Jeg har det sidste års tid gået dag for dag og været bange for at det skulle være hendes sidste dag.

Jeg har den rytme at jeg snakker i telefon med min mor et par gange om dagen, så jeg kan høre hvordan det går med dem og omvendt. Jeg har været så langt nede, at jeg har tænkt at når min mor ikke har taget sin telefon, så var det fordi min søster havde “taget billetten” – at hun var død og min mor ikke vidste hvordan hun skulle fortælle mig det, men at hun ville ringe lige om lidt og sige det. Sådan har jeg tænkt det sidste trekvarte år.”

Jeg kan mærke at tårerne presser på, men jeg sidder her og citere ham. Og hvorfor fortæller jeg så om det her. Jeg gør det ikke for at nogen af os skal have dårlig samvittighed – for vi har ikke selv valgt at være syge! – men er blot ment som kærlig påmindelse om at vores sygdom ikke kun påvirker os, men alle omkring, som holder af os.

Før jeg læste dette vidste jeg ikke at min storebror følte sådan. Naivt, havde jeg troet at jeg kunne “skjule” for ham hvor skidt jeg havde det; at jeg var god nok til at smile og være på omkring ham, så han ikke bemærkede noget. Men jeg har taget fejl. Jeg vil ikke bruge det til at slå mig selv med, men mere som en skub i den rigtige retning: at hvis jeg ikke kan blive rask for min egen skyld, så kan jeg starte med at gøre det for dem, jeg holder af. For jeg ønsker ikke at de skal lide mere. Lige nu er jeg så langt nede at jeg ikke synes jeg fortjener at få det bedre, men jeg kan dog se, at min familie ikke fortjener at være så miserable og bekymrede på mine vegne. Han slutter dog af således:

“Jeg har været bange og ræd for at miste de sidste i min familie [min far døde da jeg var helt lille] – men jeg tror på at min søster nok skal vinde sin kamp. Hun skal nok overleve! Det kommer til at tage tid, år måske, men både hun, min mor og jeg skal nok komme igennem det. Og når vi kommer så langt så skal hele dette kapitel af vores liv direkte i skraldespanden – eller i glemmebogen, som man siger!”

Jeg tror på det, når jeg læser disse ord. Jeg vil kæmpe videre og ikke give op. Der er så mange andre, der er kommet over på den anden side, at jeg bliver nødt til at tro på, at det også kan lade sig gøre for mig. Og indtil jeg kan kæmpe for mig selv, vil jeg kæmpe for min familie. Min storebror skal ikke opleve at miste flere som han holder af før tid. Jeg håber at nogen af jer har kunnet bruge dette indlæg til at lægge afstand fra dårligdommen og se, at ingen (heller ikke dig selv!) fortjener at ligge under for din sygdom! <3

Sortsyn

Der er så stille fra min side af disse dage, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal skrive. Jeg har ikke fået det bedre, tværtimod er det længe siden, jeg har haft det så skidt. Min vægt er faretruende lav igen og jeg bliver sikkert snart overflyttet til et spiseforstyrrelsesafsnit. Men vægttabet følger så følelsen af at være kæmpestor og det er bare ikke til at holde ud. Min selvskade har heller aldrig været så slem som nu.. Jeg tror det handler om at jeg lige nu svæver rundt i en verden af uvished. Endnu engang skal jeg overbevise en kommune om at jeg har brug for hjælp, endnu engang skal jeg kæmpe for min behandling. Personalet her på afsnittet lader mig groft sagt “sejle i min egen sø”, da de mener jeg er færdigbehandlet; jeg er her som opbevaring indtil kommunen finder et botilbud til mig. Hvad de ikke ser er, at bag smilet græder jeg stille. Hvert løgn, jeg fortæller, piner mig og knuser mit hjerte. Jeg skriger på at de skal opdage hvor skidt jeg har det, alligevel spænder jeg ben for mig selv ved at holde de værste ting for mig selv. Men når de allerede tror at jeg har det godt, så bliver jeg til pleaseren som “leger” med og siger, at jeg har det glimrende.

Oveni alt det lort jeg kæmper med er der en enorm skyldfølelse overfor alt og alle. Min mor og storebror; alle her i blog-verden (jeg skammer mig over at jeg ikke får kommenteret på alle i dejlige menneskers blogs) men jeg føler ikke at jeg kan gøre hverken til eller fra. På den ene side snegler timerne sig afsted, men alligevel synes den ene dag at tage den anden og pludselig er det sengetid og jeg har endnu engang ikke fået gjort alt det jeg har sat mig for. Det hænger vel egentlig sammen med at jeg har tabt mig så meget mens jeg har været indlagt, jeg har ingen kræfter til noget som helst; ofte sidder jeg flere timer i min seng uden at røre mig, fordi jeg simpelthen ikke kan mestre energien til at bevæge mine tunge lemmer. Alligevel kan jeg sagtens finder overskud til at overtræne – og det er jeg nødt til, ellers får jeg aldrig ro fra stemmerne som konstant fortæller mig hvor grim og doven, jeg er.

Når der sker noget godt, kan jeg ikke holde fast i det. For et par dage siden besøgte min tætteste veninde mig på afdelingen. Det var fantastisk at se hende igen, men så snart hun var gået skar jeg i mig selv og lagde mig så på sengen for at “cykle” i halvanden time. Det er som om at jeg ikke  have det godt; så skal jeg efterfølgende straffes. Derfor prøver jeg heller ikke at få det bedre og gøre gode ting for mig selv. Nej, det er meget nemmere at det hele konstant er en lille smule skidt for så behøver jeg ikke straffe mig selv og dermed få det endnu værre. Jeg orker ikke de mange rutsjebaneture og jeg har fået overbevist mig selv om, at det ikke kan være anderledes. Det eneste lyspunkt på afdelingen blev udskrevet i forgårs og jeg har næsten panisk tyet til dårlige strategier for ikke at skulle konfronteres med den voldsomme ensomhed og den tomhed, som han tilværelse har efterladt sig. Jeg tør ikke stoppe op mærke hvor meget jeg savner ham, siger til mig selv at  det er åndsvagt at en person man kun har kendt i lidt under fem uger kan betyde så meget for mig og mit daglige humør. Men sandheden er, at hver gang jeg er alene på mit værelse, så overmander ensomheden mig og jeg kan mærke hvordan jeg begynder at falde fra hinanden.

Jeg vil bare gerne dope mig og sove dagene væk, så jeg ikke behøver tænke på at jeg er helt alene om mine problemer. Min mor kan ikke altid være her, personalet er “ligeglade” med mig og holder i hvertfald ikke øje med mig længere, “han” er væk og var den eneste der kunne få mig ud af tungsindet. Især det med maden er svært at vende selv. Jeg har tabt mig under hele indlæggelsen, så i mit hoved kan det ikke være anderledes nu. Personalet har ikke forstand på anoreksi, og min mor som tidligere har været den eneste der kunne få mig til at tage på, kan som sagt ikke være her så tit, da hun arbejder og bor lidt over en time væk herfra. Jeg græder som jeg sidder og skriver dette, da det går op for mig præcis hvor alene jeg er. Der er synderligt ingen jeg kan hive fat i for at få hjælp til alle de tanker, der kører rundt i mit hoved. Og snart ser jeg kun en løsning på det hele. Den evige søvn.

Vi er det tabte paradis

Vi er liv & lys
vi er skygger & magi
vi er hinandens alibi
vi er liv & lys

Vi er kød & blod
vi er sanser vi er magt
vi er os selv med dødsforagt
vi er kød & blod

Vi er skind & ben
vi er drømme lagt på is
vi er det tabte paradis
vi er skind & ben

Vi er krop & sjæl
vi er nerver vi er stål
vi er støv i metermål
vi er krop i sjæl

Alle går vi rundt & leder som besatte
nogen finder noget & andre sig selv
alle mister noget ingen kan erstatte
nogen går omkring & slår tiden ihjel

Vi er liv & lys
vi er gåder uden ord
vi er perler på en snor
vi er liv & lys

Vi er et & alt
vi er nøgne vi er små
vi er dem ingen tænker på
vi er et & alt

C. V. Jørgensen: Indian Summer