Sortsyn

Der er så stille fra min side af disse dage, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal skrive. Jeg har ikke fået det bedre, tværtimod er det længe siden, jeg har haft det så skidt. Min vægt er faretruende lav igen og jeg bliver sikkert snart overflyttet til et spiseforstyrrelsesafsnit. Men vægttabet følger så følelsen af at være kæmpestor og det er bare ikke til at holde ud. Min selvskade har heller aldrig været så slem som nu.. Jeg tror det handler om at jeg lige nu svæver rundt i en verden af uvished. Endnu engang skal jeg overbevise en kommune om at jeg har brug for hjælp, endnu engang skal jeg kæmpe for min behandling. Personalet her på afsnittet lader mig groft sagt “sejle i min egen sø”, da de mener jeg er færdigbehandlet; jeg er her som opbevaring indtil kommunen finder et botilbud til mig. Hvad de ikke ser er, at bag smilet græder jeg stille. Hvert løgn, jeg fortæller, piner mig og knuser mit hjerte. Jeg skriger på at de skal opdage hvor skidt jeg har det, alligevel spænder jeg ben for mig selv ved at holde de værste ting for mig selv. Men når de allerede tror at jeg har det godt, så bliver jeg til pleaseren som “leger” med og siger, at jeg har det glimrende.

Oveni alt det lort jeg kæmper med er der en enorm skyldfølelse overfor alt og alle. Min mor og storebror; alle her i blog-verden (jeg skammer mig over at jeg ikke får kommenteret på alle i dejlige menneskers blogs) men jeg føler ikke at jeg kan gøre hverken til eller fra. På den ene side snegler timerne sig afsted, men alligevel synes den ene dag at tage den anden og pludselig er det sengetid og jeg har endnu engang ikke fået gjort alt det jeg har sat mig for. Det hænger vel egentlig sammen med at jeg har tabt mig så meget mens jeg har været indlagt, jeg har ingen kræfter til noget som helst; ofte sidder jeg flere timer i min seng uden at røre mig, fordi jeg simpelthen ikke kan mestre energien til at bevæge mine tunge lemmer. Alligevel kan jeg sagtens finder overskud til at overtræne – og det er jeg nødt til, ellers får jeg aldrig ro fra stemmerne som konstant fortæller mig hvor grim og doven, jeg er.

Når der sker noget godt, kan jeg ikke holde fast i det. For et par dage siden besøgte min tætteste veninde mig på afdelingen. Det var fantastisk at se hende igen, men så snart hun var gået skar jeg i mig selv og lagde mig så på sengen for at “cykle” i halvanden time. Det er som om at jeg ikke  have det godt; så skal jeg efterfølgende straffes. Derfor prøver jeg heller ikke at få det bedre og gøre gode ting for mig selv. Nej, det er meget nemmere at det hele konstant er en lille smule skidt for så behøver jeg ikke straffe mig selv og dermed få det endnu værre. Jeg orker ikke de mange rutsjebaneture og jeg har fået overbevist mig selv om, at det ikke kan være anderledes. Det eneste lyspunkt på afdelingen blev udskrevet i forgårs og jeg har næsten panisk tyet til dårlige strategier for ikke at skulle konfronteres med den voldsomme ensomhed og den tomhed, som han tilværelse har efterladt sig. Jeg tør ikke stoppe op mærke hvor meget jeg savner ham, siger til mig selv at  det er åndsvagt at en person man kun har kendt i lidt under fem uger kan betyde så meget for mig og mit daglige humør. Men sandheden er, at hver gang jeg er alene på mit værelse, så overmander ensomheden mig og jeg kan mærke hvordan jeg begynder at falde fra hinanden.

Jeg vil bare gerne dope mig og sove dagene væk, så jeg ikke behøver tænke på at jeg er helt alene om mine problemer. Min mor kan ikke altid være her, personalet er “ligeglade” med mig og holder i hvertfald ikke øje med mig længere, “han” er væk og var den eneste der kunne få mig ud af tungsindet. Især det med maden er svært at vende selv. Jeg har tabt mig under hele indlæggelsen, så i mit hoved kan det ikke være anderledes nu. Personalet har ikke forstand på anoreksi, og min mor som tidligere har været den eneste der kunne få mig til at tage på, kan som sagt ikke være her så tit, da hun arbejder og bor lidt over en time væk herfra. Jeg græder som jeg sidder og skriver dette, da det går op for mig præcis hvor alene jeg er. Der er synderligt ingen jeg kan hive fat i for at få hjælp til alle de tanker, der kører rundt i mit hoved. Og snart ser jeg kun en løsning på det hele. Den evige søvn.

5 thoughts on “Sortsyn

  1. Jeg har ikke mange ord, men alligevel har jeg lyst til at fortælle dig, at jeg læser med. Hæng i! Kram fra mig.

  2. Jeg er inde og tjekke så tit jeg kan, og jeg ville sådan ønske at jeg kunne gøre noget.

    Jeg er selv inde i en lorte periode, men det virker alligevel som vand i forhold til det der..

    Jeg kan slet ikke forstå, at afdelingen bare kan placere dig, og at kommunen gør så lidt..

    Knus,
    Maria. <3

  3. Jeg tænker på dig, og det gør mig ondt at læse dine ord. Jeg vil sige, at du ikke behøver at have dårlig samvittighed over ikke at kommentere – jeg har i hvert fald forståelse for din situation og dit manglende overskud. Når jeg har været indlagt, har jeg ikke selv haft overskud til sådan nogle ting.
    Desværre har jeg nogenlunde samme erfaringer fra almene psykiatriske afdelinger.. På en måde håber jeg næsten, at du bliver overflyttet til et spiseforstyrrelsesafsnit – både pga. din lave vægt, men også fordi der forhåbentligt er mere opsyn med dig. Jeg forstår ikke personalet, der hvor du er nu. Hvis de ved, at du venter på et botilbud – så må de også vide, at du ikke har det godt. Og hvordan kan de kalde dig færdigbehandlet, når din vægt er så lav? Jeg ved godt, at det i virkeligheden ikke er vægten, det handler om, men helt ærligt. Jeg bliver så forarget over, at sådanne uddannede mennesker, kan gå op og ned af en pige i dyb, dyb sorg og smerte, og ikke fatte en bjælde. Ja, undskyld. Du fortjener bare så meget bedre.

    Jeg håber virkelig snart, kommunen kommer med et tilbud til dig. Virkelig. Krydser alt, hvad der krydses kan!

    Knus <3

  4. Jeg håber decideret at du bliver overført til et afsnit med speciale i spiseforstyrrelser. Desværre er min erfaring også at voksenpsykiatriske afdelinger egentlig bare er et pænere udtryk for “lagerhal” – hvilket er pænt sørgeligt. Jeg synes ikke det er åndssvagt, at udvikle en tæt relation til en man er indlagt med, måske han kan komme på besøg?

    Jeg krydser arme og ben for at der er en fra personalet der kan gennemskue “pleaseren” og give dig den omsorg du har brug for.

  5. Det gør mig ondt at læse det her :( og hvor er det tarveligt at du samtidig med sygdommen skal kæmpe med kommunen, det er bare slet ikke det man har brug for i sådan en situation (well, det har man nok generelt ikke syg eller ej).

    Jeg har er råd til dig, og det vil nok være rigtigt svært for dig at følge. De seneste indlæg skriver du at hvis bare behandlerne/personalet havde en ide om hvor dårligt du havde ville det måske hjælpe på situationen.
    Du må virkelig prøve at overtale dig selv til at fortælle dem hvad du skriver her, og jeg er fuldt ud klar over hvor grænseoverskridende og uoverkommeligt det nok er, men det er virkelig nødvendigt hvis du skal hjælpes ordentligt.

    Jeg kender kun alt for godt selv at prøve at holde en facade så andre ikke skul se hvor nedbrudt og forfærdeligt jeg havde det, så den smule normal hverdag der var tilbage ikke også skulle gå ud over andre. Jeg begyndte først at få gavn af behandling da jeg lod omverdenen vide hvordan jeg havde det…hvordan smerten inden i var ved at drive mig til vanvid og føltes altoverskyggende… hvordan jeg intet andet kunne end ligge og stirre ud i luften eller græde når jeg var alene.

    Det var rigtig svært at åbne op, det var på en eller anden flovt hvis du forstår.

    Men jeg håber og beder til du kan gøre det, for med facaden har personalet ikke en jordisk chance for at forstå du har brug for al den behandling du skal have.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s