Det evigt svære spørgsmål. Om tilgivelse.
Nogle mener man skal tilgive for at komme videre. Andre mener noget aldrig kan tilgives. Et af mine dilemmaer; skal man være vred for at tilgive/ikke tilgive?
Hele snakken om tilgivelse har for mig det twist, at vrede er noget af det jeg har sværest ved at mærke. Især mod andre. Og jo større vrede jeg “bør” føle, jo større grunde jeg har til at føle vrede, jo mindre kan jeg faktisk mærke den. Eller også bruger jeg den ihvertfald til at skade mig selv i stedet for andre. På den måde er det nogle gange svært at forholde mig til spørgsmålet om at tilgive. For jeg er endnu ikke nået til et punkt hvor jeg kan skille tingene ad; skille mig og “det” ad og placere skyld eller ansvar der, hvor jeg får at vide det bør ligge. Jeg har haft den placeret på mine skuldre alene (af mig selv) i mange år, følt det fulde ansvar og skyld og kun haft én mulighed i forhold til at være vred på nogen – på mig selv. Vrede der er blevet til skam. Over mig selv.
Ord som “udsat for”, “offer for” osv. lyder stadig helt uvirkelige i mit hovede, for selvom jeg er et skridt tættere på at se lidt mere logisk på det, kan jeg stadig ikke forholde mig helt til at det ikke er noget jeg selv har skabt eller påført. Og det gør det svært at forholde mig til tilgivelse, for hvem er det så jeg skal tilgive? Mig selv? Det kan jeg ikke, der er jeg slet ikke endnu. De givne omstændigheder eller begivenheder? Men for hvad, hvorfor, hvordan?
Jeg ser ikke mig selv som offer, for det ville være lidt det samme som at skyde skylden væk fra mig selv. Hvis jeg er offer for nogen eller noget, er det mig selv. Og det er den opfattelse jeg forsøger at ændre på. For jeg er klar over at der er noget skævt ved den, noget der ikke stemmer helt logisk set. Jeg prøver at forstå, at det ikke er anderledes for mig end alle andre. At jeg ikke både kan mene det ikke er barnets skyld i det mere generelle, og samtidigt gøre mig selv til den skyldige/ansvarlige. Rent logisk og fornuftigt ved jeg god det hele, men det er svært at overføre det til der hvor jeg kan mærke det.
For at vende tilbage til spørgsmålet om tilgivelse. K har i min terapi i dag vist mig en anderledes vinkel på det, som jeg synes giver meget mening. For første gang blev jeg opfordret til ikke at tilgive. Fordi at det at tilgive hvad der er sket, er lidt som at sige at det er i orden. Underkende mig selv, min krop og det den husker. Men ved ikke at tilgive, fortæller jeg lillemig (eller hvem det nu er) at det den blev udsat for ikke er i orden, anerkender de signaler den sendte til mig dengang om at noget ikke var rigtigt, ikke var okay, og som jeg siden har undertrykt.
Det er svært at formulere det rigtigt, måske igen fordi jeg ikke helt er nået til hele spørgsmålet om tilgivelse eller ej indeni. Men da jeg blev præsenteret for en anden måde at se på tilgivelse på idag, gav det mig alligevel noget. En eller anden ro eller mening.
Det var selvfølgelig en længere snak frem og tilbage, og det er svært lige at gengive essensen fordi jeg som sagt ikke helt er nået dertil med mig selv hvor tilgivelse eller ikke tilgivelse er aktuelt.
Jeg bliver stadig så usikker på mig selv at jeg faktisk bliver i tvivl om det overhovedet er rigtigt, eller om det hele er noget jeg finder på. At min hjerne spiller mig et puds. Det svinger lidt, nogle gange er det mere virkeligt end andre. Men jeg prøver at spørge mig selv om hvorfor jeg skulle finde på det, når jeg bliver i tvivl. Og hvordan jeg skulle kunne mærke de ting jeg mærker, hvis det ikke var fordi min krop husker bedre end mit sind. Fortrængning er en mærkelig størrelse, synes jeg. Jeg forstår det ikke helt. Kan man virkelig undertrykke noget så meget at man glemmer det er sket, skubber det ud af ens bevidsthed, for først mange år efter pludselig at have minder man ikke vidste man havde?
Jeg sad forleden og kiggede tilbage i min dagbog gennem årene før alt det her blev en del af min virkelighed. Og jeg kan jo se at det lyser diskret igennem, uden jeg overhovedet har haft bevidsthed til at se det mens jeg skrev. Så måske har det været en del af min virkelighed hele tiden alligevel, selvom jeg hårdnakket har påstået at jeg intet vidste eller huskede. Måske havde jeg bare ikke bevidsthed til at opdage de små ting.
Giver det overhovedet mening alt det jeg sidder og skriver? Ofte føler jeg at folk umuligt kan forstå, at jeg vrøvler og taler i gåder. Taler mit eget sprog. Udenlandsk for begyndere. Uanset hvad er min virkelighed i hvert fald at jeg har det rigtig svært, og at jeg har svært ved at leve med mig selv for tiden. Med eller uden gamle minder spøgende.
Jeg har i dag også fået et par mindfullness-øvelser af K, så jeg kan lære at være i nuet og opnå en mere accepterende opmærksomhedsstilling i stedet for konstant at leve i fortiden og føle at jeg skal “fixe” mig selv. Det er interessant. Jeg ved stadig ikke helt hvordan jeg har det med mindfullness, det virker på en måde for “let” eller ihvertfald for uhåndgribeligt. Jeg har brug for at det skal være praktisk og til at tage og føle på, ellers kan jeg ikke forholde mig til det. Men måske er det lige netop dette, som K vil have mig til at gå lidt væk fra. Eller ihvertfald prøve nye sider af mig selv af. Jeg synes, det er værd at prøve..
// min frokost to-go: (kører jo helt til Jylland for behandling, så det er en af de gange hvor jeg er nødt til at have madpakke med i bilen) kylling, guacamole, og rosenkål og gulerød stegt i hvidløg (rester), bønnesalat af grønne bønner, cannellini bønner og feta 4% //
Min aftensmad blev i går nogle lækre spyd med grillede grøntsager og kyllingefrikadeller. Den opstod lidt ud fra hvad vi havde i køleskabet, der skulle bruges, før der skulle handles igen i dag, men jeg synes at retten blev temmelig vellykket, så tænkte at jeg ville dele opskriften med jer.
Jeg lovede jo at komme med en opskrift på den salat, som jeg havde med til julefrokost i onsdag. Som sagt blev jeg inspireret at 
notre petit secret 