Tanker og et “hemmeligt” projekt ;)

Først vil jeg sige tak for de søde kommentarer på mit sidste indlæg. Det er mega motiverende når man får så god respons på et indlæg. Og velkommen til nye læsere som har givet sig til kende efter min “erkendelse”.

Siden sidst er der sket en masse og jeg har været lidt ude og skide. Efter jeg var hos psykiater i tirsdags, har det hele ligesom sejlet for mig og jeg har heller ikke været på uni. siden. Har egentlig bare siddet derhjemme i min lejlighed og isoleret mig fra alt og alle… Min psykiater næsten krævede nemlig at jeg skulle indlægges på Århus for min spiseforstyrrelse. Han er bekymret over at min vægt er begyndt at dale igen og han synes mine selvmordstanker og mit selvskade er taget for meget til, til at det er hensigtsmæssigt, at jeg står uden behandling. Det han ikke forstår er, at jeg er i behandling; hos en fantastisk terapeaut, der selv er har været igennem både spiseforstyrrelser, selvskade og utallige indlæggelser. Hun er den første behandler nogensinde som giver mening for mig, og jeg har ikke lyst til at droppe hende for at blive indlagt et sted hvor jeg ved, at jeg bare vil få det værre.

Jeg duer ikke i sammenhænge hvor der bliver stillet for mange krav; om bestemt vægtøgning hver uge, folk der kræver at jeg skal give slip min spiseforstyrrelse – min redningskrans – uden at give mig andre værktøjer til at håndtere den smerte jeg føler indeni, aftaler om at jeg ikke må være selvskadende (helt ærligt, hvem sidder i situationen og tænker “nå nej, det må jeg ikke, jeg har jo en aftale med behandleren om at det er en dårlig idé”??). Desuden bliver jeg kun provokeret af at være i gruppe med andre spiseforstyrrede. Det bliver en konkurrence for mig, og jeg kan ikke selv styre det. Jeg er allerede i tankerne om hvordan jeg skal nå at tabe mig mest muligt til forsamtalen på Center for Spiseforstyrrelser.

Puh ja, det var mange tanker uden omsvøb, men altså det er jo det, jeg “lovede” ville komme og det hjælper at få mine frustrationer ud, også selvom der sikkert ikke er nogen, der læser dette…

Men videre til noget mere positivt; så har jeg en lille “hemmelighed”😉 Jeg er nemlig igang med et projekt omkring spiseforstyrrelser. Lige nu er det egentlig mest for min egen skyld, som motivation til at få det bedre, men jeg håber at det engang kan blive noget, som kan hjælpe andre til at slippe fri fra spiseforstyrrelsens fængsel. Men projektet forbliver hemmeligt indtil jeg selv har det meget bedre. Alt andet ville være dobbeltmoralsk synes jeg…

8 thoughts on “Tanker og et “hemmeligt” projekt ;)

  1. Wauw – jeg kan virkelig godt forstå, at det kan være skræmmende for dig. Især at skulle slippe en dygtig terapeut.
    Lige nu står jeg uden “vægtkrav” (men jeg bor hjemme, og min mor INSISTERER på at veje mig), men jeg synes godt nok også det kan blive en ordentlig portion at skulle igennem med tanker, mad jeg ikke kan slippe for, et halvt til et helt kilo om ugen, cykle hjemmefra kvart i syv, være hjemme halv fem – hvorefter den står på lektier. Egentlig rart at have anoreksien som en form for “undskyldning” for ikke at være social. Lige nu føler jeg mig så lidt værd, at jeg indimellem ikke tager den valgmulighed i min kostplan, der giver færrest kcal – bare for at have det ENDNU dårligere bagefter..
    Jeg håber, du bliver ved med at være så ærlig omkring dig selv. Det er SÅ rart at læse. (:

    Mange kram og tanker,
    Maria

    • Åh, ja hvor kan jeg nikke genkendede til det! Synes også det er rart at jeg ligesom ikke behøver være social – kan bare bruge mine problemer som undskyld og sige, at jeg simpelthen ikke har overskud til det. Så kan jeg lukke mig inde i min lejlighed og få det endnu værre med mig selv, så får spiseforstyrrelsen virkelig frit spil og fortæller mig hvor tyk, dum, klam, kedelig osv. jeg er, og at det er klart at ingen kan holde ud at være sammen med mig. Og ærlig talt, så kan jeg lide det – det giver mig en forskruet form for tryghed. Med anoreksien, så ved jeg i det mindste, hvad jeg kan forvente.
      Min mor kræver også at få lov til at veje mig, og hun besøger mig hver dag, for at sikre sig at jeg i det mindste får en lille smule mad indenbords. Men jeg elsker hende jo. Hun er den eneste, der har støttet mig gennem hele mit forløb når alle andre har opgivet mig. Hun er sgu mit holdepunkt i al dette kaos.
      Men for at komme tilbage til din kommentar, så er det bare SÅ dejligt at høre fra dig (og jer andre ;)). Jeg er glad for at høre, at det kan hjælpe andre også, og det motivere mig utrolig meget til at blive ved, selvom jeg synes det er pissehårdt at være så ærlig. Haha, selv det kan min spiseforstyrrelse bruge i mod mig; “du vil jo bare have opmærksomhed” og “hvem tror du egentlig du er, så narcissitisk at det slet ikke er til at holde ud” osv. osv. osv….
      xxoo,

  2. Åh, på nogle punkter er det virkelig som at læse sine egne tanker – specielt dem omkr. gruppen, og så kan jeg i grunden ikke være mere enig i din kommentar til “aftalen-om-ikke-at-være-selvskadende” haha, hold nu kæft.. på trods af hvor ømt et emne det egentlig er, er det et eller andet sted også bare så ironisk at det bliver helt komisk, for du har jo for helvede ret! Men skønt at du har fundet dig en fantastisk – og frem for alt – forstående terapeut (fuck resten, de er mildest talt til at lukke op og skide i alligevel)

    Glæder mig til at høre mere om dit projekt, du kan gøre alt!

    • Haha,ja totalt. Det mest komiske er nok at behandleren faktisk er så blåøjede, at de tror på det når man smiler, nikker og ellers lader som om at de har ret, og at man ikke har tænkt sig at gøre noget. Når jeg går derfra, så ved jeg jo godt, at jeg ikke kan holde det. Det skal de bare ikke vide for så indlægger de mig helt sikkert og DET skal jeg bare ikke nyde noget af. Det har jeg prøvet så mange gange og jeg HADER det!
      Jeg håber virkelig også, at du kan finde en, som du stoler på, så han/hun kan hjælpe dig igennem det. Seriøst, hvis du vil så er du velkommen til at snakke med mig – og det mener jeg virkelig! For jeg ved alt for godt det selvpineri du går igennem og selvom det på en måde er rart at vide, at man ikke er den eneste der har det så svært, så hader jeg virkelig også at vide at andre går igennem noget af det samme som mig selv…
      xxoo,

      • Det skal du slet ikke tænke! Mener virkelig at du bare skal skrive, hvis du altså har lyst😉 Vil rigtig gerne hjælppe, hvis jeg på nogen som helst måde kan..

      • Det er nok ikke så meget lysten, men mere modet det kræver – vil i hvert fald have det i baghovedet – om ikke andet, så tusind tak❤

  3. Euforisk « notre petit secret

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s