Fucked up.

Fuck det er svært at udgive det, der kommer nu, men i har jo været så søde indtil videre og selv sagt, at det er rart at læse om min kampe (i få, der nu engang læser dette – nogen gange tænker jeg at det kan være lige meget det hele, der er jo alligevel ingen der gider høre om mine ligegyldige kampe og fucked-up tankegang, but whatever…)

Jeg har – efter lang tids overvejelser – valgt at udgive nogle af mine dagbogsindlæg. Der er virkelig aldrig nogen, der har læst dette før, så det er utrolig svært at udgive det. Men jeg er et sted nu, hvor jeg er nødt til at gøre noget drastisk for at forstætte kampen mod anoreksien, og jeg håber at dette kan tydeliggøre hvor miserabel jeg er, når jeg lader anoreksien styre mit liv. Jeg vil have et “normalt” liv igen, det er jeg simpelthen nødt til! Jeg kan ikke klare at leve sådan her mere… Ja, okay jeg har virkelig været ud at skide de sidste par uger, så er lidt dramatisk i mine dagbogsindlæg..

Here goes:

“2. oktober 2012

Jeg har altid troet at det var andre ting som var de egentlige problemer/ underliggende grunde – ikke spiseforstyrrelsen i sig selv. Jeg har bare totalt dysfunktionelle måder at håndtere ting på og har været følelsesmæssigt forskruet i lang tid nu. Jeg kan ikke fokusere på andet. Jeg kan ikke læse. Jeg kan ikke koncentrere mig. Jeg bliver væk fra forelæsninger, fordi jeg ikke kan tænke andet en spiseforstyrrede tanker. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre (…) Jeg har intet spist i flere dage nu. Jeg er bange for at spise, bange for at tage på, bange for ikke at være syg nok trods alle mine problemer. Jeg har ikke været i stand til at koncentrere mig om noget som helst. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg føler at jeg mister kontrollen!

Så længe jeg kan huske, har jeg synes at jeg var FED. Jeg har altid været alt for bevidst omkring mig selv og bekymret mig om hvad alle andre tænker om mig. 

” 5. oktober 2012

(…) Men jeg narer dem alle sammen. De tror de kender mig. Den perfekte pige som smiler og gør hvad der forventes af hende. De ved ikke at jeg græder indeni, at jeg bryder sammen på stuegulvet når jeg er allerede i min lejlighed. Jeg ønsker så inderligt at nogen ville holde af mig for den jeg er, men hvorfor skulle de det? Jeg er ligeså grim indeni, som jeg er udenpå (…) 

” 7. oktober 2012

Jeg er så forskruet. Helt seriøst. Jeg er tilbage hvor jeg startede. Fuldstændig miserabel. Jeg hader mit liv. Jeg hader at skulle vågne op og føle sådan her. Jeg hader at se mig selv i spejlet. Jeg afskyr mig selv. Jeg har lyst til at smadre spejlet, så jeg aldrig skal se på mig selv igen, og bruge glasskårene til at skære så dybt, at jeg aldrig vågner op igen.

For fanden, hvorfor kan jeg ikke tænke på andet?!

Jeg kan ikke se nogen grund til at blive ved med at leve. Hvad er meningen med det hele? Livet er bare ikke det værd. Jeg ejer intet, jeg har ingen i mit liv. Ingen ved hvordan jeg virkelig har det, men hvorfor skulle de også være andet end ligeglade..

Det føles meningsløst at prøve at kæmpe mig igennem noget som helst. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg er god nok, men det er jeg jo ikke. Jeg kan ikke fake det mere. Det er hvad jeg har gjort hele mit liv, så jeg kunne gøre mig forhåbninger om at blive accepteret få venner. Men jeg orker det ikke længere. Hvor står jeg så nu? Hvordan kan jeg nogensinde blive glad? Jeg kan virkelig ikke se nogen vej ud.

Jeg ville ønske at livet ikke behøvede at være så fucking svært. Men faktum er, at sådan er det. Det er hårdt og deprimerende. Jeg leder konstant efter en udvej fra mit liv, en flugt fra mine egne tanker.

(her skulle egentlig have stået et par digte, men de er altså for dårlige til at blive offentliggjort..)

(…) Jeg har det dårligt både fysisk og psykisk. Hvad skal jeg gøre for at få det bedre. Kan det blive bedre? Kan jeg få et normalt liv? Hvad er egentlig normalt? Vil jeg egentlig have det bedre? Hvor længe før jeg bryder sammen, hvor længe før jeg ikke længere kan opretholde facaden? 

” 8. oktober 2012

Jeg vil gerne være rask. Det vil jeg virkelig gerne. Jeg kan ikke bare læne mig tilbage og lade denne “ting” tage over. Jeg har ikke spist i flere dage. Har trænet ad helvedes til selvom jeg har det pisse skidt. Jeg hader det. Jeg kan ikke holde ud at leve sådan her meget længere. Jeg er træt af at føle mig fanget, ensom og alene. (…) 

” 9. oktober 2012

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke holde livet ud et sekund længere. Det føles som om, at jeg kan få et nervøst sammenbrud hvert øjeblik, det skulle være. Alt er så overvældende og tankerne overmander mig konstant. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal håndtere det, håndtere mig selv. Jeg bruger min spiseforstyrrelse og selvskade til at klare mig igennem dagene, men det synes blot at gøre det værre. Jeg kan ikke sove om natten. Hver morgen kæmper jeg mig ud ad sengen, tager på uni. og lader som om at alt er fint. Jeg kan ikke længere se nogen grund til at leve. Jeg hader det. Jeg hader mig selv. Jeg har brug for hjælp. Jeg har brug for at komme ud. Jeg har brug for hjælp, men kan ikke finde ud af at bede om den. Jeg råber i mit stille sind, “Hjælp. Hjælp. Hjælp. Hjælp. Hjælp. Hjælp. Hjælp, hjælp….” Det føles som om, at jeg er ved at blive skør. Jeg kan ikke kontrollere mig selv længere. Jeg vil ikke hvad jeg vil. Jeg ved ikke hvad jeg føler, ej heller kan jeg finde ud af at udtrykke mig. Jeg er rædsens for folk, forhold, at tale til dem. Jeg er bage for, hvad de vil tænke om mig. Jeg er træt af at fake. Jeg er træt af at lade som om jeg er glad og i live. Indeni er jeg allerede død. Intet gør mig glad længere. Jeg kan ikke koncentrere mig. Jeg kan ikke få alt dette lort, de negative tanker ud af mit hoved. Jeg vil virkelig gerne snakke med nogen om det, men hvem gider egentlig lytte.

Jeg har brug for en pause. Måske min psykiater har ret, når han frygter at jeg ikke kan klare universitetet. Hvem troede jeg også lige, at jeg var; selvfølgelig kan du ikke klare universitetet Amelia – du er en fiasko. Du er svag. Tankerne overtager mig og mit liv. Jeg har brug for hjælp. Jeg stoler ikke på mig selv. Det har jeg aldrig gjort. Jeg får black-outs, hvor jeg efterfølgende ikke kan forklare hvorfor jeg gjorde, som jeg nu engang gjorde. Jeg fortryder det altid bagefter. Hver gang jeg har skåret, så hader jeg mig selv for ikke at være stærk nok til at modstå fristelsen. Men jeg kan dårligt huske, hvad der fik mig til at gøre det. Jeg laver aftaler med mig selv, som jeg ikke kan holde. Eller også lyver jeg for mig selv om hvad jeg egentlig føler. (…)

Jeg kan ikke koncentrere mig. Jeg har ingen energi. Jeg kan ikke tage på uni. og lade som om at alt er fint længere. Jeg er deprimeret. Jeg føler, at jeg er ved at blive skør. Jeg kan ikke tale med noget. Jeg har så meget angst og social fobi. Jeg er så ulykkelig og jeg kan ikke fake længere. Jeg kan ikke blive ved med langsomt at slå mig selv ihjel. Jeg har været syg i så mange år, men enten ignorerer jeg det, eller også prøver jeg at få det bedre – men hver gang snyder jeg mig selv til at tro at jeg er “rask” og glad.  Men så kommer det hele tilbage, denne gang 10 gange kraftigere end sidst. Igen har det overtaget mig liv, og jeg står håbløs tilbage uden at vide, hvad jeg skal gøre. Det gør, at jeg ikke har lyst til at leve blot én dag mere.

Jeg kan ikke blive ved med at vente på at blive rask en gang i fremtiden. Den dag kommer aldrig. Jeg prøver at overbevise mig selv om at det slet ikke er så slemt. Men hvem fanden narrer jeg – hvor mange beviser har du brug for Amelia?????? 

” 11. oktober 2012

Idag var et helvede. Jeg fik et nervøst sammenbrud. Jeg fik totalt paranoia – græd, hyperventilerede.

Jeg har sådan lyst til at sige alt dette højt til en eller anden. Jeg er desperat, jeg er ensom, det hele er lort. Jeg har lyst til at fortælle min terapeaut hvor ulykkelig jeg er, og at jeg hader at skulle lade som om hele tiden. Jeg har lyst til at fortælle nogen, hvordan jeg ikke kan holde dette miserable liv ud længere, jeg kan ikke se noget grund til at fortsætte med at leve. Jeg har lyst til at fortælle nogen, hvordan jeg ikke kan koncentrere mig, og at jeg ikke kan tænke klart. Jeg har brug for tid til at komme mig over alle mine problemer. Jeg vil ikke længere lade spiseforstyrrelsen tage kontrol over mit liv.

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan blive rask, mens jeg går på universitet. Der er alt for meget, der gør at jeg ikke kan koncentrere mig om at blive rask; krav, lektier, eksamener – alt sammen (dårlige) grunde til ikke at fokusere på at få det bedre. Jeg udskyder det konstant. Bruger det som undskyldning til ikke at arbejde med mig selv.

” 14. oktober 2012

Jeg bliver ved med at prøve at overbevise mig selv om at jeg har det fint. Men det ved jeg jo godt, at jeg ikke har. Jeg er begyndt at indse at min verden er fuldstændig fucked-up. Jeg vil så gerne lære at håndtere det hele anderledes. Jeg vil så gerne lære at blive et “normalt”-fungerende menneske, en del af samfundet omkring mig. Det er mit højeste ønske.

Jeg så et program igår, og bed mærke i en sætning: “we have so much potential all around us to pick a new action and we can change.  It takes a while for the neurons to change their paths but it is possible”. Det vil sikkert tage lang tid og kræve masser af arbejde, men jeg tror at jeg er parat til forandring. Hvad jeg ved er, at jeg ihvertfald ikke kan blive ved med at leve sådan her. (…)

8 thoughts on “Fucked up.

    • Ah, don’t worry. I’ve just been writing some thoughts about my struggle against anorexia and it was easier to write ’em down in danish. But I will definitely still be posting in english in the future!🙂

  1. Hej!

    Jeg har egentlig haft et had/kærligheds-forhold til din blog, fordi det meget hurtigt var klart for mig, at du var spiseforstyrret! Jeg har vel læst med, indimellem, igennem et års tid, hvis jeg husker rigtigt. Grunden til at jeg “outede” din sygdom så hurtigt, er at jeg selv er anoretiker. Dine kalorieberegninger og kostberetninger har derfor både kunnet hjælpe mig, når jeg selv var nede og skræmme/afskrække mig, når jeg var fokuseret i min behandling. Jeg har været i intensiv dagsbehandling i 18 mdr. og har været på BMI 20 i 4 mdr. nu. Jeg troede aldrig jeg skulle komme hertil.. Det er svært at se frem mod fysisk rask-hed, når man er hvor du er lige nu. Det er en kamp hver dag, især fordi det føles forkert at kæmpe så indædt imod denne kraftfulde “stemme” indeni sig selv- men det ér faktisk en “forkert” del af sig selv, som udgør anoreksien. Jeg er glad for at læse, at du er ved at være der, hvor du har samlet modet til at kæmpe dig fri. Der er et “dig” uden anoreksi- du må tage dig tiden til at blive rask. Dit liv ER vigtigere end studie- du vil opleve, hvor hvor meget værdi du har, hvis du vælger dig selv og kæmper imod anoreksien. Det er noget af det sværeste, hårdeste, mest udmattende at kæmpe imod. Men hold op, hvor er det bare fantastisk her på den anden side. Jeg er langtfra rask, jeg slås stadig hver dag- men jeg er kommet så uendelig langt og det har været det hele værd.
    Jeg ønsker dig alt det bedste i din kamp og håber du vælger dit liv!

    • Hvor er jeg glad for at du endelig står frem🙂 Selv ved jeg godt, at jeg i lang tid har været i benægtelse i forhold til min blog og det jeg har spist. Jeg tænkte, at så længe jeg spiste havde jeg jo ikke noget problem, men inderst inde vidste jeg jo godt, at jeg slet ikke fik det jeg skulle det meste af tiden. Min mening har aldrig været at motivere andre til at sulte sig selv, men som sagt har jeg benægtet at mine portioner størstedel af tiden stadig var spiseforstyrrede.
      Men som sagt, er det dejligt at du endelig har fået lyst til at dele din historie, for det er SÅ motiverende at læse. Men ja, det føles totalt forkert at kæmpe imod noget som fuldstændig har overtaget min krop – for er jeg bare en tom skal uden min anoreksi? Lige pludselig kommer der et pres, for hvad nu hvis jeg uden spiseforstyrrelsen er kedelig og at folk ikke har lyst til at være sammen med mig – så kan jeg jo ikke længere skylde skylden på spiseforstyrrelsen, så er det jo pludselig mig, der er noget galt med. Men de tanker kender du jo sikkert alt til.
      Jeg håber virkelig at jeg har styrken til virkelig at kæmpe denne her gang. Jeg har så mange gange faket at være rask – præcis som jeg er ved at gøre nu igen. Man bliver så modløs, fordi de føles som om at man skal kæmpe så hårdt hver eneste dag, resten af sit liv! Lige præcis derfor er det så rart at høre, at du – til trods for dine kampe – har det langt bedre, og synes at det er kampen værd🙂
      Så igen, tusinde tak for din kommentar!❤

      xxoo,

  2. Åh ha, hvor har jeg bare fået ondt i maven efter at have læst det her. Hvert et ord du skriver gør ondt. Hvor ville jeg dog ønske der var noget man kunne gøre for at hjælpe dig. Jeg har så ondt af dig over at du ikke kan se livets glæder og muligheder. Verden ligger derude og venter på dig, men kan godt forstå det er svært at se når du har det sådan.
    Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive, men ville egentlig bare fortælle at jeg har læst det du skriver. At jeg bekymrer mig for hvordan du har det, tiltrods for at jeg ikke kender dig.
    Mange tanker
    Tine

    • Bare det, at du skriver er nok🙂 Der er intet “rigtig” at skrive, og ja, selvom vi ikke kender hinanden betyder en bekymrende kommentar utrolig meget, da man ellers hurtigt kan føle sig endnu mere alene hvis fremmede mennesker ikke engang synes at det er værd at kommentere. På den anden side føler jeg mig dog utrolig meget som en dramaqueen og opmærksomhedsfreak. Men det er jo nok bare mine egne destruktive tanker… Ihvertfald skal du have tusinde tak for din kommentar🙂

      xxoo,

  3. Hej igen..

    Det går ikke – jeg tror ærlig talt ikke, du skal bo alene. Jeg ved godt, det er en enorm frihedsberøvelse – især fordi mad er “vores” måde at afreagere på, det der bliver svært.
    Vi træner lige nu, at min mor laver min mad, imens jeg ikke er i køkkenet. Det føles DYBT latterligt – come on, jeg er næsten atten – men jeg bliver bare nødt til at stole på hende. Jeg er ikke VILDT undervægtig mere (ved faktisk ikke præcist hvad jeg vejer, men vil gætte en BMI ca. 16,5 – 17), og det har hjulpet lidt. Ofte skærer jeg bare mig selv af ved halsen.
    Du bliver nødt til at tænke:
    Hvad vil du opnå?
    Er der andre end din spiseforstyrrelse, der finder dig “lækker” og attraktiv, når du er skind og ben og ikke har spist?
    Hvem prøver du at imponere?

    Og så en rigtig skræmmende tanke jeg fik (ti år ude i fremtiden):
    Du kommer udmattet tilbage efter en løbetur. Det sortner for dine øjne. Klokken er elleve om formiddagen – du har ikke energi til et arbejde, og er lykkelig for de penge, din mand tjener. Henne i skolen snakker dit barns klasse om, hvad de vil være når de bliver store, og hvad deres forældre er. Din søn svarer: “Min far er advokat, og min mor har anoreksi” – vil du have, at anoreksien bliver dit “job”, din “kæreste”, dit et og alt?
    INGEN KOMMER OG REDDER DIG! (Det var det hårdeste at indse…..)

    Mit råd er virkelig:
    Flyt hjem. Bliv et “barn” igen – bare for en stund. Jeg ved, vejen er tillokkende med sult og motion og angst, men øh.. Det der med at slappe af og stole på folk er sgu også ganske okay (;
    Indimellem bliver jeg nødt til at tænke: “Hold kæft, hvor er jeg FED. Og nu bliver jeg ENDNU federe. Jeg er så ked af det, at jeg lige så godt kan spise mere, og ødelægge det endnu mere.” Og så kan jeg have dobbelt så ondt af mig selv, men i det mindste fik jeg spist noget. Og det er IKKE sundt at være alene.
    Jeg er så bange, men jeg vil bare ikke være en krøbling resten af mit liv..
    Mange (også spiseforstyrrede) tanker,
    Maria.. (:

    • Virkelig motiverende at læse din kommentar! Og du har jo så umådelig ret. Det er rart at vide, at der er noget derude, der er ligeså bange som jeg selv er, men som tager kampen op. Det giver mig lysten til at kæmpe for mit liv. Jeg har jo for fanden så mange drømme, men tør ikke tænke dem til ende for hvad nu hvis de drømmer aldrig kommer i opfyldelse? Og hvad hvis jeg giver slip på spiseforstyrrelsen, og der så stadig ikke er nogen, der gider mig (det har jeg jo overbevist mig selv om, der ikke er..) – så er det jo pludselig fordi der er noget galt med mig, fordi jeg er kedelig el.lign. og så har jeg ikke min spiseforstyrrelse at skylde skylden på..
      Men du har ret. Jeg er også der nu, hvor at alt synes bedre en spiseforstyrrelse. Jeg har virkelig ramt bunden, så det kan vel kun gå op fra nu af. Problemet er, at jeg har allerede to gange været der, hvor min mor var min “behandler”; hun lavede min mad og serverede den for mig uden at jeg fik lov til at kigge med, for jeg var alt for kontrollerende i forhold til mad. Sidste gang var hun utrolig tæt på at miste sit job på grund af mig, da hun næsten ikke havde tid til andet end at være omkring mig fordi systemet havde svigtet i forhold til at tage sig af mig. Jeg vil simpelthen ikke kunne magte, hvis jeg er skyld i at hun mister sit job. Så tror jeg først, at det går galt for mig, og at jeg (endelig) lykkedes med at tage mit eget liv. Mit største problem er for fanden (og jeg bander af mig selv, ikke af dig😉 ) at jeg kommer til at være til besvær for alt og alle..
      Men takken skal du have for at skrive, i er jo så søde alle sammen❤

      xxoo,

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s