Åbenbaring..??

Der skal ske noget nu! Jeg vil ikke den her lorte sygdom mere. Jeg har bare lyst til at råbe “fuck Ana” og komme videre.

Skulle på hospitalet og have taget blodprøver idag. Min mor måtte næste hive mig ind. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at gå ind; jeg var overbevist om at der ville komme to store mænd og tage mig med hen på den lukkede. Om det ikke var nok så besvimede jeg inde på den afdeling, hvor de tager prøverne. Da jeg kom til mig selv igen, var noget af det første de spurgte mig om, var om jeg havde spist noget i dag. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Her går dumme mig, og tror at jeg kan skjule for alt og alle, at der er noget galt. Jeg tror jo selv, at jeg ser fuldstændig normalvægtig ud (Nej, værre endnu; jeg tror jo selv, at jeg er fed og blot er heldig at kunne komme igennem dørene). Så kom stemmen igen: “Hvem tror du egentlig, at du narrer. Selvfølgelig kan du ikke skjule noget som helst, det er du slet ikke god nok til”. Og jeg må jo bare tie og give stemmen ret. Fik kun med nød og næppe talt mig ud af at skulle drikke noget juice, så jeg kunne få mit blodsukker på igen. Min mor sagde at mine læber var blå, da jeg blev eskorteret ud i venteværelset af en sygeplejerske…

Og det stoppede ikke der. Er lige kommet hjem fra et andet hospital, hvor min morfar ligger for døden, og der forstenede jeg fuldstændig foran døren og brød derefter sammen i gråd i min mors arme, fordi jeg var bange for at træde ind på hospitalet; jeg var overbevist om, at jeg ikke ville komme ud igen. At de alle sammen vidste at jeg ikke havde spist, at jeg er selvskadende og at jeg fornylig har forsøgt at tage mit eget liv, og at de derfor ville indlægge mig med det samme.

Hver gang jeg hørte skridt, var jeg overbevist om, at der ville komme nogen og hente mig. At de ville sige til mig “du er en fiasko, du kan ikke klare det her selv, du er ikke stærk nok”. Jeg ryster stadig på hænderne mens jeg skriver dette.

Jeg kan se det for mig, døren smækker i og al frihed tages fra mig endnu engang. Jeg VIL ikke indlægges igen. Det magter jeg simpelthen ikke. Men jeg ved også, at det betyder, at jeg er nødt til at kæmpe. Men det er så pisse svært. Det er enten eller. Alt eller ingenting. Jeg har ikke lyst til at spise, og alligevel vil jeg gerne være rask. Men jeg ved også at Ana ikke vil lade mig beholde maden i mig, hvis jeg spiser, ikke engang om det så bare er en tomat..

2 thoughts on “Åbenbaring..??

  1. Jeg fik i dag præsenteret kommentaren “Du har ikke råd til at lade vær” da jeg i min skepsis nægtede nogen form for hjælp, men alligevel gik det op for mig at hun havde ret i hendes udtalelse – for nej, jeg har ikke råd til at lade vær – medmindre jeg gerne vil miste mit liv, og i sidste ende er det jo ikke det jeg vil.. og inderst inde vil du heller ikke! Sygdommen fortjener dig jo for fanden ikke – og det gør så ondt på mig at se hvor skidt du har det, for jeg er så sikker på at du rummer en masse fantastiske værdier og dem skal din spiseforstyrrelse simpelthen ikke have lov til at ødelægge! Jeg håber for dig, at du får ressourcerne og støtten til langsomt at kunne give slip, uanset hvor fucking lang tid det end skal tage❤

    Egentlig burde jeg tage og smække hele denne kommentar i hovedet på mig selv – for jeg ved jo godt hvor fucking svært det er at føre tanke til handling. Men jeg håber for dig, at du gør op med denne her sygdom, ikke blot for din familie og venners skyld, men frem for alt – for din egen(!) det er DIT liv, og ikke din spiseforstyrrelses!

    Pyh, det blev sentimentalt, og en smule corny. Men jeg havde simpelthen bare brug for at sige det, for kan simpelthen ikke klarer at se på, at du ikke selv er klar over hvor smuk en person du er. Nuff' said,

    Tanker herfra

    • De blev slet ikke corny! Bliver så rørt, når jeg får sådan nogen kommentarer🙂
      Men du har jo for fanden ret; vil jeg reelt ikke dø. Det er kun når jeg ikke kan se noget vej ud, at jeg får det sådan. Når jeg ikke tror at det er muligt at få det godt igen, jamen så kan jeg jo lige så godt ende mit liv nu i stedet for at dø af sygdommen 5 år frem i tiden..
      Jeg håber virkelig også for dig, at du kan finde styrken. Jeg tager risikoen for at gentage mig selv (og dig) ved at sige at du jo er en fantastisk person, der rummer SÅ meget – det kan jeg se på den måde du skriver. Du har noget, som der ikke er mange andre der har, og det er synd at al din styrke skal gå til spilde i spiseforstyrrelsen. Måske vi kan motivere hinanden😉

      xxoo, og masser af kærlige tanker tilbage til dig❤

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s