Food is not the enemy

Er rigtig nervøs. Skal til diætist om to timer for (endelig) at få min madplan. Frygter, at jeg skal spise meget mere end jeg kan magte og at hun har sat ting på min kostplan, som jeg ikke er parat til at spise endnu…

Ved egentlig ikke hvorfor jeg absolut skal være så sort-synet, hun var jo for fanden så sød og rummelig da jeg mødte hende første gang for knap en måned siden. Måske jeg bare er blevet så vant til kun at møde idioter som presser mig og ikke ser mig, som den person jeg er, men udelukkende fokusere på spiseforstyrrelsen, selvskaden, depressionen, OCD’en… Jeg er vel meget mere end en diagnose.. Eller er jeg?

Jeg identificerer mig jo ikke med andet. Jeg er anorektisk. Jeg er selvskaden. Jeg vil så gerne være noget andet, den rigtige Amelia men alle disse år i systemet har gjort, at jeg ikke længere ved hvem det er. Det er så frustrerende at være “psykisk syg” eller psykisk sårbar, som de kloge mennesker er begyndt at kalde det. Alle kan se hvis man er syg med kræft, at man skal tage hensyn, det er forstående hvis man ikke orker at være social i lang tid eller helt melder afbud til arrangementer. Men hvem kan se når man har ondt i sjælen. Jeg savner virkelig nogen at snakke med, nogen som forstår. Nogen som har prøvet det samme som jeg eller noget der ligner, og som man ikke behøver forklare alt muligt til – nej, de ved hvorfor man reagerer som man gør. Jeg savner en, jeg kan skrive til, når jeg har det svært og når anoreksien rusker i mig, fortæller mig at jeg skal gøre x eller y. En ven i hverdagens kamp mod spiseforstyrrelsen.

En gang i mellem føler jeg mig fandme så ensom. Som om jeg er den eneste der kæmper denne kamp. Jeg ved jo godt, at der er mange andre derude ligesom mig, men når man ikke har en at snakke eller skrive med i hverdagen, så kommer man sgu hurtigt til at føle sig som Palle alene i verden.

Ja, jeg er begyndt at være mere social, begyndt at være sammen med mine venner igen og ikke isolere mig, som stemmerne i mit hoved ellers siger at jeg skal. Men de kan jo aldrig rigtig forstå hvad der foregår inde i mig uanset hvor meget jeg end fortæller dem (ikke at jeg har fortalt så frygtelig meget, har kun fortalt mine aller-tætteste veninder at jeg er syg..).

Ved ikke rigtig hvor jeg ville hen med alt dette vrøvl, men havde bare brug for at få det ud!

10 thoughts on “Food is not the enemy

  1. Godt at du skal diætist. De kan sgu finde ud af noget, sådan nogle🙂
    Gode tanker her fra.
    har du forresten bloglovin?

  2. Apropos; ske-teorien « notre petit secret

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s