Kan det lade sig gøre at spise og være social på samme tid?

Ja, vil de fleste nok sige. Men for mig (og sikkert mange andre, der lider af en spiseforstyrrelse) er det ikke helt så lige til.

At spise, især det at spise foran andre, er enormt provokerende. Præcis denne faktor er nok den mest forfærdelige og invaliderende del af en spiseforstyrrelse (ihvertfald for mit vedkommende); nemlig det, at undgå alle sociale sammenhæng som involverer spisning. Hvilket i mit tilfælde i sidste ende resulterede i fuldstændig at isolere mig socialt for at undgå situationer og begivenheder, som var “farlige” = ting, jeg ikke kunne forudse. Det ender med et blive en negativ spiral, for jo mere man isolerer sig, jo sværere bliver det at komme ud mellem andre mennesker, som igen resulterer i at man isolerer sig endnu mere osv. osv. For ikke særlig lang tid siden var jeg der, hvor jeg ikke så andre mennesker end min mor, og jeg kæmper dagligt en brav kamp for at ses med andre for det er fandme svært når man har været ensom så lang tid. Man kan ikke finde på noget at sige, ja man glemer fuldstændig hvordan man agerer i sociale sammenhæng.

Nå, det blev egentlig en ret lang og omfattende indledende måde at fortælle, at jeg idag ved frokost-tid har været ude og spise sammen tre af mine tætteste veninder (de eneste i min vennekreds som ved præcis hvor svært jeg har det). Det var faktisk en udfordring min diætist gav mig igår, og jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne springe ud i det mens jeg havde modet til det, og før jeg fik overtalt mig selv til at lade være.

Jeg snakkede nemlig med min diætist om hvor svært det er for mig, at vurdere hvordan en “normal” portion ser ud, fordi jeg jo har spist alt for lidt. Vi kom frem til, at en god måde ville være at tage ud og spise sammen med nogen, jeg følte at jeg kunne stole på, og så bede dem om hjælp til at tage, hvad de vurderede, er en normal portion. Og det gik faktisk bedre end forventet.

Jeg havde frygtet, at mine veninder ville synes at det var noget mærkeligt noget at bede dem om (og det vidste jeg jo inderst inde godt, ikke passede), men de var bare åbne og rummelige og helt utrolig fantastisk dejlige og “selvfølgelig ville de hjælpe mig!”. Endnu en udfordring var jo så også, ikke at lukke mig fuldstændig inde i mig selv under spisningen, men prøve at være åben og snakkesalig (den “gamle” fjollende Amelia). Det er bare så svært, faktisk endnu mere svært fordi de ved, at jeg kæmper med anoreksien. De har været så vant til at jeg aldrig har taget imod kage eller fundet en eller anden undskyldning for at undgå mad og måltider. Det gør bare at jeg er endnu mere overbevist om, at når de kigger på mig, så tænker de kun på hvor ulækker jeg ser ud og hvor svag jeg er, fordi jeg ikke kan “modstå” maden. Den “sunde” del af min hjerne ved jo godt, at det slet ikke forholder sig sådan, ja måske er de endda glade for at jeg endelig spiser noget sammen med dem, men den syge, anorektiske del af mig vinder alligevel altid diskussionen inde i mit hoved.

Men idag skulle det så prøves af; jeg lavede en specifik aftale med mine veninder om at tage ud og spise sammen, og det ville de rigtig gerne. Dog havde jeg stadig brug for en smule sikkerhed, så vi tog ud et sted jeg allerede kender og hvor jeg har været ude med min mor og storebror en enkel gang efter jeg blev syg, så jeg vidste hvad der var af mad. Det gjorde egentlig heller ikke noget, for det er en god restaurant med en rigtig lækkker buffet. Her er hvad jeg tog:

Lidt bagte rodfrugter (venstre hjørne), afrikans peanut kylling, bagt laks med div. krydderurter, guacamole + forskellige grøntsager OG cola zero (som jeg kun er en lille-bitte-mikro smule afhængig af😉 ) 

8 thoughts on “Kan det lade sig gøre at spise og være social på samme tid?

  1. Hvor er det fedt!
    Det er jo så stort at du rent faktisk tager udfordringen op!
    Dine veninder må have skreget indvendigt af glæde! Det er jo et kæmpe skridt ud af anoreksien og lortet.
    PISSE SEJT!!
    – FUCK DEN DUMME SYGDOM!

  2. Skidegod idé at tage ud og spise med dine veninder. Og herligt, at det gik nogenlunde. Tror det var et stort skridt du tog dig her, tillykke med det🙂

  3. Jeg synes, det er rigtig flot gået.
    Som jeg selv ved, er det rigtig svært at bedømme en normal portion – for hvis jeg beder mine bedsteforældre eller min mor om at øse op, vil de gerne give mig lidt mere, fordi de jo vil mig det godt…
    Men en sætning, som jeg har brugt UTALLIGE gange, er “Det kan fandme bare ikke være rigtigt!”
    Det kan fandme bare ikke være rigtigt, at jeg skal spise kiks hver eftermiddag, bare fordi det er den mest kaloriefattige af mine valgmuligheder på kostplanen.
    Det kan fandme bare ikke være rigtigt, at jeg skal stå op ved computeren syv timer om dagen når jeg laver lektier, i stedet for at sidde ned.
    Det kan fandme bare ikke være rigtigt, at jeg skal bruge tid og overskud på at analysere kalorie- og energisammensætning i min aftensmad.
    Det kan fandme bare ikke være rigtigt, at jeg skal have det sådan her, med noget der er så almindeligt som at spise!
    Det kan godt være, en spiseforstyrrelse er en let “udvej” i stedet for at tænke på det der er svært (måske især fordi man ikke lige ved, HVAD der er svært), men når motivationen er mindst, er “Det kan fandme bare ikke være rigtigt!” en virkelig god sætning. Jeg “fik” den af en 15-årig “med-indlagt” for nogle måneder siden, og den er SÅ god.
    Jeg støtter dig virkelig – selvom jeg ikke en gang rigtig kender dig; jeg ved bare, at vi kæmper den samme kamp. Stay strong!
    Jeg har lige formået at spise to stykker torsk, der ikke blev vejet, smør på slump, en bolle uden varedeklaration (dvs. uden kalorieberegning) og oliestegte champignon. Som min mor havde lavet. Og det lyder SÅ latterligt når man siger det/skriver det, men det kan virkelig være svært.
    Men det jeg vil frem til er, at spiseforstyrrelsen er en “krykke” – en krykke, der bliver brugt som undskyldning i stedet for at tage fat på ensomheden, livet, kærligheden osv. Tænk på at dit ben er brækket. I stedet for at gå til genoptræning, bliver dine krykker hele tiden indstillet bedre og bedre. Så i stedet for at lære at leve HELE livet, bliver du en PISSEDYGTIG (pardon my french) anorektiker – virkelig god til at være syg. Men det er du sgu for god til. Det kan fandme bare ikke være rigtigt, at dine venner skal kende dig på din sygdom, og det første, folk kommer i tanke om når de tænker på dig er “Amelia? Hun har anoreksi.” Og så først bagefter: “Hun er sød, hun studerer…, hun interesserer sig for .., hendes kæreste hedder..”. Nej hov, vent. Ingen interesser. Ingen kæreste. Anoreksien vil jo være din kæreste, og din eneste interesse.

    DET KAN FANDME BARE IKKE VÆRE RIGTIGT! Sådan skal vi ikke have det.

    Det blev en LAAAANG besked, men håber du fik min pointe.

    Masser af motivation herfra Fyn,
    Maria. (:❤

    • TAK fordi du tog dog tiden til at skrive sådan en lang kommentar, der er ikke noget mere motiverende end at læse sådan noget🙂
      Kan helt klart følge dig med at du ikke “tør” lade din familie øse op for dig. Tænker også selv, at de helt klart vil putte mere på tallerkenen da de jo bare ønsker at jeg skal tage på.
      Og også stort TAK for det med at “det fandme ikke kan være rigtigt” – der hjælper faktisk meget at sige det😀

      Tusinde knus og tanker til dig – du er sgu også for sej❤

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s