8 thoughts on “Fuck.

    • Tak❤ Desværre er det den følelse jeg sad med både i går og stadigvæk til dels i dag…
      Jamen det startede med at jeg skulle være alene i ret mange timer uden særlig meget at tage mig til. Prøvede at holde mig beskæftiget med at ordne opvask, være kreativ osv., men timerne ville bare ikke gå. Endte med at køre i en negativ spiral om jeg ikke måtte spise noget, at forbrænde så mange kalorier som muligt osv. Jeg er så træt af at holde mig igang konstant for at forbrænde kalorier, jeg kan snart ikke holde det ud længere. Jeg orker ikke livet. Nå, men så prøvede jeg at tage lidt ud for at være omgivet nogle mennesker og så havde jeg et kæmpe angstanfald; begyndte at ryste og det sortnede for mine øjne, kom hjem igen uden at huske hvordan, men stod tilbage med selvmordstanker, var tæt på at tage piller (mine sovepiller, som min mor havde glemt at tage med). Jeg er bare så træt af at livet er en kamp, jeg orker det ikke længere. Føler ikke at det nogensinde vil blive bedre, tror ikke på at jeg er stærk nok til at blive rask. Men på sammen tidspunkt føler jeg mig heller ikke "stærk nok" til at være rigtig syg. Det er bare så udmattende…

      • Det er så nemt at sige, men jeg ved godt, hvordan det er at være fanget i den spiral..
        Det gør mig virkelig ondt, at selvmordstankerne var så markante..
        Har du en psykolog, du kan drøfte dette med? Eller, det gør du måske allerede… Men det går jo ikke væk natten over…

        “For få år tilbage, inden jeg indså, at jeg skulle have hjælp, var jeg ikke bare deprimeret eller udbrændt. Jeg havde faktisk besluttet, at jeg ikke ville leve mere. Der var ikke meget drama over den beslutning, jeg kunne bare ikke kæmpe mere med de forskellige ar, livet havde givet mig.
        Jeg kunne ikke klare mere smerte eller håndtere tingene på egen hånd.

        Men sådan blev det alligevel ikke.

        I min beslutning fik jeg alligevel et håb om, at jeg kunne få hjælp, og jeg prøvede. Noget inden i mig ville alligevel ikke give op.

        Så her er jeg. På trods af flere nedture, føler jeg mig nu, nogle år senere med intensiv terapi, klar til at vise, at hvor meget du end har taget en beslutning om, at livet ikke er værd at leve.. Så findes der alligevel et håb.

        Det er en lang vej op, hvor man vil møde modstand fra andre og sig selv og falde ned i mange sorte huller. Men det bliver bedre og bedre, og de sorte huller bliver lysere og lysere.

        Min psykolog har lært mig en vigtig ting:
        Har du overlevet forfærdelige oplevelser, selvom dit hoved er ét stort uoverskueligt rod? Så er der en grund..
        Grunden er, at du er stærk.
        Den styrke kan du få hjælp til at genfinde.”

        Så nej du føler dig ikke stærk… Ingen er stærke i sig selv til at kunne overvinde den tilstand… Men den styrke du har i dig – for det har du, og det tror jeg også, at du selv ved, hvis du er helt ærlig – den skal hjælpes igang❤

      • Ja, inderst inde ved jeg jo nok godt, at jeg er stærk nok. Ellers havde jeg nok ikke levet stadigvæk..
        TAK fordi du deler din historie med mig. Det er virkelig motiverende at læse dine kommentarer. Bare at vide, at man ikke er den eneste med disse tanker, er rart at vide en gang imellem. Og endnu mere rart at vide, at andre som mig har været i stand til at kæmpe dig igennem.
        Jeg har en terapeaut jeg snakker med, men er desværre ikke god til at åbne op omkring ting som disse, men det bliver jeg jo nok nødt til, ellers kan hun jo ikke hjælpe mig.
        Må jeg spørge hvor intentsiv terapi du havde (altså hvor ofte du var i terapi osv.) – går nemlig pt. en gang om ugen men min diætist (som også selv har været syg) mener måske at der skal noget mere intensivt til…

      • Ej søde… Du skal ud med det…
        Jeg ved godt at det kan være rarest at beholde det inde i sig selv… Men du SKAL altså have det ud….. Du skal være ærlig, så du kan komme videre… Please prøv?

        Jeg gik til terapi 1 gang om ugen / 1 time pr. gang – også kunne jeg aftale mindre telefoniske aftaler, hvis der skulle opstå en krise…

        Måske mener din diætist, at det skal være mere intensivt fordi der gerne skulle være mere fremgang? Men at fremgangen måske ikke er, som den kunne være, fordi du ikke åbner helt op?
        (Uden at kunne gøre mig klog på det. Det var bare min tanke!)

        Håber du har det bedre idag❤

    • Gentager lige mig selv, bare så du ved, at jeg ikke ignorere din kommentar🙂
      Jamen det startede med at jeg skulle være alene i ret mange timer uden særlig meget at tage mig til. Prøvede at holde mig beskæftiget med at ordne opvask, være kreativ osv., men timerne ville bare ikke gå. Endte med at køre i en negativ spiral om jeg ikke måtte spise noget, at forbrænde så mange kalorier som muligt osv. Jeg er så træt af at holde mig igang konstant for at forbrænde kalorier, jeg kan snart ikke holde det ud længere. Jeg orker ikke livet. Nå, men så prøvede jeg at tage lidt ud for at være omgivet nogle mennesker og så havde jeg et kæmpe angstanfald; begyndte at ryste og det sortnede for mine øjne, kom hjem igen uden at huske hvordan, men stod tilbage med selvmordstanker, var tæt på at tage piller (mine sovepiller, som min mor havde glemt at tage med). Jeg er bare så træt af at livet er en kamp, jeg orker det ikke længere. Føler ikke at det nogensinde vil blive bedre, tror ikke på at jeg er stærk nok til at blive rask. Men på sammen tidspunkt føler jeg mig heller ikke “stærk nok” til at være rigtig syg. Det er bare så udmattende…

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s