Den sorte spiral

Jeg sidder og stirrer ind i skærmen. Jeg aner ikke, hvad jeg skal skrive efter mit indlæg i går. Måske jeg bare ikke rigtig har noget på hjerte. Eller, det har jeg sikkert. Spørgsmålet er sikkert bare, hvordan jeg skal formulere mig. Tankerne flyver jo afsted afsted med 120 km/t.. Tanker om min krop, mad, selvmord, angst-tankerne; det er ikke til at holde ud. Jeg kigger ned af min krop og får det nærmest fysisk dårligt. Har planer om at tage bad i dag,  men kan ikke overskue det. Jeg er virkelig fed. Kan ikke holde ud at se mig selv uden tøj eller røre ved alle dellerne når jeg vasker mig. Kigger op i loftet når jeg bader for ikke at komme til at kigge ned af min mave.

Maden er rigtig svært lige for tiden. Rigtig, rigtig svært. Og har ført et yderligere vægttab med sig, hvilket kun medvirker til at de destruktive tanker bliver værre og anoreksiens stemme højere og mere dømmende. Jeg ved ikke om jeg er i stand til at klare det her selv.

Der er ikke rigtig nogen ord, der kan beskrive, hvordan jeg har det. Jeg er ikke glad, jeg er ikke trist. Jeg er her, jeg er her ikke. Jeg føler, jeg føler ikke. Jeg gør alt i hele verden for ikke at føle mig selv, for ikke at mærke mig selv. Både fysisk og psykisk. Jeg skubber verden væk, jeg skubber alle omkring mig væk; jeg skubber mig selv væk. For på den måde slipper jeg for at forholde mig til realiteterne i mit liv. At jeg er syg. At min mor snart ikke tør tage ansvaret for mig længere. At mine læger, diætist og terapeaut er bekymrede.

Jeg kan slet, slet ikke tage ansvar for min mad længere. Det er mit liv. Det er mit ansvar. Men jeg kan ikke styre det længere.

Vægten er begyndt støt at gå ned ad. Jeg kan ikke lade være med at gå i selvsving. Nu skal jeg ned under de 40kg. Og der er pludselig ikke langt derned. En uge måske, hvis det fortsætter som nu. Og så skal jeg ned under 38 kilo, og så 35 og så 30, indtil min krop på et tidspunkt siger stop. Det kan sikkert ske lige om lidt. Jeg kan mærke at min krop ikke længere kan holde til det, jeg byder den. Den siger fra nu, vil ikke være med til at blive mishandlet længere.

Jeg smiler, jeg griner. Jeg siger at jeg har det fint. Men det hele er jo bare en facade. Jeg siger, at jeg gerne vil kæmpe, men et sted inde i mig har jeg vist allerede givet op. “Du er jo alligevel ikke stærk nok til at kæmpe dig igennem.” “Du kan jo ikke finde ud af livet. Du kan ikke finde ud af noget som helst, så hvorfor overhovedet prøve” Stemmerne fylder alt inden i mig, og det hele føles så uoverskueligt.

For nogle uger siden skrev jeg: “Jeg starter på en frisk og kæmper videre”. Jeg har et tatovering der siger ‘ajourd’hui’ – ‘i dag’. I dag er en ny start, en ny mulighed for at få det godt. En ny dag til at kæmpe. Glem hvad der skete i går, glem hvad der kommer til at ske i morgen. Lev i nuet. Kæmp. Gid jeg var i stand til at gøre det.

Tankerne kører rundt i hovedet på mig. Pillerne som ligger på bordet inde på værelset er ekstremt fristende at tage, men jeg vil ikke dø så fed som jeg er, ikke endnu. Jeg har en hemmelig plan om, at når jeg når det 35 kilo, så kan det være min belønning. Tænk, at jeg er kommet så langt ud at jeg rent faktisk ser selvmord som en præmie, noget jeg får lov til når jeg har været “dygtig nok”.

Det eneste jeg har i hovedet er mad, vægttab og selvmord. jeg er ved at blive sindsyg. Jeg tænker på den periode jeg havde for et par måneder siden, hvor min vægt lå stabilt på det 47-48 kilo. Jeg havde det så fandens meget bedre. Selvfølgelig var der op- og nedture, men jeg kunne smile oprigtigt, og nu græder jeg og er forpint flere gange om dagen. Jeg kan snart ikke dette mere.. Jeg kan bare ikke mere! Vil ikke, orker ikke. Giv mig nu bare fred!

4 thoughts on “Den sorte spiral

  1. Hey!
    Det kan fandme bare ikke være rigtigt! Husk det nu!
    Jeg har selv skåret al kontakt fra krop til hoved – og selvom det er en flugt, er den enormt god at have lige nu.
    Det kan ikke være rigtigt. Sæt dig ned. Føl, hvad du føler. Føl, at der ikke er noget du kan gøre ved det. Giv dig selv lov til at være ked af det.
    Og flyt hjem. Good Lord, flyt hjem eller bliv indlagt. Der er en grund til, at de er der. Og uanset, om det bare bliver “skæg” konkurrence at snyde sygeplejerskerne, så tag den for helvede op.
    Hver gang jeg har det som dig, kan min lillebror på knapt femten få (min anoreksi!) mig til at gå helt op i det røde felt med kommentarer som:
    “Maria det er jo bare dig der er svag, når du lader ham (spiseforstyrrelsen) bestemme.” “Du bestemmer da selv, om du vil lade det gå dig på.” Og så trækker han på skuldrene! Jeg blev indlagt med et BMI på 14,5 (ikke godt når man ikke er færdig udvokset!), fuldstændig smadret og træt – men følte, jeg havde anoreksien under kontrol. Og min lillebror var PISSE ligeglad, han gider ikke engang komme til familieterapien. Og det gav mig ansvaret tilbage. Folk vil mega gerne se dig – tro mig – men de ved simpelthen ikke, hvordan de skal trænge igennem, hvornår det er menneske og hvornår det er spiseforstyrrelse.
    Så, søde Amelia, sæt dig ned. Sæt dig virkelig ned.
    Du SKAL tage på. Om du vil være destruktiv og tage på, eller acceptere det og tage på er fuldstændig op til dig selv. Men du kan ikke kæmpe imod. Du skal spise noget.
    Der er ingen fornuft at få i nogen, der vejer så lidt. Nu har jeg kæmpet (og jeg siger KÆMPET!!!!!) mig op på 52 kg, og det er sejt. For nu er jeg næsten ikke undervægtig mere. Og nu KAN jeg klare ting selv. Det kan nemlig fandme bare ikke være rigtigt, at jeg ikke skal kunne det.
    Min mor har lige spurgt mig, om jeg ville med til julearrangement på min bror skole. Dvs. julehjerter, mange mennesker og – oh skræk oh ve – ÆBLESKIVER! Fedtede, sukrede æbleskiver. Vendt i smør, dyppet i flormelis.
    Men jeg siger ja. Jeg siger sgu ja.
    For det kan fandme bare ikke være rigtigt, at jeg skal sidde derhjemme og kukkelure, imens de andre julehygger. Jeg vil livet – og jeg vil bevise over for livet, at det også vil mig.

    Kæmp. Jeg tror på dig.
    Jeg ved, det er begrænset hvor lang en arm jeg kan række ud for at hjælpe dig, men jeg ville hvis jeg kunne.
    Tro mig.

    Maria.

    • Du aner ikke hvor meget dine kommentarer betyder for mig! De kan virkelig give mig motivation, når jeg føler at jeg ingen kampgejst har tilbage. Det er dejligt at høre, at du har kæmpet dig op i vægt, og jeg tror virkelig på dig når du siger, at du har kæmpet. Jeg kan huske hvor svært det var for mig, og at jeg så går hen og taber mig igen og smider al det arbejde ud af vinduet er SÅ frustrerende. Men jeg vil kæmpe – tak fordi du tror på mig. Så tror jeg også lidt mere på mig selv. Jeg vil op i vægt, for jeg ved, at det er meget lettere at tænke fornuftigt og give anoreksien modspil.
      Kan ikke beskrive hvor meget jeg sætter pris på, at du tager dig tid til at skrive disse lange kommentarer, så TAK – om end det blot er et simpelt ord, så kan jeg ikke finde på andet at sige. Jeg er bare så taknemmelig🙂

  2. Kæmp søde væsen – kæmp.
    Alle disse tanker, er også anoreksien der vil bekæmpe dig!
    Den vil gøre alt for at kæmpe imod livet, den er din sande fjende.
    Intet løser sig når du taber dig.
    Du ved det!
    Du har så mange søde mennesker omkring dig, og er sikker på at de vil være der for dig.
    Du er allerede kommet så langt, du har taget nogle vilde skridt!
    Nu skal der kæmpes..
    Det er en lorte sygdom!
    (ved præcis hvordan du har det. jeg sidder selv i saksen)
    VI MÅ KÆMPE!<3

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s