Succes + prøver at holde modet oppe

Først og fremmest: kom afsted og ind i LMS! Og det vil jeg sgu have lov til at være stolt af. Der var noget poesi-aften-arrangement – det fik jeg godt nok ikke meget ud af, men nu har jeg ligesom kæmpet mig igennem den værste angst omkring nye steder osv., så noget fik jeg da ud af at tage afsted.

Prøver at holde fast i at jeg skal tage derind mindst en gang om ugen for jeg ved jo at jeg vil have gavn af det. Det er bare så svært fordi… jeg mødte en pige, som jeg tidligere har været indlagt med. Genkendte hende med det samme, og det virkede også som om, at hun kunne huske mig, selvom ingen af os sagde noget. Og det var altså bare mega provokerende og jeg mistede helt lysten og modet til at tage derind, da det virkede som om, hun ofte kommer der.

Med min fornuft ved jeg, at jeg er ligeså tynd som hende (og det er forresten jo heller ikke meningen at det skal være en konkurrence!) men som jeg sad der, følte jeg at jeg voksede med større minut for minut indtil jeg slet ikke kunne komme igennem døren. Jeg blev så vred og frustreret på mig selv; “hvordan kunne du nogensinde tro, at du har anoreksi, så stor og fed og klam som du er!” råbte stemmerne af mig.

En positiv ting er dog, at jeg formåede at skrive mig ud af vreden i stedet for at vende den indad og skade mig selv. Tør jeg offentliggøre mine skriverier…?? Er det pinligt, er jeg for dårlig til at skrive?? Nej, jeg gør det sgu. De er perfekte som de er, for de er skrevet præcis sådan, som jeg har det inderst inde. Helt derinde hvor der også er plads til vrede og frustrationer.

Virvelvinde, sandstorme, orkaner

Det raser inde i mig

Bruser, boblser, koger

Vil ud

Vil skrive, råbe, rive

Store armbevægelser, vrede

Hvad troede du?

Fiasko!

Duer ikke, kan ikke, skal ikke

Ordene bombaderer mig

Uduelig, ingen styrke; svag

Hvornår fatter du det?

Hører ikke til, udenfor rækkevidde

Troede jeg var noget, hvad er jeg?

Hvad kan jeg, vil jeg, gør jeg?

Ingenting!

Da jeg kom hjem, havde jeg pludselig lyst til at græde helt uden at vide hvorfor. Igen måtte jeg skrive mig ud af det. Jeg prøver virkelig på at identificere hvad jeg føler og hvorfor, i stedet for at lukke mig inde i mig selv og blive selvskadende

Tårerne presser på,

Hvorfor gør de det?

Kommer ud af det blå.

Er det den lille pige, der græder?

Den lille pige, uden stemme

Får ikke lov til at ytre

Hendes inderste tanker og følelser.

Bliver holdt inde, bliver holdt nede.

Bange for det mørke

Mørket, der omslutter hende.

Vil ud, men må ikke.

Er det hende, der græder?

2 thoughts on “Succes + prøver at holde modet oppe

  1. ÅH jeg kender godt den der konkurrence følelse😦😦 Jeg har også sådan en idé om, at jamen hvis jeg skal være syg, så vil jeg også være den der er MEST syg, skal være tyndest og den bedste til at sulte mig selv. Det er tosset, det er noget med den der perfektionistiske side af én, tror jeg. Og så sådan et sært behov for bekræftelse og at man skal have det RIGTIGT slemt, før man fortjener hjælp..

    Kys og kærlighed
    My❤

    • Uh ja den pokkers perfektionisme – den kender jeg jo ALT for godt!
      Det er også så ambivalent i forhold til det sidste du skriver. Sådan foregår det nemlig også i mit hoved: jeg skal være dødsyg (= den tyndeste) før jeg har ret til at få hjælp, og før jeg får lov til at blive rask, men jo sygere man bliver des sværere er det for andre at hjælpe en, og så sidder man jo lidt fast i den negative spiral..

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s