Luftkasteller

Et opslag i ord­bo­gen for­tæl­ler, at et luft­ka­stel er en ure­a­li­stisk plan, drøm eller håb.

Sådan har jeg det lige nu. Opbygger mig en masse “luftkasteller” men det bliver aldrig til mere end en drøm eller et spinkelt håb.

Hver gang jeg sætter mig nogle planer eller håb for fremtiden, virker de efter et par dage utrolig urealistiske og langt væk. Jeg vil gerne tage på, så jeg kan få det bedre, men vil ikke spise det der skal til og kæmpe med fuldheden og de destruktive tanker.

Synes jeg har det rædselsfuldt lige for tiden og er så skide ambivalent i forhold til det hele. Der er få dage med nogle timer indimellem, hvor jeg kan blive opslugt af noget og derved glemme de dumme tanker for en stund – hér kan jeg holde fast i håbet om et bedre liv. Jeg tror på det, er motiveret og utrolig fandenivolsk. Men så sprænges luftkastellerne og tankemyldret overtage mit sind og min krop og jeg bliver utrolig rastløs. For det meste af tiden er jeg så vanvittig ulykkelig og har en voldsom trang til at græde, men tårerne tørrer ud før de når mine øjenkroge. I fire dage nu har jeg næsten ikke gjort andet end at ligge/sidde i sofaen med dyne over mig og stenet fjernsyn. Hvis jeg ikke var så pokkers stærk (ifølge min mor) var jeg slet ikke kommet ud af sengen, men min mor siger, at jeg har en styrke, der gør, at det vil jeg ikke acceptere. Føler mig dog ikke særlig stærk, når min største formåen (bortset fra LMS i tirsdag) er at rykke min fede krop fra sengen og ind i sofaen.

Jeg har svært ved at forholde mig til tingene, tage beslutninger og generelt koncentrere mig om noget. Jeg lægger ikke engang mærke til hvad der komme i fjernsynet, som ellers kører 24/7; hvis du spurgte mig hvad jeg havde set af programmer, ville jeg nok bare stirre rådvildt og måbende på dig. Jeg har ikke lyst til mad, kan ikke finde på noget, som kunne være indbydende. Presser maden ned i halsen, selvom jeg mest af alt har lyst til at sulte mig ihjel.

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Er frustreret, det hele føles håbløst, ligegyldigt, tomt. Er bare ked af det og bange. Jeg håber VIRKELIG det snart vender, men jeg har efterhånden mistet håbet…

Kan ikke rumme mere, føles som om alle omkring mig larmer ad helvedes til blot for at genere mig, men det er bare min lydsensibilitet som tager over når jeg bliver for stresset. For meget larm, for mange dumme tanker. Er rastløs, men uden lyst eller energi til at foretage mig noget som helst produktivt. Har lyst til at skære mig til blods. Er begyndt at se en engel for mig, som fortæller mig at jeg skal “tegne” (= skære) sirlige mønstre op og ned af min arm. Hun virker så lokkende, at jeg næsten gik ned og købte en skalpel i hobbybutikken i går blot fordi hun sagde, at jeg skulle. Hun siger til mig hvor smukt jeg ville se ud, og at når jeg nu ikke kunne få lov til at være en bedårende skelet, så kunne jeg i stedet blive perfekt ved at skamfere mig selv. Ved snart ikke hvad jeg skal tænke om mig selv. Føler mig forfulgt, hører stemmer, bliver angst, kan ikke trække vejret, er opgivende – føler at jeg er ved at blive skør; velkommen til kolbøttefabrikken..

2 thoughts on “Luftkasteller

  1. Well.. ..du skal ihvertfald ikke være alene. Selvom det helt klart virker mest tillokkende, skal du ikke være alene.
    Men du bliver nødt til at acceptere, at sådan der er recovery også. Og det bliver så meget bedre. Men tænk på det som menstruation (I know, sær sammenligning, over et år siden jeg havde min sidst, så det er også svært for mig at huske på…xD) at det første stykke tid er det mega voldsomt, gør ondt, “bløder”(XD), og er besværligt – man er pivet og ikke til ret meget.
    Men det bliver bedre, og til sidst går det helt væk. Modsat mens, kommer det lissom bare ikke igen om en måned. xD
    Jeg sender dig støtte herfra ihvertfald.

    Maria.

    • Har fandme heller ikke haft min menstruation i lang tid… Men forstår hvor du vil hen😉 ja, recovery er hårdt og det må jeg nok indse. Når stemmerne bliver for voldsomme er det bare meget nemmere at give efter.
      Men nej, jeg skal ikke være alene. Har faktisk – efter dine mange fantastiske kommentarer – nu opsagt min lejlighed pr. 1. december og flytter hjem til min mor. Ihvertfald indtil vi kan få noget ordentlig, intensiv støtte til mig!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s