Nysgerrighed

I fredags snakkede jeg med min terapeut “K” om nysgerrighed og angst. Hun gav mig den opgave at tænke over hvad jeg er nysgerrighed overfor og på den anden side, hvilken angst der følger med nysgerrigheden.

Stemmerne er nemlig rigtig gode til at få angsten til at vokse, hver gang nysgerrigheden titter frem. “Hvad nu hvis…?” “Det går bare galt.” “Tænk hvis…”  osv. Det er temmelig frustrerende, for det holder mig fra at prøve rigtig mange ting. Angsten spænder ben for min behandling og sløver recovery-processen, for jeg tør jo ikke give slip på kontrollen, sikkerheden, det kendte. Det ukendte er “farligt” og enormt angstprovokerende…

Men jeg er nysgerrighed overfor at udforske min nysgerrighed, så jeg har tænkt meget over opgaven siden sidst.

Jeg startede med at sige, “Jeg er nysgerrig overfor livet”. Men det var for bredt sagde “K” smilende. Så jeg måtte hjem og gå i tænkeboks.

“Hmm… jeg er nysgerrig for min fortid.” Nej, også for bredt.

Flere steder har jeg læst om “den lille pige” indeni os. Jeg tror jeg er nysgerrig for at lære hende bedre at kende. For jeg er sikker på at jeg har en lille pige indeni i mig; det er hende der græder og er bange når mørket falder på eller når stilheden tager over. Det er hende der med de rigtige omstændigheder er nysgerrig på livet og alt hvad det bringer af godt og skidt, som ønsker at udforske verden. Det er hende, som har håb og drømme, men som gemmer dem væk fordi hun ikke tør tro på at det kunne blive virkelighed.

Jeg kan ikke huske meget fra min barndom; jeg tror, jeg har fortrængt en hel del. Både “K”, min mor, min gamle psykolog og flere andre har prøvet at fortælle mig at der ikke er mange, der har oplevet så meget sorg og modgang, som jeg har – og som har overlevet det! Jeg kan ikke selv se det; “der er jo mange andre, som har haft det værre end mig”. Jeg er mester i at bagatalisere mine egne problemer og oplevelser. Jeg kan dog huske noget. Eller det tror jeg, at jeg kan. Nogen gange bliver jeg i tvivl om det reelt er noget jeg selv kan huske, eller det blot er noget, der er blevet mig fortalt. Forbered jer på en længere granskning og opræbning af min fortid…

Min storebror er 5 år ældre end mig og er autist (mere konkret har han infantil autisme). Vi har et rigtig godt og tæt forhold den dag i dag, men det har ikke altid været sådan. Da min storebror var yngre, var han meget dårlig fungerende og han fyldte ALT hjemme hos os. Min far døde da jeg var ca. 1 år gammel, så min mor har stået alene med mig og min bror og alle de problemer han “skabte”. Han var meget udadreagerende og blev ofte voldelig, og da jeg var mindre, ville jeg blive så bange, at jeg f.eks. gemte mig under vasken uden på toilettet.

Kan min nysgerrighed bruges her? Hvad får en lille pige til at gemme sig under håndvasken? Fandt jeg tryghed? Hvad gjorde, at lige dette sted blev et “helle”; et sted hvor jeg følte, at intet ondt kunne ramme mig. Dette får mig til at tænke på en anden situation senere i mit liv, hvor min mormor og min mor havde et kæmpe skænderi (dette er en længere historie, men lad det blive ved at min mormor bl.a. har misbrugt både min mor og jeg psykisk hele hendes liv). Her valgte jeg at gemme mig under et skrivebord og nægtede at komme frem, før de stoppede med at råbe af hinanden. Den dag i dag er der stadig en snært af dette. Jeg har det svært ved åbne rum og pladser, skal helt have en vægt el.lign bag mig og kan ikke sove med hovedet vendt ind mod væggen. Jeg føler mig sårbar og frygter, at der kommer nogen/noget, som jeg ikke når at opdage førend det er for sent. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg følgt mig forfulgt, måske derfor at jeg har haft brug for “vægge” omkring mig, så intet kunne snige sig ind på mig? Som lille drømte jeg, at jeg blev jagtet af ulve og bjørne, så gennemgående og virkelighedstro mareridt, at jeg i lang tid måtte sove hos min mor. I dag følger mareridtene mig også i vågen tilstand, her er jeg blot angst for dæmoner og personer, som ønsker at gøre mig ondt.

Hvad er jeg så angst for? Tjo, jeg er angst for at ribbe op i fortiden. Jeg er bange for hvad der dukker op af sorte minder; jeg har vel ikke fortrængt over halvdelen af mit liv uden grund… Jeg husker glimt af mareridt, situationer o.a., som jeg ikke hurtigt har låst inde i boksen igen. Alt for angst til at udforske dem.

Ja, jeg er endda angst for at nysgerrigheden. Jeg har ikke turdet udforske den mere end dette. En lille smagsprøve på den nysgerrighed (= livsglæde) som den lille pige rummer. Men jeg har jo også næsten en uge til at samle mig mod til at gå endnu mere i dybden med hvad min nysgerrighed rummer😉

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s