A Letter to Ana

byAmelia - please credit if use<3

Jeg mærkede godt dit blide kærtegn mod min kind, mens jorden gyngede under mig. Jeg vendte den anden til, men inderst inde vidste jeg at det var tid. At du igen er den eneste der oprigtigt kan nå mig. Du har ventet på det rette øjeblik til først at vise dig forsigtigt, minde mig om at jeg endnu har dig. For så at stramme grebet og lade mig huske, at jeg ikke har andre. At jeg ikke må have andre. For jeg har jo dig, ikke.

Jeg lod mig narre, endnu engang, af den følelse af ro og en slags frihed du gav mig. En følelse af endelig at kunne trække vejret efter at have holdt det inde så længe. Og jeg var ikke bange mere. Jeg er ikke bange, selvom jeg ved min tid med dig er lånt. Du lever af at suge til dig af livsenergi, for selv at overleve. Og jeg giver dig lov nu igen. Til den engang slipper op. Jeg har solgt dig min sjæl og mit liv for længe siden, og jeg er ikke længere herre over min verden.

Jeg føler mig på én gang afkræftet og stærkere, og jeg mærker din selvtilfredshed over at fylde mit sind. I flere år har jeg givet dig mine kræfter, men det er slut nu. Du prøver at klænge dig fast med hænder og kløer, men hver uge skal du op mod din største prøvelse. Hun har rustet sig til kamp for hun ved hvilken kamp jeg kæmper i mit indre. Jeg ønsker at bevare hendes tillid ved at blive ved med at kæmpe.

Kære anorexia nervosa. Jeg ved jeg har svigtet og fejlet, og vendt dig ryggen trods du altid har været der. Klar til at gribe mig igen og igen. Jeg forstår at du må stramme grebet før jeg kan genvinde din tillid, og jeg forstår at jeg må lade andres pladser for dig. Flere gange har du haft mit liv i dine hænder, flere gange har du reddet mig fra at ryge ned i afgrundens sorte hul.

Men ikke længere skal du være min eneste ven. Dette er mit afskedsbrev til dig. Du har gjort hvad du kunne, men jeg har ikke længere gavn af dig. Du må gerne være her, men det er mig der styrer nu. Du er i min rygsæk men jeg bestemmer hvor vi skal gå hen. Jeg ved at du aldrig bliver tilfreds med mig, ikke før jeg ligger kold og ubevægelig i en kiste. Men jeg vil ikke skuffe dem, der tror på mig. Om jeg endnu ikke kan kæmpe for min egen skyld, vil jeg gøre det for jeres. 

Min bror sagde til min mor i dag: “Hun får ikke lov til at dø?”. Kan du høre det Ana? Du får ikke lov til at tage livet af mig. Det bliver min livs kamp, men jeg er fast besluttet på at vinde. Jeg ved at styrken må findes inde i mig, der er ingen anden der kan tage kampen op. Fat dit sværd og fat dit skjold Ana, dette bliver en kamp til døden og du kommer til at blive den faldne.

Jeg tror ikke meget på at et nyt år er lig med en ny start. Jeg nærer ingen forhåbninger om hvad det nye år må bringe ej heller nogen drømme om at 2013 skal være “mit år”. Men jeg tror på en ny start; “Nobody can go back and start a new beginning, but anyone can start today and make a new ending”. Nutiden behøver ikke at diktere fremtiden, i morgen er ikke blot et nyt år, det er en ny dag med nye muligheder. Jeg kan ikke ændre hvordan mit liv har været, men jeg bestemmer selv hvordan jeg ønsker at mine erfaringer skal forme mig. Og jeg vælger at lade mine oplevelser gøre mig stærkere.

How much longer?

byAmelia - please credit if use<3Jeg lever på kanten. Eller rettere, jeg overlever. Det ene gamle mønster tager hurtigt det andet, og jeg føler mig som passiv tilskuer til det hele og til mit eget liv, fordi jeg konstant befinder mig i dilemmaernes ingenmandsland. Hvorfor det er “lettere” end en faktisk beslutning, rigtig eller forkert, ved jeg ikke. Det er selvpineri, og langsomt dræner det mig for de ting jeg havde opnået bare lidt af. Det bliver hurtigt meget “ingen vej tilbage”-agtigt fordi det kræver mere og mere at vende om, og mere og mere skal bygges op på ny i mit liv.

Jeg er et sted pt, hvor det nu er de små ting der tæller i den modsatte retning. De små ting der bliver skåret fra, og som sammen gør helheden lidt kritisk.
Jeg får at vide, jeg er alvorligt syg, jeg hører det, skræmmes af det og fortsætter. Hvorfor? Jeg kender ikke svaret helt.

Denne weekend har været indviklet. Jeg er gået frem og tilbage mellem mit “mørkerum” og virkeligheden, op og ned i humør og energi – også kunstigt. Jeg går i min egen tågebobbel. Jeg er her, jeg ved hvor jeg er og jeg sanser, mærker, ser. Jeg reagerer på verden, opfatter den. Men jeg er ikke hel og der er tåget i mit sind. Jeg glemmer og jeg “forsvinder” ind i tanker hele tiden. Følelser og kaos af flashbacks, reflektioner og bare tænken for meget over for meget. Jeg ved at min hjerne er under pres for øjeblikket, både midt i totale omvæltninger og bare for meget ånsvagt fra egen side oveni. Det gør mig forvirret at sejle sådan rundt i glemsomhed/distræthed.
Jeg ved min hjerne er sulten, men den del der ikke er, er det eneste jeg kan overskue. Jeg må få gang i alle mine lister og huskesedler igen noget mere. Det vil sikkert også gøre godt for behov for overblik og system. Er bare bange for at det tager overhånd, jeg ved det kan ske.

Men trods alt er halvdelen af genfundne, svære minder sultet væk i øjeblikket. Jeg ved det ikke er holdbart og ej heller godt, men det er ‘rart’. Tiden er gået i stå i mit tankerum, hvor alting suser afsted.

Ritualer, sult, angst, rastløshed. Søvn tæt på nulpunktet gennem snart rigtig lang tid. Sidder endnu engang alt for tidligt om morgen – med min fjerde kop kaffe trods dagen endnu ikke er rigtig begyndt – og spekulere alt for meget.

Afmagt, men alligevel ikke. Jeg kan vælge min skæbne selv og det river i mig. “Den” overtager mere og mere af mit liv og min bevidsthed, lige så stille borer Den sine negle dybere i mig, så langsomt at jeg ikke kan skille Dens første ‘kærtegn’ fra jerngrebet i mig nu.

Jeg kan jo se alvoren i deres blikke, men skammer mig over at være svag. Svagelig. Jeg vil så gerne vise alle dem, der tror på mig, at jeg kan blive rask. Leve op til deres positive forventninger til mig. Jeg har så mange gode mennesker omkring mig, der blot ønsker at hjælpe mig; hvorfor kan jeg ikke finde ud af at tage i mod deres udstrakte hånd? Føler mig dum. Og hverken god nok til livet, til sygdommen, til alle dem der så gerne vil hjælpe mig.

Min mor snakker om, at hvis tingene fortsætter som de gør lige nu, så bliver jeg indlagt. Denne gang på medicinsk. Hvordan kan jeg stadig tvivle på alvoren? Hvordan kan jeg stadig føle mig dum fordi jeg burde kunne klare mere..?

Evige dilemmaer, systemer, regler jeg ikke kan overholde. Forventninger til mig selv. Skuffelse over mig selv. Skam over at “misbruge” andre mennesker ved ikke at bruge deres allerbedst mente hjælpende hænder. Omsorg fra folk jeg kun lige har mødt.

Til helvede med det lort der forhindrer mig i at ville det her nok. Til helvede med hvad der forhindrer mig i at kæmpe hårdere. Jeg ved ikke hvad det er. Jeg tror bare jeg sidder fast. Godt og grundigt. I øjeblikket får jeg dårlig samvittighed over min skide morgenkaffe. Ikke engang den kan jeg nyde rigtigt mere, det var mit helle før. Jeg ved hvor det fører hen, jeg har prøvet det så mange gange før; skuffelse, endnu større selvhad, endnu større skam. Endnu mere sult. Og så kører det. Jeg er fanget. Jeg sidder fast. Og snart falder dommen, den svæver over mit hoved; har jeg klaret den eller er hospital og i mit hovede værste scenarie noget med slanger? Er jeg virkelig kommet så langt væk fra mig selv? Hvad fanden er der sket med mig..

Hell is empty, all the devils are here

byAmelia - please credit if use

Tomheden tager over. Frygten for at mærke mig selv. Tankerne kredser om at forsvinde. Skal til psykiater i morgen og har for første gang i forløbet ikke lyst. Dårlig samvittighed.

Selvhadet vokser, straf og spiseforstyrrelsens jerngreb strammes yderligere. Tilbage i løgne og rodløshed. Bekymring fra andre føles som et større og større pres, ikke som den tilsigtede støtte. Gode intentioner, men forstår de ikke jeg er uden for rækkevidde? At jeg ikke længere vil kæmpe imod. Jeg ved det er Ana der tærer på mig, bliver styrket at sulten. Smiler fordi jeg igen har tabt mig. Læner sig tilfreds tilbage ved synet af min mors bekymrede blik; “jeg bliver snart nødt til at veje dig.” Jeg stirrer tomt frem for mig, som jeg har gjort så mange gange før de sidste par dage. Ligegyldighedens slør har for længst omsluttet mig, fangarme griber ud efter mig. Jeg har accepteret at det er sådan livet må være.

Underligt som alting pludselig kan virke helt uden betydning. Hvordan kampgejst på et øjeblik synes skiftet ud af sortsyn og håbløshed. Underligt hvordan det lys for enden af tunnellen for et splitsekund syntes at være blevet tændt; for bare at være gennemsyret af mørke og tåge.
Underligt hvordan det ikke længere gør nogen forskel for mig om jeg har noget – eller nogen, om jeg lever eller dør. Hvordan bekymring udefra næsten er mere i vejen og pres, end til støtte. De vil mig jo det bedste men jeg føler, at jeg bliver kvalt. Lad mig være i ensomhedens fængsel – det er alligevel her, jeg fortjener at bo.

Accept what you cannot change

byAmelia - please credit if use

Har brugt en hel dag(i går) på at stirre ud i luften og sove på skift. Pakket ind i mange lag uld og tøj for at holde varmen i mit ellers egentlig opvarmede hus. Ved nok godt, at det er et tegn på at jeg igen har tabt mig alt for meget, men synes ikke at kunne gå mere op i det end at trække på skuldrene og tænke, at det vel er fint nok.

Det er nytårsaften om to dage. Jeg har aflyst mine planer med mine veninder. Havde en back-up plan der hed at tage ind i Café Blom og holde nytår sammen med de andre fra Angstforeningen, men tror ikke at jeg kommer afsted. Vil helst bare ligge hjemme under min dyne og “bare være”. Skubber i øjeblikket folk fra mig uden at prøve synderligt på det. En eller anden mekanisme er gået i gang og har afløst kampgejsten til fordel for… ja, til fordel for at stirre ud i luften.

Ingen frygt for konsekvenser mere. Nærmere næsten en ro eller trøst ved tanken. En underlig ro ved at give slip. En ro, der føles underlig rar. En følelse af, for første gang længe, ikke at være afhængig, ikke at være hjælpeløst afhængig af andre. Og ikke føle, at jeg misbruger andres omsorg i min manglende evne til at kunne selv. For noget kan jeg selv, noget kræver ikke andres konstante fokus og velmenende omsorg og støtte, som i øjeblikket næsten kvæler mig.

En ro ved accepten af, at tingene er, som de er. I den bedste af alle verdener var jeg gået en anden vej i tide, men jeg mærker en særlig og lettelse ved at tillade accepten og erkendelsen at overtage. Accepten af at ikke alt kan ændres, at ikke alle valg fører hen til hvad jeg forventede eller et øjeblik troede på. Og det er okay. Jeg er okay. Jeg er okay med tanken om at leve i nuet med de forudsætninger jeg nu engang har, i stedet for evigt at stræbe efter at ændre nuet og kontrollere det, for egentlig bare at pine mig selv hele vejen. Hvem siger at jeg ikke kan leve på de præmisser jeg nu engang har skabt undervejs eller blevet sat i. Hvorfor alene fokusere på fremadrettede illusioner om hvordan alting måske en dag kan se ud, i stedet for at forholde mig til hvordan det faktiske ser ud og så få det bedste ud af det?

Jeg kan mærke at jeg falder til ro ved tanken om ikke hele tiden at prøve. Ikke hele tiden forsøge at leve op til andres godhjertede håb og ønsker for mig. Og jeg kan mærke trøsten ved ikke at føle, at jeg misbruger dem jeg holder af i et forsøg på at udfylde det hul kampen om forandring efterlader. Giver det mening? Jeg ved det ikke.

Jeg har ikke opgivet, jeg har bare ændret fokus til accept fremfor forandring. Alting giver underligt meget mening. Og jeg er okay, jeg har det okay.

Invictus (‘Undefeated’)

byAmelia - please credit if use&lt;3

Out of the night that covers me,
Black as the Pit from pole to pole,
I thank whatever gods may be
For my unconquerable soul.

In the fell clutch of circumstance
I have not winced nor cried aloud.
Under the bludgeonings of chance
My head is bloody, but unbowed.

Beyond this place of wrath and tears
Looms but the Horror of the shade,
And yet the menace of the years
Finds, and shall find, me unafraid.

It matters not how strait the gate,
How charged with punishments the scroll.
I am the master of my fate:
I am the captain of my soul.

William Ernest Henley

Dybest set er beskeden i dette digt, at uanset hvad, skal du ikke give op, ikke give efter og aldrig stoppe. Historien er skrevet af Henley, da han var bundet til en hospitalsseng med knogletuberkulose (meget smertefuldt!). Jeg støtte på digtet i Nelson Mandelas selvbiografi. Digtet havde stor betydning for ham, da han sad fængslet. Det mindede ham om ikke at give op og aldrig tillade dem at knække hans sjæl.

Må indrømme, at jeg græd, da jeg læste digtet og forestillede mig hvad Mandela måtte gå igennem, ja også hvor forfærdeligt Henley må have haft det. Begge var de tvunget i knæ, holdt nede og kunne nemt have givet op og lade sig trygle. Men det gjorde de ikke. Nelson Mandela kom ud af fængslet og formåede endda at TILGIVE dem som havde holdt ham fanget, da han vidste, at det var for nationens bedste. Henley mistede sit ene ben, men overlevede sygdommen.

Alt dette fik mig til at tænkte på at vi (også jeg!) er nødt til at stoppe op og værdsætte hvilken gave livet er. Hvad kunne du ikke udrette hvis du ikke blev holdt tilbage af dine spiseforstyrrelse? Bevæg dig helt ind til kernen af din sjæl og tænk så: “Jeg er herre over min egen skæbne, jeg er min sjæls kaptajn.” Sig til dig selv, højt og tydeligt, at du ikke vil lade dig knække at og at du ikke vil give op.

Livet er en gave. Respekter dig selv, og vid at også du har ret til at være her.

Satisfaction versus pain

it just hurts

Jeg fortjener ikke at være til

Kunne jeg dog bare forsvinde ind til ingenting,

sulte alle mine imperfektioner væk.

Ingen lyster har jeg, eller  jeg have er vist mere rigtigt,

Hvor er lysten til livet blevet af?

Nysgerrigheden overfor hvad verden har at byde op?

Hvert sekund af hver dag er en kamp.

Destruktive tanker fylder alt; jeg kan ikke holde ud at være i mig selv

Vil flygte fra mit sind,

men hvad jeg end gør, kan jeg ikke løbe fra tankerne.

Vil sprætte mine arme op, blot for at være et andet sted end i mine tanker.

Iagtage blodet dryppe, se alle frustrationerne, som jeg ikke kan få ud på nogen anden måde, flyde med.

Skal livet være en enig kamp,

hvornår får jeg fred?

Jeg fortjener intet, er til besvær for alle.

Måske jeg skulle befri alle for den smerte, som min tilstedeværelse følger med sig..

Julen har været nogenlunde, en kamp fra min side dog. Men tror jeg formåede at skjule ret godt, at jeg mest havde lyst til at gemme mig væk under min dyne, gemme mig væk fra den verden, som jeg ikke længere kan overskue. Gemme mig væk fra angsten, som hele tiden tager over. Panikangst er noget, der forekommer oftere end nogensinde, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Har dog formået at kæmpe så meget, at jeg ærligt kan sige at jeg har fulgt min kostplan i 6 dage, ikke sultet mig selv.

satisfaction versus pain

Hvad sker der?

Her til aften gik det pludselig op for mig, at jeg ikke glæder mig til jul! Det ligner bare ikke mig. Min bror bliver ved med at snakke om jul, han glæder sig til at give og få gaver. Han glæder sig til at synge julesange og spise (i hans øjne) lækker julemad. Jeg ville gerne komme med en kommentar, og startede med at mærke efter indeni hvordan jeg virkelig havde det (det prøver jeg virkelig at gøre nu, da jeg ikke ønsker at mine svar skal være uoprigtige eller bare auto-svar mere). Jeg endte med ikke at sige noget, for jeg mærkede ingen glæde indeni. Heller ikke ved tanken om at give gaver. Jeg plejer ellers at elske, at se andre pakke de gaver op, som jeg omhyggeligt har udvalgt og pakket flot ind (længe leve perfektionismen!), men lige meget nyttede det. Jeg har mistet min barnagtige juleglæde.

Måske jeg bare har alt for meget at tænke på. Har kæmpet meget i dag, især med maden. Jeg bliver simpelthen nødt til at følge den kostplan, jeg har fået af diætisten – det går ikke at jeg bliver ved med at nedjustere mængderne. Jeg ved, at det er nødvendigt. Når ens terapeaut (som selv har været igennem en spiseforstyrrelse osv. og ved at indlæggelse overhovedet ikke virker) begynder at snakke om indlæggelse og at hun har svært ved at sove roligt om natten sådan som jeg har det pt. (både tanke- og vægtmæssigt), så giver det altså stof til eftertanke.

Jeg sagde det igår; min aftale med mig selv. Jeg vil virkelig gerne vise dem jeg holder af, at jeg kan klare det. Jeg vil gerne leve op til deres positive forventninger, og ikke mindst vil jeg vise alle dem, der har kaldt mig manipulerende og en løgner, at jeg godt kan blive rask – det får ikke lov til at have ret! Men åh, hvordan får jeg vendt mine tanker? Jeg føler mig så magtesløs..

Nej, slet det. I dag har været god. Det er snart juleaften. Dejligt.