Ærlighed

Tak for jeres søde respons til sidste indlæg, det er virkelig dejligt at få sådan nogle kommentarer fra jer🙂 Jeg har besluttet, at jeg virkelig vil prøve at være mere ærlig i kommende indlæg. Ikke at jeg rigtig har løjet, men har måske pyntet på det for at lyde bedre (måske fordi jeg inderst inde jo så fandens gerne vil have det bedre). Og som sagt, fanger jeg mig selv i at omformulere mine sætninger, som jeg skriver dem ned, hvorfor ved jeg ikke, vel egentlig fordi jeg i bund og grund ønsker at være en anden, fordi jeg lige præcis ikke kan elske og acceptere den jeg er…

Hmm… Hvordan har jeg det så egentlig, hvordan har Amelia det, for det er hende, der for lov til at tale nu..

Jeg føler, jeg hænger med benene ud over kanten til det uendelige sorte dybe hul. Jeg hænger med armene strakt og holder fast i kanten med mine fingre og negle. Jeg er træt i armene og har lyst til at give slip. Uendelig træt. Men der er noget, som afholder mig fra at give slip. Noget som siger mig, at jeg skal blive ved med at kæmpe. Et sted i mig brænder et lille lys. Det lyser svagt, men det er der. Hvisker til mig, at jeg skal holde fast, “bare lidt endnu”. Men hvor lang tid skal jeg holde ud endnu? Det føles som om, at jeg har kæmpet i en evighed. Jeg er så træt. Det er smertefuldt. Jeg siger til mig selv, jeg bare skal igennem julen, ind i det nye år, så går det straks bedre, men jeg ved nu ikke. Hvad blev der egentlig af at nyde julen. Mig, som normalt glædes over hver eneste dag op til jul; hyggen, samværet med dem man holder af, at købe gaver til andre… Men jeg kan ikke finde glæden i det længere, nej jeg  ikke glædes over at det snart er jul. Det har jeg ikke fortjent. Jeg skal straffes, forvist til pinebænken resten af mit liv. Er der mon noget til mig derude?tumblr_mfamksCwop1rnus2io1_500_large

Jeg er begyndt at høre rigtig meget musik igen. Det har jeg ellers lagt på hylden i et stykke tid. Jeg undrer mig over, om det mon er et tegn på at jeg har fået det bedre eller værre. Normalt har jeg hørt musik når jeg har haft det allerværst, men jeg har også nydt musik, når jeg har haft det rigtig godt. Det er den grå zone imellem disse to marginaler, hvor jeg intet magter, og min krop er en konstant slagmark, at jeg tager fuldstændig afstand fra musikken.

Jeg går i sandhed meget op og ned lige nu. Jeg skifter mellem den tilkæmpede positivitet og den altoverskyggende opgivenhed. Får jeg nogensinde fred eller skal livet være en evig kamp? Jeg bliver trist helt ind i mit dybeste hjerte, mister pludselig lysten til alt, tårerne triller ustoppeligt ned ad mine kinder, og nu kommer jeg pludselig også i tanke om, at min samtale med min terapeut i morgen, er årets sidste. På den ene side vil jeg fortælle alt og på den anden side har jeg ikke lyst til at sige noget. Har gået i små cirkler om knivbladet i håb om at den måske kunne bringe forløsning for den indre smerte, jeg åbenbart ikke kan finde ud af at få ud (har da også skåret to gange indenfor den sidste uge :(). Hvor kommer disse tanker fra? Var det ikke blot for et par dage siden at alt var godt? Men det passer jo ikke; jeg løj for mig selv præcis som jeg har gjort utallige gange. Gør mig selv bedre end jeg er, i håb om at min facade kan blive til virkeligheden. Jeg vil være glad, taknemmelig – ikke depressiv og selvskadende.

Et blødende hjerte, har lyst til at bede. Bede om styrke i denne umulige tid, hvor tankerne om at ende alting oftere og oftere ligger mig på sinde…

2 thoughts on “Ærlighed

  1. Jeg synes virkelig det er dejligt at høre dig indrømme, at du ikke har det lige så godt som du tidligere har angivet.
    Forstå mig ret: jeg ville så inderligt ønske at du rent faktisk også havde det så godt, men det største skridt er at indrømme overfor sig selv: ja, jeg har det ikke godt, jeg ville ønske at det var anderledes, men må acceptere at det ikke det ikke lige nu… men det bliver det!
    Jeg synes det er så flot du er så ærlig!

  2. Det er forkert at sige, at jeg bliver glad for at læse dit indlæg – for selvfølgelig bliver jeg ikke glad for, at du har det sådan! Men jeg bliver rørt over at læse dine ord, fordi jeg på en måde føler, at du endelig tør betro dig til os herude. Og det er sindssygt flot! Jeg synes, jeg kan mærke hvert et ord, du skriver.

    Jeg sender dig knus og gode tanker, og et ordsprog, der har hjulpet mig, når jeg netop har været der, hvor man ikke længere ved, hvorfor man holder fast, men alligevel af en eller anden grund gør det. Ordsproget lyder: “Før du giver slip, så husk på, hvorfor du holdt fast”.

    Knus

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s