Accept what you cannot change

Har brugt en hel dag(i går) på at stirre ud i luften og sove på skift. Pakket ind i mange lag uld og tøj for at holde varmen i mit ellers egentlig opvarmede hus. Ved nok godt, at det er et tegn på at jeg igen har tabt mig alt for meget, men synes ikke at kunne gå mere op i det end at trække på skuldrene og tænke, at det vel er fint nok.

Det er nytårsaften om to dage. Jeg har aflyst mine planer med mine veninder. Havde en back-up plan der hed at tage ind i Café Blom og holde nytår sammen med de andre fra Angstforeningen, men tror ikke at jeg kommer afsted. Vil helst bare ligge hjemme under min dyne og “bare være”. Skubber i øjeblikket folk fra mig uden at prøve synderligt på det. En eller anden mekanisme er gået i gang og har afløst kampgejsten til fordel for… ja, til fordel for at stirre ud i luften.

Ingen frygt for konsekvenser mere. Nærmere næsten en ro eller trøst ved tanken. En underlig ro ved at give slip. En ro, der føles underlig rar. En følelse af, for første gang længe, ikke at være afhængig, ikke at være hjælpeløst afhængig af andre. Og ikke føle, at jeg misbruger andres omsorg i min manglende evne til at kunne selv. For noget kan jeg selv, noget kræver ikke andres konstante fokus og velmenende omsorg og støtte, som i øjeblikket næsten kvæler mig.

En ro ved accepten af, at tingene er, som de er. I den bedste af alle verdener var jeg gået en anden vej i tide, men jeg mærker en særlig og lettelse ved at tillade accepten og erkendelsen at overtage. Accepten af at ikke alt kan ændres, at ikke alle valg fører hen til hvad jeg forventede eller et øjeblik troede på. Og det er okay. Jeg er okay. Jeg er okay med tanken om at leve i nuet med de forudsætninger jeg nu engang har, i stedet for evigt at stræbe efter at ændre nuet og kontrollere det, for egentlig bare at pine mig selv hele vejen. Hvem siger at jeg ikke kan leve på de præmisser jeg nu engang har skabt undervejs eller blevet sat i. Hvorfor alene fokusere på fremadrettede illusioner om hvordan alting måske en dag kan se ud, i stedet for at forholde mig til hvordan det faktiske ser ud og så få det bedste ud af det?

Jeg kan mærke at jeg falder til ro ved tanken om ikke hele tiden at prøve. Ikke hele tiden forsøge at leve op til andres godhjertede håb og ønsker for mig. Og jeg kan mærke trøsten ved ikke at føle, at jeg misbruger dem jeg holder af i et forsøg på at udfylde det hul kampen om forandring efterlader. Giver det mening? Jeg ved det ikke.

Jeg har ikke opgivet, jeg har bare ændret fokus til accept fremfor forandring. Alting giver underligt meget mening. Og jeg er okay, jeg har det okay.