How much longer?

byAmelia - please credit if use<3Jeg lever på kanten. Eller rettere, jeg overlever. Det ene gamle mønster tager hurtigt det andet, og jeg føler mig som passiv tilskuer til det hele og til mit eget liv, fordi jeg konstant befinder mig i dilemmaernes ingenmandsland. Hvorfor det er “lettere” end en faktisk beslutning, rigtig eller forkert, ved jeg ikke. Det er selvpineri, og langsomt dræner det mig for de ting jeg havde opnået bare lidt af. Det bliver hurtigt meget “ingen vej tilbage”-agtigt fordi det kræver mere og mere at vende om, og mere og mere skal bygges op på ny i mit liv.

Jeg er et sted pt, hvor det nu er de små ting der tæller i den modsatte retning. De små ting der bliver skåret fra, og som sammen gør helheden lidt kritisk.
Jeg får at vide, jeg er alvorligt syg, jeg hører det, skræmmes af det og fortsætter. Hvorfor? Jeg kender ikke svaret helt.

Denne weekend har været indviklet. Jeg er gået frem og tilbage mellem mit “mørkerum” og virkeligheden, op og ned i humør og energi – også kunstigt. Jeg går i min egen tågebobbel. Jeg er her, jeg ved hvor jeg er og jeg sanser, mærker, ser. Jeg reagerer på verden, opfatter den. Men jeg er ikke hel og der er tåget i mit sind. Jeg glemmer og jeg “forsvinder” ind i tanker hele tiden. Følelser og kaos af flashbacks, reflektioner og bare tænken for meget over for meget. Jeg ved at min hjerne er under pres for øjeblikket, både midt i totale omvæltninger og bare for meget ånsvagt fra egen side oveni. Det gør mig forvirret at sejle sådan rundt i glemsomhed/distræthed.
Jeg ved min hjerne er sulten, men den del der ikke er, er det eneste jeg kan overskue. Jeg må få gang i alle mine lister og huskesedler igen noget mere. Det vil sikkert også gøre godt for behov for overblik og system. Er bare bange for at det tager overhånd, jeg ved det kan ske.

Men trods alt er halvdelen af genfundne, svære minder sultet væk i øjeblikket. Jeg ved det ikke er holdbart og ej heller godt, men det er ‘rart’. Tiden er gået i stå i mit tankerum, hvor alting suser afsted.

Ritualer, sult, angst, rastløshed. Søvn tæt på nulpunktet gennem snart rigtig lang tid. Sidder endnu engang alt for tidligt om morgen – med min fjerde kop kaffe trods dagen endnu ikke er rigtig begyndt – og spekulere alt for meget.

Afmagt, men alligevel ikke. Jeg kan vælge min skæbne selv og det river i mig. “Den” overtager mere og mere af mit liv og min bevidsthed, lige så stille borer Den sine negle dybere i mig, så langsomt at jeg ikke kan skille Dens første ‘kærtegn’ fra jerngrebet i mig nu.

Jeg kan jo se alvoren i deres blikke, men skammer mig over at være svag. Svagelig. Jeg vil så gerne vise alle dem, der tror på mig, at jeg kan blive rask. Leve op til deres positive forventninger til mig. Jeg har så mange gode mennesker omkring mig, der blot ønsker at hjælpe mig; hvorfor kan jeg ikke finde ud af at tage i mod deres udstrakte hånd? Føler mig dum. Og hverken god nok til livet, til sygdommen, til alle dem der så gerne vil hjælpe mig.

Min mor snakker om, at hvis tingene fortsætter som de gør lige nu, så bliver jeg indlagt. Denne gang på medicinsk. Hvordan kan jeg stadig tvivle på alvoren? Hvordan kan jeg stadig føle mig dum fordi jeg burde kunne klare mere..?

Evige dilemmaer, systemer, regler jeg ikke kan overholde. Forventninger til mig selv. Skuffelse over mig selv. Skam over at “misbruge” andre mennesker ved ikke at bruge deres allerbedst mente hjælpende hænder. Omsorg fra folk jeg kun lige har mødt.

Til helvede med det lort der forhindrer mig i at ville det her nok. Til helvede med hvad der forhindrer mig i at kæmpe hårdere. Jeg ved ikke hvad det er. Jeg tror bare jeg sidder fast. Godt og grundigt. I øjeblikket får jeg dårlig samvittighed over min skide morgenkaffe. Ikke engang den kan jeg nyde rigtigt mere, det var mit helle før. Jeg ved hvor det fører hen, jeg har prøvet det så mange gange før; skuffelse, endnu større selvhad, endnu større skam. Endnu mere sult. Og så kører det. Jeg er fanget. Jeg sidder fast. Og snart falder dommen, den svæver over mit hoved; har jeg klaret den eller er hospital og i mit hovede værste scenarie noget med slanger? Er jeg virkelig kommet så langt væk fra mig selv? Hvad fanden er der sket med mig..

3 thoughts on “How much longer?

  1. Du havde mig allerede ved det første citat. “And in order to survive, I destroyed myself”. Det er så genkendeligt. Overlevelse. Og så fortsætter du, nævner de første kærtegn, der bliver til et jerngreb, som borer sine negle ind i en. Det virker altid som den bedste løsning at sulte sig, som den eneste løsning, den eneste måde at overleve alle de frygtelige tanker, som ikke vil forsvinde. Jeg har selv skrevet om det i utallige digte og tegnet den frelsende engel, som viser sig at være et monster. Jeg kender det. Indlæggelse er en skræmmende tanke – det kender jeg fra mig selv. Alligevel kan det indimellem være en lettelse, synes jeg. Når først man er der. Men det kommer an på, hvor man er indlagt. Og hvornår.

    Du skal ikke banke dig selv i hovedet over ikke at kunne tage imod udstrakte hænder og omsorg. Alene dét, at du har dårlig samvittighed over det, betyder, at du sidder et sted inden i og mærker omsorgen. Men at noget i dig er stærkere lige nu, så stærk, at du ikke kan tage imod. Din dårlige samvittighed – som du ikke behøver at føle – viser alligevel, at du har et hjerte. Et smukt hjerte.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s