Kanelknækbrød (LCHF)

LCHF kanelknækbrødDisse knækbrød er rigtig fine som en snack, især til senaftensmåltid. Min favorit er at spise dem sammen med en frugtsalat toppet med vanillerørt hytteost.

Ingredienser, 16 stk:

75g solsikkekerner

25g græskarkerner

25g hørfrø

25g sesamfrø

25g hvedeklid

1 spsk fiberHUSK (den gule, til bagning)

1.5 spsk kanel

en smule salt (maks. 1/4 tsk)

4 bøtter æggehvider (160g)

90 ml vand

evt. 1/2 tsk flydende SØD (eller andet sødemiddel)

Bland de tørre ingredienser sammen, og tilfør det våde.Rør og lad det stå og hvile i 10 min.

Spred blandningen ud på et stykke bagepapir (det nemmeste er at lægge endnu et stykke bagepapir over og rulle ud med en kagerulle). Rids 16 stykker ud – så er de nemmere at skære ud efter de er blevet bagt.

Bag i en forvarmet ovn ved 160 grader i 70-80 min.

Lad køle af og skær ud.
Opbevares ved stuetemperatur i en lufttæt beholder.

Vegetarisk kikærtesauté med aubergine

IMG_0958Jeg har lovet at komme med nogle opskrifter på min mad igår. Her kommer lige min frokost. Det er en meget enkelt ret at tilberede, men smager rigtig godt. Man kan med fordel spise lidt brød el. lign. til, da retten i sig selv ikke indeholder helt nok kalorier. Jeg kan anbefale at bruge det som fyld i grovpitabrød.

Ingredienser:

ca. 250g færdigkogte kikærter (el. en dåse)

1 aubergine, i små tern

1 stor rød peberfrugt, strimlet

spidskommen

dressing:

1.5-2 dl soya yoghurt

1 spsk citronsaft

3-5 fed hvidløg (jeg eeelsker meget hvidløg!)

salt og peber

Aubergine og peberfrugt steges til det er næsten færdigt (aubergine har fået farve og peberfrugten er ved at være blød). Jeg bruger en grillpande, da jeg synes det giver en bedre smag til retten.

Imens blandes en dressing af yoghurt, citronsaft, hvidløg, og  salt og peber.

Når grøntsagerne er ved at være færdige tilsættes de færdigkogte kikærter. Drys med hvidløgssalt og masser af spidskommen, og steg til kikærterne er blevet gennemvarme.

Servér med friskbagt grovbrød eller i lune pitabrød.

Min mad idag

Jeg prøver…

food, 30.01.13Morgenmad: Øllebrød m. soya yoghurt, friske jordbær og mandler

Formiddagssnack: 1 stk knækbrød m. ost, tomater + 1 frugtstang m. nødder

Frokost: Kikærtesauté m. aubergine og rød peberfrugt + “dressing” af soya yoghurt, citronsaft, salt og peber, hvidløg

Eftermiddagssnack: 1 hørfrø bolle m. gulerødder (vil i have opskrift?) + 1 klementin

Aftensmad: Avocado salat (rucola, spinat, rød/gul/grøn peberfrugt, avocado, olivenolie/karry-dressing), råkost af rødbede og gulerødder, kylling

Senaftensmåltid: 2 stk LCHF kanel-knækbrød (opskrift?), pære og appelsin toppet med hytteost iblandet vanillepulver

Hvad synes I om min måde at vise en dags mad på? Godt, bedre? Eller er det mærkeligt/irriterende?

Baby I’m a lost, I’m a lost cause

IMG_6593

^^ leger med mit nye photoshop program

Ja, det går virkelig ned ad bakke lige for tiden. Jeg ved som sagt ikke hvad der er galt, kan ikke sætte fingeren på én specifik begivenhed eller omstændighed. Jeg er bare træt og ulykkelig. Føler tomhed, meningsløshed, håbløshed.. Og jeg er bange. Tankerne kører afsted med mig.

Så mange tanker, så mange bekymringer, så mange tårer. Holder det aldrig op?

Jeg kæmper for at komme igennem dagene. Egentlig vil jeg bare gerne blive liggende i min seng og stirre tomt ud i luften, eller bare lade det hele sejle, men jeg kan ikke. Jeg tør ikke. Jeg græder næsten hver dag efterhånden og tankerne om selvskade (og selvmord) bliver mere og mere presserende. Mit indre skriger efter mere og voldsommere selvskade dag for dag. Jeg har svært ved at rumme alle tankerne, rumme alle følelserne.

Jeg skulle have været i angst café idag, men jeg kunne simpelthen ikke. Presset om at skulle være på, at skulle bære min maske i flere timer, at skulle være social og spændende at høre på, var for meget. I stedet sidder jeg her ved bordet i min mors køkken. Prøver at få tiden til at gå, men timerne snegler sig afsted.

Jeg kæmper imod mig selv, imod mine tanker. Jeg kæmper for ikke at vise hvordan jeg virkelig har det indeni. Jeg kæmper for at prøve at få det bedre, men hvorfor føler jeg så, at jeg sidder fast? Det er rigtigt, jeg virker mere smilende og sådan på overfladen, men der skal ikke meget til før læsset vælter og masken krakelerer. Og hvad er det egentlig værd, at jeg lader som om jeg har det godt mens mit indre græder? Jo jeg skåner mine nærmeste og jeg forsøger at holde de grimme tanker væk og få en pause for en stund. Men jeg føler, jeg sidder fast.

Jeg føler, jeg kan græde hvert øjeblik det skulle være. Eller eksplodere fordi jeg ikke kan rumme mig selv. Jeg tænker på selvskade. Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dem jeg egentlig bør kontakte og som vil lytte og snakke, for jeg ved ikke hvad der er galt. Hvorfor er jeg sådan her? Hvorfor er livet sådan her? Jeg luller mig selv ind i masken og kæmper for at holde den på. Jeg “lyver” vel lidt for mig selv og mine omgivelser, men jeg ønsker at skåne dem og at give mig selv en kort pause.

Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg ser billeder for mit indre hvor jeg skærer i mig selv, klipper i min hud, banker hovedet ind i et bord eller væggen og andre mere permanente udveje. Det er grimt. Jeg får koldsved pga. angst hver gang jeg sætter mig ned og lader tankerne komme, fordi billederne om selvskade er så virkelige at jeg nogen gange er i tvivl om det bare er noget jeg har tænkt, eller om jeg rent faktisk har gjort noget ved mig selv.
Det føles som uendelig lang tid før jeg skal til nogen behandler. Men hvad kan hun/ de også gøre for mig?! Baby I’m a lost cause, don’t try to help me up. Baby I’m a lost cause, tired of fighting. Tired of fighting, fighting for a lost cause

Still… here

Jeg beklager stilheden fra min side af, men sagen er at jeg har det virkelig skidt,, og jeg er af den opfattelse, at folk helst vil høre, når det går fremad. Derfor har jeg ikke haft modet til at skrive noget. Måske også fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive? Jeg har det ikke godt, men kan ikke rigtig forklare hvorfor. Det føles som om, at jeg hver dag synker længere og længere ned i et sort hul, og jeg kan hverken gøre til eller fra. Jeg er håbløs; livet synes håbløst.

my hands they shake, my head it spins

Jeg har svært ved at formulere præcis hvad der er galt, og derfor tager jeg heller ikke kontakt til nogen (selvom min mor tydeligt kan se, at tingene ikke går fremad). Hun spørger mig hele tiden, hvad der foregår, men jeg svarer ikke. Jeg ved oprigtig talt ikke hvad jeg skal sige.

Jeg er stoppet med at tage min medicin, fordi jeg føler mig svag når jeg tager den. Jeg har heller ikke fortjent at have det godt, så hvorfor tage den? Jeg tror alligevel ikke den hjalp specielt meget. Jeg får alt for lav dosis, men hver gang jeg er hos min læge, kommer masken på – masken, der får det til at se ud som om, at alt går som det skal – og så kan han jo ikke se hvor skidt jeg reelt har det. Derfor øger vi aldrig min dosis, for det går jo fint, ikke? Nej, det går ad helvedes til. Jeg magter ikke livet. Alt går ned ad bakke. Jeg ved det, men jeg gør intet ved det. Det er jo hernede, på bunden, hvor jeg hører til. Jeg fortjener ikke at have det godt.
Det er noget mærkeligt noget egentligt, det med at gøre sig fortjent til livet. Hvornår har man ydet nok, til at fortjene at leve? Når det handler om mig, så er svaret ALDRIG. Når det handler om andre? Ja, så er der slet ikke noget, der hedder, at man skal gøre sig fortjent. Folk har jo ret til at leve bare fordi de er dem, bare fordi de er til. Men ikke mig selv. Nej, det eneste jeg fortjener er at have det skidt, rigtig skidt.

Selvskaden river i mig. Det er virkelig slemt. Jeg vågner konstant om natten; angst efter mareridt. Mareridt, hvor jeg sidder i en pøl af mit eget blod. Det løber ned ad begge arme. Jeg har sorte øjne og stirrer tomt frem. Det er ikke noget, jeg har prøvet før: at selvskaden ligefrem taler til mig i mine drømme. Og det skræmmer mig. Jeg ved snart ikke, hvad jeg er i stand til at gøre mod mig selv..

Jeg kæmper for at virke “normal” udadtil. Virke overskudsagtig. Smile, pjatte… Men det er svært. Derfor isolerer jeg mig, så masken ikke behøver komme på så ofte. Jeg vil jo gerne være rask, vil jeg ikke?
“Fake it till you make it”. Derfor tror folk også, at det går meget bedre end det rent faktisk gør, tror at jeg kan tage vare på mig selv. Men sandheden er, at det kan jeg ikke lige for tiden. Jeg kan ikke spise. Den personlige hygiejne halter; jeg har ikke været rigtig i bad i fire dage, men jeg orker bare ikke at se flodhesten i spejlet, se mig selv uden tøj på, røre ved mig selv. Jeg bryder sammen flere gange dagligt. Så sent som her til aften så jeg en film, hvor nogen græd, og jeg kunne ikke lade være med at græde sammen med dem. Før jeg overhovedet nåede at registrere hvad der skete, så trillede tårerne ned ad mine kinder. Det var ikke særlig trist, men det viser vel bare hvor skrøbelig jeg er de her dage. Det med at græde til film er ikke sket siden jeg gik i 3.g. hvor jeg havde det allerværst og ikke kunne klare at se noget som helst sørgeligt. Er det mon et tegn på hvor skidt det reelt står til?

Der er så mange tanker i mit hoved, men jeg ved ikke hvordan jeg skal få dem ud, og hver gang min mor spørger mig hvad der foregår, så bliver min hjerne tom og jeg går i sort. Jeg kan ikke fortælle hende det, for i det øjeblik hun spørger, så ved jeg det ærligt talt ikke. jeg tænker på at skrive det ned og vise til min terapeut på fredag (hvorfor er der stadig så forfærdelig lang tid til fredag?!) men hvor skal jeg starte? Et helvede af angst, bekymringer, tristhed, selvmordstanker, håbløshed, frustration og gråd. Jeg har det rædselsfuldt hvis jeg skal være ærlig, hvis jeg skal fjerne masken et øjeblik. Min mor siger, at hun er her hvis jeg får brug for at snakke, også om natten hvor tingene i øjeblikket er aller-sværrest. Men jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg lukker jo bare af, kan ikke få det formuleret.

Kaos på kaos, jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Der er så meget indeni mig, at det bare hober sig op fordi jeg ikke kan finde en hensigtsmæssig måde at få det ud på. Jeg prøver at dæmpe signalerne, men det hjælper kun for en kort stund. Jeg har lyst til at krybe mig sammen midt på gulvet og bare grøde indtil der ikke er flere tårer tilbage. Jeg har lyst til at skære, se blodet rende. Mærke en fysisk smerte, mærke at jeg er til. Hvorfor skal det være sådan her? Jeg har vel fortjent det.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gribe og røre i.

Det blev vist bare én lang negativ køre. Undskyld. Undskyld, at jeg er til.

 

Recovering

IMG_0912Sidder under tæppe med en stor kop kaffe hjemme hos min bror. Min mor sidder ved siden af mig. Jeg kan se hvordan hun konstant skæver over til mig for at se, hvordan jeg har det. Jeg sender hende et mat smil; det er det eneste jeg formår. Hun kan se lige igennem mig, det ved jeg, men i dag har jeg ikke kræfterne til at lade som om, at jeg er ok. For det er jeg ikke.

I går var hård og i dag er endnu værre. Det er altid værst dagene efter, hvor jeg skal leve med mine valg, kæmpe mig over på den anden side af mit sammenbrud. Det er svært og jeg magter det næsten ikke. Men jeg skal.
Nej, jeg vil. Jeg vil jo gerne livet, vil jeg ikke? Det er svært at huske, når man – som nu – sidder og kigger på sit liv og i bund og grund ikke kan finde nogen mening med at fortsætte, ikke sådan som tingene er lige nu. Jeg søger desperat efter at finde ud af hvem jeg er, men det synes håbløst. “Det er jo dig, der bestemmer. Livet handler ikke om at finde sig selv. Det handler om at skabe sig selv,” prøver jeg at overbevise mig selv om. Men hvad sker der når det liv, man har skabt, ikke er godt nok? Hvordan fortsætter man med at leve når bare det at trække vejret er en konstant kamp?

Jeg kan slet ikke holde mig selv ud for tiden, føler ikke at jeg er noget værd, der er ingen der gider mig. Var det noget jeg gjorde? Hvad har jeg nu sagt forkert? Hvorfor kan jeg aldrig blive den folk bedst kan lide? Jeg ved jeg er ynkelig, jeg ved det. Men jeg kan ikke lade være. Jeg føler at jeg prøver mit bedste, og alligevel er det aldrig godt nok.

Åh, hør dog på dig selv Amelia! Du er til grin, svag, uduelig. Hvad forventer du at folk skal sige? Vil du høre sandheden? Du kan jo alligevel ikke tåle at høre det. 

Stop!

Jeg sidder med tårer i øjnene, skynder mig hurtigt at tørre dem væk før min mor ser det. Hvor længe har jeg siddet og grædt? Jeg kan ikke huske det. Jeg kigger på min mor. Hun lader ikke til at have lagt mærke til noget. Selvfølgelig ikke, ikke engang din mor kan lide dig. Og hvorfor skulle hun også det? Du er jo ikke andet end én stor skuffelse. Jeg kan ikke holde stemmerne på afstand i dag. De er for stærke. Jeg gør mit for at lukke dem ude, men intet hjælper. Jeg synker længere ind i mørket. Det eneste jeg ønsker er at blive holdt om og få at vide at det hele nok skal gå. Men jeg kan ikke bede om det. I stedet spiller jeg rollen som voksen og går ud i køkkenet for at vaske op.

Trapped

IMG_0814Jeg iagttager min mor mens hun gør sig klar til at tage afsted. Hun skal på weekendtur med sin kæreste, de har årsdag. Det er kun en enkel overnatning, siger jeg til mig selv og prøver at trække vejret roligt, men jeg mærker angsten komme krybende. Jeg ser på hende i stilhed. “Elsker du mig stadig?” har jeg lyst til at spørge, for jeg er i tvivl. Jeg kender allerede svaret og derfor spørger jeg ikke, jeg ved at det ikke ændrer noget.

Hun kysser mig farvel og siger, at jeg bare skal ringe eller skrive hvis jeg får brug for det. Jeg smiler og forsikrer hende om, at det nok skal gå, “jeg er et voksent menneske,” siger jeg

“Bliv hos mig,” hvisker jeg men døren er allerede lukket bag hende. Jeg synker ned på gulvet og krummer mig sammen. Tårerne triller ned ad mine kinder. Dagen kommer til at stå i selvskadens tegn, det kan jeg mærke. Jeg mærker det allerede før det sker, men kan intet gøre ved det. Skåret, jeg har gemt fra et smadret glas, ligger allerede klar. Det er som en selvopfyldende profeti; jeg ved at det kommer til at ske og derfor gør jeg det.

Jeg føler mig forladt, svigtet. Hun var nødt til at gå, siger jeg til mig selv. Men jeg ved at det ikke passer. Hun var blevet hvis jeg havde bedt hende om det, men lige præcis dér ligger problemet: jeg kan ikke bede om det; det må jeg ikke. I stedet sidder jeg her. Håbløs. Ude af stand til at gøre til eller fra.

IMG_0815IMG_0816IMG_0817