Shadow Plays

byAmelia - please credit if use<3

Det er pudsigt hvordan man ved at spænde ben for sig selv ét sted, hurtigt havner i en nedadgående spiral, der synes uden ende.

Jeg ved at der pludselig viser sig et vendepunkt, det er sådan det er, er det alle siger? Men lige nu kan jeg ikke se skoven for bare træer, og jeg er ærligt talt ved at være træt af mig selv.

Jeg er nok selv den, der har allermest lyst til at smække døre i hovedet på mig og allermindst kan holde ud at være i rum med mig selv. Men det kan jeg ikke. Jeg kan sgu ikke slippe væk. Men så er det jo flot at jeg kan få snart alle andre til at gøre det for mig.
Jeg misunder dem ikke at skulle stå ved siden af mig lige nu, det må være så frustrerende. Men jeg misunder dem for at have muligheden for at gå. Jeg misunder dem, at kunne udtrykke frustrationen, omend på lidt alternative måder nogle gange, over for den der nu engang er lortens ejermand i sidste ende.

Der er så meget lige nu, at jeg ikke kan forholde mig til noget af det. Ren overlevelse og i alle gamle ‘redskabers’ vold.

Jeg kan se det hele ske, jeg kan se hvordan det hele breder sig som ringe i vand og jeg kan se hvordan det ene dårlige valg (eller mangel på samme) bringer mig længere og længere ind i spiralen. Jeg kan se spiralen og jeg kan stå ved siden af og iagtage hvordan jeg bevæger mig nedad i den. Hvorfor kan jeg så ikke gøre noget ved det? Hvorfor kan jeg ikke vende om, når jeg godt kan se hvor jeg er på vej hen? Hvorfor kan jeg ikke gøre noget af alt det, jeg ved jeg skal – alt det jeg udmærket ved skal til for at vende om? Hvorfor kan jeg ikke hjælpe mig selv, når der står en hær af bekymrede mennesker omkring mig, der netop ønsker at hjælpe mig og hver har en vifte af forslag til hvordan? Og hvorfor kan jeg ikke holde deres omsorg ud?

Jeg ved at jeg er den der sidder med nøglen. Jeg ved at det er mig der skal føre an i min egen krig. Og jeg ved at jeg kan hjælpe alle ved at hjælpe mig selv lige nu. Men jeg kan skide ikke gøre det.
Jeg føler mig som en lus mellem to negle, og jo mere jeg spræller, jo mere klemt bliver jeg. Jo mere jeg prøver, jo mere får jeg bare slået ekstra knuder på alting.

Jeg ved godt at ingen kan hjælpe mig, hvis jeg ikke selv hjælper med. Jeg ved at det er mig, der ved hvad jeg har brug for eller hvad der hjælper mig. Men jeg kan ikke mærke det, jeg kan ikke mærke hvad jeg har brug for og jeg kan ingen motivation finde til at rejse mig af det her igen. Jeg kan ikke mærke mig selv.

Jeg har alle gode grunde til at ville. Jeg har alle gode grunde til at ville livet og ville alt det gode. Men jeg kan ingen lyst til noget af det. Det eneste jeg mærker er voksende dårlig smag i munden over mig selv for hver gang jeg bliver konfronteret med min egen utaknemmelighed over at være holdt af.

Hvis jeg stod over for en som mig, ville jeg være dobbelt så frustreret og smække dobbelt så mange døre i afmagt. Jeg ville faktisk ikke kunne holde til mig selv udefra.

Hvad er der tilbage, når der er alt tilbage undtagen evnen til at værdsætte noget af det. Hvad er der tilbage når alle døre står åbne undtagen min egen, som er den første jeg skal igennem for at komme hen til de andre?

Hvad er der tilbage i et endeløst nu, hvor afmagt hersker overalt?

Måske er det rigtigt nok at man skal ramme bunden, for at kunne vende om og bevæge sige videre og opad igen. I så fald, hvad er bunden?

Det synes for mig ligenu, som om at bedst som jeg trorm at nu er bunden ved at være nået, forsvinder endnu en sten under mig så jeg falder.

Jeg har det som om hele min verden falder sammen både omkring mig og i mig for tiden. Og der er så meget bag mig, som følger mig i nuet, men som jeg enten ikke kan gå tilbage til eller vil. Og hvad der er forude, er fuldstændigt uvist.

Det eneste jeg har at forholde mig til er mit nu. Lige nu og lige her. Og selv det er svært og næsten ubærligt, for hvert nu venter jeg på at få overstået, for at komme til det næste nu – som skal overstås. Hele tiden fulgt af min evige skyggeven, der vinder kræfter for hver gang jeg snubler eller noget omkring mig vælter.

Jeg aner ikke hvor jeg er på vej hen. Der er ikke en eneste milepæl i sigte og stien under mig er for længst sunket ned i sumpen.

Jeg går på line i mørke og det eneste jeg kan gribe ud efter, for ikke at falde af linen, er den hånd min skyggeven og følgesvend til hver en tid rækker mig. Men det har sin pris at tage imod. Det er min eneste livline efterhånden, og det eneste jeg skylder for at få reddet mit liv – er mit liv. Ikke min død, men magten over mit liv.

Du guider mig skridt for skridt, så jeg ikke falder af linen over afgrunden. Du følger mig opmærksomt og din skyggehånd er klar til at gribe mig hvis jeg træder forbi. For du skal være sikker på at jeg bliver på linen. For linen er din. Du skubbede mig ud på den, men vandt min tillid, da du lovede mig at blive hos mig hele vejen over. Lovede mig at alting ville blive anderledes, for jeg skulle ikke frygte at blive forladt, ikke frygte ensomhed – nu havde jeg jo dig. Dit løfte holder ved, du er her endnu og endnu engang har du grebet min hånd mens alt andet falder.

Jeg ved ikke længere om sejren er din eller min – eller vores, når jeg når den anden ende af linen. Jeg ved du vil stå der, med åbne arme og tage imod mig som den mest yndefulde linedanser. Og jeg ved, at den dag er der stadig én ting jeg kan regne med. Stadig én, der aldrig holdt op med at tro på mig, vente på mig og aldrig mistede tålmodigheden med mig. Du byder mig velkommen i dit tågeland. Og jeg skal være din linedanser. Jeg skal blive din skygge.

Men jeg ved du at du aldrig bliver tilfreds. Du tager og tager. For hver gang du hjælper mig op og stå på linen igen, så vender du tilbage med endnu et krav. Og endnu et. Og så endnu et. Det letteste vil være, at følge dig. Men så længe jeg gør det bliver det aldrig mit liv, mine sejre. Det bliver dine. 

Så længe du styrer vil jeg altid vakle rundt i mørket, for du kræver stadigt mere før du deler dit lys med mig. Jeg må finde mit eget lys, lægge brostenene for min egen vej i stedet for at lege linedanser; altid på vej til at styrte ned i afgrunden

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s