Everyday Battles

byAmelia - please credit if use<3
Jeg spørger mig selv; er det virkelig godt nok til mig, det her? Hvorfor byder jeg mig selv dette helvede dag efter dag, når jeg véd det gør alting endnu værre. Hvorfor er det så svært at bryde den cirkel jeg er endt i?

Det er ikke godt nok. Jeg bliver simpelthen nødt til snart at tage hånd om mig selv, nødt til at tage mig selv og min situation alvorligt. Jeg ved bare ikke hvordan.

I øjeblikket synes det mindste umuligt at tage mig sammen til. Jeg tager dagligt mig selv i at have siddet stirrende ud i luften længe, helt passiv. Ønskende at en pludselig energi viser sig og får mig igang med alt det jeg ikke kan overskue. Indtil jeg opgiver og går i seng, for bare at sove en time og vågne og sove på skift hele natten i uro.

Jeg har haft en dag, der for mange ville se ud som en rigtig fin dag. Jeg har været sammen med veninder på skift, fået malet videre på et billede og bare lavet fine nok ting. Når det så ikke ser sådan ud indefra, frustrerer det mig vildt fordi jeg har alle muligheder for at have en god dag og stadig ikke mærker det. For bag det ydre, veltilpasse facadesmil, ser det i dag rigtigt håbløst ud for mig.

Min krop er kvæstet af de “små” gåture som igen har overtaget min hverdag og hemmelige “cykelture” hvor jeg ligger i sengen og tonser derudaf med mine ben; af konstant at holde mig igang. Jeg er smadret. Jeg har ikke siddet ned i dagevis, kun ligget når det har været meningen at jeg skulle ligge i min seng og sove (selvom søvn er det sidste jeg får de her dage). Det gør ondt over det hele, mine ben summer af væskeophobninger, mit hoved dunker. Det trykker på alt indefra og det mindste pres udefra giver nærmest blå mærker. Jeg har jo kørt min krop i totalt sænk, altså. Hvad gik der galt..? Eller nej, men hvordan gik det så galt. Igen.
Jeg er træt og uoplagt, sengen og mørke rum er det eneste oprigtigt tiltalende hele tiden. Tanker som ‘jeg har ødelagt mig selv og min krop så meget nu, at jeg ikke orker kampen mere når det ikke kan “repareres” igen alligevel’ fylder alt.

Jeg bliver nødt til at gøre et forsøg på at ændre kurs. For den vej jeg er på vej ud ad, fører kun nedad. Og prisen er i sidste ende mit liv.

Noget skal der ske. Lige nu kan fredag kun komme for langsomt, hvor jeg har tid hos min terapeut, har brug for at få hendes perspektiv banket ned over mit; for mit eget er sort og opgivende. Og jeg mærker en lille bekymring for mig selv og for at afstanden mellem tanke og handling er kortere end jeg kan se. Tanker omkring selvmord fylder rigtig meget – hvor længe før det bliver til handling? Tanken mellem at skære mig selv og så at gøre det er for længst blevet opløst og jeg sidder for syvende gang i denne uge (selvom ugen kun næsten er begyndt) og iagttager blodet, som langsomt glider ned af mine arme.

Åh, jeg ønsker mig væk. Væk fra mig selv.

Jeg er her, men jeg er her ikke rigtig. Jeg lytter, men jeg hører ikke. Jeg smiler men smilet når ikke mine øjne og indeni græder jeg og skriger på skift.

Alting føles lidt som at en dårlig film, hvor det virker for langt ude til at man gider leve sig rigtigt ind i det. Urealistisk.

Eller som at vågne af et mareridt, der var så stærkt at man næsten er i tvivl om det er sket rigtigt eller bare var en drøm. Så tæt op ad virkeligheden at man ikke helt kan huske om noget er fra drømmen eller rigtigt.

Det føles lidt som en fortrængning er i fuld gang, men hvor man kan se den udefra, hvordan den tager over lidt efter lidt. Kan ikke forklare det bedre; som at se det udefra og samtidigt stå midt i det..

Tiden står stille for tiden, rigtig, uhyggeligt stille samtidigt med at tingene eskalerer  omkring mig og verden nærmest ramler sammen om ørene på mig. Og typisk mig, skal der lige rives noget mere med ned i farten, ej men altså, hvad fanden har du gang i, Amelia? Er det ikke allerede totalt uforståeligt slemt nok, synes du?! I guder, hvor jeg hader mig selv.

Det handler jo ikke om maden, hører jeg mig selv sige for gud ved hvilken gang. Nej, det handler ikke om mad. Men når alt andet synes ude af kontrol og uforudsigeligt, så vender man tilbage til det, man ved, at man kan kontrollere. Og når man først har sprunget ét måltid over, er det ingen sag også at skippe det næste. Når man først har skåret denne ene gang, så er det intet problem at skære igen – og sådan kører det derudaf.

Den ene ting tager den anden indtil man sidder fast i en nedadgående negativ spiral. Man bliver afhængig af det kick mår får, når man sulter sig; når man skærer i sig selv udløser det de samme endorfiner og lykkefølelser som når man ryger sig skæv. Til sidst er man ikke andet end en junkie på jagt efter sit næste fix. Det er på én og samme gang både skræmmende og utrolig, uhyggelig tillokkende. Man bliver fanget i rusen, men mere vil have mere.

K fortalte mig for ikke så lang tid siden en historie om en lille tigerunge, som vokser sig stor. Hun siger at man kan se spiseforstyrrelsen på samme måde, og det synes jeg giver rigtig god mening..

Forestil dig, at du vågner en morgen og finder en smuk tigerkilling, som sidder og mjaver lige uden for din hoveddør. Du lukker naturligvis den dejlige lille fyr indenfor for at holde den som kæledyr. Efter at have leget med den en tid bemærker du, at den stadig mjaver uafbrudt, og du forstår, at den må være sulten. Du fodrer den med lidt blodigt hakket kød, for det ved du, tigre holder meget af. Sådan forstætter du dag efter dag, og for hver dag, der går, bliver din tiger en lille smule større. Efter to år er tigerens foder ikke længere hakket kød, men højreb og hele oksesider. Dit lille kæledyr holder snart op med at mjave, når den er sulten. I stedet knurrer den rasende ad dig, når den mener, det er spisetid. Dit nuttede lille kæledyr er blevet til et ukontrollabelt vilddyr, der vil flænse dig i småstykker, hvis den ikke får, hvad den vil have.

Din kamp med din smerte kan sammenlignes med denne tiger. Hver gang du nærer din smerte ved at fodre den med undgåelsesadfærdens røde kød, hjælper du din smertetiger til at blive en lille smule større og en lille smule stærkere. Det kan synes klogt at fodre den på denne måde. Smertetigeren knurrer rasende for at fortælle dig, at du skal give den, hvad den vil have, ellers vil den æde dig. Men hver gang du fodrer den, gør du smerten stærkere, mere frygtindgydende, og du giver den større kontrol over dit liv.

Jeg synes det billede, som historien er med til at tegne giver rigtig god mening. Har hørt mange som siger, at stemmerne kun bliver højere, når man kæmper imod. Men det handler om, at blive ved længe nok, at holde det “knurrende” bæst ud indtil man til sidst har sultet det ihjel. Først der vil det til sidst stumme for altid..

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s