“Nurture your mind with great thoughts; to believe in the heroic makes heroes.”

byAmelia-please credit if use<3

Indlæggelse eller ej? Det er næsten alt vi taler om i terapi lige for tiden. Og jeg forstår hende jo godt. Hun kan ikke blive ved med at tage ansvaret for min behandling når jeg kan falde død om hvert øjeblik det skulle være. Problemet er bare, at jeg altid synes at få det værre, når jeg bliver indlagt.

Når man bliver indlagt, er det sjældent, at man er enige om rammerne for det, så føler mig stadig i forsvar hele tiden, tænker konstant i argumenter for de ting jeg gerne vil have igennem omkring indlæggelsen, for at komme bedst muligt igennem det.

I virkeligheden ville jeg ønske jeg kunne mærke lidt lettelse over at overlade styringen til andre lidt, synes de sidste måneder har været hårde med ansvaret alene for at holde min spisning optimal. – Hvilket jeg har fejlet grundigt i. Lettelse over at få ro og trække stikket lidt ud. Men den er der ikke helt, for selvom den del af det virker “tiltalende” lige nu, så føler jeg mig også lidt fej. Jeg synes det er lidt snyd, for man kan sgu ikke bare trække stikket ud og være lille hver gang tingene er svære. Jeg har svært ved bare at skulle “fjernes” fra alt, når det netop er ude i min egen hverdag jeg skal lære at få det til at fungere for mig selv – og der, der trods alt er ting der gør mig godt i glimt, som de også vil såkaldt pausere mig fra.

Desuden kan jeg bare mærke jeg ikke helt kan have tanken om ikke at kunne trække mig rigtigt, ikke at kunne tænde stearinlys og bare være – uden at skulle bekymre mig om hvem der pludselig står i døren eller hvordan jeg ser ud hvis der kommer nogen. “Jeg må hellere stå op hele tiden, så nogen ikke tror jeg er doven hvis de kommer ind og finder mig siddende”. Bare små ting, som vokser for mig.

Jeg ved godt, at jeg måske er for langt inde i det lige nu, til selv at kunne vende den i forhold til spisning og vægt, jeg synes bare det er en lidt ærgerlig måde det skal løses på fordi alternativerne ikke ligefrem er mange. Det er meget enten eller og det har jeg svært ved at acceptere. Og det er netop den enten eller-tankegang jeg selv forsøger – og skal lære – at arbejde på at nuancere i forhold til en masse ting.
Så selvom jeg godt forstår motivet, så føles det alligevel lidt selvmodsigende hvis jeg skal indlægges. Jeg kan blive rigtig ked af hvor mangelfuldt hele systemet er i forhold til rigtig mange mennesker,  jeg kan ikke få mig selv til at acceptere, at for at få hjælpen, skal man presses ned i alle mulige kasser. Og at “reglerne er ens for alle” giver ikke rigtigt mening i mit hovede, for vi ér jo ikke ens..?!

Og det er som om at alle egentlig er bevidste om det, at alle er enige om at der er noget der ikke er helt optimalt eller har brug for en udvikling, men ingen kan bare rigtigt gøre noget. Alle prøver at få det bedste ud af det, både på den ene og den anden side af skrivebordet, men det virker bare som om at det hele bliver bygget op på lappeløsninger..
Det kan også være det bare er min egen forkerthedsfølelse der bliver provokeret af ikke at passe helt ind i den behandlingskasse jeg sidder i. Det er en velkendt følelse – at føle mig forkert. Og det er rigtig frustrerende fordi det hurtigt får så meget magt. Og i samspil med en grundlæggende skam over mig selv hele tiden, skal der nok bare heller ikke vildt meget til at forstærke spiralen hos mig.

Jeg er nervøs for det næste stykke tid, samtidigt med at jeg ikke er det. Giver det mening? Det føles underligt. Men jeg har det meget sådan lige nu, også i forhold til en masse andre ting og alt det der er sket/sker i mit liv for tiden, at jeg tager én dag ad gangen og forsøger at lade være med at forvente noget. Bare prøve at være i det, selvom det er rigtig svært. Være i det jeg er og prøve at lade bekymringer passere. De kommer og de er der, men jeg prøver at lade være med at gribe for meget fat i dem.

Som stod jeg kun ved siden af og så på, har jeg set mig selv komme længere og længere på afveje. Jeg ved dybest set hvad jeg skal gøre, men jeg kan ikke; jeg ved ikke hvordan. Jeg ved godt jeg har mistet magten over det og over mig selv, jeg har ikke længere styringen i mit eget liv. Det har noget andet,  i kraft af min egen selvudslettelse, som mere end nogensinde er drevet af selvskaden. Drevet af den magt, Ana og alle hendes venner har over mig, skønt det egentlig ikke burde være min virkelig når nu jeg har så mange gode mennesker omkring mig.

Men det er det. Og jeg har det med mig hver dag. Hver dag bliver jeg enten mindet om noget eller kommer i tanke om nye/gamle erindringer. Hver dag i øjeblikket, griber angsten mig pludselig, som kom det ud af ingenting.

Det skræmmer mig at noget kan have så meget magt over mig, noget som man i bund og grund selv har skabt ud fra sine tanker. Det med tanker er noget jeg har rigtig svært ved at forholde mig til. Det skræmmer mig lidt at ens egen hjerne kan blive ens værste fjende. At hovedet nærmest har valgt af frastøde sig fra resten af kroppen, kampen mellem krop og hoved/tanker. Hvordan kan man have sådan et selvhad til sig selv, at man hver dag fortæller sig selv at man ikke har gjort sig fortjent til at have det godt, ikke gjort sig fortjent til livet?

“Jeg er bevidst om, at det bare er tanker, at jeg ikke har fortjent at have det godt” – “Jeg er bevidst om, at det bare er tanker, at jeg ikke har fortjent at have det godt” – “Jeg er bevidst om, at det bare er tanker, at jeg ikke har fortjent at have det godt”.

Kom nu Amelia, fokusér.

9 thoughts on ““Nurture your mind with great thoughts; to believe in the heroic makes heroes.”

  1. Hej Amelia. Forstår godt din frustration omkring indlæggelse, kender det alt for godt, de gange jeg også har haft trusler eller blevet påmindet om, at nu er det vidst op over, hvis ikke du tager dig sammen. Sommetider har jeg kunne kæmpe selv som nu, men andre gange har jeg også været nød til at lade mig indlægge, hvilket jeg ikke har været glad for, for som du også skriver, så nej de kan ikke hjælpe en derude på det psykiske, i hvertfald ikke hvad jeg synes. Må jeg spørge til om, hvor mange kg du er fra din målvægt og hvilken afd. du hører til?

    Håber du får en okay weekend.

    Mvh Helena

    • Det er præcis sådan jeg har det! Og jeg orker ikke endnu en indlæggelse med magtkampe fordi de prøver at tage anoreksien fra mig uden at sætte noget andet ind i stedet for!
      Pt. er jeg tilknyttet en psykiatrisk afdeling for angst og personlighedsforstyrrelser i Roskilde, men hvis det bliver en indlæggelse det ender ud i så bliver jeg nok indlagt på Center for Spiseforstyrrelser også i Roskilde, selvom der også har været tale om OUH.
      Jeg har frabedt mig at få min vægt af vide da det provokerer mig alt for meget, men efter min mor krævede at få vejet mig fik jeg efterfølgende at vide, at jeg har en BMI der ligger lidt under 15..

      • Åhhh søde, det er håtdt at læse at se, at du måske desværre skal indlægges, hvad siger din egen læge til det, “truer” han dig til indlæggelse eller er det mest din mor?
        Kender desværre ikke til afd. over i Roskilde, har kun været på de afd. i Riskkov, men ved at de minder meget om hinanden. Har du været indlagt før, eller ja det har du jo, men hvor mange gange?
        OUH er det for de somatiske mere som et rigtigt hospital?
        Sorry alle de spørgsmål, og du behøver ik svarer hvis ik du har lyst:-)

      • Selvfølgelig vil jeg svare❤
        Har været indlagt to gange på somatisk og to gange på psykiatrisk afdeling, herunder også et specialafsnit for folk med skizotypiske træk eller personlighedsforstyrrelser af blandet art herunder også angst.
        Hvis det forsætter med at gå ned ad med vægten bliver det nok OUH på somatisk afdeling, altså mere hospitals-agtigt kun med "opfedning" osv.😉 Ellers bliver det en frivillig indlæggelse på et psykiatrisk afsnit i Roskilde – har hørt godt om det, men man ved jo aldrig rigtig før man selv prøver det af. Apropos Risskov er det så et godt sted? Er nemlig blevet henvist dertil før, så det var måske også en mulighed..
        Det er egentlig mest min terapeaut som "truer" med indlæggelse hvis tingene går fremad, men min læge bakker op om dette især efter han har fået svar på mine seneste blodprøver. Jeg har lidt fået en deadline, der hedder at hvis jeg ikke kan få det vendt til næste fredag hvor jeg skal til terapi så hedder det altså indlæggelse, enten frivilligt ellers tvangsindlæggelse. Min mor står lidt i baggrunden og så alligevel ikke, får det er jo hende der står med mig i hverdagen og ser hvordan jeg får det værre fra dag til dag – og det kan hun jo selvfølgelig ikke holde til i længden🙂
        Tak for din omsorg🙂 og jeg håber at jeg har fået besvaret dine spørgsmål ordentligt😉

  2. Nu læste jeg først dette indlæg og derefter det forrige. Jeg vil gerne kommentere dem begge to, men jeg er bange for at komme til at gentage mig selv. Så nu skriver jeg her – og lader dig vide, at jeg har læst dem begge. Og billedet med tigeren – det giver rigtig god mening.

    Jeg kender til dine tanker omkring indlæggelse. Og frustrationen omkring ikke at kunne passe ind i de kasser, som de stiller frem. Hvorfor skal man overhovedet proppes ned i en af dem? Man kommer derind, fordi man ikke kan passe ned i samfundets kasser, ikke som man har det lige nu. Og så skal man bare puttes ned i en anden kasse. Det er frustrerende. Jeg har dog oplevet det forskelligt, alt efter hvor jeg har været indlagt. Indimellem har det været en lettelse. Og indimellem har det været nødvendigt – bare for en stund. For at finde energien til selv at kæmpe videre og for at komme lidt væk fra alle de krav og forventninger, som man ikke synes, man kan leve op til. For at få lov at være syg og blive passet på. Fordi man ikke lige da er i stand til at passe på sig selv. Jeg håber det bedste for dig, og jeg tænker på dig. Meget.

    • Du har fuldstændig ret; kunne ikke have sagt det bedre selv! Desværre har jeg selv kun negative oplevelser forbundet med indlæggelser, bliver næsten på forhånd re-traumatiseret og er begyndt at få angstanfald om natten hvor jeg vågner badet i sved også selvom jeg kun er der hvor der bare er tale om en eventuel indlæggelse. Og så er der jo også min stolthed, puh hvor vil jeg gerne selv kunne klare det hele, men det er også utrolig trættende altid at stå med ansvaret selv.
      Ved jeg har sagt det før, men sætter altid utrolig meget pris på dine kommentar, det håber jeg at du ved❤

      • Jeg kan godt følge dig – jeg har selv erfaringer fra indlæggelser, der har været forfærdelige. Heldigvis har jeg som sagt også de modsatte. Nå, jeg vil lige læse dine nye indlæg, før jeg skriver mere her🙂
        Tak, det bliver jeg aldrig træt af at høre. Jeg sætter selv rigtig meget pris på Dine kommentarer også❤

  3. Du ved, jeg læser med. Og du kan ikke fokusere. Det er virkelig svært, selvom det føles let, som om anoreksien godt kan skærpe ens tanker. Men som Helena vist allerede har spurgt om – hvilken afdeling hører du til? For hvis det er i Odense, kommer jeg ihvertfald og besøger dig! (:
    // Maria.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s