My head is a terrible place to live..

byAmelia - please credit if use<3Jeg har ikke sovet. Jeg ved ikke om jeg er mest træt eller mest rastløs. Mine tanker kværner rundt i hovedet på mig og jeg ved snart ikke hvad der fylder mest. Tankestrømmen har sit eget liv lige nu, mens jeg har trukket mig lidt tilbage i ingenmandsland. For jeg kan ikke rigtigt gøre fra eller til, så nu prøver jeg det der med at “acceptere at det er som det er lige nu”. Accept af tingenes tilstand er ikke altid min stærke side, og det med at give slip og “flyde med” føles vildt ukontrolleret og kaotisk for mig.

Det kører ikke skidegodt for mig i øjeblikket, hver dag føles uendelig og uoverskuelig. Og så er mit hovede som en si, jeg kan ikke huske og ikke holde styr på ting. Det er både godt og skidt, for det er ikke alt jeg orker at huske på hele tiden, men det er ubehageligt bare ikke helt at kunne holde styr på noget rigtigt.

Jeg er træt af mig selv og af min tilværelse, men samtidigt magter jeg så lidt i forhold til at ændre på den selv. Både psykisk og fysisk træt er jeg egentlig. Og en velkendt tomhed og knugende fornemmelse i maven har meldt sin ankomst. Uden egentlig at have noget specifikt at pege på som grund, kan jeg bare ikke overskue noget og mit humør er ikke ret godt på noget tidspunkt.
Jeg tager min medicin som jeg skal, men det føles lidt som om det er symptomer på depression og angst der er ved at tage til, når jeg tænker over det, har det nok været på vej i et godt stykke tid efterhånden.

Sandheden er vel egentlig at jeg faktisk ikke kan gøre til eller fra. Jeg befinder mig i hvad der synes som en uendelig venteposition (skabt af mig selv, må jeg nok indrømme – der er jo intet der holder mig tilbage fra “bare” at “springe ud i det”). Mellemtid må være temaet for mit liv. Jeg bilder mig selv og andre ind at jeg er vant til det, så det går nok. Men må også fastslå at jeg lige nu står i en kæmpe uvished om alting, som jeg har gjort så mange gange før, og jeg har ikke vænnet mig til det – og det er stadig lige svært at holde ud.

Jeg tror ikke det er realistisk at ‘helbrede mig’, jeg tror ikke det er realistisk at jeg giver slip på sygdommen. Den er med i alt, i den ene eller, den anden eller den syvende form. Og jeg er træt af at løbe, når jeg godt ved at den altid vil indhente mig.

Jeg tænker lidt, at tiden måske er inde til at ændre vinkel. Ændre udgangspunkt. Jeg tænker at det handler mere om at acceptere- og leve méd sygdommen, i stedet for et evigt dobbelt kapløb hvor nogle lige når at få sat forhåbningerne om målstregen op, for så at se den blive krydset af en anden.

Måske ville jeg have mere ro, hvis jeg/vi/de accepterede at det er som det er, så lad os prøve at få det bedste ud ad dét i stedet for at tro det kan ændres og fjernes. Jeg kan ikke leve op til det.

Men så kommer kampgejsten op i mig. Fandme om jeg vil leve resten af mit liv i accept af at tingene nu engang er som de er. Jeg vil ikke bare eksistere, være til, nej jeg vil ud og have et liv. Jeg vil mærke glæderne (og sorgerne) der hører med til det at leve, og jeg vil have lov til at nyde, når jeg har det godt i stedet for at det skal ende i selvskade de efterfølgende dage, fordi jeg ikke har fortjent noget godt. Det må da være muligt at få det bedre(?) Det håber jeg..

4 thoughts on “My head is a terrible place to live..

  1. Jeg har ikke meget tid lige nu (jeg skal spise min aftensmad, inden det bliver for sent:)) , men jeg vil lige nå at skrive et kort svar til dig her. Det er en frygtelig følelse at gå rundt i ingenmandsland. Og jeg kan godt forstå din trang til bare at flyde med, at acceptere. Men det ER muligt at få det bedre. Jeg ved, at du måske ikke kan tro mine ord lige nu, men jeg siger dem alligevel. Jeg ved det, fordi jeg selv har prøvet det. Jeg ved, at mine indlæg til tider virker rigtig triste – og ja, det ER også trist, og det ER også hårdt! Men jeg kommer altid ud på den anden side nu. Det er ikke sådan, at jeg har en hel lang frygtelig dag længere. Jeg har frygtelige øjeblikke. Frygtelige, ulidelige timer – men jeg har ikke længere den altoverskyggende følelse af håbløshed og manglende lyst til livet. Jeg havde aldrig troet det muligt, at den skulle forsvinde, og nej, den er heller ikke væk. Men den er til at holde ud. Den er ikke altoverskyggende. Jeg prøver bare på at sige, at det ER muligt. Jeg ved det. Søde pige.❤

    • Du er så fantastisk! Det lyder måske underligt, men du formår altid at sige det helt rigtige til mig, så jeg føler mig forstået eller føler at der er håb. Jeg sætter utrolig meget pris på at du tager dig tiden til at skrive til mig🙂

  2. Du er altså bare så godt på vej! Som jeg sagde i den anden kommentar = jeg er faktisk rigtig stolt af dig. For dét der, det har jeg svært ved selv. At ville blive rask..
    Så mega klap på skulderen (:
    // Maria.

    • Tak søde du, det er altid dejligt at høre fra en anden❤ VI fortjener at have det godt, så hold fast i at spiseforstyrrelsen vil dig intet godt. Den ønsker kun at se dig død. Der er så mange bedre ting for dig ude i verden.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s