Det kan være nok nu. Du skal ikke længere styre mit liv. Jeg anerkender det du har betydet for mig, jeg indrømmer at du gang på gang har været min redning – holdt mig fra at ryge ned i afgrunden. Men nu er det slut. Jeg har ikke længere gavn af dig. Dine krav er blevet for store og jeg føler gang på gang, at jeg ikke blot skuffer alle omkring ved at følge din befalinger, men jeg skuffer også dig. For intet er godt nok til dig; mere vil have mere. Jeg slipper dig fri. Jeg lukker dig ud og beder dig om aldrig at komme tilbage igen. Landsforvist, eller kropsforvist skulle man måske sige, for jeg giver dig ikke længere lov til at besætte min krop. Ej heller får du lov til at besætte mine tanker, at gøre dem så dystre at jeg ikke længere har lyst til at leve. Jeg vender ryggen til dig, lad vær med at kald på mig for jeg vil ikke længere svare dig.
Jeg har været alene hjemme hele dagen i dag. OG(!) JEG HAR SPIST. Det føles ad helvedes til, men sådan må det være i en periode. Jeg har indset at jeg bliver nødt til at prøve noget nyt, have en ny tilgang til tingene. Det jeg har gjort indtil videre har jo ikke virket, “har det nogensinde gjort dig sådan oprigtig glad?” spurgte K i fredags. Og nej, det har det ikke.
Jeg skal klare det denne gang, ikke flere indlæggelser. Jeg vil vise at jeg er stærk nok til selv at kæmpe mig igennem. En dag ad gangen, et måltid ad gangen. Og jeg øver mig i at tænke tankerækkerne færdige inden jeg handler på noget når det omhandler lysten til at handle spiseforstyrret eller selvskadende.
Jeg sidder nærmest hvert måltid igennem og “messer” inden i mig selv, mens jeg mekanisk sidder med gaflen til tallerken til mund, til tallerken til mund. Det er vist den eneste måde at gøre det på, ihvertfald i en periode;
“Jeg er nødt til at spise, jeg er nødt til at tage på så jeg hurtigst muligt kan komme igang med at have et liv igen. Jeg spiser for at nå nogle mål, jeg spiser for at få mine “goder” en efter en. Jeg snakker så meget om alt det jeg vil opnå og opleve her i livet; nu jeg skal vise, at jeg kan. Jeg skal vise mig selv at jeg kan, at det er det her der fortjener skulderklap fra mig selv, ikke det andet. Du skal opad og fremad, Amelia, ikke ned igen. Du har været der og det er ikke sjovt. Ja, du faldt i og ja, du trak den for langt igen. Det må du tage med så.
Jeg spiser for mit liv. Jeg spiser for at ændre min situation til noget, der er mere holdbart. Ikke flere indlæggelser og turer ind og ud af psyk. Aldrig mere (forhåbentlig). Jeg spiser for ikke at ende som svingdørspatient der gang på gang ikke formår at klare sin egen tilstedeværelse. Der har været ydmygelser og magtkampe nok og jeg gider det ikke igen. Jeg VIL kunne selv nu; nu skal det gå fremad igen.
notre petit secret 
Husk at klappe dig selv på skulderen over at du fik spist.. selvom du var alene hjemme og ingen kunne tjekke op på det.
Det er sgu ros værd!
Tak ❤ Og tak fordi du minder mig om det; det er nemlig ikke ret let at rose mig selv, når "stemmerne" siger at jeg bare er svag fordi jeg spiser.. 🙂
Jeg har ikke skrevet til dig før, men jeg har fulgt lidt med på bloggen her i et stykke tid. Det lyder til, at du går gennem et helvede – ikke bare lige nu, men at du har gjort det længe. Det gør mig så ondt, for ingen fortjener at have det så skidt, som du har det!
De skridt – de beslutninger – du har taget i dag er alle sammen noget, der vil bringe dig ud af det her helvede. Jeg ved, hvor svært det kan være at vende sine tanker og sit handlingsmønster, så det er virkelig(!!!!!) stærkt, at du kæmper sådan. Det fortjener du ros for!
Jeg er sikker på, at med den her indstilling skal du nok komme igennem det og få det bedre. Det er svært, men det bliver nemmere med tiden – det hører man jo fra dem, der allerede er kommet dertil 🙂 og det er kampen værd. Jeg tror på dig! Jeg tror på, at du har viljestyrke nok til at kæmpe dig igennem det.
Undskyld, det blev lidt langt. Blev bare så glad, da jeg læste om de kampe du har vundet i dag 😉
Hvor er det dejligt at du kommenterer; det betyder altid meget for mig at vide, at der er nogen der læser med og tager sig tiden til at skrive – så føler man sig mere betydningsfuld 🙂 Og tusind tak for din ros, det er dejligt at høre fra andre, når man ikke rigtig kan rose sig selv ❤
Hvor er det flot. Det er sådan det skal være – Ved hvor svært det er at spise, når man er selv.
Selv om det er svært, er det vejen frem til et godt liv 🙂
Tusind tak – det er rigtig dejligt at høre. Det er fedt med ros fra andre, når man ikke er så god til at rose sig selv 😉
Hvis man kunne sige det (og det kan man vel), vil jeg sige, at jeg er MEGET stolt af dig! Det ved jeg ikke, om jeg ville kunne selv. Bare spise. KÆMPE thumbs up og “like” og alt muligt andet. Det er rigtig flot gjort! 😀
// Maria.
Hvor er du sød (og du må gerne være stolt ;D) – det betyder utrolig meget at høre ❤
Du er SEJ! Det er virkelig godt klaret, søde pige! Det er ikke svagt at spise, det er stærkt ❤
Hvorfor ved du altid lige præcis hvad jeg har brug for at høre 😉 Tak! Du har ret, det er nemlig skide stærkt og det bliver jeg nødt til at holde fast i efter endnu en dag hvor jeg har spist hvad jeg skulle selvom mulighederne har været mange for at lade være..
Du må undskylde, hvis det er for grænseoverskridende, at jeg siger det, for i virkeligheden kan det være, at det kun er mig, der tænker sådan – jeg føler bare, at vi minder om hinanden på rigtig mange punkter. Jeg er glad for at følge dig, søde pige.
Og igen – det er sejt, du har har spist, som du skulle endnu en dag! Det bliver ikke mindre sejt, bare fordi du har gjort det i flere dage nu. Jeg anerkender stadig din indsats! ❤
Tak for anerkendelse 🙂
Og det er slet ikke grænseoverskridende! Overhovedet ikke. Jeg har det selv på samme måde, så det er egentlig lidt dejligt at høre dig sige det 🙂
Hvor er det stærkt! Du ser virkelig ud til at kæmpe for det her, og har den rette attitude til at overkomme anoreksiens krafter. Du fortjener fandme at opleve lykken igen, efter alt det du har været igennem.
Jeg kender dig ikke, det er første gang jeg kommenterer på din blog. Men jeg har læst med længe, og du er så dygtig til at formulere dig. Det er nærmest terapi for mig at læse din blog, fordi du sætter ord på de tanker og følelser, jeg selv brænder inde med, men ikke kan få ud.
Jeg er så stolt af dig. Du gør det så godt!
Vil bare ønske dig held og lykke med det hele. Det er en hård kamp, men det er muligt. Jeg håber virkelig det bedste for dig.
Virkelig, din kommentar har gjort min dag. Jeg er utrolig glad for at høre, at min blog kan være dig behjælpelig – det betyder rigtig meget for mig ❤
Tak fordi du kommenterer, det gør mig altid glad 🙂
Jeg håber inderligt også at du kan kæmpe dig ud på den anden side – VI fortjener nemlig det bedste ❤