The voices tell me I’m not good enough

byAmelia - please credit if use<3

Jeg læner mig frem for at tage min telefon. Jeg åbner den og begynder på en ny meddelse… Hvad skal jeg skrive? “Mor, jeg har det skidt. Jeg er rastløs og føler mig ensom, utrolig ensom. Jeg har ikke lyst til at spise selvom det er tid til aftensmad. Jeg ved hvor mit glaskår ligger og det lokker. Jeg ved du har travlt med dit andet liv. Du er sammen med din kæreste, du har endelig mulighed for at få “fri” fra dit forfærdelige liv med mig. Jeg ved jeg er en belastning. Men jeg har brug for dig, jeg har brug for at høre din stemme”. Jeg stirrer på den tomme besked på displayet. Selvfølgelig kan jeg ikke skrive det. Jeg  ikke skrive det for jeg må ikke være til besvær og jeg må ikke bede om hjælp. I stedet skriver jeg “Hej mor. Håber at dig og L hygger. Knus” Jeg venter ængstelig på at hun skal svare, jeg er desperat for at komme ud af ensomheden. De fem minutter det tager hende for at svare føles uendelige og jeg er overbevidst om at hun har for travlt med sin kæreste og at hun er lykkelig for at være fri for mig.

“Det er ok. Hvordan har min skønne datter det?” Jeg kæmper for at holde tårene tilbage.

“Jeg hygger med film og te. Skal til at spise aftensmad”. Inderst inde råber jeg for at hun skal gennemskue min løgn.

“Skal jeg ringe?” Du må ikke bede om hjælp, hvisker stemmerne.

“Nej, det er fint.” Jeg lægger mobilen fra mig og går i gang med at rydde op. Jeg bliver nødt til at holde mig igang for at flygte fra tankerne.

Kort efter jeg har sendt beskeden ringer min mobil. Jeg skynder mig at se hvem det er. “Mor” står der. Jeg ånder lettet op og skynder mig at tage den. Når jeg ikke selv har bedt om det, så er det ok at tage imod hjælpen.

“Jeg ville bare lige høre om du var ok” siger hun. Jeg svarer lidt irriteret at det har jeg jo allerede skrevet. Jeg bliver vred på mig selv, men jeg kan ikke reagere anderledes. Jeg må stadig ikke række ud og bede om hjælp. Det er mig selv jeg bliver sur på ikke hende; fordi jeg er svag. Det var jo dig der bad om hjælp. Jeg væmmes ved dig. “Det ved jeg, men tænkte at det måske kunne være hyggeligt at snakke lidt. L står ude i køkkenet og laver mad.” Jeg slapper lige så stille mere af. Min mor er den eneste der virkelig kender mig, hun ved (næsten) altid hvad hun skal sige for at jeg ikke føler mig til besvær. Det går op for mig, at jeg ikke har sagt noget endnu. “Er du der?”

Jeg skynder mig at svare. “Men du er ikke ok, vel?” fortsætter hun med at sige. Jeg bider mig i læben. “Nej”, hvisker jeg. Så fik jeg taget det første skridt. Nu kan jeg godt åbne op. Vi snakker sammen i en halv time. Så spørger hun om jeg har spist. Det har jeg ikke, svarer jeg. Vi snakker sammen mens jeg går ud i køkkenet og hun sætter mig igang med at skære grøntsager. “Skal jeg ringe når du har spist.” Jeg skynder mig at svare nej, jeg vil ikke tage mere af hendes alene-tid med sin kæreste. “Skriv når du er færdig, så kan vi lige snakke lidt”. Jeg smiler lidt. Jeg har det allerede meget bedre og er glad for at hun vil støtte mig efter maden, for det er hårdt for mig at være i at have spist i øjeblikket. Især når jeg alene. Plejer aldrig at spise når jeg er mig selv, jeg er svag når jeg selv vælger at spise. Så er det nemmere når min mor er omkring mig og minder mig om at jeg skal spise. Men jeg bliver jo nødt til selv at tage ansvar. Min mor kan kun støtte mig, det er mig selv der bliver nødt til at tage beslutningen om at spise, om at kæmpe. Og med hendes og K’s hjælp så tror jeg også at jeg kan..

6 thoughts on “The voices tell me I’m not good enough

  1. I AM SO SORRY THINGS ARE HARD FOR YOU RIGHT NOW. I recently posted something that said, “When life knocks you down, roll over and look at the stars.” I pray their light will guide you and that you understand that you are not alone.

  2. Det er en meget støttende mor, du har.
    Jeg har det på nøjagtigt samme måde – jeg kan kun spise på opfordring. Alt andet er nærmest bare udelukket. Jeg synes, du er meget stærk, og jeg synes sagtens, du kan ringe til din mor – selvom jeg udemærket ved, at jeg ikke selv kan.
    Forresten, får vi nogen sinde “rigtige” billeder at se? Altså af dig, din lejlighed eller måske din mad igen? De andre billeder er også rigtig flotte, men jeg vil gerne se lidt tættere på (: Undskyld, hvis det var en kende for nærgående. Jeg er selv utrolig bange for at udstille mig selv..

    Jeg holder med dig. Hvis man kan sige det sådan. Ikke med vores anoreksier (-min anoreksi døbte jeg Preben i et forsøg på at latterliggøre den – hvis din er en pige, ku’ de så ikke bli’ kærester? Bare de ikke yngler… xD).

    Kram, Maria. (:

    • Haha, ja min kan vist hedde Gertrud? Skal vi arrangere et bryllup? ;D
      Men tak fordi du gør mig obs. på det, jeg skal helt klart blive bedre til igen at få nogle “rigtige” billeder med på bloggen. Det er utrolig grænseoverskridende at vise mig selv, men det er noget jeg virkelig vil tage til eftertanke, for det er vel på en måde nemmere at relatere til det jeg skriver, hvis man kan sætte ansigt på mig..🙂❤

  3. Jeg kan genkende mig selv i hvert eneste ord i dette indlæg – men det ved du nok godt efterhånden..🙂 Din mor lyder fantastisk. Man har brug for nogen, der ser igennem frygten for at være til besvær. Nogen, der ikke lader en alene. Jeg får helt tårer i øjnene nu, når jeg tænker over, hvordan du har siddet med din telefon og skrevet, at du er ok. Jeg kan mærke, hvor ondt det gør at trykke send. Jeg kender det fra mig selv. Jeg er så inderligt lettet over, at din mor så igennem.

    Du skriver fantastisk.

    Knus❤

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s