Going a thousand miles per hour

byAmelia - please credit if use<3

En del af min livslange angst for at tale, har måske nok været at miste kontrollen. Følelsen af at have sagt for meget, er noget af det værste jeg ved. Jeg er bange for hvad folk vil tænke, hvis jeg fortæller hvad der foregår i mit inderste sind. Jeg er bange for at folk vil synes, at jeg bare siger “ting” for at tiltrække mig opmærksomhed. Ja, egentlig er jeg vel bare bange for at tale.

De her dage har jeg dog trodset angsten for dette i en sådan grad at jeg er virkelig skræmt over mig selv og endnu ikke helt har forstået at det er min stemme, mine ord og mig der har sagt alt det. Halvdelen er næsten kommet ud af sig selv, uden min hjerne egentlig har fulgt med. Jeg har sagt ting jeg knapt nok kunne/kan huske, før jeg har hørt mig selv sige det højt. Ubehageligt, fremmed og enormt overvældende. De sidste par dage er nærmest uvirkelige for mig; samtidigt med at det har sat rigtig mange tanker igang – og hukommelse. F**k, det er hårdt. Tænker at jeg trods alt har været “heldig”. Det kunne have været værre – og det ér værre for nogle. Det gør mig trist at vide hvad der er blevet bebyrdet andre, så at sige.

Jeg er skræmt over mig selv for tiden. Det er som om jeg ingen kontrol har (eller sådan føles det, hold nu op Amelia dine tanker kører afsted med dig!), pludselig har jeg sagt – synes jeg selv – alt for meget i forhold til enten tid og sted eller situation; eller bare egen følesans med hvor langt jeg selv er med. Ubehageligt. Først i går til min diætist og nu idag hos min terapeaut. Jeg burde jo åbne op for dem, så det kan vel ses som fremskridt. Men nu gør det, at jeg er nervøs hver gang jeg åbner munden eller er sammen med andre mennesker. Det er lige pludselig alt, jeg føler jeg kan komme til at tale over mig med, også alt det jeg normalt kunne dø for ikke at sige. Jeg kan ikke rigtig lide det. Og jeg kan faktisk ikke rigtigt lidt det “behov” for at tale, det har jeg aldrig følt på dén måde. Ikke hvor det rent faktisk er blevet til handling anyways..

Jeg er dum og svag, ukontrolleret. Inderst inder hader jeg mig selv for alt det jeg ikke kan finde ud af eller gør ordentligt, jeg ikke kan være i det. Hvorfor sagde jeg det? Du er opmærksomhedskrævende. Kunne jeg ikke bare have holdt det for mig selv. Det er pinligt; det jeg tænker, det jeg går og kæmper med. Jeg kan ikke være i mig selv, har lyst til at skrige og smadre alle ting omkring mig – nej, jeg har lyst til at smadre mig selv. Jeg kan ikke finde ud af at reagere udadtil, jeg vender det indad, straffer mig selv, skærer i mig selv. Du fortjener det. Jeg må jo ikke tilkalde mig opmærksomhed. Af helt forfængelige, egoistiske, pligtopfyldende og kvalmende grunde, gør jeg det dog ikke: smadrer mig selv. Kun på måder folk ikke ser; skærer, slår, flår hud af, isolerer mig så jeg følelsesmæssigt ødelægger mig selv. Og det gør selvhadet endnu større, frustrationen over mig selv vokser uanset hvad jeg tænker. Alt ryger lige ind på kontoen lige nu, godt som skidt, boost til selvhad. Spiralen uden ende, diskussioner der er tabt på forhånd.

Tror jeg har tankemylder, det hele går vildt hurtigt og jeg kan ikke følge med mine egne tanker. Kan ikke skrive en sætning uden at få stress over de næste mange der allerede er tænkt og skrevet i hovedet, men når at forsvinde lidt inden jeg når dertil på tastaturet.

Stress.. Meget godt ord for lige nu og for tiden, tror jeg. Alt stresser mig, fordi jeg konstant og hele tiden skal huske mig selv på at jeg skal gøre de ting jeg skal gøre på de rigtige måder. Hele tiden sikre mig at det jeg gør lige nu bliver gjort rigtigt, så det “går op” og er rigtigt, tjekke hvad jeg gjorde før og hvordan jeg skal gøre det næste. Det er alt lige til hvordan jeg sidder, hvordan jeg går, hvordan jeg hælder en skide kop kaffe op. Stod tingene på de rigtige pladser da jeg gik? Slukkede jeg alle stikkontakter? Hvilken rækkefølge tog jeg de ting frem jeg skal bruge i.

*Bang – ny tanke*

Vågner grædende. Mareridt igen. Mareridt så tæt på virkeligheden, at jeg næsten ikke kan rumme det vågen heller. Virkeligheden, der var engang. Jeg ved godt det er fortid, jeg ved det ikke er nu og jeg ved jeg er helt i sikkerhed herhjemme hos mig selv. Alligevel er jeg bange, det sidder i kroppen efter drømmen. Jeg ryster. Har koldsved. Og alle de velkendte følelser og tanker drøner rundt.

Jeg er forkert. Jeg er en fejl og ikke andet værd end det der er sket. Jeg har ikke lov til det have det anderledes på nogen måde. Jeg vil så gerne kunne føle anderledes, føle mig noget værd i stedet for forkert. Jeg ville ønske jeg kunne give slip på konstante selvbebrejdelser og sortsind, men i øjeblikket styrer det meget mine tanker. Og det er ren næring til gamle mønstre og selvdestruktivitet. Derfor kan jeg heller ikke sige det til nogen. Ikke engang til min terapeaut. Det er for farligt. Hvad hvis hun vil tage det fra mig; sige til mig, at det ikke er min skyld. Så ramler hele min verden. Så ved jeg ikke hvordan jeg skal fortsætte med at leve. Så er alt hvad jeg tror på og tænker jo forkert?

Det evigt tilbagevendende spørgsmål, der aldrig kan besvares, kværner i takt med skyldfølelserne; hvis ikke det er mig der er noget galt med, hvis ikke det er min egen skyld – hvorfor så? Og hvorfor så mig. Der findes ikke et svar og måske derfor klamrer jeg mig til selvbebrejdelsen, for så er der lidt et svar alligevel.

3 thoughts on “Going a thousand miles per hour

  1. Jeg kan mærke dine ord helt ind i hjertet. Alt det du siger og ikke siger alligevel. Jeg tror, jeg genkender følelsen. Ordene rammer i hvert fald noget inden i mig. Og du siger ikke for meget. Du er sej. Og tapper. Jeg ved, det er skræmmende. Jeg føler mig også opmærksomhedskrævende, og når jeg har lukket op, har jeg lukket i med det samme igen. Det tager tid at blive tryg ved, at ordene kommer ud, og det er okay. Der er ikke noget, der er din skyld. Det er der ikke noget, der kan blive. Du gør det bedste, du kan med de forudsætninger, du har eller har haft i en given situation. Det er skræmmende at tænke på, at selvhadet og selvbebrejdelserne kan tages fra en. Men det kan det ikke. Der er ingen, der kan tage det fra dig. Måske er det okay, at nogen fortæller dig, at det ikke er din skyld – for det er Deres tanker, ikke dine. Du behøver ikke at tage dem til dig, før du er klar. Men lad folk fortælle dig det alligevel. Det ønsker jeg for dig.

    Har du læst “Djævelen og Frøken Prym” af Paulo Coelho? Han skriver nogle fantastiske livsbekræftende bøger. Der er noget ved dette indlæg, der får mig til at tænke på den. Må jeg dele nogle citater derfra med dig? Hvis ikke du har overskud til at læse dem, behøver du ikke.

    “Jeg rejste omkring i alle fire verdenshjørner og græd i ensomhed, mens jeg spurgte mig selv, hvordan et menneske kunne være i stand til så megen ondskab. Jeg mistede det dyrebareste et menneske ejer: troen på sine medmennesker”.

    “Hvis der er medfølelse til, vil jeg indse, at skæbnen har været grusom mod mig, men den kan til tider være mild mod andre. Det vil ikke ændre mine følelser det mindste; jeg vil ikke få min familie tilbage, men det vil i det mindste jage den djævel bort, som forfølger mig og tager alt håb fra mig”. (måske er det dét, vi har brug for at indse – ved at se, at der er medfølelse – også for dig og din situation, og mig og min. Undskyld, hvis jeg tolker for meget. Jeg bliver vist lidt grebet nu. Elsker bøger. Især bøger med mening.)

    “…og det, der har ødelagt min sjæl, er denne følelse af afmagt. Jeg er hverken i stand til at være så god, som jeg gerne ville være, eller så ond, som jeg synes, jeg burde.

    Jeg ved ikke, om det giver mening for dig. Undskyld, hvis jeg skriver for meget.

    • Du skal slet ikke undskylde. Jeg holder af at læse dine kommentar, du har altid så meget klogt at sige. Og det betyder meget for mig, at du overhovedet gider bruge så meget tid på at kommentere❤
      Jeg har læst nogle andre bøger at Coelho, bl.a. Alkymisten men aldrig denne bog. Jeg tror at jeg skal have lånt den på biblioteket😉 De citater du skriver går rent ind. Selvom det lidt er nogle andre situationer, så giver ordene fuldstændig mening i forhold til min situation også. Især det med djævlen som forfølger en og tager håbet fra os. Og det med at følelsen af afmagt ødelægger ens sjæl. Åh, hvor jeg kan nikke genkendende til det hele.
      Tusinde tak fordi du delte dette med mig – aldrig sig undskyld!😉❤

      • Dét vil jeg i hvert fald. Jeg holder af at læse med – og også af at kommentere dine indlæg. Alkymisten er også en fantastisk bog, synes jeg.

        Selv tak, søde pige🙂❤

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s