Never good enough

Er det godt nok nu?! Skriger jeg. Indeni. Stilhed. Er det godt nok nu? Hvisker jeg. Hulkende. Jeg er alene hjemme, så jeg ved, at der intet svar kommer. Jeg kigger mig omkring. Hvordan kom jeg til at sidde ned? Pludselig er jeg kollapset. Midt på gulvet. Tårene triller ned ad mine kinder.

Det er jo aldrig godt nok. Jeg er ikke sjov nok, klog nok, god nok, stærk nok. Jeg bliver aldrig den folk bedst kan lide – jo da folk kan lide mig, men jeg er aldrig deres “yndlings”. Jeg bliver aldrig den, der tryllebinder folk med mine ord – jo da jeg kan formulere mig, men alle omkring mig er bedre til at skrive. Jeg bliver aldrig “syg” nok – eller rask nok. Alle omkring mig har det enten værre eller bedre end mig. Selv står jeg i midten, føler mig ikke i stand til at kalde mig hverken syg eller rask. Jeg kan ikke se noget, mine øjne er fyldt med tårer nu.

Jeg hader mig selv. Jeg vil ikke mere. Jeg er en fiasko; a failure at life. Jeg ved hvad jeg må gøre. Gennem tåre-vandfaldet finder jeg frem til kassen gemt bag bunker af tøj. Jeg famler febrilsk efter min redning. Min flugt fra tankerne. Jeg ved hvad der skal til for at få ro. Men heller ikke det er godt nok idag. Tankerne vil ikke lade mig være. Jeg er heller ikke god nok til selvskaden. Du er jo til grin, folk kommer i gips for deres selvskade, og her sidder du i stand til at vikle et viskestykke omkring og fortsætte som om intet er sket. Jeg væmmes ved dig. Du er ikke stærk nok til virkelig at gøre noget ved dig selv. “Undskyld,” hvisker jeg. Jeg ved at jeg ikke er god nok, stærk nok. Heller ikke dét kan jeg finde ud af at gøre ordentlig. I dag har været et stort hav af selvhad. Hver eneste kommentar, hver eneste ting udefra er røget lige ind på kontoen for selvbebrejdelse og selvhad.

Jeg hader mig selv. Tænker om jeg ikke bare skulle ende det hele nu? Befri alle for min besværende tilstedeværelse. Synes det hele er lidt for meget i de her dage. Afsked og afslutning på så mange niveauer, at det hele nu bare sidder som en klump i min mave og hals; hele tiden på vej til at briste i tårer. Og ensomheden i det vokser, der er ikke længere nogen steder hvor de tårer har plads til at flyde og jeg kan forsøge at sætte ord på den knude der konstant sidder i mig.

Jeg har det stort set konstant som om jeg nærmest skal kaste op, ikke fordi jeg har kvalme eller er fysisk utilpas, men fordi jeg ikke kan have det i mig mere. Jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af noget, og jeg kan ikke holde ud at være i mig selv.
Det blokerer fuldstændigt i mig, og bare tanken om at skulle spise er lige nu helt uoverskuelig. Jeg vil så gerne gøre fremskridt, jeg er så motiveret – jeg gør hvad jeg skal, men jeg er træt af at kæmpe, må indrømme at det efterhånden tager modet fra mig.

Den hjælp jeg har så svært ved at bede om, og skammer mig enormt over at have behov for, har jeg jo fået nu – med K. I sommers var det jo ellers faktisk blevet bedre. Jeg hader at indrømme det, jeg hader, hader, hader tanken om at skulle acceptere og erkende – men jeg har fået et slag tilbage og det går ikke rigtigt den vej jeg så inderligt gerne vil lige nu. Ligegyldigheden spøger, men jeg forsøger at holde den på afstand. Bliver ved med at gøre de ting der om ikke andet måske kan holde mig bare nogenlunde ovenvande. Men det koster, og det er rigtig hårdt.
Det kan fandme (undskyld) ikke passe at det skal være sådan her igen..?! Stadig..? Det kan simpelthen ikke passe at jeg, efter at være nået SÅ langt, på et øjeblik føler mig sat 7 skridt tilbage. Jeg føler mig så mislykket. Har ikke lyst til at nogen skal se mig. Jeg forsøger at trodse det, men tror alligevel jeg har fået skubbet nogle mennesker på afstand igen. Min familie ikke mindst, har enormt dårlig samvittighed over mit fravær der. Men det er sådan det må være lige nu, for jeg kan ikke have dem med i det jeg står i lige nu, jeg bliver nødt til selv at få det på afstand før jeg kan rumme dem også, rumme den bekymring jeg ved det efterlader dem med. Men den har de sikkert allerede fået vakt. Der er ikke nogen let løsning, så jeg er nødt til at gøre hvad der lige nu er bedst for mig selv – eller i hvert fald ikke vælge det sværeste for mig selv.

Jeg savner hele tiden. Rækker ud i desperation efter alle tænkelige kilder til noget af det jeg mangler. Men det er der ikke. Det hele er lidt på afstand. Og det – dem – jeg mangler mest, er allerlængst væk. Sådan vil det nok altid føles i situationer som den jeg står i. Man mangler nok altid det, man ved man ikke rigtigt kan få.

Jeg forsøger af alle kræfter at være lige her og nu – hele tiden – men jeg kan ikke blive helt. Jeg kan ikke lade være med at svæve lidt ud i alt det der venter lige rundt om hjørnet. Jeg bliver ved med at sige til mig selv at det ikke gør nogen forskel at spekulere over det lige her og nu, at der ikke findes en løsning i dag og lige nu. Men det er godt nok svært at give slip. Jeg ved det ikke kan ændres her og nu, jeg ved at det kommer til at fylde det næste lange stykke tid – og sådan er det. Men hvorfor kan jeg så ikke lade det ligge og “nøjes med” at spekulere over det når det faktisk giver mening, og når jeg kan bruge spekulationerne til at vende det et sted..? Det irriterer mig. Jeg prøver på ikke at give det opmærksomhed, men det er der hele tiden. Hele tiden har jeg det i baghovedet og bliver fraværende i en tanke ind i hele rod det er filtret ind i.

Jeg er træt af mig selv. Og jeg er træt af at jeg ikke er kommet videre, når jeg føler jeg “burde”; føler jeg har al grund til ikke at stå hér lige nu. Det går mig på, og det vækker lynhurtigt alle de gamle automatfølelser i mig af skam, skyld, selvbebrejdelse etc.

7 thoughts on “Never good enough

  1. Melder mig under J’s faner.
    Vi er begge stolte af, hvor langt du er kommet – især det, at du også rigtigt kan FØLE noget. Selvom det føles som det værste i verden. Jeg har nogen gange trang til at kaste tanker op – det lyder som noget af det samme?..
    Stay strong! Er der noget, jeg kan gøre, for at hjælpe dig?
    // Maria.

    • Det er utrolig sødt af dig at spørge. Jeg ved desværre ikke helt, hvad der skal til for at komme ud af det. Men bare det at du tilbyder din hjælp, betyder rigtig meget – så er jeg måske ikke helt fortabt, hvis noget gider at hjælpe mig..😉 Du er fantastisk!❤
      Det er præcis sådan jeg har det – det med at have lyst til at kaste tankerne op. Jeg er så propfyldt at tanker, at jeg bare ikke kan holde det ud. Jeg har bare lyst til at komme af med dig, smide dem ud af bilen mens jeg kører i fuld fart og efterlade dem i grøftekanten!

  2. Du tryllebinder mig med dine ord. Jeg synes, du skriver fantastisk. Og jeg synes, du er sej! Du behøver ikke bebrejde dig selv, at du er, hvor du er lige nu. Man kan få en blomst til at springe ud ved at råbe af den – det gør den, når den er klar. At tabe dig og undlade at spise er den måde, du har tacklet dine følelser på i mange år, så der er ikke noget at sige til, at det er den, du tyr til igen, når tingene bliver svære. Det er ikke let at bryde et mønster, og det må du ikke bebrejde dig selv. Sådan er det. Jeg har selv været oppe og nede mange gange – ja, både i vægt og humør. Du kæmper, det ser jeg. Og du gør det godt.

    • Tak❤ Det lyder så banalt men andet kan jeg vist snart ikke sige. Dine ord betyder utrolig meget for mig, jeg kan godt tage dem til mig, når du skriver og det er ellers ofte svært.
      Som du siger, så har det jo været min redningskrans i mange år og det er nemlig ikke så nemt at bryde. Det er nok bare med at huske at se fremad og ikke lade sig slå ud af tilbagefald..

      • Ja – men jeg ved også godt, at det er lettere sagt end gjort. Sådan har jeg det også selv. Tak er et dejligt dækkende ord🙂 Selvom jeg selvfølgelig ikke forventer et tak – jeg skriver af lyst🙂
        Knus❤

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s