What if I’m broken, beyond repair?

Der er så meget at skrive, men så få ord i disse dage. Jeg kan ikke fortælle, men jeg kan ikke længere lade være – og det skræmmer mig. Jeg er så bange for ikke at kunne stoppe igen, eller sige for meget de forkerte steder. Jeg er så bange for at miste kontrollen over det her, som allerede føles ukontrolleret, kaotisk og bare pissesmertefuldt egentlig.

Jeg føler jeg er ved at skrive hele min historie om, eller rettere føles det som om hele min fortælling er igang med at skrive sig selv; og de ting der kommer frem i lyset ligeså stille, kommer ligeså meget bag på mig som var det en bog jeg læser læser, ikke min egen historie.

IMGP0553 IMGP0556 IMGP5120Jeg kører på én time ad gangen-strategi for tiden, kan vitterligt ikke planlægge ret meget længere end det. Er enormt følsom og sårbar over for alt, kan ikke rigtigt rumme noget. Andet end ritualer; konstanter regler for hver en bevægelse jeg gør, hver en tanke jeg tænker. Kontrol.

Der sker rigtig mange ting lige nu. Lidt for mange måske? Ihvertfald er mit behov for kontrol vokset i takt med at bunkerne med nye ting vokser. Jeg vil jo gerne, så jeg siger ja. Og ja. Og ja. Og så står jeg med ansvaret for alt muligt, bare for at få lov til at flygte fra at tage ansvaret for min egen bedring. Det dobbeltmoralske i det hele er, at alle de ting, der er sat i gang ikke rigtig kan starte før jeg selv har fået det bedre. Åh, jamen ville ønske at jeg kunne sige mere, men vil ikke ødelægge noget ved at fortælle om det før det overhovedet er startet…

Jeg har for en gang skyld prøvet at gøre noget godt for mig selv i dag. I et forsøg på at prøve at overbevise mig selv om, at jeg faktisk fortjener at have det rart. Har smurt creme på mine (meget) mishandlede hænder for første gang i lidt over en måned. Har været i bad, farvet hår, klippet det (det trængte, har ikke været til frisøren i et halvt år, men har ikke råd pt. så måtte gøre det selv). Jeg har ryddet op og været kreativ. Udadtil har det været en rigtig god dag. Men indeni er det noget helt andet. Kaos. Selvbebrejdelse. Selvhad over at gøre noget godt for mig selv, når jeg nu inderst inde ikke føler at jeg fortjener omsorgen. Isolation. Desperate forsøg på at række en hånd ud til folk omkring mig, som er endt i fiasko efter fiasko. Rastløshed, jeg tæller som sædvanligvis timerne indtil det er tid til at gå i seng – hvor jeg så skal ligge om motionere i min. 2 timer. Hvornår må jeg hvile? Hvornår kan jeg sætte mig ned og bare “være” – uden at skulle fare rundt og ordne blot for at forbrænde kalorier, holde mig i gang for ikke at være stille med mine tanker? Hvornår bliver det bedre? Med min fornuft ved jeg godt, at det ikke bliver bedre fra den ene dag til den anden, men hvad hvis det nu er en allerede tabt kamp.. Hvad nu hvis jeg er ødelagt og ude af stand til at blive “fikset”?

cheers!Skål i mælk. Skål for livet.

4 thoughts on “What if I’m broken, beyond repair?

  1. Du skal ikke tænke på, at du skal repareres – du er virkende som du er!
    Hvis du tænker på det som reparation, kommer du måske til at sidde som normalvægtig, med et nogenlunde reasonable tankemønster og undre dig over; “hvorfor er jeg ikke glad? Hvorfor er alt ikke perfekt? Hvorfor er JEG ikke perfekt?”
    Selvom det er meget lettere at sort/hvidt – ødelagt/repareret.

    Mange tanker fra mig,
    // Maria.

    • Jamen du har jo ret. Du siger altid så mange kloge ting❤ Det er faktisk meget tankevækkende, for jeg går nemlig konstant rundt med angsten for at tage på men stadig være lige så syg indeni blot ingen kan se det. Det skræmmer mig meget, og holder mig til en vis grad fra at tage på. Jeg skal nok væk fra perfektionismen, og indse at jeg er perfekt præcis som jeg er, med alle mine "fejl" og mangler.

  2. Du er skøn! Dejligt billede🙂

    Jeg vil give Maria ret. Det er kloge ord. Du er ikke i stykker, du trænger “bare” til at få ryddet op indeni. Og det er skræmmende, for der kan ligge ting, man ikke selv husker er blevet lagt derind. Jeg tror, jeg kender følelsen. Kampen er ikke ulige, slaget er ikke tabt. Og det kan stadig vindes – det er aldrig for sent.
    Jeg kæmper stadig, rigtig meget – det ved du – men nogle ting er blevet lettere. At tillade mig selv at spise blandt andet. Selvom jeg ikke varierer min mad eller spiser så spændende som du – så hader jeg ikke mig selv på samme måde, hver eneste gang, jeg spiser. Jo, til tider. Men når jeg kigger tilbage på de gange, før jeg har været indlagt, så har det været meget værre, end det er nu. Meget. Det bliver bedre.

    • Tusind tak😉
      Og hvor er det rart at høre. Nogen gange virker det som om, at det aldrig bliver bedre og så er det altid godt at høre fra nogen som har været/ er i samme situation at tingene rent faktisk kan gå fremad,

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s