Tag dit indre barn i hånden

Jeg tror jeg er ved at måtte erkende, at min historie er min og at de ting der er sket ikke er noget jeg har bildt mig selv ind.

Det er svært, rigtig smertefuldt, uvirkeligt. Som om det ikke er mig, men jeg kan jo kende den lille pige i erindringerne. Det er jo mig. Og jeg bliver nødt til snart at tage hende i hånden, for jo større buer jeg går uden om hende, jo mere fortabt bliver hun – og derfor jeg. Jo mere fucked up bliver min virkelighed nu, og jeg er løbet tør for idéer til hvad der kan hjælpe; udover at tage lillemig i hånden og høre på hvad det er hun har prøvet at fortælle mig så længe nu, forgæves.

Jeg kender historien, men alligevel er det sløret. Jeg kan vist ikke tro på det før jeg har fortalt den selv, og det tog jeg første ægte skridt til i går ved at begynde at skrive mine erindringer fra de tidligere år ned. Så natten har stået i reaktionernes tegn, de uhensigtsmæssige af gamle vaner og selvafstraffende idéer. Jeg hader det, men jeg aner ikke længere hvordan jeg skal gøre andet.

Jeg vender tilbage til det trygge når tingene bliver svære, uforudsigelige eller ude af kontrol. Og det er jo netop det, der sker når man begynder at udforske sin fortid, når man som mig ikke kan huske særlig meget. Så er det givet at der vil dukke ting om, dårlige minder eller problemer, som man ikke har kunnet forudse ville komme. Det er hårdt. Rigtig hårdt. Jeg kæmper med trangen til at lukke i igen, som jeg har gjort så mange gange før; løftet det forrige blad for blot at smække bogen i med det samme igen. Det skræmmer mig, hvad hvis jeg ikke kan styre mine følelser når gamle minder dukker op? Hvad hvis jeg spiraliserer direkte tilbage i dårligdommen og ikke er i stand til at komme op til overfladen igen? Nej, jeg bliver nødt til at tage den lille pige i hånden og gå på opdagelse i den glemte verden, som hun så gerne vil have at vi skal udforske sammen. Ja, det bliver hårdt, men jeg tror, at det er den eneste måde hvorpå at jeg kan kæmpe mig ud på den anden side og få et liv igen. Det nytter ikke at lukke i eller gå i buer omkring de ting, der (måske) ligger til grund for mine problematikker.

vil gerne have at jeg bruger min nysgerrighed til netop at udforske de sorte pletter i min hukommelse; “Måske du lærer en masse nyt om dig selv eller genopdager din gamle livlyst. Den ligger jo formegentlig hos den lille pige indeni dig, hende som skriger på opmærksomhed og omsorg. Hun dør hvis du bliver ved med at undgå hende”.  Jeg har ikke lyst til at slå hende ihjel. Hun er trods alt en del af mig, jeg ville mangle et stykke af mig selv hvis hun døde. Så jeg opfordrer jer alle sammen (om i er “syge” eller ej) til at tage jeres indre barn i hånden og gå en tur ned af mindernes sti. Måske hun har noget vigtig, hun gerne vil fortælle dig..

IMGP8170

8 thoughts on “Tag dit indre barn i hånden

  1. Jeg er også selv igang med at skrive hele min 13 års kamp ned på com. og har faktisk allerede udgivet 2 dele af det på min blog, som du er meget velkommen til at læse, hvis ik du allerede har læst det.

    Men ja du har ret, det er mega hårdt, at få bearbejdet alle ens tanker.

    Kærligst Helena

    • Jeg har vist ikke læst 2. del, det tror jeg helt klart at jeg vil gøre! Første del af din historie rørte mig utrolig meget, så vil gerne vide hvad der sker i 2’eren eller hvad man nu siger😉
      Det er godt at høre, at du er igang med at kæmpe søde<3

  2. Det er tankevækkende. Og det rammer mig lige i hjertet. Det er jo det, vi skal. Tage “lillemig” i hånden.
    Det er ikke så længe siden, jeg selv fandt ord for ting, jeg aldrig har haft ord for før. Og at den lille pige fortalte mig ting, som jeg altid har skubbet væk som løgn. Jeg vil ikke lyve for dig – følelserne KAN spinde ud af kontrol. Fuldstændigt. Derfor er det godt, at du har K. Da jeg læste første halvdel af dit indlæg, sad jeg netop og tænkte på det – “Jeg håber virkelig, hun har allieret sig med nogen og ikke udforsker det hele alene”. Så det er jeg glad for, at du har. Og jeg håber, du fortsat vil gøre det. Husk, det er minder og ikke andet. Det er fortid. De kan ikke gøre dig ondt. Du behøver ikke være bange. Det bliver lettere. Det bliver bedre. Og det er dét værd. Måske lyder det hult, når jeg ikke selv er der endnu. Men jeg tror på det.

    • Det lyder slet ikke hult, tværtimod. Selvom du måske ikke helt er der hvor det er sandheden for dig, så er troen der og det mener jeg er noget af det vigtigste. Hvis vi ikke tør tro på at det bliver bedre og tør åbne op, så kommer vi nok aldrig videre. Men ja, jeg er glad for at jeg har støtte omkring mig – og at du har det samme❤

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s