I forgive you – or do I?

Det evigt svære spørgsmål. Om tilgivelse.

Nogle mener man skal tilgive for at komme videre. Andre mener noget aldrig kan tilgives. Et af mine dilemmaer; skal man være vred for at tilgive/ikke tilgive?

Hele snakken om tilgivelse har for mig det twist, at vrede er noget af det jeg har sværest ved at mærke. Især mod andre. Og jo større vrede jeg “bør” føle, jo større grunde jeg har til at føle vrede, jo mindre kan jeg faktisk mærke den. Eller også bruger jeg den ihvertfald til at skade mig selv i stedet for andre. På den måde er det nogle gange svært at forholde mig til spørgsmålet om at tilgive. For jeg er endnu ikke nået til et punkt hvor jeg kan skille tingene ad; skille mig og “det” ad og placere skyld eller ansvar der, hvor jeg får at vide det bør ligge. Jeg har haft den placeret på mine skuldre alene (af mig selv) i mange år, følt det fulde ansvar og skyld og kun haft én mulighed i forhold til at være vred på nogen – på mig selv. Vrede der er blevet til skam. Over mig selv.

Ord som “udsat for”, “offer for” osv. lyder stadig helt uvirkelige i mit hovede, for selvom jeg er et skridt tættere på at se lidt mere logisk på det, kan jeg stadig ikke forholde mig helt til at det ikke er noget jeg selv har skabt eller påført. Og det gør det svært at forholde mig til tilgivelse, for hvem er det så jeg skal tilgive? Mig selv? Det kan jeg ikke, der er jeg slet ikke endnu. De givne omstændigheder eller begivenheder? Men for hvad, hvorfor, hvordan?

Jeg ser ikke mig selv som offer, for det ville være lidt det samme som at skyde skylden væk fra mig selv. Hvis jeg er offer for nogen eller noget, er det mig selv. Og det er den opfattelse jeg forsøger at ændre på. For jeg er klar over at der er noget skævt ved den, noget der ikke stemmer helt logisk set. Jeg prøver at forstå, at det ikke er anderledes for mig end alle andre. At jeg ikke både kan mene det ikke er barnets skyld i det mere generelle, og samtidigt gøre mig selv til den skyldige/ansvarlige. Rent logisk og fornuftigt ved jeg god det hele, men det er svært at overføre det til der hvor jeg kan mærke det.

For at vende tilbage til spørgsmålet om tilgivelse. K har i min terapi i dag vist mig en anderledes vinkel på det, som jeg synes giver meget mening. For første gang blev jeg opfordret til ikke at tilgive. Fordi at det at tilgive hvad der er sket, er lidt som at sige at det er i orden. Underkende mig selv, min krop og det den husker. Men ved ikke at tilgive, fortæller jeg lillemig (eller hvem det nu er) at det den blev udsat for ikke er i orden, anerkender de signaler den sendte til mig dengang om at noget ikke var rigtigt, ikke var okay, og som jeg siden har undertrykt.
Det er svært at formulere det rigtigt, måske igen fordi jeg ikke helt er nået til hele spørgsmålet om tilgivelse eller ej indeni. Men da jeg blev præsenteret for en anden måde at se på tilgivelse på idag, gav det mig alligevel noget. En eller anden ro eller mening.

Det var selvfølgelig en længere snak frem og tilbage, og det er svært lige at gengive essensen fordi jeg som sagt ikke helt er nået dertil med mig selv hvor tilgivelse eller ikke tilgivelse er aktuelt.
Jeg bliver stadig så usikker på mig selv at jeg faktisk bliver i tvivl om det overhovedet er rigtigt, eller om det hele er noget jeg finder på. At min hjerne spiller mig et puds. Det svinger lidt, nogle gange er det mere virkeligt end andre. Men jeg prøver at spørge mig selv om hvorfor jeg skulle finde på det, når jeg bliver i tvivl. Og hvordan jeg skulle kunne mærke de ting jeg mærker, hvis det ikke var fordi min krop husker bedre end mit sind. Fortrængning er en mærkelig størrelse, synes jeg. Jeg forstår det ikke helt. Kan man virkelig undertrykke noget så meget at man glemmer det er sket, skubber det ud af ens bevidsthed, for først mange år efter pludselig at have minder man ikke vidste man havde?
Jeg sad forleden og kiggede tilbage i min dagbog gennem årene før alt det her blev en del af min virkelighed. Og jeg kan jo se at det lyser diskret igennem, uden jeg overhovedet har haft bevidsthed til at se det mens jeg skrev. Så måske har det været en del af min virkelighed hele tiden alligevel, selvom jeg hårdnakket har påstået at jeg intet vidste eller huskede. Måske havde jeg bare ikke bevidsthed til at opdage de små ting.

Giver det overhovedet mening alt det jeg sidder og skriver? Ofte føler jeg at folk umuligt kan forstå, at jeg vrøvler og taler i gåder. Taler mit eget sprog. Udenlandsk for begyndere. Uanset hvad er min virkelighed i hvert fald at jeg har det rigtig svært, og at jeg har svært ved at leve med mig selv for tiden. Med eller uden gamle minder spøgende.

Jeg har i dag også fået et par mindfullness-øvelser af K, så jeg kan lære at være i nuet og opnå en mere accepterende opmærksomhedsstilling i stedet for konstant  at leve i fortiden og føle at jeg skal “fixe” mig selv. Det er interessant. Jeg ved stadig ikke helt hvordan jeg har det med mindfullness, det virker på en måde for “let” eller ihvertfald for uhåndgribeligt. Jeg har brug for at det skal være praktisk og til at tage og føle på, ellers kan jeg ikke forholde mig til det. Men måske er det lige netop dette, som K vil have mig til at gå lidt væk fra. Eller ihvertfald prøve nye sider af mig selv af. Jeg synes, det er værd at prøve..

lunch to-go

// min frokost to-go:  (kører jo helt til Jylland for behandling, så det er en af de gange hvor jeg er nødt til at have madpakke med i bilen) kylling, guacamole, og rosenkål og gulerød stegt i hvidløg (rester), bønnesalat af grønne bønner, cannellini bønner og feta 4% //

6 thoughts on “I forgive you – or do I?

  1. Nogle gange føler jeg også, at folk umuligt kan forstå, hvad jeg skriver. Især om et emne som dette, som man taler om, uden rigtigt at tale om det. Fordi det er for skræmmende at sætte ord på. Jeg bliver også ofte i tvivl om, om jeg mon har fundet ting i mit eget hoved, men jeg kan ikke finde ud af, hvorfor jeg skulle gøre det. Som du selv siger, skinner det igennem langt tidligere, end jeg egentlig har været bevidst om – og hvorfor skulle jeg opfinde det déngang? Hvordan skulle sådan et lille barn finde på sådan nogle ting?
    Spørgsmålet om tilgivelse er interessant. Igen sad jeg og tænkte i første halvdel af indlægget, at jeg ikke syntes, du behøvede at tilgive. Tilgivelse er en mærkelig størrelse. Jeg synes, der er ting, der ikke behøver tilgivelse. Der er ting, der ikke er i orden. Og så alligevel – der er mennesker, man holder så meget af, at man vil tilgive alt. Hvis man kan forstå det. Og så handler det måske om, om det er et menneske, man har lyst til at forsøge at forstå? Hvis min søster stjal fra mig, ville jeg tilgive hende – forsøge at forstå handlingen, som lå bag. Men det er bare noget andet, ikke? Ej, jeg ved ikke, om mine tanker overhovedet giver mening – nu skriver jeg bare, hvad der falder mig ind. Jeg ville egentlig bare sige, at jeg ikke synes, du behøver at tilgive. Eller at acceptere. Det eneste, du skal acceptere, er, at det er sket og ikke kan laves om. For så kan du komme videre. Men du behøver ikke acceptere handlingen. Den SKAL du ikke acceptere. Jeg tænker på dig.

    Knus❤

    • Hvor er det rart, at jeg ikke er den eneste, der nogen gange har det på den måde – det er svært at snakke om noget, når man – som du siger – ikke rigtig kan tør fortælle om det konkrete.
      Det giver fuldstændig mening, det du skriver! Jeg tror også det handler meget om accept af at tingene er sket og at omstændighederne nu engang var som de var. Som du siger, så kan det ikke laves om. Det er svært at forstå at jeg ikke behøver acceptere eller tilgive selve handlingen for det ligger så dybt i mig, nærmest som en refleks, at tilgive alt og alle, af angst for at afvist og i sidste ende ende op alene uden nogen, der gider mig. Men interessante observationer du kommer med, de har helt klart givet mig noget at tænke over🙂

  2. Det er muligt at fortrænge noget, som har gjort og gør ondt på en.
    Det er i hvert fald noget jeg har gjort. Jeg kan slet ikke huske en speciel periode i mit liv.
    Det er som om, at det er en tåge jeg ser tilbage på. Min mor og familie kan godt fortælle mig om ting derfra, men jeg husker ingenting. I visse tilfælde ting meget svagt. Jeg husker bare, at det var ét stort, sort hul at være i, og at det gjorde og gør ondt.

    I forhold til at tilgive og acceptere, så har jeg det sådan, at jeg tror man på et tidspunkt lærer at “acceptere” hvad der er sket. Ikke nødvendigvis at man siger det er i orden. Men personligt har jeg det sådan, at jeg kan ikke blive ved med at hænge mig i fortiden. Jeg bliver nødt til at acceptere, at tingene er som de er. Men det er uden for min rækkevidde det der er sket. JEG kan ikke ændre på at det er sket, men jeg kan træffe et valg om det ikke skal have lov til at destruere mig yderligere. Dog mener jeg ikke, at man behøver at tilgive.

    Jeg tænker på dig! Du er stærk. Og du motiverer mig, når jeg læser dine indlæg og at du virkelig tager kampen op. Keep going🙂

    • Det er præcist sådan jeg har det – jeg får fortalt om perioder i mit liv og derfor tror jeg, at jeg kan huske hvad der er sket. Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke se begivenhederne for mig eller genkalde mig hvad jeg må have tænkt.
      Som jeg skrev til krokodullen, så har du også ret. Det handler nok om at acceptere at sket er sket og prøve at give slip, så jeg kan bevæge mig fremad og få det bedre. Men at jeg ikke behøver tilgive, for det der er sket, er ikke i orden..

      Jeg er utrolig glad for at høre, at jeg kan motivere dig. Det betyder mig, og motiverer faktisk mig til at kæmpe videre – så jeg kan blive ved med at motivere andre🙂❤

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s