Recovering

IMG_0912Sidder under tæppe med en stor kop kaffe hjemme hos min bror. Min mor sidder ved siden af mig. Jeg kan se hvordan hun konstant skæver over til mig for at se, hvordan jeg har det. Jeg sender hende et mat smil; det er det eneste jeg formår. Hun kan se lige igennem mig, det ved jeg, men i dag har jeg ikke kræfterne til at lade som om, at jeg er ok. For det er jeg ikke.

I går var hård og i dag er endnu værre. Det er altid værst dagene efter, hvor jeg skal leve med mine valg, kæmpe mig over på den anden side af mit sammenbrud. Det er svært og jeg magter det næsten ikke. Men jeg skal.
Nej, jeg vil. Jeg vil jo gerne livet, vil jeg ikke? Det er svært at huske, når man – som nu – sidder og kigger på sit liv og i bund og grund ikke kan finde nogen mening med at fortsætte, ikke sådan som tingene er lige nu. Jeg søger desperat efter at finde ud af hvem jeg er, men det synes håbløst. “Det er jo dig, der bestemmer. Livet handler ikke om at finde sig selv. Det handler om at skabe sig selv,” prøver jeg at overbevise mig selv om. Men hvad sker der når det liv, man har skabt, ikke er godt nok? Hvordan fortsætter man med at leve når bare det at trække vejret er en konstant kamp?

Jeg kan slet ikke holde mig selv ud for tiden, føler ikke at jeg er noget værd, der er ingen der gider mig. Var det noget jeg gjorde? Hvad har jeg nu sagt forkert? Hvorfor kan jeg aldrig blive den folk bedst kan lide? Jeg ved jeg er ynkelig, jeg ved det. Men jeg kan ikke lade være. Jeg føler at jeg prøver mit bedste, og alligevel er det aldrig godt nok.

Åh, hør dog på dig selv Amelia! Du er til grin, svag, uduelig. Hvad forventer du at folk skal sige? Vil du høre sandheden? Du kan jo alligevel ikke tåle at høre det. 

Stop!

Jeg sidder med tårer i øjnene, skynder mig hurtigt at tørre dem væk før min mor ser det. Hvor længe har jeg siddet og grædt? Jeg kan ikke huske det. Jeg kigger på min mor. Hun lader ikke til at have lagt mærke til noget. Selvfølgelig ikke, ikke engang din mor kan lide dig. Og hvorfor skulle hun også det? Du er jo ikke andet end én stor skuffelse. Jeg kan ikke holde stemmerne på afstand i dag. De er for stærke. Jeg gør mit for at lukke dem ude, men intet hjælper. Jeg synker længere ind i mørket. Det eneste jeg ønsker er at blive holdt om og få at vide at det hele nok skal gå. Men jeg kan ikke bede om det. I stedet spiller jeg rollen som voksen og går ud i køkkenet for at vaske op.

7 thoughts on “Recovering

  1. Puha, jeg kan helt mærke din smerte igennem dine ord. For mig er det også rigtig slemt dagen efter. Man har selv valgt ikke at skrive eller ringe, og alligevel føler man sig forfærdeligt svigtet. Sådan har jeg det i hvert fald. Og så kommer de tanker, du beskriver, den stemme, der fortæller, hvor uduelig og uelskelig (er der noget, der hedder det?), man er. Følelsen af svigt gør det ikke bedre, for hvordan kan man tillade sig at føle sig svigtet, alene, ligegyldig, når man et eller andet sted føler, at man selv har valgt det? Jeg ved ikke, om det passer på dine følelser, eller om jeg ligger mine egne i dine ord. I hvert fald rammer det mig, hvad du skriver. Og jeg vil fortælle dig, at du er meget mere værd, end hvad du fortæller dig selv i dag. Din mor holder af dig, din mor bekymrer sig for dig. Og du har fortjent hendes omsorg, bare fordi du er dig.

    KNUS❤

    • Nej, det er præcis sådan jeg har det! Kunne ikke have forklaret det bedre selv.
      Jeg har svært ved at tage dine ord til mig, da jeg inderst inde oprigtig ikke tror på at det er sandt, men det betyder alligevel utrolig meget for mig, at høre dig sige det<3

      • Jeg kender det godt, det er svært at tage dem til sig. Og især når jeg i virkeligheden ikke kender dig, ikke? Sådan kunne man måske fristes til at tænke. Jeg vil sige dem alligevel, måske du en dag kan tro dem.❤

      • Ja, lige præcis! Stemmerne kan rigtig sige til mig “bare de vidste dit sande jeg, så ville de ikke sige alt dette” etc. etc. Men ja, tak fordi du alligevel siger ordene – de betyder stadig meget for mig🙂

  2. Jeg kan mærke, hvordan du har det. Og hvor har jeg bare lyst til at give dig et kram – selvom jeg er MEGA berøringsangst, selv overfor min mor.
    Jeg føler med dig.❤

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s