Still… here

Jeg beklager stilheden fra min side af, men sagen er at jeg har det virkelig skidt,, og jeg er af den opfattelse, at folk helst vil høre, når det går fremad. Derfor har jeg ikke haft modet til at skrive noget. Måske også fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive? Jeg har det ikke godt, men kan ikke rigtig forklare hvorfor. Det føles som om, at jeg hver dag synker længere og længere ned i et sort hul, og jeg kan hverken gøre til eller fra. Jeg er håbløs; livet synes håbløst.

my hands they shake, my head it spins

Jeg har svært ved at formulere præcis hvad der er galt, og derfor tager jeg heller ikke kontakt til nogen (selvom min mor tydeligt kan se, at tingene ikke går fremad). Hun spørger mig hele tiden, hvad der foregår, men jeg svarer ikke. Jeg ved oprigtig talt ikke hvad jeg skal sige.

Jeg er stoppet med at tage min medicin, fordi jeg føler mig svag når jeg tager den. Jeg har heller ikke fortjent at have det godt, så hvorfor tage den? Jeg tror alligevel ikke den hjalp specielt meget. Jeg får alt for lav dosis, men hver gang jeg er hos min læge, kommer masken på – masken, der får det til at se ud som om, at alt går som det skal – og så kan han jo ikke se hvor skidt jeg reelt har det. Derfor øger vi aldrig min dosis, for det går jo fint, ikke? Nej, det går ad helvedes til. Jeg magter ikke livet. Alt går ned ad bakke. Jeg ved det, men jeg gør intet ved det. Det er jo hernede, på bunden, hvor jeg hører til. Jeg fortjener ikke at have det godt.
Det er noget mærkeligt noget egentligt, det med at gøre sig fortjent til livet. Hvornår har man ydet nok, til at fortjene at leve? Når det handler om mig, så er svaret ALDRIG. Når det handler om andre? Ja, så er der slet ikke noget, der hedder, at man skal gøre sig fortjent. Folk har jo ret til at leve bare fordi de er dem, bare fordi de er til. Men ikke mig selv. Nej, det eneste jeg fortjener er at have det skidt, rigtig skidt.

Selvskaden river i mig. Det er virkelig slemt. Jeg vågner konstant om natten; angst efter mareridt. Mareridt, hvor jeg sidder i en pøl af mit eget blod. Det løber ned ad begge arme. Jeg har sorte øjne og stirrer tomt frem. Det er ikke noget, jeg har prøvet før: at selvskaden ligefrem taler til mig i mine drømme. Og det skræmmer mig. Jeg ved snart ikke, hvad jeg er i stand til at gøre mod mig selv..

Jeg kæmper for at virke “normal” udadtil. Virke overskudsagtig. Smile, pjatte… Men det er svært. Derfor isolerer jeg mig, så masken ikke behøver komme på så ofte. Jeg vil jo gerne være rask, vil jeg ikke?
“Fake it till you make it”. Derfor tror folk også, at det går meget bedre end det rent faktisk gør, tror at jeg kan tage vare på mig selv. Men sandheden er, at det kan jeg ikke lige for tiden. Jeg kan ikke spise. Den personlige hygiejne halter; jeg har ikke været rigtig i bad i fire dage, men jeg orker bare ikke at se flodhesten i spejlet, se mig selv uden tøj på, røre ved mig selv. Jeg bryder sammen flere gange dagligt. Så sent som her til aften så jeg en film, hvor nogen græd, og jeg kunne ikke lade være med at græde sammen med dem. Før jeg overhovedet nåede at registrere hvad der skete, så trillede tårerne ned ad mine kinder. Det var ikke særlig trist, men det viser vel bare hvor skrøbelig jeg er de her dage. Det med at græde til film er ikke sket siden jeg gik i 3.g. hvor jeg havde det allerværst og ikke kunne klare at se noget som helst sørgeligt. Er det mon et tegn på hvor skidt det reelt står til?

Der er så mange tanker i mit hoved, men jeg ved ikke hvordan jeg skal få dem ud, og hver gang min mor spørger mig hvad der foregår, så bliver min hjerne tom og jeg går i sort. Jeg kan ikke fortælle hende det, for i det øjeblik hun spørger, så ved jeg det ærligt talt ikke. jeg tænker på at skrive det ned og vise til min terapeut på fredag (hvorfor er der stadig så forfærdelig lang tid til fredag?!) men hvor skal jeg starte? Et helvede af angst, bekymringer, tristhed, selvmordstanker, håbløshed, frustration og gråd. Jeg har det rædselsfuldt hvis jeg skal være ærlig, hvis jeg skal fjerne masken et øjeblik. Min mor siger, at hun er her hvis jeg får brug for at snakke, også om natten hvor tingene i øjeblikket er aller-sværrest. Men jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg lukker jo bare af, kan ikke få det formuleret.

Kaos på kaos, jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Der er så meget indeni mig, at det bare hober sig op fordi jeg ikke kan finde en hensigtsmæssig måde at få det ud på. Jeg prøver at dæmpe signalerne, men det hjælper kun for en kort stund. Jeg har lyst til at krybe mig sammen midt på gulvet og bare grøde indtil der ikke er flere tårer tilbage. Jeg har lyst til at skære, se blodet rende. Mærke en fysisk smerte, mærke at jeg er til. Hvorfor skal det være sådan her? Jeg har vel fortjent det.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gribe og røre i.

Det blev vist bare én lang negativ køre. Undskyld. Undskyld, at jeg er til.

 

11 thoughts on “Still… here

  1. Forstår desværre helt hvordan du har det, bortset fra at jeg overspiser, når jeg har det værst… Ved dog ikke hvad jeg skal sige for at hjælpe dig, for andres ord hjælper som regel aldrig mig… KÆMPE KRAM!!!

  2. Hvis det på nogen som helst måde kan hjælpe, så prøv at tænke sådan her:
    Man er IKKE svag, hvis man tager sin medicin! Tværtimod! Det kræver sindsyg styrke at tage den.
    Jeg ved præcis, hvordan du har det! Har selv været der/er der.
    Sådan som jeg havde det/har det, vil man gerne putte en facade op, så andre kan se, at man her det fint og dermed ikke er til besvær, men samtidig vil man gerne have “credit” for, hvor syg man egentlig er. Man vil gerne have, at folk ved, at man har det forfærdeligt! Så hvis det lige nu er lettest at følge spisedorstyrrelsens samvittighed, så prøv at tænke, at du gør, hvad den vil have, hvis du tager din medicin – den vil jo have, at du får det værre og værre. Og hvis man tager medicin, så har man det jo slemt! Så det er godt for spiseforstyrrelsen at tage sin medicin – du kan altså sagtens tage den uden at være svag!
    Jeg ved ikke, om alle disse rodede tanker på nogen måde giver mening, eller om du på nogen måde kan bruge dem.
    Men jeg vil bare så gerne gøre et eller andet for dig, og denne tankeindstilling kan nogle gange hjælpe mig lidt (jeg har selv lidt/lider af en spiseforstyrrelse – nu på femte/sjette år, og har været indlagt i laaang tid).
    Vil du ikke nok skrive til min mail, hvis der er det mindste, jeg kan gøre? Lige gyldigt hvad!
    KNUS

    • Tusind tak for dine ord, andet kan jeg vist ikke sige. Det hele giver mening, det behøver du ikke være bange for. Og måske det rent faktisk kan hjælpe mig til at begynde at tage min medicin igen..🙂
      Det er rigtig at på den ene side vil man SÅ gerne skjule hvor skidt man egentlig har det (også for ikke at såre andre), men på den anden side SKRIGER jeg efter at folk skal kunne så hvor meget jeg lider. Jeg vil jeg gerne have hjælp, jeg kan bare ikke selv bede om det – derfor kommer masken på.
      Jeg sætter utrolig meget pris på din hjælp, søde❤ Jeg skal nok prøve at skrive, hvis der er noget, men det er også svært at sige præcis hvad folk kan hjælpe med, når man dårligt ved hvad der er galt. Men bare det at du skriver at jeg må, dét er en hjælp i selv selv, og det betyder rigtig meget for mig!

  3. Puh ha. Det indlæg satte virkelig nogle tanker i gang hos mig. Og det er bestemt ikke negative tanker, det er konstruktive tanker – så du må virkelig ikke have det dårligt over at have skrevet det.

    Jeg kan genkende meget af det du skriver, og jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for at du fik det bedre. For det fortjener du! Jeg ved godt du ikke selv føler det, men det skal du have hjælp til at kunne. Jeg går også selv i behandling for mine problemer (spiseforstyrrelser, selvhad, skyldfølelser osv), og jeg har ikke fået det bedre med mig selv endnu, men jeg har fået større forståelse for hvorfor jeg føler som jeg gør. Og jeg har lært at tage afstand til nogle af mine negative følelser og se på dem udefra – vurderer dem objektivt. Det kan hjælpe i øjeblikkene, hvor jeg har det sværrest, for så “mærker” jeg ikke følelserne på samme måde.
    Jeg ved godt at det ikke er noget du kan bruge til noget, selvom jeg tror du ville have godt af at få det hele lidt på afstand og kunne se objektivt på det hele og hvor du ser dig selv som være ligeværdig med alle andre.

    Jeg tænkte på, hvad med at du printer dette indlæg ud og viser det til din læge næste gang du er der? Du behøver jo ikke forklare noget, for jeg synes lidt du har skrevet det hele her. Det kunne være en måde at række ud efter hjælp på, uden du behøver at fortælle mere – for det er en umulig opgave når man ikke engang selv ved hvorfor man har det sådan her.

    og så til sidst vil jeg gerne sige, at jeg synes du skriver rigtig godt. Elsker den måde du formulerer dig på – det fanger mig virkelig!

    Men vil slutte mit pladder af (undskylder for romanen), og så håber jeg inderligt du får det bedre. For det synes jeg virkelig du fortjener.

    • Tusind tak for rosen❤ Jeg viste det faktisk til min terapeut i dag og det var virkelig godt, at jeg gjorde det, så tak for rådet! Og du behøver ikke undskylde for længden af din kommentar. Det betyder meget for mig, når folk tager tiden til at skrive sådan en lang respons – så kan jeg vel ikke være helt irrelevant..😉
      Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne se det objektivt som dig, men når jeg er i det er følelserne alt for "virkelige" til at jeg kan tage afstand fra dem. Men det er noget jeg arbejder med. Jeg er glad for at du trods alt, er kommet så langt at du kan gøre det – det er virkelig stort og utrolig sejt af dig!

  4. Jeg vil gerne høre fra dig, uanset hvordan du har det. Jeg står selv i samme dilemma, jeg skammer mig over at skrive, når mine ord ikke er konstruktive, og jeg frygter, at jeg mister læsere på min blog af samme grund. Når det omhandler dig, vil jeg gerne læse alting, og jeg ønsker ikke, at hver eneste indlæg skal være konstruktivt og optimistisk. For det er ikke virkeligheden. Det er op- og nedturene, ærligheden, der gør en blog interessant at læse. Hvis det hele er rosenrødt, får jeg svært ved at tage det til mig, fordi jeg ikke kan genkende mig selv. Jeg ved ikke, om det giver mening?

    Det med at drømme om selvskade, det gjorde jeg også i en periode fra ikke så længe siden. Jeg drømte, at jeg flygtede fra min familie, for at kunne skære i mig selv i fred. Og jeg drømte, at jeg stjal piller fra min mors mand og spiste dem allesammen. Jeg ved ikke, hvorfor det sker. Mens jeg skriver, kommer jeg til at tænke på, at du har forsøgt at lukke din mor og K vind her på det sidste. Lidt i hvert fald (ikke?), og jeg forsøgte også at lukke englen ind i den periode. Så bliver alt det indeni, som ikke synes, man fortjener alt det gode, måske endnu større, og endnu mere insisterende, så det bliver nødt til at rejse sig, selv i drømme? Når man forsøger at lade være at lytte i vågen tilstand. Det vil ikke give op.

    Jeg ønsker, at du vil tage din medicin igen. Og skrive til K, som du overvejer. Måske kan du bare vise hende, hvad du har skrevet her? Det beskriver det hele meget godt, synes jeg. Og måske kan hun hjælpe med at kontakte lægen og fortælle, hvordan det virkelig står til? Det er slet ikke sikkert, at du ønsker det, det er bare mine tanker.

    Som du selv siger, så er livet ikke noget, man skal gøre sig fortjent til. Men åh, hvor jeg kender tanken. Lige som det med at være noget værd – hvordan kan man vurdere sig selv til at være mindre værd end andre, når andre folk ikke kan være mere værd end hinanden? Når andre er lige meget værd, bare fordi de er mennesker? Fordi jeg ikke er menneske, plejer jeg at sige. Fordi jeg er forkert. Ligesom der er børn, der bliver født uden arme og ben, så er jeg bare også født forkert. Og jeg er overbevist om, at det er sådan, det hænger sammen. Men er du det? Når det kommer til mig? Hvis du kan se, at jeg tager fejl – mon det så ikke er en mulighed, at jeg kan se det samme om dig, herfra hvor jeg sidder?

    Knus og tanker til dig, søde pige <3<3<3

    • Det giver fuldstændig mening – sådan har jeg det egentlig også selv med andres blogs, så jeg burde jo kunne se at det nok er på samme måde for andre og min blog..

      Jeg tror du har helt ret i det med drømmene og det med at lukke folk ind. Det virker ihvertfald som om det sagtens kunne være det – for det er jo lige præcis det jeg gør, og så hiver og flår monstret vel endnu mere i en for at holde fast. Min terapeut kom også med en god observation idag: at det med at drømme sådan noget handler om at noget indeni i en må dø, når man kæmper imod og at drømmene på en måde er monstret sidste krampetræk.. Jeg ved ikke, det gav ihvertfald god mening for mig..
      Jeg skrev et brev til K i dag og gav hende det, da vi sagde farvel. jeg havde ikke mod til at hun skulle læse det, mens jeg sad der. Men sagde at jeg havde brug for at hun vidste hvordan det stod til, og om hun ikke nok ville læse det, selvom jeg ikke var der til at snakke om det bagefter. Det ville hun gerne, så tak for rådet! Jeg tror, det var det helt rigtige at gøre og så regner jeg med at vi skal snakke om det næste gang vi ses..

      Åh, jeg kan fuldstændig kende mig selv i det, du skriver om at være født forkert – det er PRÆCIS sådan jeg tænker hver gang folk f.eks. spørger mig “hvis du kom for en domstol, hvad ville folk så kunne anklage dig for? Ville der være grundlag for at idømme dig livstid?” – de prøver jo at få mig til at se objektivt på det, men jeg kan ikke tage det til mig. For nej, jeg kan ikke komme med specifikke begivenheder der skulle idømme mig en livslang straf, men så tænker jeg altid at det jo er fordi at det er kernen af mig der er forkert, hele min tilstedeværelse er forkert, jeg er født forkert. Det er svært at tro på at det kan være anderledes, men ja måske det er nemmere at se, når jeg jo slet ikke synes det om dig, selvom du tænker på præcis samme måde som mig. Ah, blev det hele noget rod? Jeg håber du forstår hvor jeg ville hen med det hele.

      Beklager at mit svar blev en helt roman, men tak for dine søde ord❤

      • Jeg synes ikke, det er noget rod – det passer lige i mit eget komplicerede hoved🙂 Én ting er nemlig at kunne se, hvordan det forholder sig med andre – både omkring det at blogge og omkring det at være forkert – men noget helt andet er at kunne se det, når det handler om en selv. Det er virkelig svært.

        Hvor er du bare SEJ, at du gav det brev til K! Jeg har selv brugt det med at skrive til min gamle psykiater, fordi jeg ikke kunne få fortalt alting med ord. Åh, jeg er helt stolt af dig, altså🙂 Det er virkelig sejt. Og det rigtig god mening det med, at der er noget inden i en, der må dø. Og at det er monsterets sidste krampetrækning. Rigtig god mening.

        Beklag endelig ikke dine ord – du ved, jeg elsker at læse :-))

        KNUS❤

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s