Baby I’m a lost, I’m a lost cause

IMG_6593

^^ leger med mit nye photoshop program

Ja, det går virkelig ned ad bakke lige for tiden. Jeg ved som sagt ikke hvad der er galt, kan ikke sætte fingeren på én specifik begivenhed eller omstændighed. Jeg er bare træt og ulykkelig. Føler tomhed, meningsløshed, håbløshed.. Og jeg er bange. Tankerne kører afsted med mig.

Så mange tanker, så mange bekymringer, så mange tårer. Holder det aldrig op?

Jeg kæmper for at komme igennem dagene. Egentlig vil jeg bare gerne blive liggende i min seng og stirre tomt ud i luften, eller bare lade det hele sejle, men jeg kan ikke. Jeg tør ikke. Jeg græder næsten hver dag efterhånden og tankerne om selvskade (og selvmord) bliver mere og mere presserende. Mit indre skriger efter mere og voldsommere selvskade dag for dag. Jeg har svært ved at rumme alle tankerne, rumme alle følelserne.

Jeg skulle have været i angst café idag, men jeg kunne simpelthen ikke. Presset om at skulle være på, at skulle bære min maske i flere timer, at skulle være social og spændende at høre på, var for meget. I stedet sidder jeg her ved bordet i min mors køkken. Prøver at få tiden til at gå, men timerne snegler sig afsted.

Jeg kæmper imod mig selv, imod mine tanker. Jeg kæmper for ikke at vise hvordan jeg virkelig har det indeni. Jeg kæmper for at prøve at få det bedre, men hvorfor føler jeg så, at jeg sidder fast? Det er rigtigt, jeg virker mere smilende og sådan på overfladen, men der skal ikke meget til før læsset vælter og masken krakelerer. Og hvad er det egentlig værd, at jeg lader som om jeg har det godt mens mit indre græder? Jo jeg skåner mine nærmeste og jeg forsøger at holde de grimme tanker væk og få en pause for en stund. Men jeg føler, jeg sidder fast.

Jeg føler, jeg kan græde hvert øjeblik det skulle være. Eller eksplodere fordi jeg ikke kan rumme mig selv. Jeg tænker på selvskade. Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dem jeg egentlig bør kontakte og som vil lytte og snakke, for jeg ved ikke hvad der er galt. Hvorfor er jeg sådan her? Hvorfor er livet sådan her? Jeg luller mig selv ind i masken og kæmper for at holde den på. Jeg “lyver” vel lidt for mig selv og mine omgivelser, men jeg ønsker at skåne dem og at give mig selv en kort pause.

Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg ser billeder for mit indre hvor jeg skærer i mig selv, klipper i min hud, banker hovedet ind i et bord eller væggen og andre mere permanente udveje. Det er grimt. Jeg får koldsved pga. angst hver gang jeg sætter mig ned og lader tankerne komme, fordi billederne om selvskade er så virkelige at jeg nogen gange er i tvivl om det bare er noget jeg har tænkt, eller om jeg rent faktisk har gjort noget ved mig selv.
Det føles som uendelig lang tid før jeg skal til nogen behandler. Men hvad kan hun/ de også gøre for mig?! Baby I’m a lost cause, don’t try to help me up. Baby I’m a lost cause, tired of fighting. Tired of fighting, fighting for a lost cause

3 thoughts on “Baby I’m a lost, I’m a lost cause

  1. Nu har jeg skrevet en lang kommentar til dit forrige indlæg, men jeg håber, det er okay, at jeg skriver her også. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om grunden til, at det hele bliver så voldsomt nu, kan være, at du har kæmpet imod monstrene indeni i en periode? Jeg skrev det vist også i det andet svar, men jeg har bare oplevet det selv. At når man mander sig op og kæmper imod, så tager det endnu voldsommere fast. Jeg plejer selv at se det som en monster indeni. Et monster, der for alt i verden ikke vil opgive den magt, det har. Så når du slår til, så slår det endnu hårdere. Det er vant til at have magten over dig, og det vil kæmpe med næb og klør for at beholde den. For at tryne dig. Det er svært at holde det ud alene, og indimellem ved man slet ikke, om man kan. Eller vil. Eller tør. Slet ikke, når man ikke kan se, om det overhovedet er det hele værd. Hvad venter der på den anden side? Findes der overhovedet noget bedre end det her?
    Medicin er ikke løsningen på alt, og det er intet mirakel. Det kan ikke stå alene, det kan ikke kurere sådan, som du har det. Alligevel vil jeg så gerne, at du vil tage den igen. Jeg taler af erfaring. Jeg nægtede i mange år at tage min medicin, fordi jeg syntes, det var en løgn. Hvorfor skulle jeg medicineres til at tro, at verden var et godt sted, når jeg vidste, den var ond? Hvorfor skulle jeg medicineres til at tro, at jeg var glad, når jeg i virkeligheden havde det fantastisk? Det er bare slet ikke sådan, det er. Det dæmper måske nogle ting, gør det til at holde ud bare at være til. Men det fjerner ikke problemerne, og det fjerner ikke følelserne. Det gør det bare mere tåleligt at holde ud. Har du set Bubbibjørnene? Undskyld den mærkelige reference, men jeg kommer til at tænke på, at når de kæmper, drikker de supersaft, som giver dem ekstra kræfter. Du har også brug for ekstra kræfter, hvis du skal kunne kæmpe imod det monster, der forsøger at tage magten over dig.

    Nu kom jeg til at skrive en hel roman igen. Det er okay, hvis du ikke orker at læse det hele igennem, og det er okay, hvis det ikke giver mening for dig, eller at du ikke kan tage det ind lige nu. Jeg tænker på dig.

  2. Undskyld hvis det bliver for grænseoverskridende eller for “stalker”-agitigt, men åh hvor det føles som om at vi har den samme hjerne. Alt hvad du skriver giver mening og er præcis hvad jeg ville have sagt til mig selv, hvis jeg kunne finde ud af at rationalisere i forhold til min egen situation.

    Bubbibjørnene er ingen dårlig reference for det er jo rigtigt! Jeg har læst dine ord i forrige indlæg og disse også. Jeg kan stadig ikke få mig selv til at tage min medicin – af præcis sammen grunde, som du skriver hér – men det du skriver giver rigtig god mening, og får mig i det mindste til at /overveje/ at tage medicinen igen, og det er vel et skridt i den rigtige retning..(??) Det er bare så pokkers svært når nu jeg har besluttet mig for ikke at tage den. For oveni i alle de grunde, der fik mig til at stoppe, kommer nu også det at jeg er endnu mere svag hvis jeg giver efter nu og begynder at tage den igen. Eller også er jeg på et eller andet punkt bare ligeglad hvad der kommer til at ske mig. Jeg ønsker ikke at blive stærk, at kæmpe i mod. Nej, det er forkert. JEG vil gerne kæmpe, men stemmerne fortæller mig at jeg ikke må.. Det er som om at monstret altid kan finde et nyt argument for at holde én fast i dårligdommen..

    Og så til sidst, så skal du aldrig undskylde for dine lange kommentarer søde, de betyder så utrolig meget for mig❤

    • Det er slet, slet ikke grænseoverskridende. Faktisk synes jeg, det er rart, at du siger det, for jeg tænker selv det samme, når jeg læser både dine blogindlæg og dine kommentarer til mine. Det er ret fantastisk, for mig i hvert fald, at “møde” en, der tænker lige sådan på mange punkter.

      Bestemt et skridt i den rigtige retning. Englen plejer at sige til mig, at før man kan tage et skridt fremad, mod en ændring, skal der sås tvivl. Tvivl om de opfattelser, man har. Altså, hvis man er fuldstændigt overbevist om, at man ikke kan finde ud af at være social – for eksempel – hvorfor skulle man så overhovedet overveje at forsøge sig? Hvis du er så sikker på, at det er dig selv, der ikke ØNSKER at tage medicinen – hvorfor skulle du så overveje det? Så jeg er glad for at kunne så bare en smule tvivl, og jeg er glad for, at du så overvejer det, bare en lille smule.

      Du må gerne kæmpe, du må for alt i verden kæmpe! Det gør dig ikke svag at tage medicinen igen, for det er et valg, DU træffer. Du tager det ikke, fordi jeg eller nogen anden har overtalt dig til det – DU træffer valget, og det gør dig stærk. Undskyld, hvis det er for provokerende, faktisk hader jeg selv, når nogen siger til mig, at noget er mig eget valg. Så bliver jeg ked af det og føler mig misforstået, fordi jeg netop ikke føler, at jeg har noget valg. Og det ved jeg, at du muligvis også føler(?), og derfor bebrejder jeg dig intet. Uanset hvad du gør, for jeg ved, at man til tider ikke føler, at man har noget valg, fordi monsteret tager over. Åh, det bliver rodet det her. Det, jeg prøver at sige, er bare, at hvis du tager din medicin, så er det ikke svagt, for du giver ikke efter. DU tager et valg. Det er ikke “dig”, der har taget valget om at droppe medicinen. Derfor “ombestemmer” du dig ikke. Giver det mening? Det er ikke, fordi jeg ikke forstår, hvordan du har det, for jeg kender det rigtig meget fra mig selv. Virkelig. Det håber jeg, du ved.

      KNUS❤

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s