A day in the life of…

Jeg har tænkt en del over at lave et indlæg hvor jeg fortæller hvordan en typisk dage forløber sig for mig. Og jeg tør godt sige det (med frygt for at få smæk af stemmerne): mine dage er rigtig udmattende og trælse. Jeg siger det ikke for at få medlidenhed eller noget, men for at vise andre hvordan en dag fyldt med selvhad, tvangstanker osv. ser ud. Det er ikke nemt og jeg føler med alle dem, som kæmper ligesom mig. I er seje!

Min morgen starter med at jeg vågner alt for tidligt (hvis jeg overhovedet har sovet). Jeg ligger i sengen indtil klokken otte med dårlig samvittighed over at jeg burde udnytte tiden til at ligge og træne. Men hvis jeg står op før otte bliver dagen alt for lang og så kan jeg slet ikke overskue den.
Jeg står modvilligt op, ville ønske at jeg slet ikke var vågnet. Jeg har mest lyst til at ligge i min seng hele dagen og lade alt sejle, men det kan jeg ikke få mig selv til at gøre. Jeg har det bedst, når masken er på. Så føler jeg mig ikke så sårbar. Og hvis jeg bliver liggende i sengen, så er det for tydeligt for dem omkring mig, hvor skidt jeg har det. Jeg går ud på badeværelset og bruger en halv time på at granske mit udseende; hade min krop, mit ansigt, mit hår. Hvorfor er jeg så grim og fed? Hvis jeg har en smule ekstra overskud tager jeg et hurtigt bad, enten håret eller kroppen. Jeg kan ikke overskue begge dele på én gang.

Så er det tid til morgenmad. Jeg sætter altid en time af til hvert hovedmåltid for så lang tid tager det for mig at få målt op og spist. Jeg hiver min “elskede” vægt frem og måler først yoghurt, så æble, muesli og til sidst mandler op. Det skal foregå i den rækkefølge ellers er maden forpestet og jeg er nødt til at smide det ud. Jeg tør ikke spise det, hvis det er lavet på nogen som helst andet måde. Det er som at bygge et tårn af klodser; hvis man lægger de forkerte klodser nederst så falder hele tårnet fra hinanden. Jeg tror ikke, at jeg vil gå ind i hvordan jeg spiser, det er vist et helt indlæg for sig selv..

Efter morgenmaden går jeg en tur med min hund. Den samme rute hver eneste dag. Jeg nyder det efterhånden ikke specielt meget (nyder jeg overhovedet noget som helst de her dage?), fordi jeg har gået den samme tur så mange gange at jeg sikkert kan gå den med lukkede øjne. Det ærgrer mig for det er en dejligt skov jeg går i, men jeg kan ikke kapere at skulle finde en ny rute. Hvad nu hvis jeg farer vild? Eller turen bliver for kort? Den skal helst vare en time, og hvis jeg går i hurtigt tempo, så er det præcis så lang tid min nuværende rute tager.
Musik i ørene og så afsted.

Når jeg kommer hjem er jeg forfrossen. Det er koldt og mine fingre er blå af kulde, men jeg har ikke fortjent at have det varmt, derfor “glemmer” jeg altid min hue og vanter, når jeg skal ud og gå. Der går tyve minutter med at få varme i mine hænder, sådan at jeg igen kan bevæge dem. Når mine fingre igen er bevægelig rydder jeg op i køkkenet, stuen og på mine værelser, redder seng, sætter ting på plads osv. DVD’erne skal stå i en bestemt orden, sorteret efter genre. Mine bøger står i farve og størrelsesorden og bogryggen skal flugte med reolens kant. Jeg retter på min stol, så den står på linje med to streger i mit trægulv. Sengen bliver sirligt redt, så ikke en ting står skævt. Jeg retter ved mine bøjler på tøjstativet, så der er lige meget mellemrum mellem hver eneste bøjle. I køkkenet tømmer jeg opvaskemaskine, hver ting har sin plads, det samme med madvarerne i køleskabet (der alle er decificeret før de er blevet sat på plads). Jeg går i panik hvis en anden sætter tingene på plads og de ikke kommer til at stå hvor de plejer. Så skal jeg gøre nogle handlinger for at “neutralisere” den skidte handling.

Før frokost skal jeg ud og handle. Det skal gøre senest halv et, ellers når jeg det ikke inden frokost. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg kan ikke overskue at handle efter frokost – det er nu en gang sådan at mit dagsskema er blevet udformet i mit hoved.
Når jeg kommer ud fra butikken snubler jeg, da mine snørrebånd har sat sig fast i hinanden. Typisk mig. Jeg ænser ikke hullet på mine knæ eller smerterne i hoften, albuen og håndfladen. Nej, jeg forbander at min bøtte med skyr er gået i stykker, og at mine leggins er revet itu – det er spild af penge, hvorfor er jeg også så dum og klodset?! Min næste tanke er bakterierne, der er kommet på mine hænder efter at de har været i kontakt med jorden. Fluks hiver jeg min lille flaske med isoprophylphenol frem og decificerer mine hænder for Gud-ved-hvilken-gang i dag, selvom det svier og brænder pga. de åbne sår på fingre og diverse steder på hænderne. Sår efter at have revet neglebånd og huden omkring fingrene af og kradset hul på mine knoer. Jeg bliver rigid og nægter at gå ind og købe en ny bøtte skyr; så må jeg undvære morgenmaden de næste par dage, når nu jeg ikke kan finde ud af at gå uden at falde. Mens jeg kører hjem, er jeg sur og tvær og hader mig selv for at være så klodset.

Min frokost foregår på samme måde som morgenmaden.
Efter min frokost i går var jeg i total kaos pga. mine tvangstanker. Efter at have spist og ryddet af, finder jeg ud af, at jeg har spildt salt på bordet, og jeg aner ikke, hvor længe det har ligget der. Jeg går i panik og skynder mig at kaste salt over skulderen. Først venstre hånd over højre skulder, så højre hånd over venstre skulder. Det går ikke kun at gøre det én gang fordi så bliver det pludselig et ulige tal og dette betyder blot endnu mere uheld. Derfor en gang med hver sin hånd, så giver det to og jeg kan få ro i sindet. Men nu har saltet jo ligget der i et stykke tid.. Jeg havde ikke opdaget det før nu. Måske jeg skulle gøre det endnu to gange for at være på den sikre side, tænker jeg. Men vil det så ikke bare betyde endnu mere spildt salt og dermed endnu mere uheld? Jeg bliver som forstenet men indeni mig er der panik. Hvad skal jeg gøre? Hele min verden bryder sammen. Frygten for at der vil ske nogen noget, fordi jeg ikke havde styr på at jeg havde spildt salt, er alt jeg kan tænke på og jeg bliver fuldstændig handlingslammet. Dilemma: hvad giver mindst uheld? At lade det spildte salt ligge og dermed risikere at jeg ikke har gjort mig nok forudstaltninger. Eller smide salt over skulderen to gange til og risikere at dette medfører mere uheld med sig, mere spildt salt som der ikke bliver rådet bod for. Ikke før min mor kommer og taler mig ud af det, er jeg i stand til at fortsætte med min dag.

Her kommer næste angstanfald. Jeg har siddet ubevægelig i en halv time, hvilket har medført at min dagsplan ikke længere passer. Jeg har ikke tid til at gøre det jeg skal. Næste dilemma? Skal jeg fortsætte med min plan og blive en halv time længere oppe for at nå det hele? Nej, hvis jeg ikke overholder min sengetid, så får jeg slet ikke sovet. Skal jeg springe det over, som jeg skulle have gjort i den halve time, hvor jeg diskuterede med mig selv om hvad jeg skulle gøre. Nej, det fungerer heller ikke. Hele min dag ramler sammen, og jeg kan ikke overskue andet end at kravle i seng og gemme mig under dynen indtil det bliver næste dag og jeg kan starte på en frisk.. Men det må jeg heller ikke, jeg skal holde mig igang for at forbrænde så mange kalorier som muligt. Man forbrænder ikke nok ved at ligge i sin seng hele dagen.

Jeg har brug for nogen til at hive mig ud af tankerne. Min mor sætter sig, snakker med mig og siger, at hun synes at jeg skal dyrke yoga som planlagt, så skal hun nok rydde op efter maden og ordne vasketøj. Jeg indvilliger i dette, men har det ikke godt med det. Hvad nu hvis hun sætter noget det forkerte sted? Eller lægger tøjet sammen på den forkerte måde, og hænger det våde op i de forkerte mønstre på tøjstativet? Jeg prøver at få tankerne væk mens jeg laver min yoga, men jeg kan ikke finde ud af at være rigtig til stede i øvelserne. Mine tanker kredser rundt om alle de ting, der er gået galt i dag. Min dagsplan er ødelagt, jeg kan ikke se mig ud over det, og det får mig til at føle mig fuldstændig håbløs. Hvordan skal resten af dagen komme til at gå, når mit skema ikke er fulgt til punkt og prikke?

Resten af dagen har jeg det skidt og har ikke hjertet med i nogle af de ting jeg laver. Jeg er kreativ; tegner/syr, læser, spiller guitar/klaver/synger – men intet hjælper. Jeg kan ikke komme ud over tankegangen om at dagen er ødelagt. Jeg ender med at være alt for aktiv for at kunne være i min egen krop. Jeg er nødt til at holde mig igang hvis jeg ikke skal gøre skade på mig selv. Jeg har lyst til at skære, banke hovedet ind i væggen, slå mig med en pande el.lign. – jeg fortjener at blive straffet. Det er dumme fejl, jeg har lavet, som har gjort at min dag nu ikke hænger sammen.

Tiden snegler sig afsted til det bliver aften. Jeg tager min medicin og mit mellemmåltid klokken ni og venter utålmodigt til klokken bliver halv elleve så jeg kan gå i seng. Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid er så ængstelig for at det skal blive tid til at jeg skal i seng, jeg sover jo alligevel ikke. De sidste par nætter har jeg sovet en afbrudt søvn i tidsrummet fire til seks. Jeg føler mig skør, når jeg ikke får min søvn, men stemmerne vil ikke tillade at jeg får ro. Når jeg ikke træner og sulter mig selv, så har jeg ihvertfald ikke fortjent at sove. Mit vækkeur ringer kl. otte og jeg står op med et stort suk.

IMG_2722IMG_2723IMG_2724IMG_2730^^ for mange billeder??

8 thoughts on “A day in the life of…

  1. Jeg ved sgu ikke helt, hvad jeg skal sige. Men jeg forstår godt, du ikke har lyst til at stå op om morgenen. Hvad vil du gøre? Det kan jo ikke blive ved!

  2. Aldrig for mange billeder – du ser skøn ud🙂

    Godt nok har jeg ikke OCD, men jeg kan genkende mange af tingene alligevel. Jeg har fået at vide, at jeg nok burde have den tvangsprægede personlighedsforstyrrelse på papiret også. Det med at finde nye ruter, når jeg skal gå en tur – det går heller ikke for mig. For hvad nu, hvis den ikke tager så lang tid, som den anden? Så er der lige pludselig et hul i tidsplanen, og hvad skal jeg gøre med dét? Nogle gange ville jeg også gerne igang med at løbe, men jeg har slet ikke løbet, mens jeg har boet her og kender ikke det eksakte antal minutter på nogen som helst rute. Og så kan jeg jo ikke få det passet ind i planen, vel? Jeg har også et bestemt tidspunkt, jeg står op – også selvom jeg ligger tidligere. Ellers bliver formiddagen for lang. Jeg har aldrig hørt om andre, der har det lige sådan med formiddage. De fleste synes, jeg er irriterende, når jeg ikke bare kan lave en aftale om at komme på besøg eller noget klokken halv ti. Min mor vil gerne afsted klokken ni om morgenen, hvis hun skal noget, og det resulterer i, at jeg aldrig kan komme med. Og nu du snakker om din måde at spise på. Eller om, at det ville fylde for meget at skrive det. Englen og jeg har skrevet tre a4 sider om mine systemer i forhold til spisningen. Og så er der problemet med ændringer i planerne. Uforudsete ændringer. Det ødelægger resten af dagen, og det er ikke til at beslutte, hvad man skal gøre for at komme videre. Jeg kender det, rigtig godt. Jeg håber ikke, at mine ord bare er endnu en byrde på dine skuldre til dette indlæg. Jeg ville bare fortælle dig, at du ikke er alene.

    • Det er slet ingen burde. Det er rigtig dejligt at høre, at man ikke er den eneste. Jeg “skammer” mig lidt over at have det på den måde, så jeg føler mig vel egentlig mindre forkert, når andre har noget af det samme. Selvfølgelig er det ikke sjovt, at andre har det som mig, men jeg ved at du forstår hvad jeg mener🙂

  3. Tak fordi du delte din dag. Der er flere ting jeg kan genkende selvom jeg ikke har OCD. Til gengæld fik jeg en hjerneskade for 7 år siden og den dag i dag er jeg dybt afhængig af mine rutiner og min tavle i køkkenet. Hvis jeg ikke følger min plan så ender jeg i sengen med fjernsynet kørende hele dagen. Fx er jeg nødt til at vaske op hver gang der er bare den mindste ting for ellers tror jeg at jeg igen har fejlet og så bliver INTET vasket op… Der er ingen logik i det – det giver ikke engang mening for mig selv, men det er nødt til at være sådan.

    Jeg går lidt og drømmer om at jeg med tiden ikke behøver at have en tavle, men efter 7 år tvivler jeg lidt.

    Lige nu ved jeg at jeg ikke har vandet blomster i formiddags som jeg skulle. Det åndsvage er at så bliver blomsterne ikke vandet før næste gang det er på tavlen. Chancen er forpasset – stakkels blomster…

    Så nej du er ikke alene.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s