Oh life, oh life

IMG_0718, collageIMG_0964

^^beklager billedekvaliteten (taget m. iPhone)

Jeg kigger på uret og bliver med det samme i dårligt humør. Klokken er elleve nu og min veninde holder brunch. Jeg er inviteret, men har (som sædvanligt) takket pænt nej. Det gør ondt at vide, at lige nu krammer alle mine veninder hinanden til hej, griner, smiler og snakker om alverdens ting, mens jeg sidder her i min lejlighed. (Næsten) helt alene – min mor er her, men kører fra mig om en time.
Jeg kunne alligevel ikke overskue maden..

Det er skræmmende at tænke på, hvordan de valgt vi tager udelukker og påvirker så meget andet.
Jeg har ikke tal på hvor mange mennesker jeg efterhånden har skubbet væk og ud af mit liv. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om dem eller bevidst ønsker de skal forsvinde i mængden -men fordi, at når det involvere mennesker, involverer det chancen om at blive såret, skuffet og efterladt. Det er ironisk, når jeg tænker over, hvor bange jeg er for at være alene. Jeg er bogstaveligtalt min egen værste fjende, og det har jeg altid været.

Da jeg var yngre, tror jeg ikke at det nogensinde faldt mig ind, at jeg skulle være 20 (snart 21) og ingen planer have. Ingen “vej”. Jeg har altid være så pligtopfyldende og dygtig, og nu aner jeg ikke hvor mit næste skridt skal føre mig hen. Faktisk, så ved jeg ikke om jeg har lyst til at tage det næste skridt. Jeg har altid været plaget af mange ting, men jeg havde aldrig troet at jeg skulle miste lysten til livet i sådan en grad, som det er kommet til. Og det, på trods af at jeg har levet et depressivt liv, siden jeg var 12. Hold da op, hvor er det sørgeligt, og ynkeligt på samme tid.

Jeg drømte engang om børn, mand, hus og hele molevitten. Det føles så fjernt at sige det nu, for jeg er så langt fra den drøm som jeg overhovedet kan komme. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke engang om jeg ønsker at sætte børn i denne verden, og da slet ikke hvis jeg skal agere som mor.

I sidste ende kan det også være helt ligegyldigt. Faktum er, at jeg ikke længere er Amelia. Jeg har mistet mig selv i takt med hvert kilo jeg har tabt. Jeg er ikke glad, jeg har ingen planer, jeg har truffet nogle meget dårlige valg, og så har jeg skubbet alt for mange mennesker væk.
Eller måske, har lige netop alt dét altid været Amelia – nu er det bare sværere at leve med hende.

De siger at alting ændres, at tiden læger alle sår, de siger at alt bliver bedre, men hvornår, hvornår, hvornår?

Jeg er så flov over mig selv.
Jeg venter og venter.. men på hvad? På at jeg en dag stikker af fra alt eller dør?
Jeg bliver jo aldrig “normal”, aldrig ligesom alle andre.
Jeg famler mere og mere, bliver mere indelukket og ked af det.
Fortidens sår kommer frem hele tiden.

Hvornår stopper det? Jeg kigger på stjernerne der falder ned og undrer mig, hvor jeg gik forkert..

7 thoughts on “Oh life, oh life

  1. Du skal lige vide, at jeg altid læser med.❤

    Jeg kan sagtens sætte mig ind i det der, med ikke at have nogen planer. Sådan havde jeg det, da jeg var allersygest – og jeg kan stadig få det sådan.
    I næste weekend holder min klasse julefrokost (nytårskur/påskefrokost?!), folk vil egentlig gerne have mig med – men hvad gør jeg? Jeg vil ikke spise, jeg ved, vi bare skal bestille pizza….

    Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne tilbyde dig en døgndrift (ligesom din mor, bare være der hele tiden). Og det er selvfølgelig let nok at sige – men jeg kan virkelig huske, hvordan det var. Og det, jeg havde allerMINDST lyst til, var en veninde; men jeg tror virkelig, det kunne have sparet mig for en del.
    Jeg tænker på dig.❤

    // Maria.

  2. Følelsen af at føle sig alene, at man ik passer ind blandt alle andre unge mennesker, er virkelig pinefuldt. Og jeg kan virkelig følge dine tanker. Man vil jo på en måde gerne være med, men man tør bare ik, for man kommer alligevel til at føle sig forkert når man enten ik kan spise det de andre får eller kunne drikke og sådan.
    Nogen gange mangler man bare en tæt veninde der sidder i samme dilemma som en selv😦

    • Lige præcis! Jeg føler mig så ensom og jeg ville sådan ønske, at jeg havde en veninde som vidste hvad jeg gik i gennem, som forstod. En som man kunne skrive til når man havde det svært og som bare ville være der for en..

      • Har det på helt samme måde. Andre forstår bare ik helt hvad man går igennem.
        Du må gerne skrive til mig, vil gerne hjælpe dig (:

  3. Indimellem tænker jeg også tilbage på dengang, jeg troede, jeg kunne det hele. Nej, måske har jeg aldrig troet det selv, men lige som du, var jeg pligtopfyldende og ordentlig, fik gode karakterer. Og alle folk sagde, at jeg kunne blive, hvad jeg ville. Hele verden lå foran mig – og så trådte jeg forkert. Væltede, bum, og så var der ingen fremtid tilbage. Det er trist at tænke på nu. Selvom jeg har det bedre, har jeg stadig intet ønske om en fremtid, en uddannelse, et liv. Hvilket liv? Jeg kender dine tanker. Og jeg synes ikke, du behøver være flov over dig selv. Slet, slet ikke.❤

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s