Does that make me crazy? Possibly

byAmelia - please credit if use<3

Jeg føler mig tom indeni. Jeg føler mig i øjeblikket fuldstændig ude af stand til at udtrykke mig. Altså jeg skriver indlæg, og jeg fortæller måske mere end nogensinde før. Men det føles ikke som om jeg helt siger hvad jeg inderst inde føler. Ikke fordi jeg ikke har lyst til det eller fordi jeg bevidst vælger at holde noget tilbage, men fordi jeg ikke ved hvordan. Jeg ved ikke hvad “det” er. Jeg ved ikke hvor jeg står i forhold til rigtig mange ting. Jeg har vel egentlig allerede sagt det i mine nylige indlæg, men det forholder sig stadig sådan, og derfor er det vel det, jeg bliver nødt til at fortælle om..

Jeg er træt hele tiden og føler ofte at jeg er ved at besvime. Men jeg føler ikke at jeg har ret til at være træt eller have det skidt. Jeg får jo den hjælp jeg har brug for ikke? Jeg føler at jeg skuffer alt og alle, jeg føler mig som en fiasko.

Jeg har lyst til at ligge i min seng og sove dagen væk, men det kan jeg ikke længere. Stemmerne siger, at jeg ikke må ligge ned. Jeg skal stå op, altid være i bevægelse. Jeg tror ikke engang at jeg ville være i stand til at sove; tankerne kører rundt i mit hoved. Men der er så meget kaos at tankerne ikke bliver til tanke – giver det mening? Kaos indeni gør at jeg ikke kan vælge nogle tanker ud og gøre dem til ord eller sætninger. Der er stille, men alligevel ikke. Kan vist ikke rigtig forklare det ordentlig, det er så mærkeligt. Eller måske råber tankerne så meget, at jeg ikke kan skelne den ene fra den ene og derfor ikke er i stand til at beskrive hvad jeg tænker..

Jeg er så træt af tilværelsen. Jeg prøver at forstå ting som ingen mening giver. Hvis hjernen kunne eksplodere af “overtænkning” ville det være sket for længst.

Jeg har ikke lyst til at deltage længere, jeg er træt af at kæmpe for noget som jeg ikke engang ved hvad er, noget som jeg ikke helt ved om jeg længere tror på.
Hvordan skulle nogen nogensinde kunne komme til at acceptere og respektere mig, når jeg ikke engang selv kan.

Hver gang folk spørger mig hvordan det går, ender jeg med at sidde med sådan en underlig tom følelse. Jeg kan mærke tårerne presse på. Men jeg smiler altid, og siger at jeg har det godt, jeg har det fint. Det er jeg jo nødt til at have.

Men jeg har det ad helvedes til, og jeg ville sådan ønske at jeg kunne tillade mig selv at være derefter. Jeg har lyst til at lukke alt og alle ude. Snerre og sulke. Sluge piller, springe måltider over, skære. Jeg har lyst til at aflyse mine aftaler. Jeg har ikke lyst til at mødes med folk fordi jeg ikke gider (eller kan) lade som om at alt er fantastisk og jeg har det godt. Jeg har lyst til ikke at gå i bad, gå rundt i mit beskidte tøj og ikke tage makeup på eller gøre noget du af mig selv på nogen måde. Jeg ved jo godt, at det ikke er det jeg virkelig ønsker. Det er stemmerne der fortæller mig, at jeg ikke har fortjent bedre. Men det er så lokkende at føje mig dem, så behøver jeg ikke kæmpe med de onde ord de hvisker i mit øre, når jeg prøver at gøre noget godt for mig selv.

Men jeg hader at virke bedre end jeg har det. Jeg hader det virkelig. Eller måske hader jeg mere at folk ikke kan se igennem min facade. Jeg er nemlig på samme tid bange for at virke for “god”, at alle tror at jeg har det godt fordi det udefra ser ud som om, jeg ikke lader mig styre at mit humør/min spiseforstyrrelse (mest fordi jeg kommer med dumme undskyldninger for at blive væk, når min depression/angst/spiseforstyrrelse styrer og regerer).

Hver aften tager jeg en beslutning om at næste dag skal være bedre. At jeg skal spise efter min kostplan; ikke sulte mig selv, ikke træne. I morgen aften skal jeg have lov til at sove. Og om dagen vil jeg give min krop den hvile, den har brug for. Men hver morgen er der omstændigheder, der gør, at jeg på den ene eller anden måde føler, at jeg skal straffe mig selv. Føler jeg mig stor/fyldt/fed? Jeg er nødt til at nedjustere mængderne på min kostplan. Har jeg indtager over x kalorier i dag? Jeg må ikke sove, før jeg har trænet i y antal timer. Ser jeg ok ud idag (og svaret er altid nej)? Så kan jeg ikke vise mig offentligt og er nødt til at aflyse de aftaler, jeg måtte have. Har jeg arbejdet nok med mig selv eller er der sket de ryk jeg har forventet af mig selv (igen er svaret selvfølgelig altid nej)? Så kan jeg ligeså godt blive i min dårligdom, lukke min mor (= min eneste hjælp og støtte) ude og aflyse min terapi med K.

Jeg føler, at jeg sidder fast og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at rive mig ud af den negative nedadkørende spiral.

7 thoughts on “Does that make me crazy? Possibly

  1. Det gør så ondt og læse det du skriver ! Mest af alt fordi det er min verden du beskriver😦 var slet ikk klar over andre kunne have det som mig! Det ved jeg nu, og ville ikke ønske det for selv min værste fjende! Det fortjener ingen, og heller ikk dig! Hvor ville jeg dog ønske jeg kunne gøre noget ! Du fortjener så meget bedre !!!! Tanker herfra! Og skriv endelig hvis du har lyst!

    • Det betyder så utrolig meget, det du skriver! Selvom jeg også synes det er forfærdeligt, at du har det på samme måde, så håber jeg at du kan få en form for trøst ved at tænke på, at du ikke er alene – for det er du ikke! Du er også mere end velkommen til at skrive til mig, også på mail🙂

  2. Følelsen af at tankerne kører rundt i hovedet på en, så hurtigt, at man ikke kan nå at gribe fat i en enkelt og formulere den, endsige forstå den, høre, hvad den siger og tage sig af den. Så hurtigt, at det ikke længere føles som tanker, men følelser, og følelser opstår ofte af tanker, så hvordan skal man forklare følelserne, når man ikke kan nå at fange tankerne? Sådan har jeg det nogle gange, og det er så svært at sætte ord på det. Og selvom man forsøger, føles det bare ikke rigtigt. Som om, der stadig er noget, der mangler at komme ud. Det letter bare ikke. Mon du giver dig selv lov til at græde for tiden? Måske er det mærkeligt, at jeg spørger, men faktisk synes jeg nogle gange, at det er det, der skal til, før denne tilstand har mulighed for at lette. Men jeg ved også, hvor svært det er at give sig lov.
    Jeg ønsker sådan, at du vil besøge K, som aftalt. I har vist også et brev, I skal have snakket om..❤ Tavshed siger indimellem lige så meget som ord, og jeg håber, at hun ser din smerte igennem din aflysning. Selvom jeg ved, noget i dig håber det modsatte. Jeg tænker på dig, søde pige.

    KNUS<3

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s