Vil du ikke godt lade mit hjerte blive, når du går?

Her er historien fra hjertets indre
Der hvor man håber at smerten den bliver mindre
og måske én dag helt forsvinder.
Ingen andre end mig kan se disse minder
Eller holde om mig når tårerne triller ned af mine kinder.
Isoleret sidder jeg og håber på
at det hele en dag nok skal gå.

Ingen tapperhed
Hun vil ikke længere kæmpe
Nådesløse tanker, et hjerte så tungt, kan det ses?
Hendes tomme øjne har mistet deres skær
Hun er ikke længere nogen nær
Hun har kun sig selv og hendes minder
Tårene der tørrer ind på hendes kinder
Der er ingen til at trøste,
ingen til at guide,
ingen tapperhed.

Man tror man kender sig selv nogenlunde. Ved hvem man er, hvad man står for. Og i mange tilfælde måske især hvad man i hvert fald ikke står for.

Jeg har lidt under mine problemer i over halvdelen af mit liv nu. Og efterhånden kender jeg dem ud og ind, ved hvor komplekse de forskellige ting er. Min spiseforstyrrelse for eksempel; det handler jo langt fra om maden, og dens indgriben i min spisning er kun en brøkdel af hvad den faktisk påvirker eller styrer i mit liv.

Jeg ved hvad jeg står for som menneske. Ihvertfald ved jeg i det store hele hvad jeg bestemt ikke står for og ikke kan stå inde for.

Hele min sygdom handler i bund og grund om straf. Jeg straffer og begrænser mig selv gennem den. Jeg er kommet mere i kontakt med mig selv trods al modstanden. Men min anoreksi er stadig min verdens navle. Og den får mig til at handle helt modsat af hvordan jeg som person og menneske er eller ønsker at være.

Det gør mig uendeligt ked ad det at jeg gør de ting jeg gør, både mod mig selv og hvad der påvirker andre omkring mig.

Jeg ønsker ikke at fralægge mig ansvaret for mine egne handlinger; for selvom det ikke føles som mig når jeg føler mig tvunget ud i noget af mine egne, såkaldt anorektiske tanker, så er det jo mine arme og ben og dem kan kun jeg i sidste ende styre.

Jeg er flov. Jeg er flov og skamfuld og kan næsten ikke holde ud at være i mig selv. Tænk hvis nogen af dem der vil mig det så godt vidste hvor forfærdelig, forkert og ‘beskidt’ jeg i virkeligheden er.
De kender det meste af min historie nu, og de er der endnu. Det er på samme tid rart og svært fordi jeg føler behandler dem. For der er stadig ting de ikke ved. Ingen ved. Og som jeg er så flov over at jeg tuder ved tanken.

Der er ting der er så langt fra hele min overbevisning og så langt fra alt hvad jeg står for. Og som jeg alligevel har med mig på samvittigheden.

“Sindsyg i gerningøjeblikket” tænker jeg og smager på sætningen, mens jeg føler mig mindre end noget i skam. Jeg ved godt at det var sygdommes navn jeg handlede i, at jeg nærmest ikke var tilstede i mig selv. At der ingen hensigter var, andet end desperation efter straf af mig selv og en eller anden ‘syg’ forløsning. Men jeg føler jeg fralægger mig ansvaret hvis jeg skal bruge undskyldninger som disse. For det er jo stadig mig der har handlet, det er mine arme og ben, det er mit hovede.
Og hvis hensigten var at straffe mig selv, så er det i den grad lykkedes mig. Mere end nogensinde. For jeg har givet mig selv et stempel der kommer til at sidde på mig længe, og som kommer til at begrænse mig længe fremover. Og jeg kan slet ikke overskue det. Det er så lidt mig, det er fuldstændigt fjernt fra mig som person. Har svært ved at håndtere det i disse dage. Svært ved at se nogen i øjnene selvom det stadig kun er mig der ved hvor galt det faktisk er gået for mig.

Det er svært at fortsætte med at leve, når man føler sig død indeni. Synes det er op ad bakke lige nu

6 thoughts on “Vil du ikke godt lade mit hjerte blive, når du går?

  1. Puha, hvor kan jeg mærke din smerte igennem dine ord. Du skriver fantastisk – selv når du taler om ting, uden at tale om dem rigtigt. Ordene bliver hængende, og de er fyldt med følelser. Og hvor virker det egentlig hult, at jeg sidder her og roser dine ord, når det er dit hjerte, der gør ondt.
    Jeg ville ønske, jeg kunne fjerne din smerte og vise dig, at du fortjener så meget bedre. Igen vil jeg sige, at du ikke behøver at skamme dig. Nok er det dine arme og dine ben, men din sygdom sidder i hjernen, og det er den, der styrer arme og ben. Det er dit hoved, der er sygt (ja, okay, jeg kan godt selv høre, hvordan det lyder….. :-)), og ikke dit væsen, ikke dit gode hjerte og ikke din fantastiske person (selvom jeg kun ser en brøkdel igennem dine skriverier, bilder jeg mig alligevel ind, at jeg dog ser NOGET). Jeg vil ikke skrive så lang en besked, for måske det er for uoverskueligt at tygge sig igennem den lige nu. Jeg har flere gange tænkt på, om du mon har en facebook profil, for jeg vil gerne være der for dig – også uden for blogverdenen. Men det er ikke noget, du behøver at tage stilling til nu, og du behøver ikke lukke mig længere ind. Distancen kan også gøre det lettere at være ærlig og åben sommetider. Jeg vil bare lade dig vide, at jeg tænker over det, tænker på dig, og at jeg er her, hvis du har brug for det. Brug for at snakke. Skrive. Et andet sted. Eller på andre tidspunkter af dagen. Undskyld, hvis det er mærkeligt og grænseoverskridende, men som vi har skrevet om før, er der bare så mange ting i dig, jeg genkender i mig selv. Hvis det er for grænseoverskridende, så bare lad som om, jeg slet ikke har skrevet det og læs kun den første halvdel af beskeden🙂

    • Det er slet ikke grænseoverskridende! Tværtimod bliver jeg mega rørt. Må indrømme at jeg lidt har tænkt noget af det samme, men har ikke – som du – haft modet til at sige noget.
      Intet af det du skriver er hult eller tomme ord. Jeg tager alt til mig med kyshånd, for jeg sætter sådan pris på dine kommentarer❤

      • Pyh, jeg bliver helt lettet over, at du siger, at du selv har tænkt lidt af det samme. Og det rører mig, virkelig. Hvis det er sådan, er det nok bedre at udveksle navne over mail.🙂

        Det er jeg glad for, at du gør. Jeg har det på samme måde med dine❤

  2. Har været der hvor du er.. Kender det hele. Skamfuldheden, splittelsen indeni, angsten, ocd’en, selvstraffelsen.. Ja det hele. Var selv syg i over 10 år inden jeg omsider traf en ny beslutning for mig selv.. Og det bliver ikke lettere jo flere år du venter. Så søde du – se dig selv i øjnene.. Accepter at du ikke er og ikke skal være perfekt. Lad være med at tro, at du kan eller skal ændre ved den du er. Først når du gir slip på perfektionismen, vil du opleve en større ro. … Held og lykke med det hele! Vh Naja

    • Tak for din kommentar. Det er skræmmende; det med at skulle give slip på perfektionismen, men jeg tror du har ret i at det er den eneste vej ud af alt det her. Når jeg er inde i perioder som disse, er det bare så utrolig svært at se sig ud af det, at finde en måde at kæmpe sig over på den anden side..

      • Det ved jeg. Men “den rette” dag til at træffe et nyt valg for dig selv, eksisterer ikke. Jeg selv udskød og udskød at lytte til min krop og mig selv, i håb om at jeg ville blive mere “klar” til at være mig.. Men det bliver ikke lettere i morgen eller dagen efter. Det vil altid være ufattelig farligt og usikkert at begynde at lytte til og stole på sin krop, efter at have levet i sit hoved i mange år. Men du virker som en stærk og stædig person – brug det positivt i stedet! Vh Naja

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s