“… ikke at turde er at miste sig selv og livet”

want it more than you're afraid of it.

“At turde er at miste fodfæstet et øjeblik – ikke at turde er at miste sig selv.” Man hører ofte dette gør man ikke. Jeg har ihvertfald hørt det flere gange, men aldrig rigtig kunnet tage det til mig. Jeg sad i morges dybt begravet i min morgenkaffe og dagens avis, da citatet popper op i min hjerne. Hvorfor siger vi som vi gør? Hvad er meningen bag? Jeg lister ind på mit værelset, ved ikke hvem jeg er stille for; der er kun mig. Jeg griber bogen “Fra Sygdommen til Døden” af Søren Kirkegaard og slår op på siden, som jeg har læst så mange gange, at jeg ville kunne den i søvne:

Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man
saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at
vove kan man just saa forfaerdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget
man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfaelde
aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv.
Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjaelper Livet mig med Straffen.
Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjaelper mig saa? Og naar jeg
ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i
høieste Forstand er just at blive opmaerksom paa sig selv) feigt vinder
alle jordiske Fordele – og taber mig selv!”

Det gør ondt, helt inde i hjertet, at tænke på lige netop disse ord.

Jeg ønsker ikke at blive gammel og have følelsen af, at jeg kunne have oplevet så meget mere. At fortryde, at jeg ikke mistede fodfæstet bare et øjeblik, og tog chancen. Ske hvad der end måtte ske, men i det mindste kunne lukke øjnene med et smil og vide at man har gjort hvad man kunne for at leve.

Nogen gange sidder jeg virkelig med følelsen af, at jeg er spild af liv – helt uden indhold.
Og det er så frustrerende. For jeg vil så meget, men der sker bare ingenting. Måske vil jeg ikke længere noget med mit liv.. Det synes som om, at når jeg endelig prøver, så falder det hele fra hinanden igen, og så er jeg atter tilbage hvor jeg begyndte.

Måske er livet bare “ingenting”, medmindre vi selv gør det til noget…

Dette får mig til at tænke på et andet citat: “Jeg vil ikke kun eksistere – jeg vil LEVE”

Men hvad indebærer det at leve. Involvere det også at blive såret? Skuffet? Vred? Ked? Alle de forbudte følelser, jeg så længe har lukket af overfor.
Nu husker jeg hvorfor jeg valgte ikke at lukke nogen ind; de får en magt over en, en magt som de ikke altid fortjener.

Ja man skal tage chancer, man skal ikke lade livet passere uden at deltage – men med den magt, er der en stor risiko for at blive såret. En risiko, som jeg ikke ved om er værd at tage. Derfor valgte jeg så længe ikke at lukke nogen ind. Heller ikke nogle behandlere, ikke engang min egen familie. Jeg spillede på den sikre side, for så var jeg sikker på ikke at tabe mere end jeg allerede har tabt.
Og så virker det som om, jeg har styr på det hele. At jeg kan kontrollere mine følelser, men det har og kan jeg langt fra. Jeg roder mig ud i en helt masse, hvor jeg set i bakspejlet, ikke helt ved hvordan jeg er havnet der hvor jeg nu engang er. Forskellen fra før, hvor jeg lukkede alt ude – til nu, er at jeg ikke kan lade være. Jeg vil gerne se hvad der sker. Jeg vil gerne udfordre skæbnen. Jeg vil leve.

Men det er så fandens hårdt.

2 thoughts on ““… ikke at turde er at miste sig selv og livet”

  1. Det er nemlig hårdt. Men håber og tror at set er dwt værd at kæmpe for det!
    Det lyder på dig som om du er ved at få vendt din dumme nedadgående spiral op igen, mod noget bedre, positivt og måske endda lykkeligt (: er så stolt af dig, du er virkelig stærk. Bare bliv ved med at kæmpe

  2. “Forskellen fra før, hvor jeg lukkede alt ude – til nu, er at jeg ikke kan lade være”. Det rammer virkelig. Det gør det hele, men lige den sætning beskriver, hvordan jeg føler det lige nu. Jeg KAN ikke. Fordi jeg har opdaget, at der er noget, der er bedre. Jeg har opdaget, hvad jeg har mistet. Måske er det det samme, du oplever? En flig af det, du har mistet ved at lukke ude? Men du har ret, det er sindsygt hårdt. Og indimellem tvivler jeg på, om jeg kan holde det ud – og om det er smerten værd. Når jeg ser udefra, på dine ord, så tvivler jeg ikke på, at det er dét værd, for jeg ser, at DU er det værd. Ikke smerten, men alt den omsorg, alt den forståelse, anerkendelse, (selv)respekt, du ikke har oplevet i dig selv. Det er i mødet med andre, at man lærer at forstå sig selv, læste englen for mig en dag. Jeg har i mange år bildt mig ind, at jeg ikke havde brug for andre mennesker..

    Jeg elsker, at du læser Søren Kierkegaard.🙂

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s