Let it burn..

Jeg ved snart ikke hvad jeg forventer af mig selv. Det føles som om at jeg hele tiden skal prøve grænser af, prøve at skubbe folk (= min mor) væk blot så jeg kan blive bekræftet i, at jeg ikke er værd at holde af, ikke er værd at tro på. Jeg ved at hvis min mor først opgiver håbet, så tror jeg heller ikke længere selv på, at det er muligt for mig at få det bedre. Hvad ønsker jeg egentlig? Ønsker jeg virkelig en tilværelse i ensomhed, aflukket fra alt og alle. Jeg prøver min mors kærlighed af, fordi jeg ønsker at hun skal forlade mig, så jeg kan få ret i at ingen gider mig. Men er det inderst inde det jeg ønsker? Eller er det bare noget stemmerne bilder mig ind.. Måske jeg bare gerne vil elskes og holdes af, men jeg tør ikke åbne op for mine følelser fordi jeg er bange for at det gør for ondt – det er for såbart…

Jeg tænker meget på ensomheden de her dage. Især det at føle sig alene blandt mennesker. I dag havde jeg besøg af min mor, hendes kæreste og min bror. Jeg hader at få besøg fordi jeg ikke kan finde ud af at sige fra, når jeg bliver for udmattet til at have mennesker omkring mig. De er lige gået og jeg nyder stilheden. Stilheden som kun findes man er helt alene. Når jeg kun er mig, kan jeg bedre kapere at være alene. Men når ensomheden rammer mig mens jeg er omgivet af mennesker, så ved jeg ikke hvordan jeg skal reagere. Jeg kan mærke at jeg lukker mig endnu mere ind i mig selv; jeg lukker omverden ude for ikke at blive såret, når jeg ikke føler mig forstået. Og det er når misforståelser sker, at jeg kan komme til at føle mig alene blandt andre. Ofte er det usagt og sikkert kun noget, der foregår i mit hovede og ikke hos andre. Nogen gange går det ubemærket hen, men jeg mærker ændringen i stemningen i hele min krop og så kan jeg ikke lade være med at reagere på den. Åh, nu føler jeg igen at det jeg siger ikke giver mening. Mon der er nogen der forstår mit vrøvl..

Tilbage til besøget; jeg sidder alene nu, fuldstændig udmattet. Jeg magter ikke disse besøg særlig længe fordi jeg så er tvunget til at bære min maske hele tiden. Jeg har lyst til at se dem dybt i øjnene og bare sige sandheden. Sige; du kan ikke se det, men indvendig græder jeg. Du kan kun se mit smilende ansigt og jeg er god til at få dig til at grine. Indvendig der går jeg i tusinde stykker hver gang jeg tvinger et smil over mine læber. Jeg har lyst til at skrige “så hjælp mig dog! Kan du ikke se hvor ondt jeg har, hvor meget mit hjerte det smerter?”. Jeg græder og er bange, men du kan ikke se det. Indeni har jeg lyst til at gøre mig selv ondt, skære i mig selv så blodet løber. Og jeg kæmper en kamp hver eneste dag. Men du kan ikke se det… Men det siger jeg ikke. For jeg er en god pige. Jeg spiller rollen som den smilende vært og venter med længsel efter at klokken slår og det er tid til at gå, så jeg kan lukke døren og bryde sammen på gulvet.

Jeg burde ikke sige det, jeg er bange for at sige det højt for så forsvinder de måske, men hér, inde på nettet, der er der ingen der ved hvem jeg er, hvor jeg befinder mig. Så hér tør jeg sige det. De ligger nemlig ved siden af mig. Jeg skæver over til dem, som jeg sidder her og skriver ordene. De små sorte. Pillerne. Jeg ved hvad der sker, hvis jeg tager dem. Og jeg ønsker det. Det var tid til en ny uges medicin og min mor havde glassene med. Jeg snuppede et par håndfulde mens hun var på toilettet. Det er så lokkende. Jeg ønsker at udfordre skæbnen. Jeg prøver at se gennem gråden. De ligger der. Jeg ved det.

Jeg rejser mig og går over og henter en æske i et af køkkenskabene. Jeg putter pillerne deri og gemmer æsken i min taske. Nu har jeg dem. Hvis jeg skulle få behov for det. Behovet virker mere og mere presserende. Jeg ved hvad der sker hvis nogen opdager det, men jeg er nødt til at have muligheden.

3 thoughts on “Let it burn..

  1. Uha.. hvor kan jeg dog nikke genkende til det med pillerne. Blot at have dem føles betryggende. Som en slags nødplan. Men det holder bare ikke. De er en falsk tryghed.

    Når mine tanker har været derude har prøvet at tænke på, hvad hvis jeg nu ikke havde prøvet alle andre muligheder. Hvad nu hvis der var en anden løsning, som jeg havde overset, og så ville jeg måske gå glip af en masse gode ting, fordi jeg valgte nødplanen…

  2. Jeg forstår dit vrøvl – sådan har jeg det også, når jeg har besøg af min familie. Det er en lettelse, når de går igen – og så kan man også sidde og skamme sig over dét. Også det med at prøve af, om folk virkelig er der, det kender jeg godt. Det sker ikke bevidst, men når det er så svært at holde sig selv ud, er man på en måde nødt til at se, om andre virkelig kan. Ellers gør det alt, alt for ondt at tro på det. I virkeligheden ønsker jeg tit bare at blive holdt om, når jeg så desperat forsøger at skubbe væk. “Elsk mig mest, når jeg mindst fortjener det”..

    Ordene svigter lidt igen i dag, synes jeg. Jeg vil så gerne kommentere på alt det, du har skrevet, fordi jeg mærker det hele. På den anden side vil det mest blive gentagelser, for du har allerede skrevet, hvad jeg tænker. Sådan føles det i hvert fald. Jeg er ked af, at du føler dig nødt til at have pillerne ved din sidde, men jeg har det selv på samme måde, så jeg kan godt forstå dig. Jeg vil nok bare sige, at du ikke er alene.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s