How shall I live my life..

byAmelia - please credit if use<3Hvordan skal jeg leve mit liv, når tanker og følelser styres af depressionens og anoreksiens væsen. De pejlemærker, som vi er skabt til at følge, svigter mig, de forråder mig ved at sløre mit syn, de forråder mig med misinformationer. Jeg bliver ind i mellem spurgt om, hvad jeg drømmer om i forhold til arbejdsmarkedet, bliver spurgt om, hvad jeg gerne ville, hvis jeg skulle tænke uden begrænsninger.
Udenpå smiler jeg, som om, det dog var et fremragende spørgsmål, og forsøger diplomatisk at væve et svar sammen. “Jeg vil gerne gøre en forskel”, “jeg vil gerne hjælpe andre”
Indeni er jeg virkelig frustreret. Det virker ikke som om der ikke er nogen, der forstår, at jeg ikke ejer noget håb, og jeg ikke er i stand til at tænke uden begrænsning.

Jeg ser ikke verden som den er, men gennem tæt tåge. Hvordan skal jeg leve mit liv? Hvordan skal jeg kunne opmuntre andre når de finder livet hårdt. Hvordan skal jeg vise dem vej ud i lyset, når jeg aldrig selv har fundet stien. Når de på en dårlig dag ikke kan holde sig selv oppe, og har brug for en at støtte sig til, – da ligger jeg allerede ned.

Føler mig magtesløs i forhold til morgendagens udfordringer. Jeg føler mig så unyttig. Jeg føler mig som en klods om benene på alt og alle. Mørket ulmer og breder sig. Jeg får det værre for hver dag der går. Skyldfølelsen fylder mere og mere i mig som en ballon der bliver pustet op. Igår tabte jeg tråden endnu en gang. Måtte igen erkende, at jeg var faldet i, faldet tilbage i anoreksiens fanggreb. Sprunget måltider over, skåret, gemt piller. Smerten var så tydelig i min mors øjne, da vi snakkede. Jeg prøvede at sige at alt nok skulle blive ok. Indeni havde jeg kun én tanke, kun et ord. Jeg havde lyst til at brøle det ud, så murene ville ryste, jeg havde lyst til at græde det ud, til jeg blev skyllet ud af huset, ud af livet. UNDSKYLD!!!

Undskyld for alt.
Undskyld jeg er her.
Undskyld jeg ikke stod imod og nægtede at lade mig styre af anoreksien.
Undskyld at du må være om mig 24/7, i dette hjem hvor jeg spreder gift og galde som skimmelsvamp.
Undskyld igen og igen.

Jeg sidder her og kigger fortvivlet ud på sneen. Jeg vil falde baglæns ned i dyb løst frost-sne. Lande blødt, og dækkes af de lette kølige fnug. Og så til foråret når sneen smelter vil jeg ligge der i en glaskiste skabt af is krystaller. Som en anden snehvide. I det fjerne høres lyden af hovslag og der kommer en fremmed sagbehandler ridende med et kys af håb og fremtid på læberne som er beregnet til at vække mig..

2 thoughts on “How shall I live my life..

  1. Du skriver simpelthen så smukt. Virkelig, virkelig smukt. Og måske betyder det ikke så meget, når vi ikke kender hinanden rigtigt, men for mig gør du en forskel. For mig betyder dine ord alverden. Når jeg ligger ned, tager du mig i hånden, selvom du ligger mindst lige så dybt. Du tager mig i hånden. Får mig til at føle, at jeg ikke er alene. Du gør en forskel for mig.

  2. Du behøver ik at undskylde for noget. Tror bare det er vigtigt at få fjernet din facade overfor de mennesker som vil og kan hjælpe dig, især også din mor.
    Man kan først arbejde på noget, når det er blevet rigtig bevidstgjort.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s