And so it goes

Så skete det. Blev indlagt på psykiatrisk skadestue torsdag formiddag og her er jeg stadig, skal overflyttes på mandag; det mente de var bedst selvom man normalt kun må være på PAM i 48 timer. Min mor er lige gået, hun kom med min computer, en masse bøger og lidt tøj + min iPod. Hun kender mig for godt. Jeg er stadig ikke kommet mig over chokket. Inderst inde vidste jeg vel godt, at det ikke kunne blive ved på denne her måde, men alligevel føler jeg mig trist og forladt, svigtet, uelsket, til besvær for alt og alle. Jeg har ikke lyst til at være her. Jeg sidder kun på mit værelse, kommer ikke ud, ikke engang for at spise. Min mor har tvunget et bæger yoghurt i mig, men ellers har jeg ikke spist noget. Jeg kan simpelthen ikke..

Jeg har hjemvé som et lille barn. Hjemvé efter hvad, aner jeg ikke, for jeg føler mig ikke ret hjemme derhjemme. Det er ikke MIT hjem, det er vores, midlertidige hjem. Så en indlæggelse kan vel i sidste ende komme ud på et med “hjemme”? Jeg kan bare mærke jeg ikke helt kan have tanken om ikke at kunne trække mig rigtigt, ikke at kunne tænde stearinlys og bare være – uden at skulle bekymre mig om hvem der pludselig står i døren eller hvordan jeg ser ud hvis der kommer nogen: “jeg må hellere stå op hele tiden, så nogen ikke tror jeg er doven hvis de kommer ind og finder mig siddende”. Bare små ting, som vokser for mig.

Eneste plus er at jeg ikke behøver spise. Nej, det må jeg selvfølgelig ikke sige, men det føles ærligt talt som det eneste positive lige nu, og hvis jeg kun tænker på alt det dårlig så tror jeg ikke at jeg magter at leve mere. Den eneste grund til at jeg kan holde ud at være her er, at jeg ved der ligger en lille pose med nok piller, til at jeg kan tage mit liv, gemt i min rygsæk. Jeg smuglede den i min BH, så jeg vidste at der var en udvej, hvis de ville gøre noget, jeg ikke kunne være med til. Så nu ligger den der, den kalder på mig og jeg svarer, hvis de siger at jeg skal ind på den lukkede. Det er “sjovt” at jeg er her fordi jeg ikke kan være alene uden at tage mit eget liv, og at det så er her på afdelingen, at det nok kommer til at ske. Men jeg er rolig. For jeg ved at de ikke kan få mig til at gøre noget jeg ikke vil; så tager jeg bare billetten ud herfra, væk fra livet.

Jeg har været “i kløerne på systemet” i lidt over 7 år, og nu står jeg her med den største følelse af nederlag – igen. Forfra endnu engang.. Prøver at sige til mig selv at jeg bliver stærkere for hver gang jeg falder og rejser mig igen, og at jeg lærer noget hele vejen. Men helt ærligt, så føler jeg mig bare mislykket.

Min sidste glimt af livet, mine sidste minutter i friheden så således ud;

IMG_2781IMG_2790IMG_2792IMG_2793IMG_2796IMG_2799IMG_2798

banana oatmeal//  banana oatmeal w. “apple pie filling” and pomegranate seeds //

7 thoughts on “And so it goes

  1. Søde skat. Jeg har selv været hvor du er og jeg har KUN medfølelse til overs for dig. Jeg ved at der ikke er meget lys nogen steder lige nu.
    MEN når det er sagt… Aflevér de piller – lyt ikke til deres kalden. Der er lys i verden – tro mig. Så for alt i verden. Aflevér dem så de ikke ender med at være det du skal huskes for.

    Sender kram og tanker… AFLEVÉR!

  2. Tag de piller og skyld dem ud i toilettet LIGE NU!! Det er IKKE en nødplan! Det lover jeg dig!!!
    Jeg har selv stået med dem i hånden, men ved nu at der var en grund til, at jeg ikke gik så vidt, og det vil du også indse en dag! Det lover jeg dig af hele mit hjerte!!!!

  3. Åhhh ved ik hvad jeg skal sige, er ked af det på din vejne, men du skal blot vide, at jeg kender til dine følelser og tanker har selv været der. Skriv endelig hvis du har lyst.

    Ps skyld de piller ud nu som Janni også skriver.

  4. Jeg tror ikke, nogen ord virkelig kan gøre en forskel lige nu. Så vil du ikke blot tage imod alt min kærlig og styrke samt modtaget dette fra alle de andre piger som følger din blog. Lige nu har du mere brug for det!
    STORT knus<3

  5. Søde pige. Jeg forestiller mig, hvordan du græmmes ved, at jeg skriver disse ord – selvom de alligevel betyder noget. Fordi dit selvhad og mismod skinner så meget igennem dine ord. Jeg genkender dine tanker, jeg genkender tanken om at skulle stå op hele tiden, hvis nu nogen skulle komme forbi. Jeg har ikke så mange ord i dag, men jeg tænker på dig. Og selvom du nok ikke kan få dig til det, må du altid gerne skrive. Du må også bare skrive, hvis du keder dig. Det kan være lange dage, når man er indlagt, det kender jeg fra mig selv. Måske kan det slå lidt tid ihjel at skrive om ingenting. I hvert fald er jeg her – og mine tanker er allerede hos dig.

    Knus❤

  6. Jeg tænker rigtig meget på dig, og jeg vil ikke have, du tager dit eget liv.
    Vi har skrevet og kommenteret på hinandens blogs et stykke tid, og jeg ved, vi har været der med trøstende ord for hinanden – sådan har jeg ihvertfald haft det.
    Jeg sætter mig ind i, hvordan du har det, og jeg sender dig al hvad jeg kan, selvom jeg selv er inde i en dårlig periode. Jeg ved, du kan komme videre. Jeg tror på dig!
    Kram.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s