You will survive, and you will be a better human for it.

Jeg har været vågen og oppe siden kl 5.30, og sidder nu med 3. kop kaffe som jeg ikke har brug for og en tom pakkeliste foran mig. Min mor kommer og henter mig om ca. en time. Så skal jeg hjem og pakke hvorefter jeg bliver overflyttet til et åbent afsnit. Jeg har bare ikke lyst. Jeg er lidt trist, tror jeg. Vemodig, hvis den stemning overhovedet passer ind. Savner allerede at være hjemme ved tanken om at skulle derind igen. Jeg ved ikke engang hvor længe, men efter deres planer er det en måned i hvert fald – indtil jeg har fået så meget ro på, at jeg er i stand til at tage afstand fra selvmordstankerne.

Pillerne er dog røget og erstattet med livet. Hvad det end måtte byde på. Jeg er nødt til at tro på at det kan blive bedre. I har ret, alle jer fantastisk personer som skrev til mit indlæg i går; livet er mere værd og der er lys forude. Én ting har denne indlæggelse da givet mig troen på: at tingene skrider fremad. Det er jo en fact at alt går hurtigere når man bliver indlagt, man bliver taget mere seriøs og ventetiden til at få hjælp er nu blevet forkortet med flere uger, måske endda måneder. Jeg står til at få behandling indenfor de næste dage, også en hjælp som ikke betyder at jeg skal køre flere hundrede kilometer hver uge. Selvom jeg har været utrolig glad for at gå i terapi hos K, så kan jeg ikke komme udenom det faktum at køreturerne har stresset mig enormt.

Jeg ved godt, at jeg er for langt inde i det lige nu, til selv at kunne vende det. I virkeligheden ville jeg ønske jeg kunne mærke lidt lettelse over at overlade styringen til andre lidt, synes det har været hårdt de sidste par måneder at stå med ansvaret alene for min egen behandling – noget jeg umiddelbart har fejlet grundigt i. Lettelse over at få ro og trække stikket lidt ud. Men den er der ikke helt, for selvom den del af det virker “tiltalende” lige nu, så føler jeg mig også lidt fej. Jeg synes det er lidt snyd, for man kan ikke bare trække stikket ud og være lille hver gang tingene er svære. Jeg har svært ved bare at skulle “fjernes” fra alt, når det netop er ude i min egen hverdag jeg skal lære at få det til at fungere for mig selv – og der, hvor der trods alt er ting der gør mig godt i glimt, som de også vil såkaldt pausere mig fra.

Jeg er nervøs for idag og det næste stykke tid, samtidigt med at jeg ikke er det. Giver det mening? Det føles underligt. Men jeg har det meget sådan lige nu, også i forhold til en masse andre ting og alt det der er sket/sker i mit liv for tiden, at jeg tager én dag ad gangen og forsøger at lade være med at forvente noget. Bare prøve at være i det, selvom det er rigtig svært. Være i det jeg er og prøve at lade bekymringer passere. De kommer og de er der, men jeg prøver at lade være med at gribe for meget fat i dem. Jeg tror dog heller ikke at jeg ville være i stand til at tænke i mere end én dag ad gangen, det er jo ligesom lidt derfor jeg står i den situation jeg nu engang gør; fordi 1 måned eller lidt mere synes som uendelig lang tid. Når man lever fra dag til dag, og hver dag synes aldrig at ende, så er det svært at tro på at den dag og en måned nogensinde vil komme. Og så er det, at jeg bliver så håbløs.

Til noget lidt andet: Jeg savner min far for tiden, sikkert fordi jeg har det svært og at han ofte mangler meget når der sker noget i mit liv – egentlig både svære og gode ting. Jeg savner ham også når jeg er glad over noget. Jeg går ikke rundt i en sorgtåge over ham hele tiden eller er ude af stand til at lægge savnet fra mig – det er jo så længe siden han døde nu, og jeg husker ham dårligt nok – jeg mærker det egentlig mest i glimt engang imellem. Jeg tænker på ham hver dag i alle mulige sammenhænge, men bliver ikke nødvendigvis fyldt op af det hver gang. Han er bare lidt med mig, tror jeg. Andet ville måske næsten også være mærkeligt, for jeg er trods alt halvvejs hans gener. Kære far, jeg savner dig til at holde om mig når tingene bliver svære, stryge mig over kinden og fortælle mig at det hele nok skal gå. At jeg er fars pige, og at solen vil stå op og en ny dag vil komme…

IMG_6874

5 thoughts on “You will survive, and you will be a better human for it.

  1. Jeg synes ikke, det er fejt at lade sig indlægge. Du flygter ikke bare væk, fordi tingene er svære, tværtimod går du mod hjælpen ved at lade dig indlægge. Som du selv siger, er behandlingen tættere på nu, og det er ikke hverken fejt eller svagt at gå hen imod. Det er lidt ligesom med en fysisk sygdom. Man vil gerne kunne klare det hjemme, fordi det er der, man skal fungere, men man kan på et tidspunkt blive så syg – også af en fysisk sygdom – at man er nødt til at blive indlagt i en periode. Hvis ikke man gør det, kan man få mén resten af livet, fordi man ikke tager hånd om, hvad kroppen fortæller. Det gør du netop nu, også selvom du ikke føler det. Også selvom du måske kommer til at kæmpe imod behandlingen indimellem. Den første gang jeg blev indlagt på børneafdelingen, græd min mor af glæde. Hun var så lettet over, at jeg nu kunne få hjælp. Jeg tænker på dig, meget.

    • Tak for din kommentar. Og tak for den sammeligning – det hjalp rigtig meget at se sådan på det. Jeg må holde fast i at det er gennem denne indlæggelse at hjælpen kommer til mig også bagefter. Tak for dine søde ord og tanker❤ Jeg beklager at overskuddet ikke har været til at kommentere på din blog, men jeg tænker stadig megt på dig og håber at tingene går nogenlunde – og så sætter jeg stor pris på at du alligevel tager dig tid til at skrive til mig❤

      • Jeg er glad for, at du kan bruge det, søde. Og du skal ikke tænke på, om du får læst og kommenteret på min blog – overskuddet kommer, når det kommer. Jeg ved, det er svært lige nu, og jeg vil alligevel skrive til dig, selvfølgelig. Jeg ved godt, at det ikke er, fordi du er ligeglad, at du ikke skriver lige nu❤

  2. Som Krokodullen også skriver, så har du jo netop lige nu brug for hjælp, og det at du har ladet dig indlægge er måske så stort et skridt for dig, at jeg blot synes, at du faktisk skal rose dig selv for at have taget dette skridt. Jeg ved selv fra mine tidligere indlæggelser, at det kan være en stor mundfuld at sluge, men jeg tror eller ved, at det i den sidste ende er den bedste beslutning, når man er så langt nede, som du er lige nu. Søde tag imod hjælpen, du fortjener den mere end nogen anden. Husk du er mer end velkommen til at skrive, jeg ved hvor lang tiden sommtider kan følles sådan et sted.

    Må jeg spørge til, hvor du er indlagt henne?

    KTnker herfra mig❤.

    • Åh jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive andet end tusinde tak for dine ord. Det er nemlig rigtig svært at få tiden til at gå, især når man ingen udgang har – jeg er indlagt på et afsnit på Dianalund lidt udenfor Slagelse

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s