Isn’t it strange..

isn't it funnyIMG_2891IMG_2885Når ingen kan se, at man har det skidt

Der er mange som ser ned på mennesker med psykiske sygdomme, men jeg tror at det kommer af uvidenhed ikke fordi de personer, der tænker således, er onde.

Forestil dig en pige, som har haft kræft og mistet alt sit hår. Det er sommer og hun er på stranden uden at have noget på hovedet. Alle føler med hende og har forståelse for det hun har været igennem; de ser ikke ned på hende. Tværtimod er hun stærk/sej/tapper/modig at hun går rundt og viser sit bare hoved. Du kunne aldrig finde på at kalde hende opmærksomhedskrævende.

Så ser du en pige som har været/ er selvskadende. Hendes arme, ben el.lign. er fyldt med ar. Hun går rundt på stranden i bikini ligesom alle andre. I en sådan situation har jeg ofte lagt mærke til at folk stirrer, kommer med onde kommentarer og jeg mange ville sige, at hun skriger på opmærksomhed. Jeg anerkender at det er et problem, der er blevet meget bedre, og flere og flere mennesker har forståelse for hvilken smerte sådan en person gennemgår. Men stadig er selvskade, spiseforstyrrelse osv. et tabu, noget der helst ikke skal snakkes om. Folk der “har” sygdommen skammer sig, og folk omkring vil helst undgå at se problemerne i øjnene eller tale om emnet. Hvorfor? Kan det at være syg på “indersiden” ikke være ligeså smertefuldt som det at være syg udadtil, hvis ikke værre? Og er det, at klæde som sig alle andre, at være opmærksomhedskrævende?

Jeg tror det kommer af, at folk som ikke har haft psykiske sygdomme tæt ind på livet har svært ved at forstå, at man kan være syg uden at det kan ses. Hvis en har gips på foden er det ikke svært at se, at personen har slået sin fod. Mennesker med psykiske sygdomme ser oftest “normale” ud, og måske er det derfor det kan være svært at se at en person rent faktisk er syg og har det rigtig skidt. Det er også nemmere at hjælpe en der har brækket en fod; så kan man dømme dem til at slappe af i sofaen og ellers komme med te, mad, omsorg osv. Men hvordan hjælper man én, som er psykisk syg? Det er meget sværere at gå til, og det er ikke nemt, især når dem der lider kan have svært ved at sætte ord på hvad der foregår i deres hoveder. Vi mennesker har det med at skulle se tingene før vi tror på dem, men psykiske sygdomme kan man ikke “se” for de forpester “kun” én indadtil. Det er det, som gør det så pokkers svært.

De fleste mennesker har været så syge at det har gjort fysisk ondt. Det er næsten helt utåleligt ikke? Men dette er faktisk værre. Den psykiske smerte er næsten umulig at forstå med mindre man selv har prøvet at have det så skidt. Når hvert sekund du er i live gør ondt, så kan bare det at trække vejret føles umuligt. En psykisk sygdom varer ikke kun et par dage, eller højt et par uger – nej, det varer lang tid og at komme sig kræver hårdt arbejde, ligesom når et brækket ben skal genoptrænes. Men igen er den psykiske del meget sværere at behandle og det er ikke en allerede lagt plan, som når du skal genoptræne dit ben. Ingen vælger at blive pyskisk syg, ligesom der ikke er nogen der vælger at blive ramt a influenza eller falde og brække en arm.

Jeg har været heldig at have forstående mennesker omkring mig, og er sjældent blevet kaldt opmærksomhedskrævende (udover en leder på et behandlingssted som mente at jeg havde valgt at få anoreksi fordi jeg ville have opmærksomhed fra min mor). De gange jeg dog er blevet kaldt det, har det gjort utrolig ondt indeni. Hvorfor bliver man opfattet som opmærksomhedssyg over noget, man ikke kan gøre for? Hvis jeg selv kunne vælge ville jeg helst have været fri for alt dette her *lort*, for hvem ønsker at have det så skidt at det at tage sit eget liv føles som den eneste udvej? Ingen, så vidt jeg ved. Man vælger ikke selv om man er rask, syg eller psykisk syg. Og det er her, at folk kan være med at til at skabe en forandring: ved at respektere og anerkende problemet.

For helt ærligt, hvem ville have troet at pigen på billedet nedenfor sultede sig, tvang sig selv til at kaste op, skar i sig selv, flåede neglebånd af, sov nøgen på gulvet og hadede sig selv så meget at hun ikke synes at hun fortjente en plads her i verden?

IMG_5514

6 thoughts on “Isn’t it strange..

  1. Dine ord sætter virkelig tankerne i gang❤
    Og bliver nødt til at sige, hvor ser du bare smuk, dejlig og glad ud på billedet. Derhen skal sigte imod at komme igen.

  2. Wauw, det er bare helt rigtigt. Og det er vist også derfor, jeg går rundt med et badge med “En af os” (væk med tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom) på – stolt på min taske, og folk ser enten meget hurtigt på det og udbryder “Næh, er du bloddonor? Med det røde mærke?” eller kigger granskende på mig. “Kan man se det? Nej? Rask.”..

    Og så ved jeg ikke, om man må sige det, men du er virkelig smuk. Wauw dit hår. Og dit ansigt. Jeg ved, det er slemt at få at vide, samtidig med at det er rart.
    Hvis folk siger det, når man er undervægtig, tænker man “ja, jeg må hellere forblive sådan her, så jeg ikke bliver grim og fed, jeg er ikke pæn hvis jeg skal ligne noget “normalt”..” – og hvis det er når man er på normal vægt (som jeg er), så tænker (jeg, ihvertfald) at de lyver. For det var bedre før. Meget bedre!

    Jeg tænker rigtig meget på dig.❤

  3. Du rammer virkelig… De tanker går jeg rundt med hver eneste dag, og jeg møder også altid modstand, når jeg fortæller om min depression og anoreksi. Folk forstår det ikke og de prøver ikke at se det.
    Jeg har opgivet at snakke med mine venner om det, fordi jeg altid får kommentaren “jamen, du er så tynd, du kan sagtens tage et par kilo på!”. Og jeg hader at folk ikke forstår det. Men som du helt rigtigt siger, så har det jo alt at gøre med, at de ikke kan se det.

    Jeg beklager en lidt rodet kommentar, men håber du forstår min pointe..😛

    Knus
    Sidsel
    (sidselsn.blogspot.dk)

  4. Hvor kan jeg virkelig bare forstå dig!
    Jeg er desværre også i den situation som du beskriver først, med den skaldede pige på stranden… Og har også været igennem den frygtelige onde anoreksi. Og jeg kan bare sige at du har helt ret! Jeg tror faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig at anoreksien er mere hård/sværere end kræftsygdommen. Det lyder virkelig forkert. Men jeg tror desværre det er sådan det er. For ved kræftsygdommen ved man om der er noget medicin der kan hjælpe eller ej. Men ved anoreksien ved man aldrig hvornår man ikke er syg mere, og man ved heller ikke hvordan man bliver rask igen. Der er ikke bare lige noget medicin man kan få imod det….
    – Så kan bare sige du har 100% ret🙂 Håber det bedste for dig🙂

  5. Det er et virkelig stærkt indlæg. Rigtig godt, at du sætter fokus på det – jeg har tit selv oplevet det samme. Ikke bare, at folk ser mærkeligt på en, fordi man har ar på arme og ben, men også den manglende forståelse for, at man ikke har overskud til at ses. Dét er også en stor forskel mellem fysisk og psykisk sygdom. Når man er fysisk syg, hvis det nu handler om et brækket ben f.eks., så har mange meget lyst til at se folk for at få tiden til at gå. Hvis man har en depression, har man måske ikke lyst til medlidenhedsbesøg. Ikke hele tiden i hvert fald. Ej, jeg kan ikke forklare mig ordentligt, mangler ordene lige nu. Kan kun give dig ret i alt, hvad du skriver.

  6. Søde, smukke pige. Kan du så være god ved dig selv. Du har fortjent alt godt. Hvis jeg havde boet i nærheden af dig havde jeg tager dig med en tur til fish-spa, når man prøver det kan man slet ikke lade være med at grine fordi det kilder sådan, bagefter er man helt “høj” af endorfinerne🙂

    Get well, hilsen en der har fulgt din blog lidt tid

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s