Even breathing is a constant battle

Tilgiv mig, at jeg ikke har skrevet i mange dage, men jeg har været fuldstændig tømt for ord og tanker. Jeg har kørt meget fra time til time og bare kæmpet for at eksistere, kæmpet for at komme igennem dagene. Selvom hver time er en kamp og føles uendelig lang, har den ene dag alligevel taget den anden og her sidder jeg, ti dage inde i min indlæggelse uden at kunne berette om nogen bedring. Jeg har mest lyst til at dope mig og sove dagene væk. Alligevel er jeg angst for at lægge mig i min seng, når det endelig bliver aften. Jeg føler trang til at græde, men finder mig ude af stand til at knibe blot en enkelt tåre frem. Jeg tror det ville give mig en form for forløsning, men alligevel sker der intet. Nogen gange tror jeg at jeg har mistet evnen til at græde – måske jeg har opbrugt min kvotient tåre for dette liv…

I går blev den larmende stilhed i mit hoved mere end jeg kunne bære og jeg endte med at skære; mærkede roen omslutte mig mens pølen af blog samlede sig på mit lagen og jeg kunne endelig falde i søvn. Det skræmmer mig – bagefter – når jeg har disse “black-outs”; det var først i dag, da min mor inspicerede sårene at det gik op for mig hvor dybt jeg havde skåret. Hvad kan jeg ikke finde på når det bliver for uudholdeligt at være i min egen krop? Men det er vel også derfor at jeg er her..

Jeg undrer mig over hvor min lyst til livet er blevet af. Hvor min nysgerrighed og mod på livet er forsvundet hen. Inderst inde håber jeg nok på at det en dag “går galt” og jeg ikke vågner; at det var ti piller for meget, at mit hjerte står af, at jeg i løbet af natten forbløder, at bilen kom hurtigere end jeg først vurderede – et eller andet, så jeg kunne flygte fra denne meningsløse tilværelse. Åh, jeg ønsker mig væk, væk fra mig selv.

Mine øjne er døde; jeg kan mærke det. Jeg stirrer tomt frem for mig. Der er ingen glæde at spore i mine engang glødende øjne. Der er intet at gøre, jeg kan ikke længere holde facaden, mine øjne afslører mig. De er døde for jeg har allerede dræbt min sjæl. Min krop bevæger sig rundt, men det er en tom skal. Hvordan skal jeg fortsætte med at leve når den vigtigste del af mig ikke længere er til her i den menneskelige verden?
Mit hjerte gør ondt og det piner mig at tvinge et smil over læberne. Min blotte eksistens smerter og det er en kamp bare at trække vejret. Jeg føler mig ikke længere som en del af denne verden. Føler mig fremmed blandt dem, som jeg burde have mest tilfælles med. Jeg ved ikke længere hvordan jeg skal fungere som menneske.

IMG_2915

8 thoughts on “Even breathing is a constant battle

  1. Det er rart at høre fra dig igen, selvom det gør mig ondt at læse, at du har det skidt. Jeg bliver også af og til skræmt af mine “black-outs”, hvor jeg skader mig selv. Det skete så sent som i dag. Det er virkelig ubehageligt, og så alligevel kan man få den tanke, du beskriver, om at der ved et tilfælde skulle ske et eller andet, så man ikke vågnede op dagen efter. Dog er jeg glad for, at det ikke er tilfældet.❤

    Jeg er i den tro, at sjælen ikke kan dø. Ja, det lyder måske mærkeligt, for jeg beskriver ofte min egen sjæl som netop værende dét – død. Det gik først op for mig, da jeg læste dine ord, at jeg faktisk ikke tror, at sjælen kan dø. Din sjæl er syg, og derfor skinner dine øjne ikke. Ligesom når det er kroppen, der er syg, så bliver øjnene også matte. Du kan få det godt igen, det tror jeg på.

  2. Kære lille du… den kommer tilbage igen.. din LIVSLYST! Det lover jeg dig…

    Jeg ved det er svært at tro på lige nu. Kan jo selv huske, hvordan det føltes, at føle som du gør nu, men du SKAL holde fast! Der er en mening med livet og det er IKKE kun lidelse.

    Jeg lover dig, at du atter vil komme til at se på livet, som jeg gør nu, og måske sågar give det videre til en anden syg. Jeg er levende bevis på at det er muligt, for det ER det!!!

  3. Jeg tager dig i mine arme. Ånder livskraft på dig, så dine lunger holdes fyldte. Fælder en medfølende tåre, som lindrer din indtørrede sjæl. Hvisker at alt bliver godt, så dit sind forstår. For du har ret til at være til. Du må ikke miste livet. Du er værdifuld, blot ved at være dig. Jeg vil ikke miste dig. Jeg holder dig tæt ind til mig, holder dig i live…

  4. Det er dejligt at høre fra dig igen. Jeg har virkelig været nervøs, for selvom det er dårligt nyt, er det stadig nyt. Søde.
    Kram og tanker.<3

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s