Say it out loud: I am worth it. I deserve to be happy

IMG_2790Det er en turbulent tid i øjeblikket, hvor jeg på den ene side er kommet et godt stykke fremad med mange ting, men samtidigt synes at sidde overfor næsten de samme udfordringer igen og igen.
Endnu engang kæmper jeg for min behandling, eller rettere for at kommunen vil betale for den og investere i mig for at sige det lidt firkantet. Denne gang er jeg dog en hel del bedre til at forsvare mig og stå ved mine behov. Selvom tvivlen og usikkerheden stadig overmander mig til tider.

På en måde er det svært at få det bedre, for min udvidede bevidsthed medfører også frustrationer fordi jeg pludselig mærker og forholder mig mere til alting, og ikke bare bider hvad som helst i mig og dulmer det på diverse uhensigtsmæssige måder. Og det er sgu lidt overvældende at turde glimtvis lade frustrationer og (åh, stadig forbudt nok følelse for mig til at ordet er svært at skrive) vrede blive på den banehalvdel hvor de hører til. Og handle på det i selvrespekt i stedet for at finde mig i.

Det slår mig pludseligt indimellem, at for pokker hvor har jeg ikke været sød ved mig selv og er det stadig ikke rigtigt. Og hvor har jeg fundet mig i meget fra mange sider i fast overbevisning om at jeg selv er skyld i – og ansvarlig for alt svært jeg har stået i.
Jeg begynder så småt at stå ved mig selv og mine behov, turde stille små krav og forsvare mig når jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Det er hårdt, men ved jo godt at det er med til at få mig fremad.

En anelse ensomt er det faktisk også at bryde lidt ud af min egen indre isolation. Paradoksalt nok. Måske fordi jeg hverken er fri af mine indre dæmoner, men ej heller underlagt dem på samme måde. Så er blevet mere en del af verden udenfor, om man så må sige, samtidigt med at jeg stadig er meget i mig selv og har meget jeg stadig mangler at få på plads og bearbejde osv. Så føler mig tit lidt i ingenmandsland. Ikke rask, ikke syg. Ikke ovenpå, ikke helt fanget i mørket.

Og så er det ensomt at blive nærværende nok til at kunne indse og erkende at det der skulle være støtte udefra, holder mig næsten mere nede end det gavner mig. Ville tidligere til hver en tid have vendt det mod mig selv, men nu er det mere tydeligt for mig at det ikke er mig der bare er forkert, men at (dele af) den hjælp jeg får er utilstrækkelig eller forkert om man vil. Og at jeg kan se det nu, gør at jeg må handle på det og også i ord og handling stå ved mig selv på en helt ny måde. Det er grænseoverskridende og usikkert, og fyldt med “hvad må folk ikke tænke”-tanker i mit hovede. Den gamle, velkendte skamfølelse over mig selv. Trangen til at være én stor undskyldning for mig selv.

2 thoughts on “Say it out loud: I am worth it. I deserve to be happy

  1. Kære Amelia. Jeg har lige læst begge dine indlæg igennem, og det slår mig, hvor meget jeg har savnet at læse dine ord. Dine formuleringer. Og den genkendelse, jeg ser igennem dem. Jeg kan genkende mig selv i både det første indlæg og i dette. Du skriver, at du er begyndt at sige fra med selvrespekt. Sådan har jeg det også lige for tiden. Og det skræmmer mig, ligesom du skriver, at kunne blive frustreret og indimellem mærke en vrede, som ikke kun er vendt imod en selv. Jeg tror, det er et positivt tegn – det er i hvert fald, hvad jeg får at vide.
    Og så føles det alligevel ensomt. Ligesom du beskriver det. Det føles ensomt at forlade sin egen verden. At vende blikket ud imod en verden fyldt med mennesker, hvor man alligevel føler sig alene. Indeni er der altid dæmonerne til at holde en med selskab, og man savner ikke nogen (vil i hvert fald ikke tillade sig det), fordi der alligevel ikke er nogen. Jeg ved ikke, hvad det er for en hjælp, du forsøger at få bevilliget igennem kommunen, men jeg håber af hele mit hjerte, at de bevilliger dig den.

    Knus og tanker til dig. ❤

  2. Kære Amelia, jeg synes det er en rigtig god formidling af dine tanker og følelser du giver. Jeg kan især genkende det med overgangen fra syg til rask. At følge sygdommen og være anorektiker er på en måde “sikker” nok, og at være helt rask er jo også sikkert, men broen imellem, puha, jeg synes den virker meget lang og meget vakkelvorn. Jeg må erkende jeg også sommertider går et skridt tilbage mod sygdomssiden, hvis skridtet foran mig virker for usikkert at træde på. men det ligesom dig kan jeg pludselig bedre se verden, og skildre sygdommen fra mine egne og sunde tanker. Det er fedt at andre har det på samme måde, og at de gider og dele det, tak🙂

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s