Vi er det tabte paradis

Vi er liv & lys
vi er skygger & magi
vi er hinandens alibi
vi er liv & lys

Vi er kød & blod
vi er sanser vi er magt
vi er os selv med dødsforagt
vi er kød & blod

Vi er skind & ben
vi er drømme lagt på is
vi er det tabte paradis
vi er skind & ben

Vi er krop & sjæl
vi er nerver vi er stål
vi er støv i metermål
vi er krop i sjæl

Alle går vi rundt & leder som besatte
nogen finder noget & andre sig selv
alle mister noget ingen kan erstatte
nogen går omkring & slår tiden ihjel

Vi er liv & lys
vi er gåder uden ord
vi er perler på en snor
vi er liv & lys

Vi er et & alt
vi er nøgne vi er små
vi er dem ingen tænker på
vi er et & alt

C. V. Jørgensen: Indian Summer

Even breathing is a constant battle

Tilgiv mig, at jeg ikke har skrevet i mange dage, men jeg har været fuldstændig tømt for ord og tanker. Jeg har kørt meget fra time til time og bare kæmpet for at eksistere, kæmpet for at komme igennem dagene. Selvom hver time er en kamp og føles uendelig lang, har den ene dag alligevel taget den anden og her sidder jeg, ti dage inde i min indlæggelse uden at kunne berette om nogen bedring. Jeg har mest lyst til at dope mig og sove dagene væk. Alligevel er jeg angst for at lægge mig i min seng, når det endelig bliver aften. Jeg føler trang til at græde, men finder mig ude af stand til at knibe blot en enkelt tåre frem. Jeg tror det ville give mig en form for forløsning, men alligevel sker der intet. Nogen gange tror jeg at jeg har mistet evnen til at græde – måske jeg har opbrugt min kvotient tåre for dette liv…

I går blev den larmende stilhed i mit hoved mere end jeg kunne bære og jeg endte med at skære; mærkede roen omslutte mig mens pølen af blog samlede sig på mit lagen og jeg kunne endelig falde i søvn. Det skræmmer mig – bagefter – når jeg har disse “black-outs”; det var først i dag, da min mor inspicerede sårene at det gik op for mig hvor dybt jeg havde skåret. Hvad kan jeg ikke finde på når det bliver for uudholdeligt at være i min egen krop? Men det er vel også derfor at jeg er her..

Jeg undrer mig over hvor min lyst til livet er blevet af. Hvor min nysgerrighed og mod på livet er forsvundet hen. Inderst inde håber jeg nok på at det en dag “går galt” og jeg ikke vågner; at det var ti piller for meget, at mit hjerte står af, at jeg i løbet af natten forbløder, at bilen kom hurtigere end jeg først vurderede – et eller andet, så jeg kunne flygte fra denne meningsløse tilværelse. Åh, jeg ønsker mig væk, væk fra mig selv.

Mine øjne er døde; jeg kan mærke det. Jeg stirrer tomt frem for mig. Der er ingen glæde at spore i mine engang glødende øjne. Der er intet at gøre, jeg kan ikke længere holde facaden, mine øjne afslører mig. De er døde for jeg har allerede dræbt min sjæl. Min krop bevæger sig rundt, men det er en tom skal. Hvordan skal jeg fortsætte med at leve når den vigtigste del af mig ikke længere er til her i den menneskelige verden?
Mit hjerte gør ondt og det piner mig at tvinge et smil over læberne. Min blotte eksistens smerter og det er en kamp bare at trække vejret. Jeg føler mig ikke længere som en del af denne verden. Føler mig fremmed blandt dem, som jeg burde have mest tilfælles med. Jeg ved ikke længere hvordan jeg skal fungere som menneske.

IMG_2915

In <december

Som sagt så går det jo bare rigtig godt lige for tiden, og jeg er fast besluttet på, at nu skal mit liv til at begynde – sygdommen skal ikke få lov til at holde mig fra at leve! I denne ånd har jeg lavet en december ‘bucket list’ eller ‘hvad jeg skal i december’-liste. I får den lige på engelsk.. 😉

I will – 

Go ice-skating

Listen to old christmas songs too often

Bake christmas cookies and other sweets for my family

Enjoy life’s little moments

Admire everything beautiful that one somehow uncovers

Stay up late with friends

Browse through vintage shops or antique book stores

Have snow fights

Enjoy the long dark hours in the light of hundreds of candle lights

Be wearing my softest, biggest wool cardigan

Read a lot

Laugh as much as possible

snowSM0014-300x199Build a snowman or play in the snow

Juletid + en forklaring

Åh, jeg kunne undskylde for mit fravær og manglende indlæg, men det vil jeg ikke gøre for selvom jeg beklager, så er jeg slet ikke så ked af det alligevel for har haft nogle fantastiske dage. Det er næsten helt dejligt at kunne sige, at jeg simpelthen ikke har haft tid til at opdatere bloggen 🙂

Kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det så godt. Håber at det varer ved… Nej, jeg bestemmer at det skal blive ved med at være sådan; jep!

Trods den længste(!) dag i mands minde i går, formåede jeg at samle kræfter og mod til at tage ud og spise med de søde mennesker fra Café Blom. Og det var en helt vild god oplevelse, trods at jeg var fuldstændig udmattet fra først at være i terapi, så til diætist og derefter en tre timers lang køretur fra Jylland til København.

Jeg elsker livet – og jeg tør sige det højt. Tror på, at der er et andet liv til mig derude og jeg er så småt begyndt at få øjnene op for hvordan det kunne komme til at se ud.

Og så er det jo officielt jul idag! Kan godt være at jeg er 20 år, men glæder mig sgu altid til jul som et lille barn; julemusik, tændte stearinlys, familie-hygge, julekalender, julepynt og at bruge tid på at finde de helt perfekte gaver til dem man holder af, det er altsammen noget jeg elsker. Og det er jeg stolt af! 😉

Har lavet kalenderlys idag og flettet masser af julestjerner, så jeg er efterhånden kommet godt og grundigt i julehumør.

kalenderlys1img_0637julestjerner

Daglige reminders/motivationer

Har haft en fantastisk dag i dag! Den bedste dag i rigtig lang tid. Er helt euforisk og fyldt med successer. En smule overdrevet måske, men åh jeg vil sgu have lov til at være glad idag.

Udover at dagen bare er gået godt, så har jeg endnu engang udfordret min angst og taget ind på Café Blom, og må faktisk indrømme, at den er en del bedre en LMS’ aktivitetshus. Intet ondt om LMS-huset, men for mig blev det en anelse “sygt” derinde og sådan var det slet ikke i angstcaféen. Det føltes tværtimod som om det bare var en stor gruppe venner, som sad og hyggede sig med en kop kaffe. Det er helt klart ikke sidste gang jeg er derinde. Har allerede planer om at mødes med gruppen på fredag. Vi skal ud og spise! Det bliver sgu lidt provokerende og er i den grad en udfordring for mig, især fordi de andre måske ikke ved hvor svært det egentlig er for mig, da caféen ikke rigtig har noget med spiseforstyrrelser at gøre.

Men videre til hvad indlægget rent faktisk skulle handle om: hvad der holder motivationen i gang i dagligdagen og minder mig om, at jeg skal blive ved med at kæmpe…

Dette armbånd tager jeg kun af, når jeg skal i bad o.lign. Det er måske mit kæreste eje. Det var en gave fra min mor, da jeg kom ind på et bo- og behandlingssted for lidt over et halvt år siden, og det betyder så utroligt meget for mig. Sammen med pakken fulgte et kort, jeg har taget et citat fra kortet og “kopieret” det over på et papir, så jeg altid kan blive mindet om hendes smukke ord.

Der stod bl.a.: “Nøglen er til livet, så du selv kan vælge hvilket liv du ønsker, hvilken vej du vil gå, hvilke døre du vælger at åbne. Din nøgle.                Hjertet og stjernerne vil altid vise vej og passe på dig. Hjertet står for kærlighed altid. Stjernerne viser også vej, hvis du føler dig fortabt eller hvis du farer vild”.

Hver gang jeg ser ned på min arm, hører jeg min mors ord inde i mit hoved og jeg bliver mindet om, at hvor alene og fortabt jeg end føler mig, så er “stjernerne” der for mig. Stjernerne er der nemlig altid, selvom man kun kan se dem når der er mørkt. Hjertet husker mig på, at jeg altid er omgivet af kærlighed fra dem omkring mig (især min mor og storebror). Nøglen minder mig om, at jeg har et valg. Jeg bestemmer over mit liv, og i sidste ende, er det også mig der bestemmer om spiseforstyrrelsen, selvskaden osv. skal have lov til at dominerer mit liv eller ej.

Ovenstående billede var et projekt en dag, hvor jeg havde det rigtig skidt og virkelig have brug for at visualiserer hvorfor og hvad jeg kæmper for. Det er en væg på mit værelse, så jeg bliver mindet om, at jeg vil noget andet. At der er noget andet – og bedre – end at være fanget i anoreksiens net. Der er både billeder af veltrænede (sunde!) kvinder. I centrum er der en del dansebilleder – jeg har altid danset meget og elsket det, men har ikke fået lov til at danse de sidste tre år pga. min undervægt. En af grundene til at jeg stadig kæmper med maden, er for at få lov til at danse igen!. Der er også en del citater at finde på væggen. Motiverende citater som handler om at pleje og nære sin krop, om at man er god nok som man er osv. En ting, der også går igen, er kvinder med power! Kvinder, der tør vise sin styrke og ikke gemmer sig bag et spinkelt ydre og fuglestemme. Det er kvinder, som jeg ser op til.

Jeg er nysgerrig. Hvad bruger i andre i hverdagen for at holde fast i motivationen?

 

 

I “Ana”s Fængsel

For et par uger siden spurgte “K” om jeg ikke havde lyst til at tegne min spiseforstyrrelse, sådan som jeg så den. Dette kunne vi bruge til gulvøvelser, og det ville desuden give hende et bedre billede af hvordan min spiseforstyrrelse “manifesterer” sig.

Denne opgave var jeg helt med på, og resultatet blev ovenstående. “Ana” er selvfølgelig den sorte pige med fangarme, som holder (mig) om munden med sine lange “fangarme”/negle.

Hånden om min mund symboliserer, at når anoreksien dominerer er det ikke mig, der taler; det er ikke min stemme folk hører. Det er Ana, der er altoverskyggende. Hun holder mig fast i hendes greb og vil rive og bide, hvis jeg prøver at slippe fri.

Hun er sort, fordi hun symbolisere mørket. Mørket, der opsluger mig, når jeg trækker mig ind i den spiseforstyrrede verden. Ana ville dog ikke tillade mig, at male hende helt sort (derfor det hvide omkring øjnene) da hun fortalte mig, at hun jo også gør en masse gode ting for mig. Og der var jeg ikke stærk nok og måtte bøje mig for hendes befaling om ikke at tegne hende helt sort..

Det er enormt grænseoverskridende for mig at lægge mine tegninger ud. Både fordi jeg er bange for at blive dømt og jeg er bange for, at folk ikke vil kunne lide mine tegninger. Men burde jo egentlig være ligeglad, det er jo mine tegninger og de betyder rigtig meget for mig. Men så er der også det, at det er utrolig sårbart at vise mine tegninger for andre, som om at jeg blotter min sjæl for alle og enhver som har lyst til at se den. Men offentliggøres skulle det. Det er endnu en udfordring, jeg har givet mig selv.

Christmas Cards

Ja, nu kommer der så et indlæg af den lidt mere kreative slags.

Efter at have set søde Helenas flotte julekort på hendes blog, blev jeg inspireret til også at lave nogle selv, som kunne blev sendt ud til familie og venner. Når jeg har det svært med maden, har jeg brug for at holde mig igang og her hjælper det især, at holde mine hænder og hjerne beskæftiget. Der var til et par dejlige timer med papir, lim og kort, og dejlig julemusik 😉