Torpor

IMG_8806 IMG_8816 IMG_8818 IMG_8821

Der kommer en tid hvor seen ikke længere er fin og hvid, men grå og sjappet. Man kommer til et punkt, hvor man ser mere af mørket end af lyset. Der kommer en tid hvor håbet om varme ikke kan bryde gennem kulden. Eller et punkt hvor musikken ikke er høj nok til at overdøve tankerne om at man er forkert. Måske man tilogmed når et punkt hvor man mere end noget andet ønsker at man kunne gå i dvale..

Oh life, oh life

IMG_0718, collageIMG_0964

^^beklager billedekvaliteten (taget m. iPhone)

Jeg kigger på uret og bliver med det samme i dårligt humør. Klokken er elleve nu og min veninde holder brunch. Jeg er inviteret, men har (som sædvanligt) takket pænt nej. Det gør ondt at vide, at lige nu krammer alle mine veninder hinanden til hej, griner, smiler og snakker om alverdens ting, mens jeg sidder her i min lejlighed. (Næsten) helt alene – min mor er her, men kører fra mig om en time.
Jeg kunne alligevel ikke overskue maden..

Det er skræmmende at tænke på, hvordan de valgt vi tager udelukker og påvirker så meget andet.
Jeg har ikke tal på hvor mange mennesker jeg efterhånden har skubbet væk og ud af mit liv. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om dem eller bevidst ønsker de skal forsvinde i mængden -men fordi, at når det involvere mennesker, involverer det chancen om at blive såret, skuffet og efterladt. Det er ironisk, når jeg tænker over, hvor bange jeg er for at være alene. Jeg er bogstaveligtalt min egen værste fjende, og det har jeg altid været.

Da jeg var yngre, tror jeg ikke at det nogensinde faldt mig ind, at jeg skulle være 20 (snart 21) og ingen planer have. Ingen “vej”. Jeg har altid være så pligtopfyldende og dygtig, og nu aner jeg ikke hvor mit næste skridt skal føre mig hen. Faktisk, så ved jeg ikke om jeg har lyst til at tage det næste skridt. Jeg har altid været plaget af mange ting, men jeg havde aldrig troet at jeg skulle miste lysten til livet i sådan en grad, som det er kommet til. Og det, på trods af at jeg har levet et depressivt liv, siden jeg var 12. Hold da op, hvor er det sørgeligt, og ynkeligt på samme tid.

Jeg drømte engang om børn, mand, hus og hele molevitten. Det føles så fjernt at sige det nu, for jeg er så langt fra den drøm som jeg overhovedet kan komme. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke engang om jeg ønsker at sætte børn i denne verden, og da slet ikke hvis jeg skal agere som mor.

I sidste ende kan det også være helt ligegyldigt. Faktum er, at jeg ikke længere er Amelia. Jeg har mistet mig selv i takt med hvert kilo jeg har tabt. Jeg er ikke glad, jeg har ingen planer, jeg har truffet nogle meget dårlige valg, og så har jeg skubbet alt for mange mennesker væk.
Eller måske, har lige netop alt dét altid været Amelia – nu er det bare sværere at leve med hende.

De siger at alting ændres, at tiden læger alle sår, de siger at alt bliver bedre, men hvornår, hvornår, hvornår?

Jeg er så flov over mig selv.
Jeg venter og venter.. men på hvad? På at jeg en dag stikker af fra alt eller dør?
Jeg bliver jo aldrig “normal”, aldrig ligesom alle andre.
Jeg famler mere og mere, bliver mere indelukket og ked af det.
Fortidens sår kommer frem hele tiden.

Hvornår stopper det? Jeg kigger på stjernerne der falder ned og undrer mig, hvor jeg gik forkert..

Irrelevant..

IMGP8448IMGP8446Jeg har ikke så meget at sige, de her dage. Mit hoved synes tomt – eller nej, måske er det rettere sagt alt for fyldt. Proppet til randen af tanker, som kommer og går hurtigere end jeg kan nå at nedfæste dem til en sammenhængende sætning. Jeg skal til min sidste udrednings-samtale på mandag. Måske det også er noget, der har været medvirkende til at det synes at jeg er begyndt at ryge tilbage i min sygdom. Det er hårdt at skulle stå, ikke langt fra at få stukket et papir i hånden hvor det står, hvad man “fejler”. Tankerne kredser om den ene diagnose efter anden; har jeg x, eller måske y, nej z minder mere om det jeg går og kæmper med. Det er så trættende. Jeg så gerne have et endeligt svar, så min sagsbehandler kan komme med en handleplan. På den anden side ønsker jeg at det skal trække ud så længe som muligt. Jeg frygter vel lidt for hvad der kommer til at stå. Jo, der har været tale om en masse. Men det har aldrig før stået sort-på-hvidt, som det kommer til med denne udredning. Og det skræmmer mig. Jeg har det skidt med mærkater; jeg vil jo bare gerne ses som den jeg er? Som Amelia og ikke en eller anden diagnose..

IMG_0819Hvad jeg lytter til lige for tiden..

Somebody I used to Know (Cover), Tyler Ward

Some nights, Fun

Alt med Bon Jovi

Under the Bridge + By the Way, Red Hot Chili Peppers

Jolene, Dolly Parton

Ok, Selvmord

Bang bang, Nancy Sinatra

Under Pressure, David Bowie&Queen

Heavy Cross, The Gossip

Hjertestarter, Nephew

Love The Way You Lie (akustisk version m. klaver), Rihanna

food, 01.02.13

Min mad i går..

Morgenmad: Yogurt med hjemmelavet rabarbergrød, hørfrø, græskarkerner og vanillepulver

Formiddag: Skyr med jordbær, blåbær og granatæble + pistacienødder

Frokost: Stenalderbrød (hjemmebagt) med tunsalat af tun, hytteost, squash o avocado

Eftermiddag: Langtidshævet kernestykke (hjemmebagt) med smøreost og jordbær (mums!)

Aftensmad: Kylling og salat af revet rosenkål og gulerødder drysset med saltmandler

Senaften: Jordbær med hytteost, hakkede mandler og vanillepulver

A day in the life of…

Jeg har tænkt en del over at lave et indlæg hvor jeg fortæller hvordan en typisk dage forløber sig for mig. Og jeg tør godt sige det (med frygt for at få smæk af stemmerne): mine dage er rigtig udmattende og trælse. Jeg siger det ikke for at få medlidenhed eller noget, men for at vise andre hvordan en dag fyldt med selvhad, tvangstanker osv. ser ud. Det er ikke nemt og jeg føler med alle dem, som kæmper ligesom mig. I er seje!

Min morgen starter med at jeg vågner alt for tidligt (hvis jeg overhovedet har sovet). Jeg ligger i sengen indtil klokken otte med dårlig samvittighed over at jeg burde udnytte tiden til at ligge og træne. Men hvis jeg står op før otte bliver dagen alt for lang og så kan jeg slet ikke overskue den.
Jeg står modvilligt op, ville ønske at jeg slet ikke var vågnet. Jeg har mest lyst til at ligge i min seng hele dagen og lade alt sejle, men det kan jeg ikke få mig selv til at gøre. Jeg har det bedst, når masken er på. Så føler jeg mig ikke så sårbar. Og hvis jeg bliver liggende i sengen, så er det for tydeligt for dem omkring mig, hvor skidt jeg har det. Jeg går ud på badeværelset og bruger en halv time på at granske mit udseende; hade min krop, mit ansigt, mit hår. Hvorfor er jeg så grim og fed? Hvis jeg har en smule ekstra overskud tager jeg et hurtigt bad, enten håret eller kroppen. Jeg kan ikke overskue begge dele på én gang.

Så er det tid til morgenmad. Jeg sætter altid en time af til hvert hovedmåltid for så lang tid tager det for mig at få målt op og spist. Jeg hiver min “elskede” vægt frem og måler først yoghurt, så æble, muesli og til sidst mandler op. Det skal foregå i den rækkefølge ellers er maden forpestet og jeg er nødt til at smide det ud. Jeg tør ikke spise det, hvis det er lavet på nogen som helst andet måde. Det er som at bygge et tårn af klodser; hvis man lægger de forkerte klodser nederst så falder hele tårnet fra hinanden. Jeg tror ikke, at jeg vil gå ind i hvordan jeg spiser, det er vist et helt indlæg for sig selv..

Efter morgenmaden går jeg en tur med min hund. Den samme rute hver eneste dag. Jeg nyder det efterhånden ikke specielt meget (nyder jeg overhovedet noget som helst de her dage?), fordi jeg har gået den samme tur så mange gange at jeg sikkert kan gå den med lukkede øjne. Det ærgrer mig for det er en dejligt skov jeg går i, men jeg kan ikke kapere at skulle finde en ny rute. Hvad nu hvis jeg farer vild? Eller turen bliver for kort? Den skal helst vare en time, og hvis jeg går i hurtigt tempo, så er det præcis så lang tid min nuværende rute tager.
Musik i ørene og så afsted.

Når jeg kommer hjem er jeg forfrossen. Det er koldt og mine fingre er blå af kulde, men jeg har ikke fortjent at have det varmt, derfor “glemmer” jeg altid min hue og vanter, når jeg skal ud og gå. Der går tyve minutter med at få varme i mine hænder, sådan at jeg igen kan bevæge dem. Når mine fingre igen er bevægelig rydder jeg op i køkkenet, stuen og på mine værelser, redder seng, sætter ting på plads osv. DVD’erne skal stå i en bestemt orden, sorteret efter genre. Mine bøger står i farve og størrelsesorden og bogryggen skal flugte med reolens kant. Jeg retter på min stol, så den står på linje med to streger i mit trægulv. Sengen bliver sirligt redt, så ikke en ting står skævt. Jeg retter ved mine bøjler på tøjstativet, så der er lige meget mellemrum mellem hver eneste bøjle. I køkkenet tømmer jeg opvaskemaskine, hver ting har sin plads, det samme med madvarerne i køleskabet (der alle er decificeret før de er blevet sat på plads). Jeg går i panik hvis en anden sætter tingene på plads og de ikke kommer til at stå hvor de plejer. Så skal jeg gøre nogle handlinger for at “neutralisere” den skidte handling.

Før frokost skal jeg ud og handle. Det skal gøre senest halv et, ellers når jeg det ikke inden frokost. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg kan ikke overskue at handle efter frokost – det er nu en gang sådan at mit dagsskema er blevet udformet i mit hoved.
Når jeg kommer ud fra butikken snubler jeg, da mine snørrebånd har sat sig fast i hinanden. Typisk mig. Jeg ænser ikke hullet på mine knæ eller smerterne i hoften, albuen og håndfladen. Nej, jeg forbander at min bøtte med skyr er gået i stykker, og at mine leggins er revet itu – det er spild af penge, hvorfor er jeg også så dum og klodset?! Min næste tanke er bakterierne, der er kommet på mine hænder efter at de har været i kontakt med jorden. Fluks hiver jeg min lille flaske med isoprophylphenol frem og decificerer mine hænder for Gud-ved-hvilken-gang i dag, selvom det svier og brænder pga. de åbne sår på fingre og diverse steder på hænderne. Sår efter at have revet neglebånd og huden omkring fingrene af og kradset hul på mine knoer. Jeg bliver rigid og nægter at gå ind og købe en ny bøtte skyr; så må jeg undvære morgenmaden de næste par dage, når nu jeg ikke kan finde ud af at gå uden at falde. Mens jeg kører hjem, er jeg sur og tvær og hader mig selv for at være så klodset.

Min frokost foregår på samme måde som morgenmaden.
Efter min frokost i går var jeg i total kaos pga. mine tvangstanker. Efter at have spist og ryddet af, finder jeg ud af, at jeg har spildt salt på bordet, og jeg aner ikke, hvor længe det har ligget der. Jeg går i panik og skynder mig at kaste salt over skulderen. Først venstre hånd over højre skulder, så højre hånd over venstre skulder. Det går ikke kun at gøre det én gang fordi så bliver det pludselig et ulige tal og dette betyder blot endnu mere uheld. Derfor en gang med hver sin hånd, så giver det to og jeg kan få ro i sindet. Men nu har saltet jo ligget der i et stykke tid.. Jeg havde ikke opdaget det før nu. Måske jeg skulle gøre det endnu to gange for at være på den sikre side, tænker jeg. Men vil det så ikke bare betyde endnu mere spildt salt og dermed endnu mere uheld? Jeg bliver som forstenet men indeni mig er der panik. Hvad skal jeg gøre? Hele min verden bryder sammen. Frygten for at der vil ske nogen noget, fordi jeg ikke havde styr på at jeg havde spildt salt, er alt jeg kan tænke på og jeg bliver fuldstændig handlingslammet. Dilemma: hvad giver mindst uheld? At lade det spildte salt ligge og dermed risikere at jeg ikke har gjort mig nok forudstaltninger. Eller smide salt over skulderen to gange til og risikere at dette medfører mere uheld med sig, mere spildt salt som der ikke bliver rådet bod for. Ikke før min mor kommer og taler mig ud af det, er jeg i stand til at fortsætte med min dag.

Her kommer næste angstanfald. Jeg har siddet ubevægelig i en halv time, hvilket har medført at min dagsplan ikke længere passer. Jeg har ikke tid til at gøre det jeg skal. Næste dilemma? Skal jeg fortsætte med min plan og blive en halv time længere oppe for at nå det hele? Nej, hvis jeg ikke overholder min sengetid, så får jeg slet ikke sovet. Skal jeg springe det over, som jeg skulle have gjort i den halve time, hvor jeg diskuterede med mig selv om hvad jeg skulle gøre. Nej, det fungerer heller ikke. Hele min dag ramler sammen, og jeg kan ikke overskue andet end at kravle i seng og gemme mig under dynen indtil det bliver næste dag og jeg kan starte på en frisk.. Men det må jeg heller ikke, jeg skal holde mig igang for at forbrænde så mange kalorier som muligt. Man forbrænder ikke nok ved at ligge i sin seng hele dagen.

Jeg har brug for nogen til at hive mig ud af tankerne. Min mor sætter sig, snakker med mig og siger, at hun synes at jeg skal dyrke yoga som planlagt, så skal hun nok rydde op efter maden og ordne vasketøj. Jeg indvilliger i dette, men har det ikke godt med det. Hvad nu hvis hun sætter noget det forkerte sted? Eller lægger tøjet sammen på den forkerte måde, og hænger det våde op i de forkerte mønstre på tøjstativet? Jeg prøver at få tankerne væk mens jeg laver min yoga, men jeg kan ikke finde ud af at være rigtig til stede i øvelserne. Mine tanker kredser rundt om alle de ting, der er gået galt i dag. Min dagsplan er ødelagt, jeg kan ikke se mig ud over det, og det får mig til at føle mig fuldstændig håbløs. Hvordan skal resten af dagen komme til at gå, når mit skema ikke er fulgt til punkt og prikke?

Resten af dagen har jeg det skidt og har ikke hjertet med i nogle af de ting jeg laver. Jeg er kreativ; tegner/syr, læser, spiller guitar/klaver/synger – men intet hjælper. Jeg kan ikke komme ud over tankegangen om at dagen er ødelagt. Jeg ender med at være alt for aktiv for at kunne være i min egen krop. Jeg er nødt til at holde mig igang hvis jeg ikke skal gøre skade på mig selv. Jeg har lyst til at skære, banke hovedet ind i væggen, slå mig med en pande el.lign. – jeg fortjener at blive straffet. Det er dumme fejl, jeg har lavet, som har gjort at min dag nu ikke hænger sammen.

Tiden snegler sig afsted til det bliver aften. Jeg tager min medicin og mit mellemmåltid klokken ni og venter utålmodigt til klokken bliver halv elleve så jeg kan gå i seng. Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid er så ængstelig for at det skal blive tid til at jeg skal i seng, jeg sover jo alligevel ikke. De sidste par nætter har jeg sovet en afbrudt søvn i tidsrummet fire til seks. Jeg føler mig skør, når jeg ikke får min søvn, men stemmerne vil ikke tillade at jeg får ro. Når jeg ikke træner og sulter mig selv, så har jeg ihvertfald ikke fortjent at sove. Mit vækkeur ringer kl. otte og jeg står op med et stort suk.

IMG_2722IMG_2723IMG_2724IMG_2730^^ for mange billeder??

Trapped

IMG_0814Jeg iagttager min mor mens hun gør sig klar til at tage afsted. Hun skal på weekendtur med sin kæreste, de har årsdag. Det er kun en enkel overnatning, siger jeg til mig selv og prøver at trække vejret roligt, men jeg mærker angsten komme krybende. Jeg ser på hende i stilhed. “Elsker du mig stadig?” har jeg lyst til at spørge, for jeg er i tvivl. Jeg kender allerede svaret og derfor spørger jeg ikke, jeg ved at det ikke ændrer noget.

Hun kysser mig farvel og siger, at jeg bare skal ringe eller skrive hvis jeg får brug for det. Jeg smiler og forsikrer hende om, at det nok skal gå, “jeg er et voksent menneske,” siger jeg

“Bliv hos mig,” hvisker jeg men døren er allerede lukket bag hende. Jeg synker ned på gulvet og krummer mig sammen. Tårerne triller ned ad mine kinder. Dagen kommer til at stå i selvskadens tegn, det kan jeg mærke. Jeg mærker det allerede før det sker, men kan intet gøre ved det. Skåret, jeg har gemt fra et smadret glas, ligger allerede klar. Det er som en selvopfyldende profeti; jeg ved at det kommer til at ske og derfor gør jeg det.

Jeg føler mig forladt, svigtet. Hun var nødt til at gå, siger jeg til mig selv. Men jeg ved at det ikke passer. Hun var blevet hvis jeg havde bedt hende om det, men lige præcis dér ligger problemet: jeg kan ikke bede om det; det må jeg ikke. I stedet sidder jeg her. Håbløs. Ude af stand til at gøre til eller fra.

IMG_0815IMG_0816IMG_0817

What if I’m broken, beyond repair?

Der er så meget at skrive, men så få ord i disse dage. Jeg kan ikke fortælle, men jeg kan ikke længere lade være – og det skræmmer mig. Jeg er så bange for ikke at kunne stoppe igen, eller sige for meget de forkerte steder. Jeg er så bange for at miste kontrollen over det her, som allerede føles ukontrolleret, kaotisk og bare pissesmertefuldt egentlig.

Jeg føler jeg er ved at skrive hele min historie om, eller rettere føles det som om hele min fortælling er igang med at skrive sig selv; og de ting der kommer frem i lyset ligeså stille, kommer ligeså meget bag på mig som var det en bog jeg læser læser, ikke min egen historie.

IMGP0553 IMGP0556 IMGP5120Jeg kører på én time ad gangen-strategi for tiden, kan vitterligt ikke planlægge ret meget længere end det. Er enormt følsom og sårbar over for alt, kan ikke rigtigt rumme noget. Andet end ritualer; konstanter regler for hver en bevægelse jeg gør, hver en tanke jeg tænker. Kontrol.

Der sker rigtig mange ting lige nu. Lidt for mange måske? Ihvertfald er mit behov for kontrol vokset i takt med at bunkerne med nye ting vokser. Jeg vil jo gerne, så jeg siger ja. Og ja. Og ja. Og så står jeg med ansvaret for alt muligt, bare for at få lov til at flygte fra at tage ansvaret for min egen bedring. Det dobbeltmoralske i det hele er, at alle de ting, der er sat i gang ikke rigtig kan starte før jeg selv har fået det bedre. Åh, jamen ville ønske at jeg kunne sige mere, men vil ikke ødelægge noget ved at fortælle om det før det overhovedet er startet…

Jeg har for en gang skyld prøvet at gøre noget godt for mig selv i dag. I et forsøg på at prøve at overbevise mig selv om, at jeg faktisk fortjener at have det rart. Har smurt creme på mine (meget) mishandlede hænder for første gang i lidt over en måned. Har været i bad, farvet hår, klippet det (det trængte, har ikke været til frisøren i et halvt år, men har ikke råd pt. så måtte gøre det selv). Jeg har ryddet op og været kreativ. Udadtil har det været en rigtig god dag. Men indeni er det noget helt andet. Kaos. Selvbebrejdelse. Selvhad over at gøre noget godt for mig selv, når jeg nu inderst inde ikke føler at jeg fortjener omsorgen. Isolation. Desperate forsøg på at række en hånd ud til folk omkring mig, som er endt i fiasko efter fiasko. Rastløshed, jeg tæller som sædvanligvis timerne indtil det er tid til at gå i seng – hvor jeg så skal ligge om motionere i min. 2 timer. Hvornår må jeg hvile? Hvornår kan jeg sætte mig ned og bare “være” – uden at skulle fare rundt og ordne blot for at forbrænde kalorier, holde mig i gang for ikke at være stille med mine tanker? Hvornår bliver det bedre? Med min fornuft ved jeg godt, at det ikke bliver bedre fra den ene dag til den anden, men hvad hvis det nu er en allerede tabt kamp.. Hvad nu hvis jeg er ødelagt og ude af stand til at blive “fikset”?

cheers!Skål i mælk. Skål for livet.

Snowy winter

snowy landscape snowy landscape (2) snowy landscape (3) snowy landscape (4)En tur i skoven med min mor og hund her til morgen. Må indrømme at jeg “snyder” med de her outfit posts. Efter billederne er taget kryber jeg i verdens største vinterjakke. Desuden har jeg uldundertøj på fra top til tå. Jeg elsker vinter. Jeg elsker sne. Men når man lige havde troet at vejret ville blive lunere og de så lover den værste isvinter i mange år, så er det svært at holde humøret oppe. Fryser r*ven af!