Last snow fall before spring

IMG_7777IMG_7776IMG_7775IMG_7780IMG_7794

Things to do when you’re sad…

don’t listen to bob dylan – wear a big sweater – drink tea – clean your room – go for a walk – make paper cranes – find recipes – read a magazine – hang fairy lights around your house – bake an apple pie with a friend – organize old play toys – think about how beautiful outer space is – paint your sadness – go to a café – take a nap on a pile of blankets – ask someone to hold you – cry – be okay at some point – visit the library – pick flowers – sit with someone – remember that there are always cupcakes.

Jeg elsker min bror

IMG_1280Se lige hvad min bror havde med i dag, da han kom på besøg. Sammen med blomsterne var nogle forsinkede gækkebreve med nogle utrolig fine, utrolig rørende forårsdigte. Han fortsætter med at overraske mig på de bedste mest fantastiske måder. Jeg elsker ham. Jeg elsker min familie. Min lille familie. Min mor, min bror og mig – ‘de tre musketerer’.

Min bror har skrevet en bog om sit liv med autisme. Det er hans tredje bog og den går virkelig i dybden med alle de svære ting. Jeg har fået lov til at læse dele af udkastet, inklusiv et afsnit om mig. Jeg må være ærlig og indrømme at jeg begyndte at græde da jeg læste det. Jeg har fået lov til at citere:

“Jeg har været meget tæt på at miste min søde lillesøster i en ung alder! Hun har flere år kæmpet med alvorlige humørsvingninger, spiseforstyrrelser og andre slemme ting, som jeg ikke vil nævne. Hun har været helt nede i helvede og sige hej til djævlen […]

Det har ramt mig hårdt! Indvendigt tror jeg, at jeg har været revet i 1000 stykker eller mere. Men udvendigt har jeg ikke villet vise det, for jeg har villet virke stærk og som en der ikke skulle knækkes – men det har været tæt på at ske. Jeg har det sidste års tid gået dag for dag og været bange for at det skulle være hendes sidste dag.

Jeg har den rytme at jeg snakker i telefon med min mor et par gange om dagen, så jeg kan høre hvordan det går med dem og omvendt. Jeg har været så langt nede, at jeg har tænkt at når min mor ikke har taget sin telefon, så var det fordi min søster havde “taget billetten” – at hun var død og min mor ikke vidste hvordan hun skulle fortælle mig det, men at hun ville ringe lige om lidt og sige det. Sådan har jeg tænkt det sidste trekvarte år.”

Jeg kan mærke at tårerne presser på, men jeg sidder her og citere ham. Og hvorfor fortæller jeg så om det her. Jeg gør det ikke for at nogen af os skal have dårlig samvittighed – for vi har ikke selv valgt at være syge! – men er blot ment som kærlig påmindelse om at vores sygdom ikke kun påvirker os, men alle omkring, som holder af os.

Før jeg læste dette vidste jeg ikke at min storebror følte sådan. Naivt, havde jeg troet at jeg kunne “skjule” for ham hvor skidt jeg havde det; at jeg var god nok til at smile og være på omkring ham, så han ikke bemærkede noget. Men jeg har taget fejl. Jeg vil ikke bruge det til at slå mig selv med, men mere som en skub i den rigtige retning: at hvis jeg ikke kan blive rask for min egen skyld, så kan jeg starte med at gøre det for dem, jeg holder af. For jeg ønsker ikke at de skal lide mere. Lige nu er jeg så langt nede at jeg ikke synes jeg fortjener at få det bedre, men jeg kan dog se, at min familie ikke fortjener at være så miserable og bekymrede på mine vegne. Han slutter dog af således:

“Jeg har været bange og ræd for at miste de sidste i min familie [min far døde da jeg var helt lille] – men jeg tror på at min søster nok skal vinde sin kamp. Hun skal nok overleve! Det kommer til at tage tid, år måske, men både hun, min mor og jeg skal nok komme igennem det. Og når vi kommer så langt så skal hele dette kapitel af vores liv direkte i skraldespanden – eller i glemmebogen, som man siger!”

Jeg tror på det, når jeg læser disse ord. Jeg vil kæmpe videre og ikke give op. Der er så mange andre, der er kommet over på den anden side, at jeg bliver nødt til at tro på, at det også kan lade sig gøre for mig. Og indtil jeg kan kæmpe for mig selv, vil jeg kæmpe for min familie. Min storebror skal ikke opleve at miste flere som han holder af før tid. Jeg håber at nogen af jer har kunnet bruge dette indlæg til at lægge afstand fra dårligdommen og se, at ingen (heller ikke dig selv!) fortjener at ligge under for din sygdom! ❤

Say it out loud: I am worth it. I deserve to be happy

IMG_2790Det er en turbulent tid i øjeblikket, hvor jeg på den ene side er kommet et godt stykke fremad med mange ting, men samtidigt synes at sidde overfor næsten de samme udfordringer igen og igen.
Endnu engang kæmper jeg for min behandling, eller rettere for at kommunen vil betale for den og investere i mig for at sige det lidt firkantet. Denne gang er jeg dog en hel del bedre til at forsvare mig og stå ved mine behov. Selvom tvivlen og usikkerheden stadig overmander mig til tider.

På en måde er det svært at få det bedre, for min udvidede bevidsthed medfører også frustrationer fordi jeg pludselig mærker og forholder mig mere til alting, og ikke bare bider hvad som helst i mig og dulmer det på diverse uhensigtsmæssige måder. Og det er sgu lidt overvældende at turde glimtvis lade frustrationer og (åh, stadig forbudt nok følelse for mig til at ordet er svært at skrive) vrede blive på den banehalvdel hvor de hører til. Og handle på det i selvrespekt i stedet for at finde mig i.

Det slår mig pludseligt indimellem, at for pokker hvor har jeg ikke været sød ved mig selv og er det stadig ikke rigtigt. Og hvor har jeg fundet mig i meget fra mange sider i fast overbevisning om at jeg selv er skyld i – og ansvarlig for alt svært jeg har stået i.
Jeg begynder så småt at stå ved mig selv og mine behov, turde stille små krav og forsvare mig når jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Det er hårdt, men ved jo godt at det er med til at få mig fremad.

En anelse ensomt er det faktisk også at bryde lidt ud af min egen indre isolation. Paradoksalt nok. Måske fordi jeg hverken er fri af mine indre dæmoner, men ej heller underlagt dem på samme måde. Så er blevet mere en del af verden udenfor, om man så må sige, samtidigt med at jeg stadig er meget i mig selv og har meget jeg stadig mangler at få på plads og bearbejde osv. Så føler mig tit lidt i ingenmandsland. Ikke rask, ikke syg. Ikke ovenpå, ikke helt fanget i mørket.

Og så er det ensomt at blive nærværende nok til at kunne indse og erkende at det der skulle være støtte udefra, holder mig næsten mere nede end det gavner mig. Ville tidligere til hver en tid have vendt det mod mig selv, men nu er det mere tydeligt for mig at det ikke er mig der bare er forkert, men at (dele af) den hjælp jeg får er utilstrækkelig eller forkert om man vil. Og at jeg kan se det nu, gør at jeg må handle på det og også i ord og handling stå ved mig selv på en helt ny måde. Det er grænseoverskridende og usikkert, og fyldt med “hvad må folk ikke tænke”-tanker i mit hovede. Den gamle, velkendte skamfølelse over mig selv. Trangen til at være én stor undskyldning for mig selv.

Perhaps we have to save ourselves

Der har været stille i et stykke tid nu. Meget stille. Jeg vil godt forklare, men jeg vil ikke undskylde, for det har været det, der var mit behov. Jeg har ved gud ikke været særlig konstruktiv og inspirerende i mine indlæg den sidste tid, og på nogen måder tror jeg det har fastholdt mig i min dårligdom; netop fordi jeg ikke har brugt det jeg har skrevet til at reflektere og komme videre, men i stedet kørt rundt i ring og bare haft det skidt. Det vil jeg prøve at rette op på..

Der er sket så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde. På samme tid er der ingenting sket. Jeg er utrolig angst for at blive udskrevet til hjemmet, til ingenting, at jeg ikke tør give slip og lade tingene sejle. Derfor synes jeg bedre end jeg egentlig er, og personalet tror jeg er er i bedring. Dermed risikerer jeg at blive udskrevet før jeg reelt er parat til det; det bider sig selv i halen, gør det ikke.. Men jeg er ikke bange; hvis jeg skal ud herfra så vil jeg gøre hvad jeg finder nødvendigt. Jeg kan ikke fortælle nogen om mine planer, ikke engang her, for hvis nogen finder ud af hvad jeg har planlagt, så vil de tage muligheden fra mig og så forsvinder det eneste, der holder mig i ro – så bliver min redningskrans taget fra mig, og det tør jeg ikke. Jeg vil leve, men jeg vil ikke leve sådan hér og derfor bliver jeg nødt til at have en udvej. Jeg kan godt høre hvor forfærdeligt det lyder, men det er sådan jeg bliver nødt til at have det, hvis jeg skal kunne holde tilværelsen ud.

Jeg ville så gerne kunne skrive at det går fremad, men jeg kan ikke mestre energien til at lyve. Jeg bruger de få kræfter jeg har, på at holde sammen på mig selv når personalet kommer ind og spørger hvordan jeg har det. Men når de går, synker jeg sammen på sengen og glasklokken sænker sig langsomt nedover mig endnu en gang. De siger at jeg er “færdigbehandlet” og at jeg snart vil blive udskrevet. De tror, at jeg har det bedre fordi jeg sætter mit hår og har begrænset mit håndvaskeri (hvad de overser er, at jeg isolere mig på mit værelse, sidder i sengen og glor, sådan at jeg ikke bliver provokeret til at skulle vaske hænder hele tiden), men indeni mig er der stadig mørke og kaos. Jeg kan ikke åbne op – og nu har jeg lukket mig endnu mere i – og vise hvordan jeg egentlig har det, da jeg ikke kan opbygge tillid til nogen jeg ved snart vil forsvinde igen. Og når jeg ikke har tillid, kan de ikke hjælpe mig med at pille det tårn af tanker og ritualer ned, som jeg gennem mange år har opbygget. Det er ligesom at spille klodsmajor; jeg har brug for nogen jeg stoler på til at fjerne én klods ad gangen samtidig med at de forsikrer mig om, at tårnet ikke vil falde sammen. Nu er det så bare på med rustningen, frem med skjoldet og ud i verden for at lede efter min frelser på sin hvide hest.

Going off track..

God formiddag, min mad for i dag har indtil videre set således ud:

IMG_0658// Morgenmad: grød kogt på soyamælk og æggehvider + kanel, toppet m. mango og hakkede mandler //

IMG_0661

// Formiddag: rest af kogt quinoa rørt m. æblemos og lidt flydende SØD, toppet m. soya yoghurt, frisk mango og kanel //

Jeg tænkte på et billede jeg så forleden dag, om hvordan vi forventer vores recovery-proces kommer til at se ud versus hvordan den reelt ser ud (en lige streg vs. streg m. masser af afbræk, krusseduller o.lign.). Og så tænkte jeg på min egen proces. Det er jo ikke en lige vej. Der er op- og nedture (lige for tiden flest nedture), gange hvor jeg føler mig mindre motiveret, dage hvor jeg “glemmer” at recovery er en daglig kamp ikke blot noget jeg kan gøre når jeg “har lyst”. Recovery doesn’t take a day off.
Jeg tror egentlig ikke, at det kan være på nogen anden måde. Nogen gange føles det som om, at vi får det bedre andre gange synes det som om, at vi er ved at glide tilbage i vores spiseforstyrrelse/depression osv.

K sagde i fredags til mig, at i stedet for at straffe mig selv for at være inde i en skidt periode, så skulle jeg se det som en gave. For det er kun når vi glider tilbage til spft. at vi kan stoppe op og tænke, “Hvad er det jeg gør? Jeg er nødt til at komme tilbage på sporet af min recovery” K fortalte mig, at hun ser dette som en mulighed; at det er, når vi føler at vi er ved at glide af sporet, har det dårligt og føler skyld og skam over at været gledet tilbage, de helt rigtige omstændigheder til skubbe dig i retning af at være åben og villig overfor at ændre. “Det er en mulighed for at vokse i din vej mod recovery og personlig udvikling. Det er ikke optimalt at du igen bruger spft. og selvskaden men det er helt ok. At “fejle” er en del af din proces, og du behøver ikke se det som nederlag eller fejltagelser så længe du vælger at se det som en gave og bruge det til at gøre dig bedre og stærkere.”

K gav mig som lektie at svare på nogle spørgsmål, så jeg kunne presse mig selv til at få en ny vinkel på mine såkaldte tilbagefald. De har virkelig givet stof til eftertanke, så faktisk vil jeg dele dem med jer. Måske nogen af jer sidder i samme situation som mig selv, og kan bruge dem til at rejse jer og kæmpe videre ❤

Hvilke guldkorn/viden/erfaringer kan du trække ud af hvad der er sket? Hvad kan du vælge at gøre for at lære noget af denne oplevelser?

Kan du tilgive dig selv, give slip på negativitetet og fortsætte kampen? Hvad er nogle måder hvorpå, du kan gøre dette?

Hvad er én ting, du kan gøre i dag for at få dig tilbage på sporet af recovery?

Er du nødt til at vente til du rammer bunden før du kan indse at du er nødt til at ændre den måde du indtil videre har gjort tingene på?

Er du klar til at rejse dig og tage ansvar for din recovery-proces og villig til at gøre hvad det som helst for at få det bedre?

I dag synes jeg, at du skal give dig selv ro. Tilgiv dig selv, hvis du har gjort noget der ikke har været hensigtsmæssigt i forhold til din recovery. Gør én god ting for dig selv eller din bedring; snak med nogen, skriv dagbod, meditér, tag et afslappende bad, book en massagetid, dyrk yoga, drik en kop te/kaffe og læs en god bog – whatever! Gør det fordi du har fortjent det!

Et lille citat som afslutning: “You can do anything if you put your mind to it… and you will suceed when you put your heart in to it.” – Daniella Kessler

xxoo,

“… ikke at turde er at miste sig selv og livet”

want it more than you're afraid of it.

“At turde er at miste fodfæstet et øjeblik – ikke at turde er at miste sig selv.” Man hører ofte dette gør man ikke. Jeg har ihvertfald hørt det flere gange, men aldrig rigtig kunnet tage det til mig. Jeg sad i morges dybt begravet i min morgenkaffe og dagens avis, da citatet popper op i min hjerne. Hvorfor siger vi som vi gør? Hvad er meningen bag? Jeg lister ind på mit værelset, ved ikke hvem jeg er stille for; der er kun mig. Jeg griber bogen “Fra Sygdommen til Døden” af Søren Kirkegaard og slår op på siden, som jeg har læst så mange gange, at jeg ville kunne den i søvne:

Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man
saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at
vove kan man just saa forfaerdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget
man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfaelde
aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv.
Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjaelper Livet mig med Straffen.
Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjaelper mig saa? Og naar jeg
ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i
høieste Forstand er just at blive opmaerksom paa sig selv) feigt vinder
alle jordiske Fordele – og taber mig selv!”

Det gør ondt, helt inde i hjertet, at tænke på lige netop disse ord.

Jeg ønsker ikke at blive gammel og have følelsen af, at jeg kunne have oplevet så meget mere. At fortryde, at jeg ikke mistede fodfæstet bare et øjeblik, og tog chancen. Ske hvad der end måtte ske, men i det mindste kunne lukke øjnene med et smil og vide at man har gjort hvad man kunne for at leve.

Nogen gange sidder jeg virkelig med følelsen af, at jeg er spild af liv – helt uden indhold.
Og det er så frustrerende. For jeg vil så meget, men der sker bare ingenting. Måske vil jeg ikke længere noget med mit liv.. Det synes som om, at når jeg endelig prøver, så falder det hele fra hinanden igen, og så er jeg atter tilbage hvor jeg begyndte.

Måske er livet bare “ingenting”, medmindre vi selv gør det til noget…

Dette får mig til at tænke på et andet citat: “Jeg vil ikke kun eksistere – jeg vil LEVE”

Men hvad indebærer det at leve. Involvere det også at blive såret? Skuffet? Vred? Ked? Alle de forbudte følelser, jeg så længe har lukket af overfor.
Nu husker jeg hvorfor jeg valgte ikke at lukke nogen ind; de får en magt over en, en magt som de ikke altid fortjener.

Ja man skal tage chancer, man skal ikke lade livet passere uden at deltage – men med den magt, er der en stor risiko for at blive såret. En risiko, som jeg ikke ved om er værd at tage. Derfor valgte jeg så længe ikke at lukke nogen ind. Heller ikke nogle behandlere, ikke engang min egen familie. Jeg spillede på den sikre side, for så var jeg sikker på ikke at tabe mere end jeg allerede har tabt.
Og så virker det som om, jeg har styr på det hele. At jeg kan kontrollere mine følelser, men det har og kan jeg langt fra. Jeg roder mig ud i en helt masse, hvor jeg set i bakspejlet, ikke helt ved hvordan jeg er havnet der hvor jeg nu engang er. Forskellen fra før, hvor jeg lukkede alt ude – til nu, er at jeg ikke kan lade være. Jeg vil gerne se hvad der sker. Jeg vil gerne udfordre skæbnen. Jeg vil leve.

Men det er så fandens hårdt.