Min fortid – min kamp – min historie

 I år 2009 kom jeg i behandling for anoreksi. I min rejse gennem systemet fulgte flere diagnoser som depression, OCD, personlighedsforstyrrelse og angst Selvom jeg først startede i behandling i 2009 går min historie meget længere tilbage
   Jeg kan huske, at jeg altid har været meget perfektionistisk. Jeg var den søde pige i skolen, som aldrig fik negativ opmærksomhed. Fik de højeste karakter og gjorde mig kun bemærket for dette og ikke andet. Klassens dygtigste var på en måde min identitet, og derhjemme var jeg også søde og stille Amelia, som aldrig gjorde noget galt.
   Omkring 7. klasse begyndte jeg at gå rigtig meget op i sund kost og udelukkede alt fedt og sukker. Jeg tabte mig en del, men kom kun lige til grænsen til at være undervægtig før jeg selv fik vendt kurven ved stadig at spise sundt, men bare mere og jeg sørgede for at få de fedtstoffer jeg havde brug for.
I 8. klasse gik jeg ned med stress og udviklede en depression, som jeg gik i behandling for resten af folkeskolen + gymnasiet. Jeg kunne ikke finde ud af at åbne op omkring de svære ting hvilket gjorde at min depression stille og roligt udviklede sig op gennem gymnasie-tiden. I 2.g. begyndte depressionen at overtage store dele af mit liv. Jeg følte at jeg mistede kontrollen. Jeg følte mig svag og FED. Så jeg begyndte at motionere og spise meget sundt.
Jeg opdagede hurtigt, at når jeg sultede og fokuserede 100% på mad, kalorier, motion og min krop, så glemte jeg alt andet. Jeg behøvede ikke bekymre mig lige så meget om alt andet, alt andet var ligegyldigt. Jeg kom hurtigt ind i min egen lille lukkede verden og lukkede alt andet ude. Når jeg sultede og var konstant træt og svimmel havde jeg ikke overskud til at bekymre mig. Jeg havde fundet en flugt, synes jeg. Jeg havde en hemmelighed – maden. Hurtigt fik jeg tabt mig en del, men da min mor begyndte at bide mærke i at noget var helt galt “flygtede” jeg hjemmefra og flyttede ind hos en veninde. Det var her, at anoreksien og depressionen virkelig tog over. Jeg stod mega tidligt op hver dag for at nå at løbe før jeg skulle i skole. Jeg sov aldrig fordi tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Jeg begyndte at skære i mig selv og slå mig selv. Jeg græd mig selv i søvn hver aften og var bund ulykkelig.
   Endelig en dag kunne min mor ikke klare at se at jeg blev dårligere og tyndere for hver gang, så hun krævede at jeg flyttede hjem igen. Jeg hadede hende, men nu kan jeg se tilbage på det og være taknemmelig for ellers havde jeg nok ikke levet i dag. Jeg indrømmede mine problemer med spisning, min selvskade og selvmordstanker overfor min psykolog og jeg blev henvist til behandling for min spiseforstyrrelse.
Der var lang ventetid og jeg tabte mig rigtig meget i mens. Dette var i 3.g. Jeg skulle have special-syet en kjole til vores gallafest og hver gang måtte syersken lavede ny mål på mig fordi kjolen var blevet for stor.
Hele mit liv handlede nu kun om mad og kalorier, det var det eneste jeg tænkte på. Jeg følte mig høj og let, men aldrig tynd og flot – og ALDRIG glad. Jo mere jeg tabte mig på vægten, jo federe synes jeg, at jeg så ud. Jeg blev mere og mere deprimeret og asocial. Jeg lukkede alt og alle ude, også mine bedste og tætteste venner. Jeg begyndte at pjække meget fordi jeg ikke kunne overskue gymnasiet. Dog var jeg opsat på at færddiggøre gymnasiet, selvom min mor til sidst måtte køre mig i skole hver eneste dag. Jeg magtede ikke selv at komme ud af døren, jeg var alt for angst og deprimeret. Jeg kunne ikke koncentrere mig i skolen, jeg var som en zombie. Jeg var ofte i en form for trance og ikke til at komme i kontakt med. Jeg har senere fået af vide, at jeg skræmte alle dem omkring mig, og dem jeg holdte af følte sig fuldstændig magtesløse. Ofte brød jeg sammen på skolens toilet i frikvartererne og skar i mig selv med et barberblad, som jeg altid havde med mig, hvorefter jeg tørrede øjnene og vendte tilbage til timen. Nogen gange ringede jeg grådkvalt til min mor, hvorefter hun måtte hente mig fordi jeg ikke magtede mere. Derhjemme græd jeg også hele tiden, jeg kunne falde om på gulvet og bare sidde der og græde i lang tid. Eller også sad jeg bare og “så” fjernsyn, jeg lagde nemlig ike mærke til hvad der kørte, jeg sad bare og stirrede ud i luften og prøvede at få timerne til at gå.
På trods af at jeg var så utrolig træt og udmattet konstant, kunne jeg ikke sidde stille. Jeg blev ofte grebet af panik midt i en time og måtte ud og gå eller løbe, sagtens 15-20 km. Jeg løb til jeg blev dårlig, hvorefter jeg ville kæmpe mig hele vejen hjem igen. På dette tidspunkt var min anoreksi slem, jeg spiste næsten ikke noget (0-300 kcal om dage, og ofte kaste jeg det op igen).
   Da jeg fik tid på et ambulatorium stod det for galt til og jeg blev henvist videre til decideret indlæggelse. Heller ikke dette virkede. Jeg tabte mig yderligere. Motionerede endnu mere. Selvmordstankerne blev til planer og jeg var simpelthen så ulykkelig at jeg brød sammen i min mors arme hver gang hun hentede mig hjem. Til sidst udskrev jeg mig i samarbejde med min mor. Derhjemme formåede min mor (som den eneste i hele mit forløb) at få mig til at tage en smule på. Men jeg fik jo ingen behandling for mine tanker og jeg derfor blev jeg bare mere deprimeret og selvskadende. Jeg trænede meget. Jeg sov aldrig. Lå vågen hele natten og tænkte (eller motionerede). Til sidst ville jeg blive så frustreret at jeg ville kaste op eller skære i mig selv, hvorefter jeg nogen gange fik så meget ro at jeg var i stand til at få et par timers søvn. Jeg har stadig traumer over at ligge i i seng, da jeg får tilbageblik hvor jeg tvang mig selv til at holde mig vågen for at ligge og forbrænde kalorier. Eller også var jeg så selvskadende at jeg ikke tillod mig selv at ligge i min seng, men skulle i stedet ligge nøgen på gulvet uden dyne osv. og med vinduet åbent. Efter et par måneder kunne jeg ikke klare mere, og ville tage mit eget liv. Jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling natten til den 31. december 2011.
   Første indlæggelse
Min første indlæggelse var et mareridt. Jeg var konstant angst; det var mit første møde med psykiatrien. Selvom nogle af sygeplejersken var søde, så ændrede det ikke på at de psykiatrere jeg mødte ikke var særlig gode. Det ene sted blev jeg stemplet som skizofren, fordi jeg fortalte om anoreksiens altoverskyggende “stemme”. Den næste jeg mødte proppede mig med beroligende for min angst, men det gjorde blot angsten og uroen værre. Jeg følte mig dopet, min krop var tung og slap (trods jeg tvang mig selv til at cykle og gå rundt på mit værelse og styrketræne), men unaset hvor meget medicin jeg fik, så tog det ikke tankerne. Især angsten for at der skulle komme nogen og gøre mig fortræd, og at jeg ikke ville være i stand til at flygte pga. medicin, var ikke til at holde ud.
Jeg har altid ført meget dagbog, og det gjorde jeg også mens jeg var indlagt. En af de første dage af min indlæggelse, skrev jeg dette om hvordan det føles at være dopet af medicin:
   ” (…) Det beroligende lægger sig som et tæppe, der dulmer alle mine sanser, i takt med at angsten inden i mig vokser. Jeg kan intet gøre. Pillerne forvandler mig til en zombie, og jeg orker næsten intet andet end at stirre ud i luften og blot være til. De fleste ville sige, at jeg var rolig, men ingen ved, hvad der foregår inden i mig. I mit hoved er kaos og frygt. Mine tanker suser afsted med flere hundrede kilometer i timen. Bange tanker, sorte tanker. Jeg er angst og deprimeret – piller tager ikke mine tanker, men gør mig blot ude af stand til at reagere på dem.
Jeg føler ikke, at jeg er mig selv; jeg føler mig fremmed i min egen krop. Mine øjne er tomme og uigenkendelige, som om et tyndt lag film har lagt sig over mine øjne og gør mig ude af stand til at se verden, som den er.
Jeg føler mig sårbar. Visheden om at jeg ville være ude af stand til at flygte, hvis det var nødvendigt skræmmer mig mere end noget andet, og skønt jeg er rolig udenpå, råber og skriger mine tanker af mig indeni. Jeg er ikke rolig; jeg er bedøvet.”
    Jeg spiste intet mens jeg var indlagt og tabte næsten al den vægt, jeg, i samarbejde med min mor, havde formået at tage på. Jeg levede af en banan eller et æble om dagen, og noge gange lidt mad som min mor havde vejet op derhjemme. Jeg turde nemlig ikke spise noget, som jeg ikke vidste vægten på. Jeg havde paranoia om at  folk sad og gloede på mig og tænkte hvor fed jeg var, så når jeg en sjælden gang spiste, foregik det inde på mit værelse.

   Det var også under min indlæggelse, at min selvskade virkelig blussede op. Jeg sneg glas med ind på mit værelse, smadrede det i et pudebetræk og så gik jeg ellers bare igang med at skære. Det værste var nok, at ingen på afdelingen opdagede hvor skidt jeg havde det. Det sted som var ment til at hjælpe mig, beskytte mig og give mig fred og ro, blev i stedet mt eget personlige torturkammer, hvor jeg aldrig havde fred for “stemmerne”.

[forsættes snart…]

5 thoughts on “Min fortid – min kamp – min historie

  1. Det er imponerende at det blot er et år siden du kom i behandling, for du lyder i dine indlæg til at være kommet rigtig langt. Du har en viljestyrke der vil noget!

    Derudover gør det mig trist at læse. Både p.g.a. af den smerte du har været igennem/ til dels stadig gennemlever, men også fordi det er som at læse sine egene tanker fra den tid hvor man blev syg for alvor.
    Men igen glæder det mig, at du er kommet så langt:)

    • Det er dejligt at høre, at du ser sådan på det. Har ihvertfald også fået af vide, at jeg har en rigtig god indsigt i min egen sygdom. Det kan dog lige så vel være en hæmsko, som det kan være godt, må jeg indrømme..
      Jeg er da ked af at høre, hvis du har været igennem noget, der ligner min historie, men vil da også sige, at det så bare er så meget mere flot at du også stadig kæmper!❤

  2. Jeg har lige siddet og læst det igennem. Det gør mig helt trist, for jeg kan virkelig genkende meget af det, du skriver. Både i forhold til indlæggelser, hvor man kan slippe for at spise, beroligende, der slet ikke virker osv osv. Jeg ved, at du måske ikke føler det sådan, men jeg synes, du er stærk. Og modig. Og tapper. Og så skriver du fantastisk smukt!❤

  3. Fantastisk smukt skrevet!❤
    Jeg er en pige der skal skrive et skoleprojekt om anoreksi.
    Så jeg kunne rigtig godt tænke mig at skrive med dig omkring det, hvis du selvfølgelig er interesseret.
    Kontakt mig på facebook eller skriv til mig på simonekidholm@hotmail.dk.

    Håber du vil hjælpe mig!
    Stor respekt til dig..

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s