Say it out loud: I am worth it. I deserve to be happy

IMG_2790Det er en turbulent tid i øjeblikket, hvor jeg på den ene side er kommet et godt stykke fremad med mange ting, men samtidigt synes at sidde overfor næsten de samme udfordringer igen og igen.
Endnu engang kæmper jeg for min behandling, eller rettere for at kommunen vil betale for den og investere i mig for at sige det lidt firkantet. Denne gang er jeg dog en hel del bedre til at forsvare mig og stå ved mine behov. Selvom tvivlen og usikkerheden stadig overmander mig til tider.

På en måde er det svært at få det bedre, for min udvidede bevidsthed medfører også frustrationer fordi jeg pludselig mærker og forholder mig mere til alting, og ikke bare bider hvad som helst i mig og dulmer det på diverse uhensigtsmæssige måder. Og det er sgu lidt overvældende at turde glimtvis lade frustrationer og (åh, stadig forbudt nok følelse for mig til at ordet er svært at skrive) vrede blive på den banehalvdel hvor de hører til. Og handle på det i selvrespekt i stedet for at finde mig i.

Det slår mig pludseligt indimellem, at for pokker hvor har jeg ikke været sød ved mig selv og er det stadig ikke rigtigt. Og hvor har jeg fundet mig i meget fra mange sider i fast overbevisning om at jeg selv er skyld i – og ansvarlig for alt svært jeg har stået i.
Jeg begynder så småt at stå ved mig selv og mine behov, turde stille små krav og forsvare mig når jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Det er hårdt, men ved jo godt at det er med til at få mig fremad.

En anelse ensomt er det faktisk også at bryde lidt ud af min egen indre isolation. Paradoksalt nok. Måske fordi jeg hverken er fri af mine indre dæmoner, men ej heller underlagt dem på samme måde. Så er blevet mere en del af verden udenfor, om man så må sige, samtidigt med at jeg stadig er meget i mig selv og har meget jeg stadig mangler at få på plads og bearbejde osv. Så føler mig tit lidt i ingenmandsland. Ikke rask, ikke syg. Ikke ovenpå, ikke helt fanget i mørket.

Og så er det ensomt at blive nærværende nok til at kunne indse og erkende at det der skulle være støtte udefra, holder mig næsten mere nede end det gavner mig. Ville tidligere til hver en tid have vendt det mod mig selv, men nu er det mere tydeligt for mig at det ikke er mig der bare er forkert, men at (dele af) den hjælp jeg får er utilstrækkelig eller forkert om man vil. Og at jeg kan se det nu, gør at jeg må handle på det og også i ord og handling stå ved mig selv på en helt ny måde. Det er grænseoverskridende og usikkert, og fyldt med “hvad må folk ikke tænke”-tanker i mit hovede. Den gamle, velkendte skamfølelse over mig selv. Trangen til at være én stor undskyldning for mig selv.

Perhaps we have to save ourselves

Der har været stille i et stykke tid nu. Meget stille. Jeg vil godt forklare, men jeg vil ikke undskylde, for det har været det, der var mit behov. Jeg har ved gud ikke været særlig konstruktiv og inspirerende i mine indlæg den sidste tid, og på nogen måder tror jeg det har fastholdt mig i min dårligdom; netop fordi jeg ikke har brugt det jeg har skrevet til at reflektere og komme videre, men i stedet kørt rundt i ring og bare haft det skidt. Det vil jeg prøve at rette op på..

Der er sket så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde. På samme tid er der ingenting sket. Jeg er utrolig angst for at blive udskrevet til hjemmet, til ingenting, at jeg ikke tør give slip og lade tingene sejle. Derfor synes jeg bedre end jeg egentlig er, og personalet tror jeg er er i bedring. Dermed risikerer jeg at blive udskrevet før jeg reelt er parat til det; det bider sig selv i halen, gør det ikke.. Men jeg er ikke bange; hvis jeg skal ud herfra så vil jeg gøre hvad jeg finder nødvendigt. Jeg kan ikke fortælle nogen om mine planer, ikke engang her, for hvis nogen finder ud af hvad jeg har planlagt, så vil de tage muligheden fra mig og så forsvinder det eneste, der holder mig i ro – så bliver min redningskrans taget fra mig, og det tør jeg ikke. Jeg vil leve, men jeg vil ikke leve sådan hér og derfor bliver jeg nødt til at have en udvej. Jeg kan godt høre hvor forfærdeligt det lyder, men det er sådan jeg bliver nødt til at have det, hvis jeg skal kunne holde tilværelsen ud.

Jeg ville så gerne kunne skrive at det går fremad, men jeg kan ikke mestre energien til at lyve. Jeg bruger de få kræfter jeg har, på at holde sammen på mig selv når personalet kommer ind og spørger hvordan jeg har det. Men når de går, synker jeg sammen på sengen og glasklokken sænker sig langsomt nedover mig endnu en gang. De siger at jeg er “færdigbehandlet” og at jeg snart vil blive udskrevet. De tror, at jeg har det bedre fordi jeg sætter mit hår og har begrænset mit håndvaskeri (hvad de overser er, at jeg isolere mig på mit værelse, sidder i sengen og glor, sådan at jeg ikke bliver provokeret til at skulle vaske hænder hele tiden), men indeni mig er der stadig mørke og kaos. Jeg kan ikke åbne op – og nu har jeg lukket mig endnu mere i – og vise hvordan jeg egentlig har det, da jeg ikke kan opbygge tillid til nogen jeg ved snart vil forsvinde igen. Og når jeg ikke har tillid, kan de ikke hjælpe mig med at pille det tårn af tanker og ritualer ned, som jeg gennem mange år har opbygget. Det er ligesom at spille klodsmajor; jeg har brug for nogen jeg stoler på til at fjerne én klods ad gangen samtidig med at de forsikrer mig om, at tårnet ikke vil falde sammen. Nu er det så bare på med rustningen, frem med skjoldet og ud i verden for at lede efter min frelser på sin hvide hest.

Even breathing is a constant battle

Tilgiv mig, at jeg ikke har skrevet i mange dage, men jeg har været fuldstændig tømt for ord og tanker. Jeg har kørt meget fra time til time og bare kæmpet for at eksistere, kæmpet for at komme igennem dagene. Selvom hver time er en kamp og føles uendelig lang, har den ene dag alligevel taget den anden og her sidder jeg, ti dage inde i min indlæggelse uden at kunne berette om nogen bedring. Jeg har mest lyst til at dope mig og sove dagene væk. Alligevel er jeg angst for at lægge mig i min seng, når det endelig bliver aften. Jeg føler trang til at græde, men finder mig ude af stand til at knibe blot en enkelt tåre frem. Jeg tror det ville give mig en form for forløsning, men alligevel sker der intet. Nogen gange tror jeg at jeg har mistet evnen til at græde – måske jeg har opbrugt min kvotient tåre for dette liv…

I går blev den larmende stilhed i mit hoved mere end jeg kunne bære og jeg endte med at skære; mærkede roen omslutte mig mens pølen af blog samlede sig på mit lagen og jeg kunne endelig falde i søvn. Det skræmmer mig – bagefter – når jeg har disse “black-outs”; det var først i dag, da min mor inspicerede sårene at det gik op for mig hvor dybt jeg havde skåret. Hvad kan jeg ikke finde på når det bliver for uudholdeligt at være i min egen krop? Men det er vel også derfor at jeg er her..

Jeg undrer mig over hvor min lyst til livet er blevet af. Hvor min nysgerrighed og mod på livet er forsvundet hen. Inderst inde håber jeg nok på at det en dag “går galt” og jeg ikke vågner; at det var ti piller for meget, at mit hjerte står af, at jeg i løbet af natten forbløder, at bilen kom hurtigere end jeg først vurderede – et eller andet, så jeg kunne flygte fra denne meningsløse tilværelse. Åh, jeg ønsker mig væk, væk fra mig selv.

Mine øjne er døde; jeg kan mærke det. Jeg stirrer tomt frem for mig. Der er ingen glæde at spore i mine engang glødende øjne. Der er intet at gøre, jeg kan ikke længere holde facaden, mine øjne afslører mig. De er døde for jeg har allerede dræbt min sjæl. Min krop bevæger sig rundt, men det er en tom skal. Hvordan skal jeg fortsætte med at leve når den vigtigste del af mig ikke længere er til her i den menneskelige verden?
Mit hjerte gør ondt og det piner mig at tvinge et smil over læberne. Min blotte eksistens smerter og det er en kamp bare at trække vejret. Jeg føler mig ikke længere som en del af denne verden. Føler mig fremmed blandt dem, som jeg burde have mest tilfælles med. Jeg ved ikke længere hvordan jeg skal fungere som menneske.

IMG_2915

Banana pancakes

IMG_2854For at alt ikke skal gå hen og blive negativitet og sorte tanker her på bloggen, så tænkte jeg at jeg ville dele lidt mad med jer – det plejer mange af jer ihvertfald at synes om. Jeg får jo ikke rigtig spist noget her mens jeg er indlagt og når jeg gør, har jeg ikke lyst til at stå midt i spisesalen og tage billeder af maden. Dette ville også blive lidt ensformigt: yoghurt til morgenmad og æg til frokost.. Men her er nogle dejlige og nemme pandekager, som jeg lavede et par dage før jeg blev indlagt. Bananpandekager er jo ikke noget nyt her i blogverden, men jeg har ændret lidt på den “originale” opskrift. Der er stadig ganske få ingredienser, men synes at jeg har formået at gøre den lidt mere næringsfyldt..

Ingredienser:

1 banan, most

1 æg

30g mandler, fintmalet

valgtfrit: vanillepulver, kanel, blåbær, 1 spsk mandelsmør – brug din fantasi!

Det hele blandes sammen og steges på panden i lidt kokosolie. De skal vendes når det former sig små bobler og kanterne begynder at blive mørke.

Jeg spiste dem med lidt optøet bærblanding.

IMG_2859

IMG_2861

Torpor

IMG_8806 IMG_8816 IMG_8818 IMG_8821

Der kommer en tid hvor seen ikke længere er fin og hvid, men grå og sjappet. Man kommer til et punkt, hvor man ser mere af mørket end af lyset. Der kommer en tid hvor håbet om varme ikke kan bryde gennem kulden. Eller et punkt hvor musikken ikke er høj nok til at overdøve tankerne om at man er forkert. Måske man tilogmed når et punkt hvor man mere end noget andet ønsker at man kunne gå i dvale..

Isn’t it strange..

isn't it funnyIMG_2891IMG_2885Når ingen kan se, at man har det skidt

Der er mange som ser ned på mennesker med psykiske sygdomme, men jeg tror at det kommer af uvidenhed ikke fordi de personer, der tænker således, er onde.

Forestil dig en pige, som har haft kræft og mistet alt sit hår. Det er sommer og hun er på stranden uden at have noget på hovedet. Alle føler med hende og har forståelse for det hun har været igennem; de ser ikke ned på hende. Tværtimod er hun stærk/sej/tapper/modig at hun går rundt og viser sit bare hoved. Du kunne aldrig finde på at kalde hende opmærksomhedskrævende.

Så ser du en pige som har været/ er selvskadende. Hendes arme, ben el.lign. er fyldt med ar. Hun går rundt på stranden i bikini ligesom alle andre. I en sådan situation har jeg ofte lagt mærke til at folk stirrer, kommer med onde kommentarer og jeg mange ville sige, at hun skriger på opmærksomhed. Jeg anerkender at det er et problem, der er blevet meget bedre, og flere og flere mennesker har forståelse for hvilken smerte sådan en person gennemgår. Men stadig er selvskade, spiseforstyrrelse osv. et tabu, noget der helst ikke skal snakkes om. Folk der “har” sygdommen skammer sig, og folk omkring vil helst undgå at se problemerne i øjnene eller tale om emnet. Hvorfor? Kan det at være syg på “indersiden” ikke være ligeså smertefuldt som det at være syg udadtil, hvis ikke værre? Og er det, at klæde som sig alle andre, at være opmærksomhedskrævende?

Jeg tror det kommer af, at folk som ikke har haft psykiske sygdomme tæt ind på livet har svært ved at forstå, at man kan være syg uden at det kan ses. Hvis en har gips på foden er det ikke svært at se, at personen har slået sin fod. Mennesker med psykiske sygdomme ser oftest “normale” ud, og måske er det derfor det kan være svært at se at en person rent faktisk er syg og har det rigtig skidt. Det er også nemmere at hjælpe en der har brækket en fod; så kan man dømme dem til at slappe af i sofaen og ellers komme med te, mad, omsorg osv. Men hvordan hjælper man én, som er psykisk syg? Det er meget sværere at gå til, og det er ikke nemt, især når dem der lider kan have svært ved at sætte ord på hvad der foregår i deres hoveder. Vi mennesker har det med at skulle se tingene før vi tror på dem, men psykiske sygdomme kan man ikke “se” for de forpester “kun” én indadtil. Det er det, som gør det så pokkers svært.

De fleste mennesker har været så syge at det har gjort fysisk ondt. Det er næsten helt utåleligt ikke? Men dette er faktisk værre. Den psykiske smerte er næsten umulig at forstå med mindre man selv har prøvet at have det så skidt. Når hvert sekund du er i live gør ondt, så kan bare det at trække vejret føles umuligt. En psykisk sygdom varer ikke kun et par dage, eller højt et par uger – nej, det varer lang tid og at komme sig kræver hårdt arbejde, ligesom når et brækket ben skal genoptrænes. Men igen er den psykiske del meget sværere at behandle og det er ikke en allerede lagt plan, som når du skal genoptræne dit ben. Ingen vælger at blive pyskisk syg, ligesom der ikke er nogen der vælger at blive ramt a influenza eller falde og brække en arm.

Jeg har været heldig at have forstående mennesker omkring mig, og er sjældent blevet kaldt opmærksomhedskrævende (udover en leder på et behandlingssted som mente at jeg havde valgt at få anoreksi fordi jeg ville have opmærksomhed fra min mor). De gange jeg dog er blevet kaldt det, har det gjort utrolig ondt indeni. Hvorfor bliver man opfattet som opmærksomhedssyg over noget, man ikke kan gøre for? Hvis jeg selv kunne vælge ville jeg helst have været fri for alt dette her *lort*, for hvem ønsker at have det så skidt at det at tage sit eget liv føles som den eneste udvej? Ingen, så vidt jeg ved. Man vælger ikke selv om man er rask, syg eller psykisk syg. Og det er her, at folk kan være med at til at skabe en forandring: ved at respektere og anerkende problemet.

For helt ærligt, hvem ville have troet at pigen på billedet nedenfor sultede sig, tvang sig selv til at kaste op, skar i sig selv, flåede neglebånd af, sov nøgen på gulvet og hadede sig selv så meget at hun ikke synes at hun fortjente en plads her i verden?

IMG_5514

Behind these white walls

IMG_2808 IMG_2809 IMG_2811 IMG_2810 IMG_2819 IMG_2812 IMG_2813 IMG_2815 IMG_2817IMG_2829IMG_2828IMG_2820

kolde hospitalssenge. mad, der er blevet smidt ud. ensomhed. mærker efter tidligere “beboere”. altid på vagt lyttende efter hver eneste lyd, hver eneste bevægelse. venteposition. frataget al frihed.

“Do you remember? Do you remember being solid? Do you remember life before the hole? Before you were empty and needed to be filled? There was a time when everything was enough. There was a time you didn’t try to get out of your own skin. Remember.”
– Amy Reed, Clean