Trapped

IMG_0814Jeg iagttager min mor mens hun gør sig klar til at tage afsted. Hun skal på weekendtur med sin kæreste, de har årsdag. Det er kun en enkel overnatning, siger jeg til mig selv og prøver at trække vejret roligt, men jeg mærker angsten komme krybende. Jeg ser på hende i stilhed. “Elsker du mig stadig?” har jeg lyst til at spørge, for jeg er i tvivl. Jeg kender allerede svaret og derfor spørger jeg ikke, jeg ved at det ikke ændrer noget.

Hun kysser mig farvel og siger, at jeg bare skal ringe eller skrive hvis jeg får brug for det. Jeg smiler og forsikrer hende om, at det nok skal gå, “jeg er et voksent menneske,” siger jeg

“Bliv hos mig,” hvisker jeg men døren er allerede lukket bag hende. Jeg synker ned på gulvet og krummer mig sammen. Tårerne triller ned ad mine kinder. Dagen kommer til at stå i selvskadens tegn, det kan jeg mærke. Jeg mærker det allerede før det sker, men kan intet gøre ved det. Skåret, jeg har gemt fra et smadret glas, ligger allerede klar. Det er som en selvopfyldende profeti; jeg ved at det kommer til at ske og derfor gør jeg det.

Jeg føler mig forladt, svigtet. Hun var nødt til at gå, siger jeg til mig selv. Men jeg ved at det ikke passer. Hun var blevet hvis jeg havde bedt hende om det, men lige præcis dér ligger problemet: jeg kan ikke bede om det; det må jeg ikke. I stedet sidder jeg her. Håbløs. Ude af stand til at gøre til eller fra.

IMG_0815IMG_0816IMG_0817

The voices tell me I’m not good enough

byAmelia - please credit if use<3

Jeg læner mig frem for at tage min telefon. Jeg åbner den og begynder på en ny meddelse… Hvad skal jeg skrive? “Mor, jeg har det skidt. Jeg er rastløs og føler mig ensom, utrolig ensom. Jeg har ikke lyst til at spise selvom det er tid til aftensmad. Jeg ved hvor mit glaskår ligger og det lokker. Jeg ved du har travlt med dit andet liv. Du er sammen med din kæreste, du har endelig mulighed for at få “fri” fra dit forfærdelige liv med mig. Jeg ved jeg er en belastning. Men jeg har brug for dig, jeg har brug for at høre din stemme”. Jeg stirrer på den tomme besked på displayet. Selvfølgelig kan jeg ikke skrive det. Jeg  ikke skrive det for jeg må ikke være til besvær og jeg må ikke bede om hjælp. I stedet skriver jeg “Hej mor. Håber at dig og L hygger. Knus” Jeg venter ængstelig på at hun skal svare, jeg er desperat for at komme ud af ensomheden. De fem minutter det tager hende for at svare føles uendelige og jeg er overbevidst om at hun har for travlt med sin kæreste og at hun er lykkelig for at være fri for mig.

“Det er ok. Hvordan har min skønne datter det?” Jeg kæmper for at holde tårene tilbage.

“Jeg hygger med film og te. Skal til at spise aftensmad”. Inderst inde råber jeg for at hun skal gennemskue min løgn.

“Skal jeg ringe?” Du må ikke bede om hjælp, hvisker stemmerne.

“Nej, det er fint.” Jeg lægger mobilen fra mig og går i gang med at rydde op. Jeg bliver nødt til at holde mig igang for at flygte fra tankerne.

Kort efter jeg har sendt beskeden ringer min mobil. Jeg skynder mig at se hvem det er. “Mor” står der. Jeg ånder lettet op og skynder mig at tage den. Når jeg ikke selv har bedt om det, så er det ok at tage imod hjælpen.

“Jeg ville bare lige høre om du var ok” siger hun. Jeg svarer lidt irriteret at det har jeg jo allerede skrevet. Jeg bliver vred på mig selv, men jeg kan ikke reagere anderledes. Jeg må stadig ikke række ud og bede om hjælp. Det er mig selv jeg bliver sur på ikke hende; fordi jeg er svag. Det var jo dig der bad om hjælp. Jeg væmmes ved dig. “Det ved jeg, men tænkte at det måske kunne være hyggeligt at snakke lidt. L står ude i køkkenet og laver mad.” Jeg slapper lige så stille mere af. Min mor er den eneste der virkelig kender mig, hun ved (næsten) altid hvad hun skal sige for at jeg ikke føler mig til besvær. Det går op for mig, at jeg ikke har sagt noget endnu. “Er du der?”

Jeg skynder mig at svare. “Men du er ikke ok, vel?” fortsætter hun med at sige. Jeg bider mig i læben. “Nej”, hvisker jeg. Så fik jeg taget det første skridt. Nu kan jeg godt åbne op. Vi snakker sammen i en halv time. Så spørger hun om jeg har spist. Det har jeg ikke, svarer jeg. Vi snakker sammen mens jeg går ud i køkkenet og hun sætter mig igang med at skære grøntsager. “Skal jeg ringe når du har spist.” Jeg skynder mig at svare nej, jeg vil ikke tage mere af hendes alene-tid med sin kæreste. “Skriv når du er færdig, så kan vi lige snakke lidt”. Jeg smiler lidt. Jeg har det allerede meget bedre og er glad for at hun vil støtte mig efter maden, for det er hårdt for mig at være i at have spist i øjeblikket. Især når jeg alene. Plejer aldrig at spise når jeg er mig selv, jeg er svag når jeg selv vælger at spise. Så er det nemmere når min mor er omkring mig og minder mig om at jeg skal spise. Men jeg bliver jo nødt til selv at tage ansvar. Min mor kan kun støtte mig, det er mig selv der bliver nødt til at tage beslutningen om at spise, om at kæmpe. Og med hendes og K’s hjælp så tror jeg også at jeg kan..

Enough is enough

byAmelia - please credit if use<3

Det kan være nok nu. Du skal ikke længere styre mit liv. Jeg anerkender det du har betydet for mig, jeg indrømmer at du gang på gang har været min redning – holdt mig fra at ryge ned i afgrunden. Men nu er det slut. Jeg har ikke længere gavn af dig. Dine krav er blevet for store og jeg føler gang på gang, at jeg ikke blot skuffer alle omkring ved at følge din befalinger, men jeg skuffer også dig. For intet er godt nok til dig; mere vil have mere. Jeg slipper dig fri. Jeg lukker dig ud og beder dig om aldrig at komme tilbage igen. Landsforvist, eller kropsforvist skulle man måske sige, for jeg giver dig ikke længere lov til at besætte min krop. Ej heller får du lov til at besætte mine tanker, at gøre dem så dystre at jeg ikke længere har lyst til at leve. Jeg vender ryggen til dig, lad vær med at kald på mig for jeg vil ikke længere svare dig.

Jeg har været alene hjemme hele dagen i dag. OG(!) JEG HAR SPIST. Det føles ad helvedes til, men sådan må det være i en periode. Jeg har indset at jeg bliver nødt til at prøve noget nyt, have en ny tilgang til tingene. Det jeg har gjort indtil videre har jo ikke virket, “har det nogensinde gjort dig sådan oprigtig glad?” spurgte K i fredags. Og nej, det har det ikke.

Jeg skal klare det denne gang, ikke flere indlæggelser. Jeg vil vise at jeg er stærk nok til selv at kæmpe mig igennem. En dag ad gangen, et måltid ad gangen. Og jeg øver mig i at tænke tankerækkerne færdige inden jeg handler på noget når det omhandler lysten til at handle spiseforstyrret eller selvskadende.

Jeg sidder nærmest hvert måltid igennem og “messer” inden i mig selv, mens jeg mekanisk sidder med gaflen til tallerken til mund, til tallerken til mund. Det er vist den eneste måde at gøre det på, ihvertfald i en periode;

“Jeg er nødt til at spise, jeg er nødt til at tage på så jeg hurtigst muligt kan komme igang med at have et liv igen. Jeg spiser for at nå nogle mål, jeg spiser for at få mine “goder” en efter en. Jeg snakker så meget om alt det jeg vil opnå og opleve her i livet; nu jeg skal vise, at jeg kan. Jeg skal vise mig selv at jeg kan, at det er det her der fortjener skulderklap fra mig selv, ikke det andet. Du skal opad og fremad, Amelia, ikke ned igen. Du har været der og det er ikke sjovt. Ja, du faldt i og ja, du trak den for langt igen. Det må du tage med så.

Jeg spiser for mit liv. Jeg spiser for at ændre min situation til noget, der er mere holdbart. Ikke flere indlæggelser og turer ind og ud af psyk. Aldrig mere (forhåbentlig). Jeg spiser for ikke at ende som svingdørspatient der gang på gang ikke formår at klare sin egen tilstedeværelse. Der har været ydmygelser og magtkampe nok og jeg gider det ikke igen. Jeg VIL kunne selv nu; nu skal det gå fremad igen.